..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 21. juni 2012

Fucking flyttet

Jeg er fucking flyttet. Hjemmefra. Til Aalborg. Med Jonas.

Jeg har aldrig i mit liv været mere lykkelig. Selvom selve flyttedagen var forfærdelig med slid, kaos, regn og rod, så var det det hele værd. Min pung er selvfølgelig også blevet væk i flytningen, så har været nødt til at bestille nyt Dankort og spærre det gamle og jeg ved ikke hvad. Farvel til gavekort, Hypercard, sygesikring og jeg ved ikke hvad. Har enkelte kontanter på lommen og mit pas som ID. Godt tidspunkt.

Vores lejlighed er intet mindre end fantastisk. Lys fra alle sider igennem alle vinduer, det nye køkken med lækre hvidevarer og bordplader i smukt eg, nyt badeværelse med gulvvarme, smukke farver, smukke klinker. Vores hyggelige soveværelse, hvor vi hver nat kan sove med hinanden.

Alt er så fandens kvalmt og smukt og vi er ovenud lykkelige. I tirsdags var vi ude og købe møbler ind i Ikea og endte med at bruge 12.000, ses. Er du gal. Heldigvis bestilte vi med hjemtransport, så det ikke var os, men to flyttemænd som måtte knokle med sofaer og jeg ved ikke hvad op igennem vores helveds lille elevator og op igennem vores udendørstrappe.

Men jeg føler mig på plads. Jeg føler mig hjemme. Da jeg ankom til Jonas' gamle lejlighed i fredags var jeg på grådens rand. Som om at den sorte sky skulle overrumple mig igen. Min mor havde kørt mig op til Jonas med mine sidste ting og kort tid efter draget hjem igen til København. Og da jeg røg en smøg ude på trappen til Aalborg Øst med regnen piskende ned, begyndte jeg også selv at græde.

Hvor var min far?
Hvorfor var han ikke her med mig? Gid han kunne se mig nu. Hans store datter, som følger hjertet og flytter hjemmefra. Han ville have blevet med mig. Han ville have været stolt. Jeg savner ham. Jeg bristede. Da jeg lå og kiggede op i loftet hos Jonas græd jeg også. Han trøstede mig, men der var så mange tanker. Så mange ting. Så mange ord, som ingen af os ville kunne svare på.

Jeg var bange for at ende op, som på samme måde som i København. Jeg følte mig så malplaceret. "Malplaceret", sagde jeg til Jonas. "Jeg er så bange for det".

Så fandens bange for at være hende fra København - at jeg ikke har nogen at falde tilbage på. Hvis mine klassekammerater ikke kan komme med ud og shoppe, så har jeg ingen som ellers kan tage med mig. Men nu hvor jeg er faldet nogenlunde på plads i lejligheden har mit mentale også ændret sig. Jeg kan dog godt forstå at det virkede surrealistiskt og stort lige pludseligt. Men mit hjerte er ikke længere glemt det sted jeg forlod. Det er ikke som da jeg forlod Nordsjælland,

Så det skal nok gå godt - det skal det. Jeg skal nok få søde klassekammerater og gode venner og veninder. Og jeg kommer til at bonde endnu mere med Jonas' venner, end allerede.

Goddag til mit nye liv. Jeg kan allerede godt lide smagen på dig.










1 kommentar:

  1. Jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk. Er selv lige flyttet til Aabenraa, så kender frygten! God vind :)

    SvarSlet

Pages