..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 7. juni 2012

Kulturchok

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har længe undret mig over mig selv og mine tanker, men der er et eller andet over udlændinge, som skræmmer mig. Ikke på den måde at jeg er bange for dem, men jeg kan blive rigtig mærkeligt tilpas hvis de kommer mig for nært.

Oftest er det mændene - hvis de kigger, pifter, snakker til mig eller lægger an på mig på andre måder. Jeg tror at det er fordi at jeg altid har omgået mig med danskere - og altid har haft danske fyre. Jeg tror at det er den direkte attitude, som indvandrere tit har, som skræmmer mig og nogle gange går mig på.

Men jeg er jo selv vokset op med iranere. Alle vegne omkring mig. Min familie, min fars venner, min fars kolleger. Jeg har aldrig set ondt på dem, og jeg har aldrig haft andet end en kæmpe forkærlighed til dem. Men det er bestemt noget andet, hvis man sidder i bussen og en eller anden fyr er ved at stirre en til døde.

Måske er det fordi at jeg føler mig udstødt. Utilpas. Fordi at jeg ved at de har noget, som jeg aldrig vil få igen. Jeg føler at jeg har mistet en stor del af mine gener, sammen med min far, som muligvis har gjort at jeg nu har fået en afstand til andre. Til dem.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, når jeg siger "dem". Læs: indvandrefyre i busser og byen, som voldtager mig med blikket. For jeg har indvandrervenner. En del. Og de er skønne! Men jeg kan heller ikke se bort fra at mange indvandrere er opdraget anderledes end danskere - det var min far da også. En anden form for respekt, eller til tider mangel på samme, over for kvinder.

Det går mig på at jeg har det sådan. Det går mig på at jeg skal generalisere, men jeg har efterhånden prøvet det så mange gange nu. Jeg ved ikke om blonde piger oplever det samme, eller om det er fordi at mine persiske gener skinner igennem, men jeg føler mig til tider headhuntet. Også af danskere for den sags skyld, men i modsætning til de gange jeg har følt mig virkelig utilpas med indvandrere, forstår danskere ofte en hentydning, hvis man beder dem pænt om at skride.

Men jeg er jo ikke racist, for fanden. Langt fra. Alt andet, og jeg håber heller ikke at det på nogen måde kommer til et misforstået udtryk her. Og jeg bliver gal, virkelig gal, når jeg ser folk skrive eller hører folk sige ting som

"Hvis de ikke kan lide landet, kan de for helvede da
bare skride tilbage til hvor de kom fra. Ingen har bedt
dem om at komme her og brokke sig"

Fuck af. Bare fuck af. Dette er et citat jeg rent faktisk har set skrevet i en debat. And.. Really? "Ingen har bedt dem om at komme" - nej det kan sgu godt være, men at det ikke går igennem ens hoved, at det måske har været deres eneste mulighed. At de ikke har haft andre valg. Jesus christ, om jeg kunne se en hord af danskere rende rundt i Iraq eller Iran, fordi at de ikke kunne bo her, uden at brokke sig. Som om. Jeg synes at indvandrerne klarer det fantastisk mht. integrering. Bedre end jeg tror at vi danskere nogensinde ville kunne..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages