..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 28. oktober 2012

Hallow's Eve

Jonas og jeg var til halloween i går hos Rasmus og Elli. Det var lækkert og vi var nice. En reel blog-update kommer nok i morgen. This time: PICTURES







onsdag den 24. oktober 2012

Bidende tavshed - 3 år

Enten er det underboen, som larmer ellers er det naboen, samboen eller overboen. Jeg føler at jeg drukner, og jeg ved godt hvorfor. Kalendertallet griner hoverende i mit ansigt: det er 3 år siden, husk det nu!

Og jeg husker. Det gør jeg altid og har altid gjort det. Forbyder mig selv åndssvage ting som; du kan da ikke drikke dig fuld på 2 års dagen eller lignende. Så jeg husker det og straffer mig selv, uanset hvor åndssvagt det så måtte være. Derfor drukner jeg og ligger mig til at sove midt på dagen, for at få der overstået. Og jeg nægter at snakke, hvis jeg kan komme fra det - hvilket er en stor ændring fra sidste års dag. Den 24. oktober. Måske var det derfor at jeg dengang tillod mig selv at være lidt glad, og ikke at forbande og finde følelser, som måske ikke havde behov for at komme ud.

I år græder jeg og vil til København. Jeg vil køre derud med min mor og tænde lys og lægge blomster og stå og være akavet og se ordene, som jeg skulle udvælge og spejde efter om der har været nogle ude endnu med blomster, men hvor skulle jeg alligevel vide det fra, jeg er der aldrig og har aldrig brudt mig om at komme der. Første gang løb jeg derhen, som om at han ventede mig, men blev bare mødt af en bidende kulde og evig tavshed.

Men nu er det her dagen. 3 år siden jeg sidst så min far og det skræmmer mig. Jeg hader det. Jeg hader at jeg ikke lagde mig op i hospitalssengen og krammede ham, selv om jeg ikke aner hvad det ville have hjulpet. Det er bare hæsligt ikke at have ham omkring. Han var det varmeste menneske jeg i mit liv har mødt. Luderkræft.

Jeg vil altid elske og savne dig.








lørdag den 20. oktober 2012

Dig og mig

Han kommer ind ad døren og jeg gør mit bedste, for ikke at se op fra computeren. Jeg ser på ham i smug, mens han tager sit overtøj af. Mit hjerte hamrer og han sætter sig ved siden af mig på sofaen, mens mine øjne stadig borer ligegyldigt ned i skærmen. "Må jeg få et kram?", spørger han. Spørgsmålet kommer bag på mig og jeg kigger op på ham. Hans øjne har ændret sig over weekenden. Det tror jeg også at mine har - knapt så røde og knap så hævede af gråd længere.

Jeg sætter computeren fra mig og vi krammer i lang tid og da vi endelig er færdige, tager jeg min computer til mig igen. "Er du slet ikke glad for at se mig?". Endnu et spørgsmål, jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere på. Jeg siger en masse klogt om at jeg er forvirret, at jeg ikke havde forventet at han ville være sådan, når han kom hjem og det ender med en lang snak om alt fra kompromisser til fordeling af huslige opgaver. "Så længe der er følelser involveret, så må vi kæmpe for det" - jeg erklærer mig enig, vi går ud og ryger en smøg sammen og fortsætter snakken.

Vi vil kæmpe. Altid. Eller i hvert fald så længe vi kan. Og nu har vi prøvet i den her uge. Uden skænderier, uden noget andet end kærlighed. Det er det vi er. Så nu prøver vi. Ja.

søndag den 14. oktober 2012

"Bare mælk"

Han putter op ad mig på sofaen. Prøver at rykke sig så tæt på som muligt, og jeg har hånden begravet i hans hår. "Jeg har sådan lyst til at være tæt på dig", mumler han med ansigtet ved min hals. "Skal vi se Dexter og spise milkshake?", spørger jeg ham. Han rejser sig og fumler lidt rundt ude i køkkenet, kommer tilbage og siger til mig at vi ikke har nok mælk til milkshake. "Kan vi ikke bare spise boller til morgenmad i morgen så?". Han vil have Crusli. Det ved jeg også godt. Vi kommer op og skændes. Det er jo bare mælk. Jeg har plaget, bedt og prøvet mig bedste på at opføre mig nuttet. Der er ikke nok mælk.

Vi går i seng hver for sig. Han er faldet i søvn på sofaen, da jeg kommer ud af soveværelset. Hans bitre ord om at jeg er egoistisk, fik mig til at flygte derind. Jeg ville jo bare hygge. Men det endte i et skænderi. Jeg ser til ham: han sover. Jeg slukker tv'et og lysene og overvejer om jeg skal hive ham med ind i seng, men vælger at undlade. Selv falder jeg i søvn og vågner op med ham morgenen efter. Jeg sniger mig ud og tager i skole og derovre modtager jeg en besked.

Det ender igen i et skænderi. "Jeg gider ikke skændes", beder jeg ham. "Jeg har skrevet mig op på AKU", kommer det senere på besked. Boliger. Han vil flytte. Jeg tager hjem og græder til hans ord. Han kigger ikke på mig, han beder mig om at tage beslutningen med ham, men hvordan skal jeg gøre det, når det ikke er det jeg vil? Slå op. Gå fra hinanden. Jeg er flyttet herop, jeg kan da ikke bare give op nu. Vi kan da ikke bare give op nu. "Det var jo bare mælk", hvisker jeg grædende. "Det var jo ikke bare dét", siger han bestemt.

Og nu er det slut. Han flytter ud. Vi er ikke kærester. Jeg har prøvet alle forslag, som jeg kunne komme på. "Lad os nu prøve", "Lad mig bo hjemme alene i en måneds tid, så jeg kan lære at tage vare på mig selv", "Lad os nu", "Vær sød". Intet hjalp og intet hjælper.

Så Emma kom i går og hjalp sit bedste. Sov ved min side, slukkede min hjerne. Alkohol i blodet og nye mennesker. Mine underboer kom op og festede og endte lige pludseligt nede i Jakobs lejlighed, med mennesker jeg ikke kendte, Emma og guitarspil. Vi tog videre og jeg havde det godt. Jeg ved at jeg kommer til at klare den. For fanden ja.

Jeg giver ikke op. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer aldrig til det. Nej. Også selv om jeg skal sidde i Aalborg, ad helveds til fra København. For jeg har fået veninder her. Jeg har folk, som smider alt og åbner deres arme for mig her; jeg har underboer, som vil komme op til et glas vin og som har inviteret mig til tre-dags-fest fra på torsdag. Og jeg er stærk. Jeg skal nok klare den. Det hele ser ikke lige så sort ud, som da ordene forsvandt fra hans mund. Nu skal jeg bare finde ud af min boligsituation og få hovedet op. Det skal nok gå. Det var måske ikke bare mælk.

Pages