..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

onsdag den 13. november 2013

Jeg er..

Jeg er Johanne
Jeg er organ- og bloddoner
Jeg er STX-studerende på sidste år
Jeg er tjener på en fancy italiensk restaurant
Jeg er Københavner i Aalborg
Jeg er piercet
Jeg er halv iraner
Jeg er den bedste og værste udgave af mig selv

Jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive mig selv. Jeg er Johanne. Jeg er ikke den samme Johanne, som jeg var for et år siden eller for tre år siden. Johanne på efterskolen var en vanvidsudgave af mig selv. Sprudlende, råbende, forvirret kvindemenneske i midten af sine teenageår. Jeg lavede ravage og skabte drama og var lykkelig og evigt deprimeret. Og nu er jeg her. Jeg er stadig ked af at jeg ikke skriver, men jeg er en anden udgave af mig selv. Jeg har nået nye punkter og i mit nye selv, er der også en stemme, som minder mig om at man altså ikke bør dele sine private tanker og episoder på nettet.

I stedet skriver jeg dagbog. Tanker, følelser og strømme af ord. Og når jeg skriver føler jeg mig som den udgave af mig selv, som stolt kunne fremføre ord og tanker med en bevidsthed, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg fik ros og følte mig som nogen. Det ved jeg ikke om jeg gør mere. Jeg føler mig som Johanne. En Johanne, som er meget anderledes end den Johanne jeg engang kendte, men dog en anden udgave af mig selv, som jeg bedre kan lide at være.

Jeg er ikke så flyvsk mere, på trods af at jeg har været det og har været det for ikke så mange måneder tilbage. En del af den passion og følelsesorkan jeg havde inden i mig er dog væk. Nu befinder jeg mig i mit sidste teenage år. Det er underligt at tænke på.

Jeg er sammen med Jonas igen. Så er det sagt med skrift. Jeg er mere rolig end hvad jeg har været de sidste mange måneder. Jeg har i lang tid gået med en mavefornemmelse om at det var dét som skulle ske, og som burde ske, men i lang tid var jeg ikke klar, for "hvad nu hvis" og hvad ved jeg. Så jeg cyklede hjem til ham en sen nat, og tilstod at jeg ikke havde lyst til at være uden ham og at være med ham siden da har gjort mig gladere end jeg har været i lang tid.

Så jeg er Johanne
Jeg har mistet og fået og lidt og glædet
Jeg er stadig splittet i tusind stykker og lever liv i flere landsdele
Jeg er ung og åndssvag og bevidst og beslutsom
Jeg har ambitioner, som skal udleves og som jeg vil udleve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages