..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

onsdag den 12. september 2012

Tabt

Jeg har sneget mig udenfor iført hættetrøje og et rødt fleecetæppe omsvøbt rundt om min krop. Jeg havde brug for en smøg. Og at blogge. Jeg kan ikke sove, og det er heller ikke fordi at det er sent, det er bare blevet af vane efter Jonas og jeg er flyttet sammen, at jeg efterhånden går i seng på samme tid som ham. Som nok er bedst - men tidligt.

Havde han ikke været hjemme havde jeg sikkert røget en smøg ud af vinduet i smug. Gamle vaner, I guess.

Ea har fødselsdag i dag. Eller fra i dag af i hvert fald - den 12. Min kusine. Det var vel dét, som i virkeligheden drev mig op af sengen og ud. For at få tankerne ned. Væk. Ud af mit hoved.

Vi plejede at være sammen som søstre. Vi plejede at kende hinanden ud og ind og kunne fortælle hinanden alt. Og efterhånden føler jeg at vi er mere distanceret end nogen andre jeg nogensinde har mistet - hvis jeg i så fald har mistet hende. Hvilket det mest af alt føles som.

For siden jeg flyttede - altså ikke helt herop, men bare på efterskole og dernæst København, har jeg mistet den tæthed til hende, som jeg før havde. Jeg ved at hun engang så op til mig, og vi gjorde alt sammen. Vi havde de samme veninder, de samme venner, ja gud fanden - vores daværende kærester var jo næsten ens: fra samme landsdel, fra samme kredse som sådan. Og vi plejede at tage de ture derhen sammen og hjem igen også.

Mest af alt mistede vi noget, aftenen min far døde. Jeg kunne mærke det allerede da jeg fortalte hende det. Fra da af var vi ikke på samme bølgelængde, for jeg var ødelagt og kunne ikke længere være et forbillede. Jeg kunne ikke længere være den storesøster, som jeg mest af alt havde rolle for at være - følte jeg i hvert fald. Fra da af var jeg skrøbelig, sårbar og ikke længere den Johanne hun kendte.

Og vi fik nye venner, hun startede i skole i Helsingør med nye omgangskredse og jeg det samme, først på efterskolen og i København efterfølgende. Og når vi sås var vi ikke som søstre længere, hun havde sine veninder, og jeg havde mine. Vi levede ikke længere i samme verden, da vi hver havde været vores igennem.

Jeg ved ikke hvad der præcis gik galt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal rette op på det eller om det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg ved at veninder vokser fra hinanden, og at det aldrig rigtig kunne lade sig gøre med os, fordi at vi er familie, men familie er ikke en undskyldning til ikke at være gode for hinanden - ikke at være veninder for hinanden. Så nu savner jeg, og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle få sådanne ting sagt til hende. Fordi at jeg er den stærke, det har jeg altid været og det har jeg været nødt til at være. Men når jeg ikke længere føler mig som den stærke, er det eneste det gør mig til: lukket.

Blokeret.

Og jeg vil ud af det og væk og jeg vil se hende igen.

Men vi er også i hver vores verdener. Hende i Gurre, i Nordsjælland, i mit gamle hjem omringet af mennesker jeg kender og mennesker hun har lært at kende. Og jeg er her. I Aalborg. Som ny. Nødt til at lære at slå mig til og nødt til at kende nye mennesker. Så jeg ved ikke hvordan det vil gå til.

Men jeg elsker hende. Det må hun aldrig glemme. Og det skal jeg nok sørge for. Jeg vil altid være her for hende. Og jeg ville ønske at jeg kunne være der i dag. Og ønske hende tillykke og give hende en kage eller whatever.

I al fald. Et savn, et tab og en erklæring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages