..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

fredag den 9. marts 2012

Poesi og blødende nætter

Hvornår bliver vandet varmt
Og skyerne blødende


Hvornår bliver hjertet lykkefuldt
Og blomsterne tågede


Hvornår bliver du i sengen
Og brænder dine fingre


På mig
På kys
På os


Forbliv
__________________________________________________________________________________


I går var en af de dér nætter.
En nat hvor man forlader kroppen og ser på sig selv oppefra.
Bare sidde og græde. Rystende krop, et ansigt gemt dybt i dynen og byrdende tanker.

Han dukkede pludseligt op i mine tanker, min far. Han er der hele tiden, men han dukkede op på en ubehagelig måde. Det startede med en simpel note på min mobil (siden jeg arvede hans, har jeg alle hans ting på min mobil stadig). Så kiggede jeg billeder af ham, og det jeg så var afskyeligt.

Jeg så min far. Men jeg så ham levende. Han var ikke død. Jeg kunne ikke tro det.
Jeg kunne så tydeligt genkende ham. Hans mund, hans næse, hans øjne, hans hænder.
Jeg kunne genkende alle hans træk og hans stemme dukkede op i mit indre.
Mine mareridt blev husket. Mareridt fordi at han er med i dem. Fordi at han i mine tanker lever. Og når jeg så vågner, er han væk. Jeg brød fuldstændig sammen. Det førte til at jeg læste alle vores gamle samtaler igennem. Først fortrød jeg. Besked efter besked.

Hvorfor spurgte jeg ham ikke, om han bare ville flygte med mig til Frankrig og bo dér?
Hvorfor var jeg ikke sammen med ham noget oftere?
Hvorfor flyttede jeg ikke med ham, da jeg havde chancen?
Hvorfor løj han for mig, og sagde dagene før hans død, at alt var okay?

Men jeg løj også. For mig selv. Jeg har tydeligt vidst det. At det var snart. At det var nu.
Og så smilte jeg for mig selv. Fordi at jeg fik det fortalt. Jeg fik alt fortalt. Intet blev efterladt usagt.
Blot fem dage før hans død, sendte jeg ham følgende besked:

"Hej baba. 
Jeg håber ikke at jeg vækker dig, men jeg ville bare 
lige sige at jeg glæder mig til at se dig idag, og du er 
verdens bedste far! Ingen vil nogen sinde kunne tage 
din plads. Jeg elsker dig rigtig højt. 
Johanne"


For helvede, hvor er jeg glad for at jeg fik sendt ham den.
Men det er stadig forbandet svært. Svært at indse - endnu sværere at acceptere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages