..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 24. februar 2013

GIRL, INTERRUPTED

Jeg har skrevet seks blogindlægs i år. I år. På dette tidspunkt i 2011 havde jeg skrevet 111 indlæg. I 2012 var det 28 indlæg. Men i år er det 6. Seks indlæg, som i mine øjne har været kortfattede og tomme. Følelsesforladte og med en evig fokusering på hvad man må skrive og hvad man ikke må skrive.

Og det er mærkeligt, for jeg føler at mine tanker har udviklet sig. At jeg spekulerer meget mere over tingene nu, i forhold til hvad jeg gjorde for to år siden. Og jeg har udviklet mig. Jeg er blevet mere privat, i al fald, hvilket måske også har meget at sige i denne sammenhæng. Havde bloggen været privat og et lille hjørne af internettet, havde jeg jo slået mig løs - det gjorde jeg i hvert fald dengang det bare var en lille flække og hver eneste besøg på siden, fik mig til at gå i panik over hvem af mine nærmeste, der mon havde fundet sig frem til mine ord og følelser.

Jeg ved ikke om det er for at opretholde et syn på mig. Et syn jeg har på mig selv, for det første. Men ærlig talt kan jeg bedre lide at læse igennem mine vanvidstanker og følelseskaos, som vendte mit liv og mit sind på vrangen i 2010 og 2011. Dengang der var ild i mig, og jeg brændte af had, kærlighed, glæde og sorg.

Jeg ved godt at jeg er blevet ældre, at jeg er blevet varsom og at jeg ikke falder i med begge ben længere. Jeg udleverer ikke mig selv mere, på den måde, som jeg gjorde før og jeg har aldrig tænkt mig at gøre det igen. Jeg var følsom og sårbar og i en position, som jeg ved gud ikke bryder mig om at være i.

Men jeg har stadig ord i mig. Og mine tanker brænder op og jeg kan smage dem på tungen, men det er aldrig helt som om at de vil ud. Som om at de kommer ud. Så derfor bliver de i mine tanker og svæver rundt i hovedet på mig, indtil jeg når til et punkt hvor jeg bliver så stresset og frustreret at jeg igen giver mig til at skrive.

Et år, et liv, et valg

Jeg er i et underligt stresset humør, på trods af at det hele egentlig kører på skinner. Mit værelse ligner stadig Jerusalems ødelæggelse, bortset fra enkelte forbedringer. Jeg har to afleveringer for til i morgen, og er langt fra færdig. Jeg har haft vanvidstømmermænd hele dagen, som kun har gjort ondt værre.

Når jeg tænker et år tilbage, kan jeg slet ikke forestille mig selv være andre steder end Aalborg. Jeg kan ikke forestille mig at bo hjemme, selv om jeg til tider kan savne det, og selv om at jeg savner min mor, Henrik, Ea, min mormor og min familie generelt rigtig meget. Jeg kan ikke forestille mig en anden hverdag end denne.

Tit føles det som om at der mangler.. Noget. Noget jeg ikke rigtig kan sætte ord på. For jeg er stadig splittet. Ikke som før dog. Men der er stadig en del af mig, som er bosat i København. Som har venner fra mit gamle gymnasie, som er Holmes nabo, som arbejder i Fakta og som længes efter efterskolen - stadig. Og så er der mig nu; bosat i Aalborg, bosat med to fantastiske piger i et miljø med mennesker over det hele og druk og stress og fællessang og guitarspil.

Der er også en kæmpe del af mig, som finder det svært at forstå at Jonas og jeg ikke var til livets ende og derefter. At vi skulle slå op og flytte fra sig og ende sådan her, var ikke rigtig en del af mine planer, da jeg kom til Aalborg, men sket er sket og livet går sin gang og byder på nye oplevelser, mennesker og værdier.

Det bød mig på Karen og Marie.
Jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden dem. At skulle vågne om morgenen uden dem. At skulle gå til skole uden dem. Jeg kunne ikke forestille mig nogen andre her i Aalborg, som jeg ville have det så nemt ved at snakke med. Om alt. Om alle forfærdelige tanker og alle ulykkelige øjeblikke. Om sommerfugle i maven og beskrivelser af kys og kærlighed. Og jeg nærer dem en så stor taknemmelighed: for at være her. For at have været her for mig. At de har budt mig ind med åbne arme og opbygget et hjem med mig, på trods af at vi kun har kendt hinanden i hvad.. 7 måneder. Og vi har det godt.

Det bød mig på mine nye venner.
Alle de mennesker som værner om mit liv lige nu. De mennesker, som jeg deler de gladeste øjeblikke med. Mennesker, som kan lide mig for den jeg er, som tager pis på mig og som samler resterne af mig op, når jeg er i kulkælderen. Mennesker, som jeg kan stole på og som jeg dengang frygtede at jeg ikke kunne få et så tæt bånd med.

Det bød mig på Peter.
Jeg har haft svært ved at skrive ned om Peter. Om Peter og jeg. At forklare hvad der er sket, og hvor hurtigt det er sket og hvad der sker ville være som et kapløb mod tiden selv. For hver dag sker der nye ting og hver dag er vi sammen. Hver dag opdager jeg nye ting ved ham, som forbløffer mig og som gør mig endnu mere interesseret i dette nye menneske, som er igang med at overtage mit sind og mine tanker, på den gode måde.

Jeg har aldrig været sammen med en fyr, som får mig til at føle mig så velkommen, så accepteret. Jeg kan snakke med ham om absolut alt. Det er måske derfor at jeg ikke skriver så meget blog mere. At han er blevet et frirum. Mit frirum. Han er virkelig god mod mig og mod alle andre omkring ham. Det er fascinerende og det betager mig.

Så jeg har det godt. Og selv om forandring fryder har de sidste par måneder været lidt svære at sluge, og det er nok også derfor at jeg er nødt til at tage een dag ad gangen og slappe af. Det bliver godt.

Forresten har jeg fået en medusa-piercing. Fødselsdagsgave fra Peter, da han rejser til Japan i april måned og derfor ikke er hjemme til min fødselsdag (fucking øv). Den er fantastisk.




onsdag den 13. februar 2013

Skin

Hvordan opridser man de sidste 29 dage?
Når der er sket så meget.
Når mit indre har været brændende kaos og inderligt indlevelse i liv og lys.

Vi er ved at få en hverdag på plads i lejligheden. Det er et ustruktureret paradis, og jeg elsker det. Det er blevet beskrevet som en "forbandet hippie lejr", som kun manglede et bål ude i køkkenet, hvor der i forvejen var fællessang med to guitarer og uanede mange mennesker. Jeg har kun været alene to gange. Aldrig sovet alene her. Aldrig været alene i mere end et par timer. Og jeg elsker det.

Da vi gik i byen de to første aftener vi boede her, skete der ting som har ændret den hverdag vi lever i nu. Det er vanvittigt. Karen mødte en fyr, Rasmus, som jeg havde siddet og snakket lidt med i byen. Marie og hendes bedste ven Jonas hookede op og jeg mødte en af deres fællesvenner, Peter. På daværende tidspunkt virkede det som tilfældige hændelser og bevares - det var det da også.

Jeg havde fået Peters nummer i byen og omvendt og vi skrev sammen dagen efter. Og dagene efter. Vi sås nede hos Jonas (Maries') og Søren. To fantastiske drenge, som bor ikke så langt fra os. Jeg havde svedige håndflader da han kom og jeg sagde ikke så meget. Og han sad ved siden af mig, og det var som om at jeg ikke turde røre mig.

Så holdte vi nytår. Rasmus havde fundet Karen på Facebook og de var begyndt at hænge. Marie og Jonas hængte også og nytårsaften kom Peter også over. Jeg kan huske da jeg mødte ham i byen, at jeg spurgte Karen og Marie, hvorfor de aldrig havde introduceret mig til ham, fordi at han var min type og at han med det samme sagde mig noget. "Fordi at han har en kæreste og bor i London, Johanne". Okay, dealbreaker. Det viste sig så til dels at være sandt. Han boede i London og han boede med sin ekskæreste, men de flyttede fra hinanden og han ville komme hjem og bo i Aalborg igen. Og så skrev vi. Meget. Og vi snakkede meget. På trods af at han var i England og jeg var her og det hele var lidt rodet, for vi var begge kommet ud af meget lange forhold og hvad fanden var det nu også at begynde på. Imod alle normer og alle regler og jeg ved ikke hvad.

Og så landede han i Aalborg lufthavn engang i januar måned og blev smidt af herhjemme. Og jeg var så fandens nervøs. Og så kom han og vi snakkede og som var det en naturlig håndbevægelse i en sætning, kyssede vi. Peter har stort set været her lige siden. I lejligheden. Med os. Festet. Hygget. Været her.

I starten skiftede jeg meninger omtrent 210 gange dagligt. For det var gået stærkt. Og det var vildt at skulle til at starte noget nyt med et andet menneske, hvis vi da overhovedet skulle starte. Og i starten troede jeg at det var hygge - det var i hvert fald et mål jeg havde sat mig for. At nu skulle jeg altså også prøve singlelivet og prøve at finde ud af min tilværelse. Men Peter hjalp mig med det. Og jeg gav efter og lod mig føle, for det var jeg nødt til. Tvivlen forsvandt og jeg fik ro i sindet. Han er fantastisk god og det her er mine første ord om ham, men langt fra de sidste.

Og nu bor vi tre tøser her. Med hver vores fyr, og vi fester sammen og synger sammen og laver mad sammen og lever sammen. Det er fantastisk og det er spontant og tilfældigt, og det fungerer.

Ja. Ja. Og jeg skal forresten til at skrive mere blog, det har bare været lidt.. Kaotisk.

Pages