..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 21. juni 2012

Fucking flyttet

Jeg er fucking flyttet. Hjemmefra. Til Aalborg. Med Jonas.

Jeg har aldrig i mit liv været mere lykkelig. Selvom selve flyttedagen var forfærdelig med slid, kaos, regn og rod, så var det det hele værd. Min pung er selvfølgelig også blevet væk i flytningen, så har været nødt til at bestille nyt Dankort og spærre det gamle og jeg ved ikke hvad. Farvel til gavekort, Hypercard, sygesikring og jeg ved ikke hvad. Har enkelte kontanter på lommen og mit pas som ID. Godt tidspunkt.

Vores lejlighed er intet mindre end fantastisk. Lys fra alle sider igennem alle vinduer, det nye køkken med lækre hvidevarer og bordplader i smukt eg, nyt badeværelse med gulvvarme, smukke farver, smukke klinker. Vores hyggelige soveværelse, hvor vi hver nat kan sove med hinanden.

Alt er så fandens kvalmt og smukt og vi er ovenud lykkelige. I tirsdags var vi ude og købe møbler ind i Ikea og endte med at bruge 12.000, ses. Er du gal. Heldigvis bestilte vi med hjemtransport, så det ikke var os, men to flyttemænd som måtte knokle med sofaer og jeg ved ikke hvad op igennem vores helveds lille elevator og op igennem vores udendørstrappe.

Men jeg føler mig på plads. Jeg føler mig hjemme. Da jeg ankom til Jonas' gamle lejlighed i fredags var jeg på grådens rand. Som om at den sorte sky skulle overrumple mig igen. Min mor havde kørt mig op til Jonas med mine sidste ting og kort tid efter draget hjem igen til København. Og da jeg røg en smøg ude på trappen til Aalborg Øst med regnen piskende ned, begyndte jeg også selv at græde.

Hvor var min far?
Hvorfor var han ikke her med mig? Gid han kunne se mig nu. Hans store datter, som følger hjertet og flytter hjemmefra. Han ville have blevet med mig. Han ville have været stolt. Jeg savner ham. Jeg bristede. Da jeg lå og kiggede op i loftet hos Jonas græd jeg også. Han trøstede mig, men der var så mange tanker. Så mange ting. Så mange ord, som ingen af os ville kunne svare på.

Jeg var bange for at ende op, som på samme måde som i København. Jeg følte mig så malplaceret. "Malplaceret", sagde jeg til Jonas. "Jeg er så bange for det".

Så fandens bange for at være hende fra København - at jeg ikke har nogen at falde tilbage på. Hvis mine klassekammerater ikke kan komme med ud og shoppe, så har jeg ingen som ellers kan tage med mig. Men nu hvor jeg er faldet nogenlunde på plads i lejligheden har mit mentale også ændret sig. Jeg kan dog godt forstå at det virkede surrealistiskt og stort lige pludseligt. Men mit hjerte er ikke længere glemt det sted jeg forlod. Det er ikke som da jeg forlod Nordsjælland,

Så det skal nok gå godt - det skal det. Jeg skal nok få søde klassekammerater og gode venner og veninder. Og jeg kommer til at bonde endnu mere med Jonas' venner, end allerede.

Goddag til mit nye liv. Jeg kan allerede godt lide smagen på dig.










torsdag den 14. juni 2012

Indkøb

Så er det på søndag at det går ned. At jeg flytter til Aalborg. Vi kører allerede i morgen, selv om jeg ellers havde håbet på at kunne nå festen med klassen fredag aften. That's life. Kommer til at tilbringe aftenen sovende i min mors bil. Ak ja.

De seneste par dage har jeg væltet rundt mellem alle. Siden jeg ikke rigtig kan være herhjemme, da mit værelse er nedlagt, har jeg både sovet hos Ea og hos Bedste og har endda fået set Nichlas og alle Kvistgård-hovederne. Det var pisse hyggeligt og vi tog op i Kvistgårds Fodboldhus og så fodbold på storskærm med de andre.

Og så har min mor og jeg været i Ikea i dag og jeg har købt for små 700 kroner endnu engang. Næste på listen er:


Både i 2 pers. og 3. pers., ja tak. 

Men mit hoved dør. Min krop rejser rundt i landet og mit sind er fastlås til en drøm, som snart går i opfyldelse. Nu vil jeg pakke. Pakke for at rejse igen. Suk.

torsdag den 7. juni 2012

Kulturchok

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har længe undret mig over mig selv og mine tanker, men der er et eller andet over udlændinge, som skræmmer mig. Ikke på den måde at jeg er bange for dem, men jeg kan blive rigtig mærkeligt tilpas hvis de kommer mig for nært.

Oftest er det mændene - hvis de kigger, pifter, snakker til mig eller lægger an på mig på andre måder. Jeg tror at det er fordi at jeg altid har omgået mig med danskere - og altid har haft danske fyre. Jeg tror at det er den direkte attitude, som indvandrere tit har, som skræmmer mig og nogle gange går mig på.

Men jeg er jo selv vokset op med iranere. Alle vegne omkring mig. Min familie, min fars venner, min fars kolleger. Jeg har aldrig set ondt på dem, og jeg har aldrig haft andet end en kæmpe forkærlighed til dem. Men det er bestemt noget andet, hvis man sidder i bussen og en eller anden fyr er ved at stirre en til døde.

Måske er det fordi at jeg føler mig udstødt. Utilpas. Fordi at jeg ved at de har noget, som jeg aldrig vil få igen. Jeg føler at jeg har mistet en stor del af mine gener, sammen med min far, som muligvis har gjort at jeg nu har fået en afstand til andre. Til dem.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, når jeg siger "dem". Læs: indvandrefyre i busser og byen, som voldtager mig med blikket. For jeg har indvandrervenner. En del. Og de er skønne! Men jeg kan heller ikke se bort fra at mange indvandrere er opdraget anderledes end danskere - det var min far da også. En anden form for respekt, eller til tider mangel på samme, over for kvinder.

Det går mig på at jeg har det sådan. Det går mig på at jeg skal generalisere, men jeg har efterhånden prøvet det så mange gange nu. Jeg ved ikke om blonde piger oplever det samme, eller om det er fordi at mine persiske gener skinner igennem, men jeg føler mig til tider headhuntet. Også af danskere for den sags skyld, men i modsætning til de gange jeg har følt mig virkelig utilpas med indvandrere, forstår danskere ofte en hentydning, hvis man beder dem pænt om at skride.

Men jeg er jo ikke racist, for fanden. Langt fra. Alt andet, og jeg håber heller ikke at det på nogen måde kommer til et misforstået udtryk her. Og jeg bliver gal, virkelig gal, når jeg ser folk skrive eller hører folk sige ting som

"Hvis de ikke kan lide landet, kan de for helvede da
bare skride tilbage til hvor de kom fra. Ingen har bedt
dem om at komme her og brokke sig"

Fuck af. Bare fuck af. Dette er et citat jeg rent faktisk har set skrevet i en debat. And.. Really? "Ingen har bedt dem om at komme" - nej det kan sgu godt være, men at det ikke går igennem ens hoved, at det måske har været deres eneste mulighed. At de ikke har haft andre valg. Jesus christ, om jeg kunne se en hord af danskere rende rundt i Iraq eller Iran, fordi at de ikke kunne bo her, uden at brokke sig. Som om. Jeg synes at indvandrerne klarer det fantastisk mht. integrering. Bedre end jeg tror at vi danskere nogensinde ville kunne..

onsdag den 6. juni 2012

Det nærmer sig

Om 11 dage flytter jeg. Min adresse bliver i Aalborg midtby sammen med Jonas.

Det er ikke til at fatte og jeg ved at det ikke går ordentligt op for mig, før jeg sidder i lejligheden og vores ting er kommet på plads. Men jeg føler mig klar - noget så klar. Klar til at blive ærkejyde og starte i 2.j. på Katedralskolen. Selv om det stadig føles som mit hjem, når jeg rammer KBH's travle gader og støder ind i folk fra mit nuværende gymnasie, så ved jeg at det ikke er her jeg hører til. Jeg hører til i et hjem, hvor jeg kan falde i søvn med min kæreste hver nat.

I weekenden har jeg været i Kolding for bl.a. at fejre min gamle roomie fra efterskolen, Majas, fødselsdag.  Det var hyggeligt og Emma var der og jeg har savet hende som en i helvede. Hun siger at hun allerede har planlagt at komme op og besøge mig. Det bliver fantastisk.

Vi morede os og drak øl og festede bag baren. Jonas var også med og det var skønt at have ham der, på trods af at han kun kender Maja og Emma. Emma sagde det meste fantastiske:

"Når man tænker på at du er 18 og skal flytte sammen med din kæreste, virker det sindssygt,
men når man så ser jer sammen, så forstår man det godt. I er skabt for hinanden"

Det varmer om hjertet at nogen udefra, kan se hvad vi har sammen. Det er fantastisk.

Anyways, mit værelse er tomt - som i helt tomt. Et enkelt tæppe og en reol står stadig derinde og mit vindue er taget ud og erstattet med en træplade. Håndværkerne vælter rundt derinde, og jeg føler mig for alvor lidt hjemløs. Som en nomade. Men det er okay, for jeg ved at jeg går bedre tider i møde. 


I morgen skal jeg så op i matematik skriftligt. Suk og atter suk, jeg ved at jeg kommer til at faile for grumt. Håber dog at jeg kan hive standarden lidt op i den del med hjælpemidler, for ellers er jeg død. Men jeg skal alligevel ikke bruge det til noget. 

Amanda og jeg har aftalt at tage ind og se "Snow white and the Huntsman" i morgen aften, når vi har afsluttet den lorteprøve. Og så skal vi spise på McD og være fede og ligeglade, fordi at vi har overstået skriftligt matematik. Yes yes. Det sker i mit liv.

Pages