..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

tirsdag den 27. marts 2012

Itu

Mine bukser revnere mere og flækker og giver lyde. Minder mig om at jeg bør lægge fortiden fra mig. Ikke på hylderne, men langt væk. De passer ikke herind mere. Det åbne vindue på mit værelse, minder mig om at jeg ikke kommer herfra. Jeg kan ikke genkende nattens dufte eller høre velkendte lyde. Og mit kamera bliver støvet. Fordufter langsomt. De grønne skove og sjælene af guld er ikke her. De hører ikke til her, og det har de aldrig gjort. Du ved det godt, Johanne.

Indse det.

Men jeg kan mærke det. At alt lige nu river og flår i de sår, som jeg troet var helet. Fortid. Den evige lussing, som minder mig om at jeg ikke skal føle mig alt for hjemme. Ikke alt for tilpas. For du kommer ikke herfra, Johanne. Du er ikke Københavner. Du har ikke barndomsvenner her. Du er ikke vokset op her. Du kender ingen smutveje. Det er ikke dit hjem.

Men hvor er? Hjemme er hvor hjertet bor. I Nordsjælland? I Nyborg? I København? I Aalborg?
Splittet til atomer og revet itu. Alt jeg kendte engang virker så fjernt. Alle kan holde fast - undtagen mig. Som sand imellem svage fingre, glider de fra mig. Barndomsvennerne, minderne, stedsansen, lysten.

Og jeg frygter. Jeg frygter altid at være på farten og aldrig være hjemme. Aldrig opleve hjemkomst - fordi at det sted ikke findes. Men hjemme er hvor hjertet bor, og når hjertet ligger i brudstykker over hele landet og med dele i Frankrig.. hvornår ved man så hvor man hører til?

Hold fast.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages