..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

lørdag den 11. august 2012

Du skulle forestille at være..?

Mig?

Upassioneret og uinspirerende.

Kan du overhovedet finde ud af at skrive et indlæg mere, eller kan du kun når du har sorg i hjertet? Opmærksomheds-hungrende, bekræftelsessøgende wannabe.

Kan du virkelig finde ud af at være Johanne - mere?


At læse mine gamle blogindlæg igennem er bekræftende og et helvede. Jeg var så fuld. Af følelser og fyrige flammer, som tryllebandt mig til mine ord og andre til min skrift. Og jeg havde det - et liv på skrift. En bekræftelse og beskrivelse af følelser og handlinger. Nogle gange ord som aldrig burde skrives ned og aldrig burde læses - men jeg gjorde det. Jeg var uden filter og uden påvirkelse af andre.

Men nu er jeg her. Anstændig. Flyttet. En kæreste. En pige. Kan det virkelig skæres ned til det?

Og jeg savner - at folk snakker om mig. Skandale mig, var selvfølgelig ikke noget hit, men det var noget der blev hørt. Savner at folk kommer hen til mig på fucking Roskilde festival og siger at min blog er fed, uden at jeg har nogen form for idé om hvem de selv er.

Men jeg vil aldrig komme dertil igen. At folk sluger min sorg, som var det en fucing følelsespornofilm. Så nu er jeg her. That girl. Hende Johanne som engang boede i København, og nu er hun flyttet til Aalborg med sin kæreste og lever det perfekte liv ud.

Ja. Ja, gu' gør jeg så, men jeg tror at jeg har glemt mig selv i svinget. Glemt den fyrige, den forfærdelige, den fantastiske og den bedste. Jeg har glemt ord - hvordan jeg kan udtrykke mig. Så jeg indebrænder i stedet. Jeg har glemt hvilken lettelse det er at komme ud med, for ellers ligger der et pres. Blog om lejligheden, blog om livet, blog om ferien. Men hvis man er mundlam og uinspireret.. Hvem fanden ville så gide at læse det?

Der er sgu da også en grund til at jeg selv kun kigger indlæg fra 2011. Mesterår med mesterværk og forandringer og fejl og følelser. Det er dejligt når det hele kører på skinner, men det er foruroligende når man føler at det er en andens liv man lever. At det er for godt til at være sandt.

Er det derfor jeg presser den til grænsen nogle gange? At jeg finder mig selv siddende op til klokken lort om morgenen - grædende og bekymret. Som om at noget ikke er rigtigt. Er det mig der ikke er rigtig?

Er jeg gået fra den der blev talt om, til den der bliver glemt?

Skulle jeg forestille at være fucking Johanne Mooghen?

Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.

Ps. nye piercinger ved kravbenene

2 kommentarer:

  1. "et er foruroligende når man føler at det er en andens liv man lever. At det er for godt til at være sandt.

    Er det derfor jeg presser den til grænsen nogle gange? At jeg finder mig selv siddende op til klokken lort om morgenen - grædende og bekymret. Som om at noget ikke er rigtigt. Er det mig der ikke er rigtig?"

    -Det her beskrev en følelse jeg ofte har haft. At jeg bliver ramt af, at være virkelig ked af det og føle jeg glemmer det negative jeg plejede at leve under og med, og som stadig ikke er helt væk. At det for godt til at være sandt, at det ikke kan være rigtig.

    jeg synes nu stadig du skriver skide godt! kys

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød Rikke.

    Jeg håber vel at det går over med tiden - det gør det og det skal det.

    Alt lykke herfra. Kys <3

    SvarSlet

Pages