..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 9. juni 2013

Breathe in, Exhale.

24. april 2013 var sidst jeg skrev blog. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde. Eller hvorfor jeg skal begynde. Eller om jeg skal.

Jeg stoppede med at skrive blog, fordi at der foregik så meget i mit liv, til at jeg selv kunne overskue det, for slet ikke at nævne tanken om at skulle blande andre ind i det. Jeg følte for første gang i mange år, at det ikke ville hjælpe at udtrykke sig. Det ville ikke hjælpe at skrive ord ned og at få dem ud, uden at få en form for respons. Det var et svært valg, fordi at dét at blogge altid har skabt en form for overblik af min verden. Og det har været svært at begynde igen, fordi at det derefter føltes ligegyldigt. For selv om jeg altid har skrevet til mig selv og for min egen skyld (eller i al fald bildt mig det ind), så føltes det tomt at vende tilbage til. Som et forhold man havde sat på pause, uden rigtigt at vide hvorfor eller uden at vide hvordan man skulle begynde det igen, for uanset hvad ville det måske aldrig føltes som før.

Og selv om halvanden måned ikke synes af meget, når man ser det i det store hele, de 4 år jeg har skrevet, så er det meget. I min verden sker der i hvert fald usandsynligt meget på den tid. Så derfor ved jeg ikke hvor jeg skal starte. Mit kærlighedsliv, eller det der nærmer sig betegnelsen, har været turbulent. Det er også noget jeg har været vant til, men som regel plejer det kun at dreje sig om een person og ikke et antal, hvilket det har gjort de sidste par måneder.

Det har været svært at finde hoved og hale i det, og i en lang periode var jeg meget i tvivl om hvad jeg skulle vælge (og til tider hvem jeg skulle vælge). Det er som sådan ligegyldigt hvem det drejer sig om eller hvorfor det hele er sket, for endelig er jeg begyndt at finde slutningen på tumulten, føles det som. Jeg har aldrig været vant til at være single. Eller være alene. Jeg har altid været vant til at være en eller andens førsteprioritet. At have en jeg kunne lægge mig til at sove med, en jeg kunne skrive og snakke med konstant og en jeg vidste ville være der uanset hvad.

Problemet med dette er bare at jeg ikke har indset at jeg allerede har det. Jeg har det i alle mine venner, og det er ikke gået op for mig førhen, hvilket er en skræmmende realitet. Men jeg ved godt at jeg er nogens førsteprioritet. Jeg har folk, som tænker på mig. Som bekymrer sig og som ønsker mig alt vel. Jeg har personer jeg kan ringe til og som jeg kan snakke med, og som jeg ved vil være der når det gælder, og som også er der når der er ro på.

Jeg er også begyndt at snakke. Både på et formelt plan og med mine nærmeste. Og jeg er begyndt at få et overblik, som jeg ikke har haft i en længere periode. Jeg er ved at lære. Det er en proces, som alt andet i teenage-årene, men jeg er igang. Jeg er under forbedring. Og jeg er forbederlig. Det har jeg altid været, og det er jeg stadig, på trods af at jeg synes at glemme det til tider og til tider i lange perioder. Men jeg har gennemgået en masse ting, og jeg har gennemgået en masse forandringer og de forandringer afspejles også i mig og i mine tanker, handlinger og refleksioner.

Og i dag har været en god dag. Jeg har været på stranden og bade for første gang i år, jeg har tilbragt tid med mine fantastiske venner og jeg har fået pandekager til dessert og rødvin til maden. Mere kan jeg ikke bede om, og mere vil jeg ikke bede om. Det er fuldendt, og jeg har ikke brug for mere. Nogle gange, og ofte i mit tilfælde, har man bare brug for at minde sig selv om det.

Livet byder på gode ting og smukke oplevelser. Det kan bare være svært at fokusere på, hvis man har hovedet begravet i noget andet.

Så husk, Johanne.
Dette er kun begyndelsen.


1 kommentar:

  1. <3 Sender tanker, og er glad for at høre fra dig igen!

    SvarSlet

Pages