..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

tirsdag den 20. november 2012

Uduelige

Jonas har fået en lejlighed. Overtagelse den 1. januar.

På trods af at jeg gerne vil at han er glad og lykkelig og for alt i verdenen får det godt, blev jeg ked af det. Det var hårdt at høre ham snakke til mig, som var jeg hvem som helst; en god ven, en bekendt. "Det er så nice at..", "Ej det bliver vild godt at..". Ja, det er det bedste der kunne være hændt os, ikke? At jeg flytter hele vejen herop. Opgiver alt. Fordi at du kan give mig det. Det sagde du. Fordi at du ville give mig det. Og hey, du ville jo prøve. Og vi skulle nok være dem, som klarede det. Du lovede at gøre dit bedste, for at få det opfyldt. Så jeg ikke fortrød mit valg.

Men hvor er det godt. Hvor er det fucking fantastisk at dét at slippe for mig, er dét som skal gøre dig lykkelig. Og det gør ondt af helveds til. Men jeg vil ikke græde foran dig. Ikke igen. Jeg vil ikke vise dig noget. Ikke en skid. Måske har det ikke noget med dig at gøre, men måske er det mig den er gal med. Så jeg gik. Jeg gik nedenunder til mine underboer og så film og fik en masse hygge og popcorn og æbler i både. Og de krammede mig og vi snakkede.

Jeg måtte væk fra dig. Min prøve at være glad-kvote var opbrugt. Så jeg gik, og da jeg kom tilbage har du lagt.. et brev? Mit brev. På skrivebordet. Udfoldet. Læst? Men hvorfor? Det er 9 måneder siden jeg skrev det. Det er smukt. Det er smukke ord. Hvad skal jeg bruge dem til? Hvad er det du vil mig.

Tvære mine ord i hovedet; Se hvad du lovede, Johanne. Se hvad du ville byde mig. Og nu?

Jeg ved det ikke.

Edit 23:13 - Jeg ved godt at du prøvede dit bedste. Jeg ved det godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages