..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 24. februar 2013

Et år, et liv, et valg

Jeg er i et underligt stresset humør, på trods af at det hele egentlig kører på skinner. Mit værelse ligner stadig Jerusalems ødelæggelse, bortset fra enkelte forbedringer. Jeg har to afleveringer for til i morgen, og er langt fra færdig. Jeg har haft vanvidstømmermænd hele dagen, som kun har gjort ondt værre.

Når jeg tænker et år tilbage, kan jeg slet ikke forestille mig selv være andre steder end Aalborg. Jeg kan ikke forestille mig at bo hjemme, selv om jeg til tider kan savne det, og selv om at jeg savner min mor, Henrik, Ea, min mormor og min familie generelt rigtig meget. Jeg kan ikke forestille mig en anden hverdag end denne.

Tit føles det som om at der mangler.. Noget. Noget jeg ikke rigtig kan sætte ord på. For jeg er stadig splittet. Ikke som før dog. Men der er stadig en del af mig, som er bosat i København. Som har venner fra mit gamle gymnasie, som er Holmes nabo, som arbejder i Fakta og som længes efter efterskolen - stadig. Og så er der mig nu; bosat i Aalborg, bosat med to fantastiske piger i et miljø med mennesker over det hele og druk og stress og fællessang og guitarspil.

Der er også en kæmpe del af mig, som finder det svært at forstå at Jonas og jeg ikke var til livets ende og derefter. At vi skulle slå op og flytte fra sig og ende sådan her, var ikke rigtig en del af mine planer, da jeg kom til Aalborg, men sket er sket og livet går sin gang og byder på nye oplevelser, mennesker og værdier.

Det bød mig på Karen og Marie.
Jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden dem. At skulle vågne om morgenen uden dem. At skulle gå til skole uden dem. Jeg kunne ikke forestille mig nogen andre her i Aalborg, som jeg ville have det så nemt ved at snakke med. Om alt. Om alle forfærdelige tanker og alle ulykkelige øjeblikke. Om sommerfugle i maven og beskrivelser af kys og kærlighed. Og jeg nærer dem en så stor taknemmelighed: for at være her. For at have været her for mig. At de har budt mig ind med åbne arme og opbygget et hjem med mig, på trods af at vi kun har kendt hinanden i hvad.. 7 måneder. Og vi har det godt.

Det bød mig på mine nye venner.
Alle de mennesker som værner om mit liv lige nu. De mennesker, som jeg deler de gladeste øjeblikke med. Mennesker, som kan lide mig for den jeg er, som tager pis på mig og som samler resterne af mig op, når jeg er i kulkælderen. Mennesker, som jeg kan stole på og som jeg dengang frygtede at jeg ikke kunne få et så tæt bånd med.

Det bød mig på Peter.
Jeg har haft svært ved at skrive ned om Peter. Om Peter og jeg. At forklare hvad der er sket, og hvor hurtigt det er sket og hvad der sker ville være som et kapløb mod tiden selv. For hver dag sker der nye ting og hver dag er vi sammen. Hver dag opdager jeg nye ting ved ham, som forbløffer mig og som gør mig endnu mere interesseret i dette nye menneske, som er igang med at overtage mit sind og mine tanker, på den gode måde.

Jeg har aldrig været sammen med en fyr, som får mig til at føle mig så velkommen, så accepteret. Jeg kan snakke med ham om absolut alt. Det er måske derfor at jeg ikke skriver så meget blog mere. At han er blevet et frirum. Mit frirum. Han er virkelig god mod mig og mod alle andre omkring ham. Det er fascinerende og det betager mig.

Så jeg har det godt. Og selv om forandring fryder har de sidste par måneder været lidt svære at sluge, og det er nok også derfor at jeg er nødt til at tage een dag ad gangen og slappe af. Det bliver godt.

Forresten har jeg fået en medusa-piercing. Fødselsdagsgave fra Peter, da han rejser til Japan i april måned og derfor ikke er hjemme til min fødselsdag (fucking øv). Den er fantastisk.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages