..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

onsdag den 13. februar 2013

Skin

Hvordan opridser man de sidste 29 dage?
Når der er sket så meget.
Når mit indre har været brændende kaos og inderligt indlevelse i liv og lys.

Vi er ved at få en hverdag på plads i lejligheden. Det er et ustruktureret paradis, og jeg elsker det. Det er blevet beskrevet som en "forbandet hippie lejr", som kun manglede et bål ude i køkkenet, hvor der i forvejen var fællessang med to guitarer og uanede mange mennesker. Jeg har kun været alene to gange. Aldrig sovet alene her. Aldrig været alene i mere end et par timer. Og jeg elsker det.

Da vi gik i byen de to første aftener vi boede her, skete der ting som har ændret den hverdag vi lever i nu. Det er vanvittigt. Karen mødte en fyr, Rasmus, som jeg havde siddet og snakket lidt med i byen. Marie og hendes bedste ven Jonas hookede op og jeg mødte en af deres fællesvenner, Peter. På daværende tidspunkt virkede det som tilfældige hændelser og bevares - det var det da også.

Jeg havde fået Peters nummer i byen og omvendt og vi skrev sammen dagen efter. Og dagene efter. Vi sås nede hos Jonas (Maries') og Søren. To fantastiske drenge, som bor ikke så langt fra os. Jeg havde svedige håndflader da han kom og jeg sagde ikke så meget. Og han sad ved siden af mig, og det var som om at jeg ikke turde røre mig.

Så holdte vi nytår. Rasmus havde fundet Karen på Facebook og de var begyndt at hænge. Marie og Jonas hængte også og nytårsaften kom Peter også over. Jeg kan huske da jeg mødte ham i byen, at jeg spurgte Karen og Marie, hvorfor de aldrig havde introduceret mig til ham, fordi at han var min type og at han med det samme sagde mig noget. "Fordi at han har en kæreste og bor i London, Johanne". Okay, dealbreaker. Det viste sig så til dels at være sandt. Han boede i London og han boede med sin ekskæreste, men de flyttede fra hinanden og han ville komme hjem og bo i Aalborg igen. Og så skrev vi. Meget. Og vi snakkede meget. På trods af at han var i England og jeg var her og det hele var lidt rodet, for vi var begge kommet ud af meget lange forhold og hvad fanden var det nu også at begynde på. Imod alle normer og alle regler og jeg ved ikke hvad.

Og så landede han i Aalborg lufthavn engang i januar måned og blev smidt af herhjemme. Og jeg var så fandens nervøs. Og så kom han og vi snakkede og som var det en naturlig håndbevægelse i en sætning, kyssede vi. Peter har stort set været her lige siden. I lejligheden. Med os. Festet. Hygget. Været her.

I starten skiftede jeg meninger omtrent 210 gange dagligt. For det var gået stærkt. Og det var vildt at skulle til at starte noget nyt med et andet menneske, hvis vi da overhovedet skulle starte. Og i starten troede jeg at det var hygge - det var i hvert fald et mål jeg havde sat mig for. At nu skulle jeg altså også prøve singlelivet og prøve at finde ud af min tilværelse. Men Peter hjalp mig med det. Og jeg gav efter og lod mig føle, for det var jeg nødt til. Tvivlen forsvandt og jeg fik ro i sindet. Han er fantastisk god og det her er mine første ord om ham, men langt fra de sidste.

Og nu bor vi tre tøser her. Med hver vores fyr, og vi fester sammen og synger sammen og laver mad sammen og lever sammen. Det er fantastisk og det er spontant og tilfældigt, og det fungerer.

Ja. Ja. Og jeg skal forresten til at skrive mere blog, det har bare været lidt.. Kaotisk.

1 kommentar:

  1. Hvor er det dejligt for dig!
    .. Men hvad med Jonas?

    SvarSlet

Pages