..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 22. december 2013

Rotation

Aalborg fortsætter uden mig.
København har fortsat uden mig.
Ja, hele verden drejer jo rundt, og den drejer sig bestemt ikke kun om mig.

Lige nu er alle glassene ikke halvfulde, men helt tomme.
Det hele er egentligt så ligegyldigt. Først er man, og så er man ikke.
Alt fortsætter alligevel på samme måde som før. Intet bliver nogensinde som det var, for det er der ikke brug for.

Jeg vil gerne rejse væk. Afslutte gymnasiet, og så bare rejse. Glemme alle, og så alligevel ikke. Jeg vil skjule mig fra alle, men alligevel have dem med. Jeg vil aldrig væk fra Karen og Marie, og tanken om at skulle skræmmer mig. Alle ord man udveksler, og alle planerne man planlægger, går alligevel i et. For lige pludselig har man selv fortsat, og man har fortsat uden dem, eller ham eller hende eller alle de fucking andre, som man lovede at man ikke kunne uden.

Og det skræmmer mig.
For i bund og grund er alle ligegyldige. Man er ligegyldig selv, og alt som var engang, bliver aldrig igen. Der vil ikke være brug for det. For man finder vej både med eller uden.

fredag den 6. december 2013

*

Uden dybde findes der kun en overflade


Jeg har det godt
på trods
som evigt trodser mig



onsdag den 13. november 2013

Jeg er..

Jeg er Johanne
Jeg er organ- og bloddoner
Jeg er STX-studerende på sidste år
Jeg er tjener på en fancy italiensk restaurant
Jeg er Københavner i Aalborg
Jeg er piercet
Jeg er halv iraner
Jeg er den bedste og værste udgave af mig selv

Jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive mig selv. Jeg er Johanne. Jeg er ikke den samme Johanne, som jeg var for et år siden eller for tre år siden. Johanne på efterskolen var en vanvidsudgave af mig selv. Sprudlende, råbende, forvirret kvindemenneske i midten af sine teenageår. Jeg lavede ravage og skabte drama og var lykkelig og evigt deprimeret. Og nu er jeg her. Jeg er stadig ked af at jeg ikke skriver, men jeg er en anden udgave af mig selv. Jeg har nået nye punkter og i mit nye selv, er der også en stemme, som minder mig om at man altså ikke bør dele sine private tanker og episoder på nettet.

I stedet skriver jeg dagbog. Tanker, følelser og strømme af ord. Og når jeg skriver føler jeg mig som den udgave af mig selv, som stolt kunne fremføre ord og tanker med en bevidsthed, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg fik ros og følte mig som nogen. Det ved jeg ikke om jeg gør mere. Jeg føler mig som Johanne. En Johanne, som er meget anderledes end den Johanne jeg engang kendte, men dog en anden udgave af mig selv, som jeg bedre kan lide at være.

Jeg er ikke så flyvsk mere, på trods af at jeg har været det og har været det for ikke så mange måneder tilbage. En del af den passion og følelsesorkan jeg havde inden i mig er dog væk. Nu befinder jeg mig i mit sidste teenage år. Det er underligt at tænke på.

Jeg er sammen med Jonas igen. Så er det sagt med skrift. Jeg er mere rolig end hvad jeg har været de sidste mange måneder. Jeg har i lang tid gået med en mavefornemmelse om at det var dét som skulle ske, og som burde ske, men i lang tid var jeg ikke klar, for "hvad nu hvis" og hvad ved jeg. Så jeg cyklede hjem til ham en sen nat, og tilstod at jeg ikke havde lyst til at være uden ham og at være med ham siden da har gjort mig gladere end jeg har været i lang tid.

Så jeg er Johanne
Jeg har mistet og fået og lidt og glædet
Jeg er stadig splittet i tusind stykker og lever liv i flere landsdele
Jeg er ung og åndssvag og bevidst og beslutsom
Jeg har ambitioner, som skal udleves og som jeg vil udleve.

torsdag den 15. august 2013

På eet år

Okay, okay, okay. Jeg har en masse tanker, følelser og opdateringer, som har brug for at komme ned på skrift.

Jeg ved godt at jeg ikke skriver tit og at jeg ikke har skrevet længe. Jeg har haft en periode, hvor jeg har haft brug for at samtale frem for at køre skriftlig monolog med mig selv. I dag havde jeg første skoledag i 3.g. Nu går jeg fandme i 3.g. I dag for et år siden, stod jeg op tidligt af helveds til. Jeg havde lagt tøj ud, som jeg skulle have på til min første skoledag i Aalborg. Jeg mødte ansigter, som jeg ikke kunne holde styr på og jeg forestillede mig selv i alle vennekredse og menneskegrupper og fantaserede om hvor jeg mon passede til, og hvem som kunne 'overtage' Amandas plads i mit liv - en rolle, som virkede uerstattelig (og også har vist sig at være, men på en god måde). Amanda er jo uerstattelig, men jeg manglede en veninde eller veninder, som jeg kunne holde mig ajour med og som jeg kunne betro mig til.

Om aftenen lå jeg og snakkede med alle mine venner og veninder over telefon, om hvordan det havde været og jeg havde ikke forestillet mig og ikke anet hvor eller hvordan jeg skulle ende ud, her et år efter. Og der har været op og nedture. Der har været et savn til København, til mine gamle vennekredse, til min familie og ikke mindst et forfærdeligt savn til Jonas. Jeg er aldrig rigtig kommet mig over ham, og jeg har ikke anet hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme i et nyt forhold, hvor det hele har føltes som det gjorde med Jonas.

Jeg har gået til psykolog og jeg har været helt nede i kælderen. Jeg har været oppe og festet og mødt en helveds masse nye mennesker, fået nye venskaber og flyttet sammen med Marie og Karen. Det har været et vanvittigt år, hvor jeg igen har bevidst for mig selv at jeg godt kan. Jeg kan fandme godt.

Og nu sidder jeg her, et år efter. Jeg havde min første skoledag igen i dag og det har været stille og roligt. 3,5 timers skole og efterfølgende har jeg hygget med Marie og Karen hele dagen. Marie er småsløj, så jeg gik ned og købte Strepsils og Panodil til hende, for igen mindede jeg mig om, at der kun skal een god gerning til at bekræfte folk om at man elsker dem.

Desuden passer jeg Ozzy, som er Elli og Rasmus' fritte. Vi har det sjovt og han er en bølle og pigerne hader ham, men det er okay! Og så har jeg sgu været på ferie i Spanien og Frankrig, men det må jeg skrive om i morgen (skriv nu i morgen, Johanne!)

Ozzy og jeg

Sommerhuset i Ségures





tirsdag den 16. juli 2013

En tankestrøm i frirum

Jeg er alene og har været alene hjemme i et par dage nu. Jeg har fået besøg og jeg har hængt med folk, men hver aften er jeg gået i seng alene. Marie er i Nibe og Karen er i Spanien og jeg er her alene - men det er på den gode måde. Efter halvanden uge i København og 10 vanvittigt fede dage på Roskilde, har jeg fået et frirum igen. Det har været tiltrængt.

De seneste måneder har budt mig på meget. Op og nedture, mange nedture, og de har været svære og hårde at komme igennem. Jeg har haft svært ved at finde ud af mine værdier og finde rundt i hvem jeg var, hvem jeg er og hvor jeg vil hen i livet. Jeg har gået til psykolog, hvilket virkeligt har hjulpet mig, for dér har jeg også haft et frirum. Og nu tror jeg at jeg har lært.

Jeg ved at det har været en hård kamp, især med den spontanitet jeg har og jeg har det med altid at reagere ud fra følelser og instinkt "Det har jeg lyst til lige nu" - og det er tit efter dét jeg reagerer. Men jeg er begyndt at reflektere over tingene, ikke at jeg ikke har gjort det førhen, men jeg er begyndt at tænke mere over handlinger, ord, følelser. Over hvem jeg gerne vil være. Jeg er begyndt at lære, og jeg er begyndt at rydde op i de mennesker, som jeg ved kan trække mig tilbage og trække mig i en retning, som jeg ikke synes om.

Anyways, Roskilde var fantastisk. Jeg boede i camp med tøserne og med Per, Rasmus og en gut, som hedder Gøeg også. Jeg tilbragte noget af tiden ovre i en af homocamperne, og faldt lidt for en fantastisk Københavner tøs. Da jeg kom hjem fra Roskilde havde jeg lidt identitetskrise. Jeg ved ikke hvorfor, men alle tanker gik igennem mit hoved:
"Hvad hvis jeg egentlig bedst kan lide kvinder?"
"Hvor hører jeg hjemme?"
"I hvilket miljø er jeg mest tilpas?"

Da jeg kom tilbage til Aalborg gik det også op for mig, hvor lidt homomiljø der egentlig er heroppe, og det gør mig irriteret. Men jeg ved også at det er lige meget hvad jeg er eller hvem jeg kan lide. Jeg ved bare at jeg godt kan lide kvinder, men det har egentlig altid bare været nemmest at finde sammen med fyre, for hey; man ved jo at næsten alle fyre kan lide piger.

Heldigvis har jeg ikke travlt. Ikke mere. Jeg har fundet ud af at jeg ganske fint klarer mig uden at være i et forhold, på trods af at det aldrig rigtig har sagt mig noget at være single. At finde ro er noget man skal søge efter og lære, tror jeg.

tirsdag den 25. juni 2013

For første gang

Jeg er tårevældet og det lyder pisse åndssvagt, men jeg sidder på AnneXet i Helsingør og holder studentergilde for Simone, min gamle barndomsveninde. På trods af den korte periode på Sjælland, går det mere og mere op for mig, hvor meget jeg egentlig elsker Aalborg. Jeg har boet i Aalborg i snart et år. Næste måned er det et år, og det har været et år, som har budt på mange vanskeligheder og mange tårer. Det har været svært og røv hårdt og forfærdeligt til tider, men jeg har mødt de bedste mennesker nogensinde. For første gang føler jeg mig rigtig hjemme. Jeg har fundet mit hjem og mit sted, og jeg er ikke længere splittet til atomer. Alle fortæller mig hvor modigt det var af mig og hvor stærk jeg har været, men i forhold til både København og Nordsjælland er Aalborg det eneste sted, som har budt mig godt helt til bunden. Det var ikke modigt at flytte, det var det jeg havde brug for. Det er dét, som har fået mig op igen. Det har styrket mig uendeligt og jeg har fundet mennesker, jeg aldrig havde troet kunne elske mig så højt eller omvendt. 

Jeg har fundet min plads og det skræmmer mig at der kun er et år endnu. For jeg har lært at elske og at være ansvarlig og uafhængig. Jeg er pisse stolt af mig selv. Jeg har skabt min tilværelse. Jeg har udrettet dette. 

Karen og jeg!

søndag den 9. juni 2013

Breathe in, Exhale.

24. april 2013 var sidst jeg skrev blog. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde. Eller hvorfor jeg skal begynde. Eller om jeg skal.

Jeg stoppede med at skrive blog, fordi at der foregik så meget i mit liv, til at jeg selv kunne overskue det, for slet ikke at nævne tanken om at skulle blande andre ind i det. Jeg følte for første gang i mange år, at det ikke ville hjælpe at udtrykke sig. Det ville ikke hjælpe at skrive ord ned og at få dem ud, uden at få en form for respons. Det var et svært valg, fordi at dét at blogge altid har skabt en form for overblik af min verden. Og det har været svært at begynde igen, fordi at det derefter føltes ligegyldigt. For selv om jeg altid har skrevet til mig selv og for min egen skyld (eller i al fald bildt mig det ind), så føltes det tomt at vende tilbage til. Som et forhold man havde sat på pause, uden rigtigt at vide hvorfor eller uden at vide hvordan man skulle begynde det igen, for uanset hvad ville det måske aldrig føltes som før.

Og selv om halvanden måned ikke synes af meget, når man ser det i det store hele, de 4 år jeg har skrevet, så er det meget. I min verden sker der i hvert fald usandsynligt meget på den tid. Så derfor ved jeg ikke hvor jeg skal starte. Mit kærlighedsliv, eller det der nærmer sig betegnelsen, har været turbulent. Det er også noget jeg har været vant til, men som regel plejer det kun at dreje sig om een person og ikke et antal, hvilket det har gjort de sidste par måneder.

Det har været svært at finde hoved og hale i det, og i en lang periode var jeg meget i tvivl om hvad jeg skulle vælge (og til tider hvem jeg skulle vælge). Det er som sådan ligegyldigt hvem det drejer sig om eller hvorfor det hele er sket, for endelig er jeg begyndt at finde slutningen på tumulten, føles det som. Jeg har aldrig været vant til at være single. Eller være alene. Jeg har altid været vant til at være en eller andens førsteprioritet. At have en jeg kunne lægge mig til at sove med, en jeg kunne skrive og snakke med konstant og en jeg vidste ville være der uanset hvad.

Problemet med dette er bare at jeg ikke har indset at jeg allerede har det. Jeg har det i alle mine venner, og det er ikke gået op for mig førhen, hvilket er en skræmmende realitet. Men jeg ved godt at jeg er nogens førsteprioritet. Jeg har folk, som tænker på mig. Som bekymrer sig og som ønsker mig alt vel. Jeg har personer jeg kan ringe til og som jeg kan snakke med, og som jeg ved vil være der når det gælder, og som også er der når der er ro på.

Jeg er også begyndt at snakke. Både på et formelt plan og med mine nærmeste. Og jeg er begyndt at få et overblik, som jeg ikke har haft i en længere periode. Jeg er ved at lære. Det er en proces, som alt andet i teenage-årene, men jeg er igang. Jeg er under forbedring. Og jeg er forbederlig. Det har jeg altid været, og det er jeg stadig, på trods af at jeg synes at glemme det til tider og til tider i lange perioder. Men jeg har gennemgået en masse ting, og jeg har gennemgået en masse forandringer og de forandringer afspejles også i mig og i mine tanker, handlinger og refleksioner.

Og i dag har været en god dag. Jeg har været på stranden og bade for første gang i år, jeg har tilbragt tid med mine fantastiske venner og jeg har fået pandekager til dessert og rødvin til maden. Mere kan jeg ikke bede om, og mere vil jeg ikke bede om. Det er fuldendt, og jeg har ikke brug for mere. Nogle gange, og ofte i mit tilfælde, har man bare brug for at minde sig selv om det.

Livet byder på gode ting og smukke oplevelser. Det kan bare være svært at fokusere på, hvis man har hovedet begravet i noget andet.

Så husk, Johanne.
Dette er kun begyndelsen.


onsdag den 24. april 2013

Whisper

Nogle gange føler jeg mig som et spøgelse i mit eget hjem. Usynlig i mit eget liv. Som om at jeg drukner, mens alle andre svømmer opad.

Men det er okay, for jeg ved at jeg har dem til at trække mig op igen. Til at vække mig.
For dem ville jeg gøre alt. Med dem vil jeg gøre alt.

Til mine venner. Uanset afstand.
Jeg elsker jer.

tirsdag den 2. april 2013

*

Rettelse:

Jeg forstår kraftedme ikke hvor det her år er blevet af. I hvert fald ikke i ord. 8 indlæg på fire måneder. OTTE.

Hvor er jeg blevet af og hvad er der blevet af mig? Eller er det bare fordi at jeg er blevet det modsatte af forstyrret, hvordan det end føles? Nej, det kan ikke passe.

Når jeg ikke kan komme med ord, kan jeg da komme med billeder.

Fuck det hele.

Her er nogle af de bedste venner i verden: Rasmus, jeg, Per og Ida

Vanvidsaftenen som adelige: 
Peter, Marie, Rasmus, jeg, Jonas og Karen som fotograf

Brussels-turen. Karen og jeg

Og mig, som jeg plejer at se ud (på gode dage). Jeg har fået den der nye piercing. 
Medusaen. Det er en fødselsdagsgave fra Peter. Jeg elsker den.



Still

Klokken er fem. Om morgenen. Jeg har lavet absolut intet hele natten - og hele aftenen.

Jeg ved ikke hvorfor at jeg ikke skriver blogs mere, jeg tror bare at jeg er skræmt. Over hvad der foregår inden i mig. For jeg har virkelig ikke styr på det, og de to værste ting jeg ved er at ikke have styr på tingene og at andre folk ved det.

Men folk ved det godt. Mine bedste venner ved det i hvert fald. Det er ikke fordi at jeg er gået hen og blevet maniodepressiv eller noget lignende, jeg er bare ikke lykkelig. Ikke pt. Jeg værdsætter mit liv, mine venner og min hverdag, men jeg er ikke rigtig lykkelig og det er som om at jeg søger evigt efter noget, som jeg ikke rigtig ved hvad er.

Jeg bliver 19 år i morgen. Altså onsdag. Den 3. Jeg synes fandme at jeg er gammel lige pludselig.

For at ridse tingene op i små slag:

Okay. Brusselstur. Vi var på studietur i Brussels. Ja. Det var vanvittigt. Jeg kom tæt på nogle mennesker og tættere på andre. Vi havde en vanvittig tur, Karen havde fødselsdag dernede og vi festede på en bar, Celtica, som nu er kendt som synonym for vanvidsdruk. Da vi ankom til Danmark igen klokken 7 om morgenen gik der akkurat 12 timer, før vi sad hjemme hos Rasmus og drak hvidvin, spiste kongemad og var classy as fuck. Alle klædt i jakkesæt og kjoler. Opsat hår og pisse fine. Jeg følte mig adelig.

Den aften tog vi i byen og gik amok som aldrig før. Ikke mange dage efter slog jeg op med Peter. Jeg aner ikke hvad der skal ske med dén, men ja. Han er taget til Japan nu i en måned og det hele er lidt underligt pt.

Jeg tror at jeg har brug for at være selv lidt. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om tanken om at være.. single. At være alene og ikke kunne skrive med én bestemt hele tiden, snakke med én bestemt, kysse, elske og være mig. Men jeg har lidt besluttet mig for at det skal prøves. Ellers tror jeg at jeg mister mig selv i løbet.

Jeg kan ikke engang huske den sidste fødselsdag jeg har haft, hvor jeg ikke har haft en kæreste eller en fyr på anden vis. Okay, sandt nok min 17 års fødselsdag var jeg single, men tre uger efter mødte jeg Jonas og fire måneder før det, var jeg sammen med Rasmus og i mellem dem var der også gang i den.

For fanden altså.

Og nu er ferien slut og jeg bør sove, for jeg skal op om to timer og jeg skal være et anstændigt menneske igen, som går i skole og laver afleveringer og bor for mig selv og være pisse voksen og blive 19 år i morgen.

I stedet tror jeg at jeg tager i 7/11 og køber cigaretter og sætter mig ud på en bænk og ser solen stå op. Eller nede ved havnen.

søndag den 24. februar 2013

GIRL, INTERRUPTED

Jeg har skrevet seks blogindlægs i år. I år. På dette tidspunkt i 2011 havde jeg skrevet 111 indlæg. I 2012 var det 28 indlæg. Men i år er det 6. Seks indlæg, som i mine øjne har været kortfattede og tomme. Følelsesforladte og med en evig fokusering på hvad man må skrive og hvad man ikke må skrive.

Og det er mærkeligt, for jeg føler at mine tanker har udviklet sig. At jeg spekulerer meget mere over tingene nu, i forhold til hvad jeg gjorde for to år siden. Og jeg har udviklet mig. Jeg er blevet mere privat, i al fald, hvilket måske også har meget at sige i denne sammenhæng. Havde bloggen været privat og et lille hjørne af internettet, havde jeg jo slået mig løs - det gjorde jeg i hvert fald dengang det bare var en lille flække og hver eneste besøg på siden, fik mig til at gå i panik over hvem af mine nærmeste, der mon havde fundet sig frem til mine ord og følelser.

Jeg ved ikke om det er for at opretholde et syn på mig. Et syn jeg har på mig selv, for det første. Men ærlig talt kan jeg bedre lide at læse igennem mine vanvidstanker og følelseskaos, som vendte mit liv og mit sind på vrangen i 2010 og 2011. Dengang der var ild i mig, og jeg brændte af had, kærlighed, glæde og sorg.

Jeg ved godt at jeg er blevet ældre, at jeg er blevet varsom og at jeg ikke falder i med begge ben længere. Jeg udleverer ikke mig selv mere, på den måde, som jeg gjorde før og jeg har aldrig tænkt mig at gøre det igen. Jeg var følsom og sårbar og i en position, som jeg ved gud ikke bryder mig om at være i.

Men jeg har stadig ord i mig. Og mine tanker brænder op og jeg kan smage dem på tungen, men det er aldrig helt som om at de vil ud. Som om at de kommer ud. Så derfor bliver de i mine tanker og svæver rundt i hovedet på mig, indtil jeg når til et punkt hvor jeg bliver så stresset og frustreret at jeg igen giver mig til at skrive.

Et år, et liv, et valg

Jeg er i et underligt stresset humør, på trods af at det hele egentlig kører på skinner. Mit værelse ligner stadig Jerusalems ødelæggelse, bortset fra enkelte forbedringer. Jeg har to afleveringer for til i morgen, og er langt fra færdig. Jeg har haft vanvidstømmermænd hele dagen, som kun har gjort ondt værre.

Når jeg tænker et år tilbage, kan jeg slet ikke forestille mig selv være andre steder end Aalborg. Jeg kan ikke forestille mig at bo hjemme, selv om jeg til tider kan savne det, og selv om at jeg savner min mor, Henrik, Ea, min mormor og min familie generelt rigtig meget. Jeg kan ikke forestille mig en anden hverdag end denne.

Tit føles det som om at der mangler.. Noget. Noget jeg ikke rigtig kan sætte ord på. For jeg er stadig splittet. Ikke som før dog. Men der er stadig en del af mig, som er bosat i København. Som har venner fra mit gamle gymnasie, som er Holmes nabo, som arbejder i Fakta og som længes efter efterskolen - stadig. Og så er der mig nu; bosat i Aalborg, bosat med to fantastiske piger i et miljø med mennesker over det hele og druk og stress og fællessang og guitarspil.

Der er også en kæmpe del af mig, som finder det svært at forstå at Jonas og jeg ikke var til livets ende og derefter. At vi skulle slå op og flytte fra sig og ende sådan her, var ikke rigtig en del af mine planer, da jeg kom til Aalborg, men sket er sket og livet går sin gang og byder på nye oplevelser, mennesker og værdier.

Det bød mig på Karen og Marie.
Jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden dem. At skulle vågne om morgenen uden dem. At skulle gå til skole uden dem. Jeg kunne ikke forestille mig nogen andre her i Aalborg, som jeg ville have det så nemt ved at snakke med. Om alt. Om alle forfærdelige tanker og alle ulykkelige øjeblikke. Om sommerfugle i maven og beskrivelser af kys og kærlighed. Og jeg nærer dem en så stor taknemmelighed: for at være her. For at have været her for mig. At de har budt mig ind med åbne arme og opbygget et hjem med mig, på trods af at vi kun har kendt hinanden i hvad.. 7 måneder. Og vi har det godt.

Det bød mig på mine nye venner.
Alle de mennesker som værner om mit liv lige nu. De mennesker, som jeg deler de gladeste øjeblikke med. Mennesker, som kan lide mig for den jeg er, som tager pis på mig og som samler resterne af mig op, når jeg er i kulkælderen. Mennesker, som jeg kan stole på og som jeg dengang frygtede at jeg ikke kunne få et så tæt bånd med.

Det bød mig på Peter.
Jeg har haft svært ved at skrive ned om Peter. Om Peter og jeg. At forklare hvad der er sket, og hvor hurtigt det er sket og hvad der sker ville være som et kapløb mod tiden selv. For hver dag sker der nye ting og hver dag er vi sammen. Hver dag opdager jeg nye ting ved ham, som forbløffer mig og som gør mig endnu mere interesseret i dette nye menneske, som er igang med at overtage mit sind og mine tanker, på den gode måde.

Jeg har aldrig været sammen med en fyr, som får mig til at føle mig så velkommen, så accepteret. Jeg kan snakke med ham om absolut alt. Det er måske derfor at jeg ikke skriver så meget blog mere. At han er blevet et frirum. Mit frirum. Han er virkelig god mod mig og mod alle andre omkring ham. Det er fascinerende og det betager mig.

Så jeg har det godt. Og selv om forandring fryder har de sidste par måneder været lidt svære at sluge, og det er nok også derfor at jeg er nødt til at tage een dag ad gangen og slappe af. Det bliver godt.

Forresten har jeg fået en medusa-piercing. Fødselsdagsgave fra Peter, da han rejser til Japan i april måned og derfor ikke er hjemme til min fødselsdag (fucking øv). Den er fantastisk.




onsdag den 13. februar 2013

Skin

Hvordan opridser man de sidste 29 dage?
Når der er sket så meget.
Når mit indre har været brændende kaos og inderligt indlevelse i liv og lys.

Vi er ved at få en hverdag på plads i lejligheden. Det er et ustruktureret paradis, og jeg elsker det. Det er blevet beskrevet som en "forbandet hippie lejr", som kun manglede et bål ude i køkkenet, hvor der i forvejen var fællessang med to guitarer og uanede mange mennesker. Jeg har kun været alene to gange. Aldrig sovet alene her. Aldrig været alene i mere end et par timer. Og jeg elsker det.

Da vi gik i byen de to første aftener vi boede her, skete der ting som har ændret den hverdag vi lever i nu. Det er vanvittigt. Karen mødte en fyr, Rasmus, som jeg havde siddet og snakket lidt med i byen. Marie og hendes bedste ven Jonas hookede op og jeg mødte en af deres fællesvenner, Peter. På daværende tidspunkt virkede det som tilfældige hændelser og bevares - det var det da også.

Jeg havde fået Peters nummer i byen og omvendt og vi skrev sammen dagen efter. Og dagene efter. Vi sås nede hos Jonas (Maries') og Søren. To fantastiske drenge, som bor ikke så langt fra os. Jeg havde svedige håndflader da han kom og jeg sagde ikke så meget. Og han sad ved siden af mig, og det var som om at jeg ikke turde røre mig.

Så holdte vi nytår. Rasmus havde fundet Karen på Facebook og de var begyndt at hænge. Marie og Jonas hængte også og nytårsaften kom Peter også over. Jeg kan huske da jeg mødte ham i byen, at jeg spurgte Karen og Marie, hvorfor de aldrig havde introduceret mig til ham, fordi at han var min type og at han med det samme sagde mig noget. "Fordi at han har en kæreste og bor i London, Johanne". Okay, dealbreaker. Det viste sig så til dels at være sandt. Han boede i London og han boede med sin ekskæreste, men de flyttede fra hinanden og han ville komme hjem og bo i Aalborg igen. Og så skrev vi. Meget. Og vi snakkede meget. På trods af at han var i England og jeg var her og det hele var lidt rodet, for vi var begge kommet ud af meget lange forhold og hvad fanden var det nu også at begynde på. Imod alle normer og alle regler og jeg ved ikke hvad.

Og så landede han i Aalborg lufthavn engang i januar måned og blev smidt af herhjemme. Og jeg var så fandens nervøs. Og så kom han og vi snakkede og som var det en naturlig håndbevægelse i en sætning, kyssede vi. Peter har stort set været her lige siden. I lejligheden. Med os. Festet. Hygget. Været her.

I starten skiftede jeg meninger omtrent 210 gange dagligt. For det var gået stærkt. Og det var vildt at skulle til at starte noget nyt med et andet menneske, hvis vi da overhovedet skulle starte. Og i starten troede jeg at det var hygge - det var i hvert fald et mål jeg havde sat mig for. At nu skulle jeg altså også prøve singlelivet og prøve at finde ud af min tilværelse. Men Peter hjalp mig med det. Og jeg gav efter og lod mig føle, for det var jeg nødt til. Tvivlen forsvandt og jeg fik ro i sindet. Han er fantastisk god og det her er mine første ord om ham, men langt fra de sidste.

Og nu bor vi tre tøser her. Med hver vores fyr, og vi fester sammen og synger sammen og laver mad sammen og lever sammen. Det er fantastisk og det er spontant og tilfældigt, og det fungerer.

Ja. Ja. Og jeg skal forresten til at skrive mere blog, det har bare været lidt.. Kaotisk.

tirsdag den 15. januar 2013

*

Ps. her er et rart sygebillede


Jævn stress

Jeg er stadig pisse syg af helveds til. Syvende dag nu. Hoster og min krop er umulig, men det er okay, for der bliver taget godt om mig, og det har jeg ikke noget imod.

Men lige nu virker mit liv uoverskueligt. Mit værelse er stadig ét stort flytterod, fordi at jeg har en fucking to personerssofa stående på højkant i et hjørne. Der er nul plads, og det giver mig stress. Desuden har jeg ingen reol og ingen kommode. Fantastisk.

Min mor siger at jeg skal skrive en to-do liste, for at skabe overblik og krydse af, når jeg har fuldført noget. Hun siger at det vil give mig mindre stress:

- Ring til Stofa og bestil bredbånd og tv 
- Få skaffet et sted til sofaen eller sælg den
- Få skaffet en reol og en kommode
- Lav gamle afleveringer, så skriftligt fravær ikke er ubehageligt
- Få hængt ting på væggene samt gardiner, hylder og tv
- Betal resten af kørekortet og få fucking styr på budgettet til alt

torsdag den 10. januar 2013

Refleksioner

"Der er slet ikke noget jeg kan sige, som vil ændre det, er der vel?", spurgte han. Han kendte godt selv til svaret. Jeg rystede på hovedet, på trods af ambivalente følelser. Jeg tvivlede på om jeg selv vidste til svaret. Om jeg vidste hvad der skulle siges. Men imens tanker og underbevidsthed kæmpede mod hinanden, så fandt ordene ud. De ord, som jeg må stole på var bedst. Det jeg sagde til ham. Dét som jeg må have ment.

Og i dag har jeg en underlig sindstilstand. En ro, som ligger over mig. En alenetid, for første gang i lang tid, som jeg ubevidst har haft brug for. Mit eget selskab, som jeg nyder i stilhed til musikken, til skeens lyd, som rører rundt i teen, til de levende lys' flammer og til planternes åndedræt.

Om lidt vil øjeblikket være ødelagt. Der vil være liv igen her. Mennesker, ord, latter. Det gør mig ikke noget, for jeg har dette øjeblik for mig selv, og jeg suger alt til mig, som var det min sidste chance. Jeg reflekterer og tænker og observerer, for jeg ved at det vil være nyttigt. I sidste ende.

Og jeg ved at jeg sagde de rigtige ting. Selv om det var svært. Selv om det gjorde ondt, så ved jeg at det gør godt i sidste ende. I det lange løb. Også for dig. Det ved jeg.

fredag den 4. januar 2013

Oblivion

Der er sket voldsomt meget på de sidste par uger. Jeg er for det første flyttet. Nyt hjem, nyt sted og med nye mennesker. Karen og Marie. Det er fantastisk. Vores hjem er smukt med stearinlys, farver og en masse tøsehygge. Jeg er slet ikke flyttet ordentligt ind endnu, men jeg har boet her i en lille uges tid, hvor vi har festet, hygget, spist sammen og vågnet sammen. Det har givet en eller anden form for sindsro og har gjort min hverdag værd at vågne op til.

Jeg var også i København over julen. Ja, det var fint. Jeg længtes efter at tage tilbage, især fordi at vi havde haft den vildeste bytur dagen inden vi fik ferie, hvor vi dagen efter gik helt brændte ned og skrev under på lejekontrakten. Det er så virkeligt lige pludseligt. Nu er vi her. Jeg føler at jeg er grunden til at de bor ude. Hvilket jeg også lidt er. Det blev virkeligt, da vi alle tre begyndte at aftale dette. For halvanden måneds tid siden virkede dette som en eller anden vanvittig drøm med efterskolesjæl og høje forhåbninger. Og nu sidder jeg her. Vi sidder her. I Karens seng med lyd på tv'et og morgenmads planer til morgenen.

Det er det bedste valg jeg har taget. Ærligt. At flytte hertil. Til Aalborg. Jeg har aldrig prøvet noget så vanvittigt, så grænseoverskridende og så risikabelt før. Og alligevel har dette givet mig alt jeg havde brug for. Et skub på rette vej. Et skub imod at finde mig selv og finde ud af hvad jeg vil.

Vores nytår var også OK. Ganske fint, ganske brændt. Vi havde ellers lejet en hytte. Fyrre mennesker. Jeg kendte en brøkdel af dem, men af dem var det også mine gode venner. Hytten lå i Hammerbakker, et sted af helveds til uden for Aalborg med nul chance for taxa eller bytur. Først tog vi hjem til Karens mor, hvor vi fik fantastisk mad og lidt rødvin. Hey, fortalte jeg at jeg på selv samme dag bestod mit fucking kørekort, fucking endelig? Var lykkelig! Nå, god mad, god rødvin, ud til Hammerbakker, hvor alle var hammer og vi længtes hjemad i vores hybel.

Og det kom vi. Efter et par kaotiske timer, fik vi et lift til Aalborg igen. Vi nåede endda hjem og fik champagne til klokkeslettet og sprang ind i det nye år. Så kom der et par tøser og så et par andre, og til sidst var der godt knald på i vores lejlighed, hvilket var mega lækkert.

Alt i alt, har jeg det godt. Nej, fantastisk. Jeg har lykke i maven, og det er længe siden.

Ps. har fået taget mine extensions ud og har fået hår ala Grimes slash Alice Glass. (Tror jeg selv på)


Pages