..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

tirsdag den 18. december 2012

Fuck money, get bitches

Jeg dumpede min køreprøve. Den prøvesagkyndige trådte på bremsen, da jeg var ude i et kryds og langsomt sneg mig frem mod et venstresving, da der kom en bil. Jeg havde set den. Den var langt væk og jeg havde ikke tænkt mig at køre over, men manden gik åbenbart i panik or something. Han sagde ellers at jeg kørte perfekt. Hvilket er lækkert. Ny prøve er bestilt til nytårsdag - altså den 31. Så må vi håbe dér. Det er bare en køreprøve, og jeg gider ikke at gå for meget op i det. Fuck it!

Til GENGÆLD! Har jeg været ude og kigge på lejlighed i dag med mine to smukke, fantastiske tøser. Marie og Karen. Og.. Jeg tror at det bliver til noget. Den er billig, smuk og ligger perfekt. Dog er den kun med tre værelser, men de er så store, at vi laver mit værelse til en lille fællesstue oveni. Den er god. Den er dejlig og jeg vil bo der, og det vil de også.

Så jeg har det godt. Jeg tager hjem på fredag, og jeg har en dejlig uge, bortset fra en lang dag i morgen.

Her er en skål og en kærlighed til de bedste tøser heroppe. Tøser, som har taget så godt imod mig. Fra vores julefrokost.

Ahaha, her er mine fremtidige roomies, Karen og Marie
 Og et bedre billede
 Fulde og glade. Jer <3 p="p">
 Karen og jeg.. lidt fulde
 Kristina og jeg <3 p="p">
 Mette og jeg <3 p="p">

lørdag den 15. december 2012

De desperate

Okay. Har så mange tømmermænd. Er fuldstændig smadret og havde en fantastisk aften i går.

Generelt går det egentlig godt, bortset fra at der som sådan ikke er nogen lejlighed i sigte. Karen, Marie og jeg har været ude og kigge på et par lækre lejligheder, men de mangler altid lige et eller andet. En stue eller lignende.

Nå. Anywho. Jeg har fundet ud af at man ikke kan løbe fra sine problemer. Heller ikke med kaffe-dates. Jeg ved jo godt at der kun er Jonas for mig. Det har jeg vidst i lang tid, men under den her periode, har det bare været meget svært at forholde sig til. Men jeg har lyst til at opføre mig pænt. Jeg har hverken brug eller lyst til at være sammen med nogle andre, og det ved jeg også godt selv, men jeg har tendens til at finde ud af tingene på dumme måder.

I går holdte jeg noget komsammen herhjemme. Jonas er taget til Kolding for at holde jul og familiefødselsdag for hans søskende, så jeg havde hyblen for mig selv, eller hvad man skal kalde den. Der er flyttekasser over alt og det går ubehageligt meget op for en, hvad man mangler, når man ikke har det længere. Jeg skal i hvert fald et smut i Ikea og have købt mig nogle ting ind. Nå, men vi hyggede herhjemme, nogle piger og jeg, drak en masse vino, jägerbombs, Bailey-shots, øller, sang karaoke og derefter tog vi i byen.

Vi var i fantastisk humør. Vi gik i gaden og der gik ikke længe før jeg mødte Hr. Kaffedate. Vi snakkede lidt sammen og manden ville hele tiden danse med mig, hvilket var fair nok, men det endte med akavet dans, hvor jeg stod og kiggede alle andre steder hen, for at undgå både øjenkontakt, men også de kys han lagde op til. Jeg gik i panik. Morten fra min klasse var der, den hæderlige mand. Han er virkelig blevet en af mine gode venner. Jeg fortalte ham det som det var, at jeg for helvede da ikke kunne. Jeg er vild med Jonas, for fanden da. Og så gik jeg ned og sagde det til Hr. Kaffedate. Jeg tror at han blev skuffet, men sådan var det. Resten af aftenen havde vi et blast, og vi var fulde og vi dansede og sang grimt og væltede rundt fra sted til sted.

Da klokken sneg sig ind på de 4-5 stykker, sad jeg på Rock Nielsens og ventede på Karen, som havde en fest på dansegulvet. En fyr ved navn Lasse, som jeg gentagende gange havde afvist og havde sagt at jeg ikke gad at give ham mit nummer til, stod ved siden af og vågede over mig som en ørn, og sagde noget, som han troede var sjovt i tide og utide. Og lige pludseligt kommer Kaffedaten. Han er gennemblødt og jeg spørger ham hvad fanden. Han havde åbenbart intet sted at sove, og havde mistet sine venner, så efter en helveds balade, måtte jeg igen afvise ham, akavet, og sige at han altså ikke kunne komme med hjem og sove. Heller ikke på sofa og heller ikke hvis han gik tidligt, nej.

Så nu sidder jeg her. Marie er hos mig og jeg skal snart mødes med Elli til kakao og juleshopping. Det bliver hyggeligt, og jeg har det godt. Jeg tager hjem snart. I næste uge. Jeg glæder mig, som et lille barn.

tirsdag den 4. december 2012

Glæde

Her for tiden går det okay.

Jeg skulle have været til køreprøve i dag, men vejret var forfærdeligt, så derfor blev den aflyst. Jeg var så game på at få kørekort.. Men den er rykket til på mandag, så jeg må krydse fingre dér i stedet.

I dag har jeg været ude og kigge på lejlighed med Marie og Karen. Det var ikke dét vi ledte efter, siden vi ikke kunne få hvert vores værelse, men jagten er gået igang. Det sker. Og det bliver rigtig godt.

Jeg har lige snakket i telefon med Ahrens i to timer nu. Jeg savner hende som en sindssyg. Det var virkelig dejligt.

søndag den 25. november 2012

En hjemmestund

Jeg kan ikke fortælle hvad der foregår. Enkelt - jeg har simpelthen ikke styr på det. Jonas og jeg kan åbenbart kun finde ud af to ting; enten at være mega akavede vi-snakker-ikke-til-hinanden-agtige eller kæreste-agtige. Der findes ikke en gylden mellemvej. Sådan er det.

Desuden har en gammel bekendt, eller hvad fanden man skal sige, kommet med.. Overraskende nyheder. Som jeg ikke ved om jeg kan sluge. Jeg prøver at lægge det fra mig. Ja. Det er nemmest.

Anywho. Jeg er i København, og det er hyggeligt. Som sådan. Jeg glæder mig altid til at komme hjem. Til Aalborg. Tror at jeg har fundet ud af at jeg føler mig tilpas der. Weekenden har været rar dog. En masse gamle mennesker. Anton og jeg mødtes på det lokale bodega i går og fik en øl, og før vi vidste af det dukkede to fra 3.g op, og så skrev vi lidt rundt og bum, så sad vi dér 10 mennesker og hyggede, og spillede spil og drak øller. Det var dejligt.

Fik spørgsmålene "Er du okay?" og "Fortryder du det?" omtrent hundrede gange (hvilket er imponerende fra 10 mennesker). Det er svært at svare på, men.. Ja, jeg er okay. Jeg tager det her i stiv arm, selv om det er svært. Men jeg har det godt. Jeg er jo glad. Indeni. For jeg ved at det gør det bedre. Hvis Jonas og jeg endelig ender med at finde sammen, så tror jeg at vi får det så meget dejligere, når vi kan få hinanden lidt på afstand også og have hver vores liv. Og om jeg fortryder det? Hell no. Jeg ville have fortrudt at sidde herhjemme og ikke ane hvad fremtiden ville have bragt mig. Og de veninder jeg har fået? Jebus! De er fantastiske. De er guld værd!

Nå. I dag skal jeg vidst drikke kaffe og ind på Staden med Gren, men det regner og jeg ligger stadig under min varme dyne. Hvordan man lige skal kringle den her, det ved jeg ikke. Puha.

tirsdag den 20. november 2012

Uduelige

Jonas har fået en lejlighed. Overtagelse den 1. januar.

På trods af at jeg gerne vil at han er glad og lykkelig og for alt i verdenen får det godt, blev jeg ked af det. Det var hårdt at høre ham snakke til mig, som var jeg hvem som helst; en god ven, en bekendt. "Det er så nice at..", "Ej det bliver vild godt at..". Ja, det er det bedste der kunne være hændt os, ikke? At jeg flytter hele vejen herop. Opgiver alt. Fordi at du kan give mig det. Det sagde du. Fordi at du ville give mig det. Og hey, du ville jo prøve. Og vi skulle nok være dem, som klarede det. Du lovede at gøre dit bedste, for at få det opfyldt. Så jeg ikke fortrød mit valg.

Men hvor er det godt. Hvor er det fucking fantastisk at dét at slippe for mig, er dét som skal gøre dig lykkelig. Og det gør ondt af helveds til. Men jeg vil ikke græde foran dig. Ikke igen. Jeg vil ikke vise dig noget. Ikke en skid. Måske har det ikke noget med dig at gøre, men måske er det mig den er gal med. Så jeg gik. Jeg gik nedenunder til mine underboer og så film og fik en masse hygge og popcorn og æbler i både. Og de krammede mig og vi snakkede.

Jeg måtte væk fra dig. Min prøve at være glad-kvote var opbrugt. Så jeg gik, og da jeg kom tilbage har du lagt.. et brev? Mit brev. På skrivebordet. Udfoldet. Læst? Men hvorfor? Det er 9 måneder siden jeg skrev det. Det er smukt. Det er smukke ord. Hvad skal jeg bruge dem til? Hvad er det du vil mig.

Tvære mine ord i hovedet; Se hvad du lovede, Johanne. Se hvad du ville byde mig. Og nu?

Jeg ved det ikke.

Edit 23:13 - Jeg ved godt at du prøvede dit bedste. Jeg ved det godt.

Chapter: I

Marie og Karen vil gerne flytte sammen med mig. Jeg er henrykt. Nu skal vi på lejligheds-kigning. Hvis der er nogle som har et log-in til Boligportalen, giver jeg en øl i min nye lejlighed.

I dag har jeg været på glatbane - fucking sjovt. Seriøst. Og lige nu er jeg alene her, og det er dejligt. Var ellers lige ved at tage med Marie hjem da jeg mødte hende efter glatbanen, men det er nu rart at være alene. Folk har skrevet og folk er søde. Men jeg føler mig okay, lige nu i hvert fald. Det er lidt underligt.

mandag den 19. november 2012

At lave fejl

Okay, lad os give en kort update om hvad fanden der foregår.

For at starte med de gode nyheder, bestod jeg i dag teoriprøven, hvilket er ok guld. Havde virkelig ikke orket mere, og jeg var alligevel så rockin' til teori, at alt andet havde været mærkeligt. Nu skal jeg på glatbane i morgen, og så er jeg forhåbentligt også snart færdig med det her kørekort.

For det andet og de lidt mere øv nyheder, som fucker lidt med mit hoved pt.:

Jonas og jeg har valgt at flytte fra hinanden. I dag har jeg opsagt lejligheden, hvor vi har tre måneders opsigelse, så vi skal være ude omkring februar. Jeg har ikke rigtig nogen reel plan for hvad jeg gør, men måske har Karen og Marie fra mit gym lyst til at finde en lækker 4-værelses herinde i byen og bo sammen med mig. Jeg krydser i hvert fald fingre. Hvis dét ikke lykkedes, har jeg ingen idé om hvad jeg skal gøre.

Eller jo, jeg finder mig nu nok en lejlighed, men ærlig talt er jeg ikke så game på at bo alene allerede. 18 år og ny i byen. Kunne godt bruge lidt hygge og selskab.

For at snakke kort om mig og Jonas, er der faktisk ikke så meget at sige. Vi er unge. Vi er dumme og vi troede på det bedste. Det sker, og jeg vil ikke hive mig selv for langt ned, og jeg gider ikke at bruge for meget energi på det. Hvis vi er meant to be, så finder vi nok ud af det, men lige nu og her er der ikke så meget andet at gøre, end at bo akavet sammen i vores lejlighed.

Så det er lækkert. Godt gået, Johanne. Nice beslutning. Skal heldigvis hjem i weekenden og se min kære mor og Holme. Jeg har de bedste mennesker omkring mig, så jeg klarer den.

Har også lige været hjemme hos Kristina fra min klasse, den skønne pige. Fik kaffe og dessert og vi gik en lang tur og snakkede om alt og intet og sad på toppen af Aalborgs bakke og så udover det sorte mesterværk.

Jo, jeg kan godt lide det her. Jeg vil ikke tilbage til Kbh, ikke allerede. En del af mig længdes, men jeg vil savne Aalborg for meget. Det er underligt, hvordan man kan binde sig. Hm.

Her er noget narcissisme, fordi at jeg har brug for det og fordi at jeg godt må:



Her er mine skønne tøser: Karen, mig og Kristina

Hvis man ser efter, så står jeg faktisk lige i midten, lige ved siden af ham duden med kasketten
Bon Iver, Forum


Vinterlandet

Hej Verden

Du udfordrer mig på det hårdeste.

Jeg er Johanne, jeg er naiv, jeg er godtroende og jeg er spontan.
Ofte fører det mig langt, og gør mig stærk. Nogle gange giver det bagslag.
Som nu.

Men Verden, du kan ikke ændre mig,
du kan ikke bringe mig ned.
Jeg vil altid stå, så længe jeg kan og hvad end det kræver.

Og Verden, du efterlader mig.
Du træder på mig og kæmper mod mig,
og jeg græder og skriger, men jeg overlever.

I sidste ende er du god nok,
selv om, Verden, du har været ond.
Jeg straffes, men for hvad?
Eller gavner du mig bare i enden?

Så nu er jeg alene.
Fremmedlands og udenbys.
Fra alt jeg kender og alt jeg kendte,
men jeg overlever.

I sidste ende finder jeg
Hvad end jeg leder efter
Og hvad end du prøver at vise

tirsdag den 13. november 2012

Hårdt

Hvad sker der med mig?

Okay, for tiden er jeg et helvedsmonster og livet er dumt, selv om det heldigvis ikke kan rende mig lige så hårdt, som forleden. For at opsummere bare en lille smule:

Kørekort:
Skal til teoriprøve i næste uge, hvilket nok skal gå lækkert. På mandag faktisk. Som sagt, skal det nok gå, men køreprøven er jeg lidt mere usikkert om. Regner med at jeg er færdig inden december, ellers græder jeg, lol.

Rygning:
Fuck, og fuck og lidt mere fuck. Jeg valgte fra søndag aften klokken 21:00 at tage en kold tyrker. jeg røg min sidste smøg, og har siden (det er 46 timer siden) kun røget een smøg. Og det var endda lidt fail, men sådan er det. Er stadig ikke sikker på om jeg vil stoppe, men nu prøver jeg da.

Karakterer:
Har fået karakterer. Er gået sindssygt ned i snit fra sidste år. Håber og regner på at jeg kan lave om på det, ellers skyder jeg mig selv. Øv, og atter øv. Har et par lærere at snakke med. Især min engelsklærer. Ffs. Som om at man kan gå fra 12-10 til 7-4. Rend mig.

Jonas:
Lidt op, lidt ned, mest op. Vi skal nok klare den. Officielle på fb igen, og håber at det bliver ved.

Det her er ikke et rigtigt indlæg, men jeg har så fucking meget skole. Jeg brækker mig i skole. Savner fandme Nørre og dét at aldrig at møde i skole og have overskuelige afleveringer. Nope. Bare dræb mig, Katten.

lørdag den 10. november 2012

The end

Mit liv fucker med mig. Når jeg tror alt er godt, så får jeg en ordentlig røvfuld.

Jeg kæmper og kæmper, og ved ikke hvordan jeg kan vinde det her.

torsdag den 1. november 2012

Glemt og gemt: ung

Mit liv ulmer lige nu kun skolearbejde, køretimer og at prøve at holde lejligheden oppe. Mit savn til hovedstaden og det københavnske synes at blive mindre dag for dag, hvilket gør mig glad. Jeg var aldrig oprigtigt interesseret i byen: hverken at lære den ordentligt at kende eller at falde ordentligt til.

Jeg hungrede efter noget andet, noget som kunne blive mit og det er Aalborg blevet. Mit hjem, mine veninder, min by. Jeg har fået de mest fantastiske veninder. Mit liv satte dem på en prøve over en omgang og de stod alle med åbne arme og bød mig velkommen og tog mig ind.

Jeg savner dog Amanda. Hende, Anton og min mor. Og ikke mindst Fakta og mine kolleger. Jeg savner også Matt og Martin. De drenge var min hverdag i et år og jeg glæder mig som gal til at se dem igen.

Men jeg har det godt. Jonas og jeg har det også godt, på trods af at det stadig driller nogle gange at have en hverdag og det hele ikke er planlagt til detalje når vi er sammen. Men jeg har lært at jeg godt kan; jeg kan godt lave mad og rydde op og handle ind og vaske tøj. Hell, jeg kan næsten begå mig perfekt i en bil nu, så jeg er ikke hjælpeløs og jeg er ikke umulig teenager. Jeg ved hvad jeg vil, og har altid gået efter det. Altid søgt udfordringerne i det, som endnu ikke var prøvet. Og det er det, som udvikler mig og til tider bider mig i røven og straffer mig.

Ps. Jonas har købt mig en håndmixer og han er fantastisk


søndag den 28. oktober 2012

Hallow's Eve

Jonas og jeg var til halloween i går hos Rasmus og Elli. Det var lækkert og vi var nice. En reel blog-update kommer nok i morgen. This time: PICTURES







onsdag den 24. oktober 2012

Bidende tavshed - 3 år

Enten er det underboen, som larmer ellers er det naboen, samboen eller overboen. Jeg føler at jeg drukner, og jeg ved godt hvorfor. Kalendertallet griner hoverende i mit ansigt: det er 3 år siden, husk det nu!

Og jeg husker. Det gør jeg altid og har altid gjort det. Forbyder mig selv åndssvage ting som; du kan da ikke drikke dig fuld på 2 års dagen eller lignende. Så jeg husker det og straffer mig selv, uanset hvor åndssvagt det så måtte være. Derfor drukner jeg og ligger mig til at sove midt på dagen, for at få der overstået. Og jeg nægter at snakke, hvis jeg kan komme fra det - hvilket er en stor ændring fra sidste års dag. Den 24. oktober. Måske var det derfor at jeg dengang tillod mig selv at være lidt glad, og ikke at forbande og finde følelser, som måske ikke havde behov for at komme ud.

I år græder jeg og vil til København. Jeg vil køre derud med min mor og tænde lys og lægge blomster og stå og være akavet og se ordene, som jeg skulle udvælge og spejde efter om der har været nogle ude endnu med blomster, men hvor skulle jeg alligevel vide det fra, jeg er der aldrig og har aldrig brudt mig om at komme der. Første gang løb jeg derhen, som om at han ventede mig, men blev bare mødt af en bidende kulde og evig tavshed.

Men nu er det her dagen. 3 år siden jeg sidst så min far og det skræmmer mig. Jeg hader det. Jeg hader at jeg ikke lagde mig op i hospitalssengen og krammede ham, selv om jeg ikke aner hvad det ville have hjulpet. Det er bare hæsligt ikke at have ham omkring. Han var det varmeste menneske jeg i mit liv har mødt. Luderkræft.

Jeg vil altid elske og savne dig.








lørdag den 20. oktober 2012

Dig og mig

Han kommer ind ad døren og jeg gør mit bedste, for ikke at se op fra computeren. Jeg ser på ham i smug, mens han tager sit overtøj af. Mit hjerte hamrer og han sætter sig ved siden af mig på sofaen, mens mine øjne stadig borer ligegyldigt ned i skærmen. "Må jeg få et kram?", spørger han. Spørgsmålet kommer bag på mig og jeg kigger op på ham. Hans øjne har ændret sig over weekenden. Det tror jeg også at mine har - knapt så røde og knap så hævede af gråd længere.

Jeg sætter computeren fra mig og vi krammer i lang tid og da vi endelig er færdige, tager jeg min computer til mig igen. "Er du slet ikke glad for at se mig?". Endnu et spørgsmål, jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere på. Jeg siger en masse klogt om at jeg er forvirret, at jeg ikke havde forventet at han ville være sådan, når han kom hjem og det ender med en lang snak om alt fra kompromisser til fordeling af huslige opgaver. "Så længe der er følelser involveret, så må vi kæmpe for det" - jeg erklærer mig enig, vi går ud og ryger en smøg sammen og fortsætter snakken.

Vi vil kæmpe. Altid. Eller i hvert fald så længe vi kan. Og nu har vi prøvet i den her uge. Uden skænderier, uden noget andet end kærlighed. Det er det vi er. Så nu prøver vi. Ja.

søndag den 14. oktober 2012

"Bare mælk"

Han putter op ad mig på sofaen. Prøver at rykke sig så tæt på som muligt, og jeg har hånden begravet i hans hår. "Jeg har sådan lyst til at være tæt på dig", mumler han med ansigtet ved min hals. "Skal vi se Dexter og spise milkshake?", spørger jeg ham. Han rejser sig og fumler lidt rundt ude i køkkenet, kommer tilbage og siger til mig at vi ikke har nok mælk til milkshake. "Kan vi ikke bare spise boller til morgenmad i morgen så?". Han vil have Crusli. Det ved jeg også godt. Vi kommer op og skændes. Det er jo bare mælk. Jeg har plaget, bedt og prøvet mig bedste på at opføre mig nuttet. Der er ikke nok mælk.

Vi går i seng hver for sig. Han er faldet i søvn på sofaen, da jeg kommer ud af soveværelset. Hans bitre ord om at jeg er egoistisk, fik mig til at flygte derind. Jeg ville jo bare hygge. Men det endte i et skænderi. Jeg ser til ham: han sover. Jeg slukker tv'et og lysene og overvejer om jeg skal hive ham med ind i seng, men vælger at undlade. Selv falder jeg i søvn og vågner op med ham morgenen efter. Jeg sniger mig ud og tager i skole og derovre modtager jeg en besked.

Det ender igen i et skænderi. "Jeg gider ikke skændes", beder jeg ham. "Jeg har skrevet mig op på AKU", kommer det senere på besked. Boliger. Han vil flytte. Jeg tager hjem og græder til hans ord. Han kigger ikke på mig, han beder mig om at tage beslutningen med ham, men hvordan skal jeg gøre det, når det ikke er det jeg vil? Slå op. Gå fra hinanden. Jeg er flyttet herop, jeg kan da ikke bare give op nu. Vi kan da ikke bare give op nu. "Det var jo bare mælk", hvisker jeg grædende. "Det var jo ikke bare dét", siger han bestemt.

Og nu er det slut. Han flytter ud. Vi er ikke kærester. Jeg har prøvet alle forslag, som jeg kunne komme på. "Lad os nu prøve", "Lad mig bo hjemme alene i en måneds tid, så jeg kan lære at tage vare på mig selv", "Lad os nu", "Vær sød". Intet hjalp og intet hjælper.

Så Emma kom i går og hjalp sit bedste. Sov ved min side, slukkede min hjerne. Alkohol i blodet og nye mennesker. Mine underboer kom op og festede og endte lige pludseligt nede i Jakobs lejlighed, med mennesker jeg ikke kendte, Emma og guitarspil. Vi tog videre og jeg havde det godt. Jeg ved at jeg kommer til at klare den. For fanden ja.

Jeg giver ikke op. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer aldrig til det. Nej. Også selv om jeg skal sidde i Aalborg, ad helveds til fra København. For jeg har fået veninder her. Jeg har folk, som smider alt og åbner deres arme for mig her; jeg har underboer, som vil komme op til et glas vin og som har inviteret mig til tre-dags-fest fra på torsdag. Og jeg er stærk. Jeg skal nok klare den. Det hele ser ikke lige så sort ud, som da ordene forsvandt fra hans mund. Nu skal jeg bare finde ud af min boligsituation og få hovedet op. Det skal nok gå. Det var måske ikke bare mælk.

søndag den 23. september 2012

Byen driver

Aalborg er uendeligt stille i dag. Som om at det nyder luften kærtegne dets ansigt. Som om at det kun er træerne der giver lyd og bladene, som rasler og trækker de sidste sommerstråler til sig, for ikke at forsvinde ned på jorden og tabe farve. Og jeg nyder det. Med en smøg i hånden, min første morgensmøg. Iklædt i sort og hungrende efter kaffe.

Og jeg føler mig skyldig ved at give lyd: ved at hoste, ved at puste røgen ud af mine lunger. Jeg føler at jeg må værdsætte at byens unge sover og at det endnu ikke er begyndt med at regne, som det tidlige efterår kun indtilvidere har båret præg af.

I går tog jeg til fest med ambivalente følelser. Jeg kunne ikke drikke, men jeg ville heller ikke misse ud. Jeg ville gerne se de nye mennesker, som jeg omgås med. Jeg vil gerne være en del af det. Og det er jeg blevet. Ærligt. Da jeg efter at havde siddet herhjemme i en time, efter festens start og snakket med Holme og hendes mor og Cille fra min gamle klasse på een og samme gang, valgte jeg at tage afsted. Og nattens kulde bed mig om benene og om mine nøgne hænder. Men jeg cyklede af mørke stiger og fulgtes med vandet og da jeg så kom blev mit navn råbt af sorte skikkelser, som jeg ikke kunne sætte ansigt på, før jeg havde stilt min cykel.

Men jeg morede mig. Uendeligt meget. På trods af mit minimale indtag af to sølle øl, så morede jeg mig. Jeg tænkte på min fars ord, da jeg med store øjne spurgte ham, hvordan han havde kunne klare aldrig at indtage alkohol - end ikke til fester. "Jeg plejer at købe en cola. Så kan ingen se om det bare er ren sodavand, eller om der er noget i og så danser jeg bare". Det samme gjorde jeg. Jeg dansede og snakkede og var glad, ja ligefrem lykkelig.

Jeg snakkede med Karen, som er en af de smukkeste mennesker jeg længe har lært at kende. Både indeni og udenpå. Hun roste mig for min ærlighed, for min oprigtighed og for den jeg er. Hun sagde at hun kunne mærke på mig, at jeg var rigtig og at jeg hvilede i mig selv. Jeg havde lyst til at give hende et stort kram. Hun er fantastisk.

Og nu sidder jeg her i min lejlighed. Selv om jeg har ryddet op, kan man stadig godt se at jeg holdte opvarmning for klassen i fredags. Og selv om jeg er fredfyldt er der stadig noget som bider i mig. Jeg kan ikke sætte ord på det. Jeg ved at jeg er nødt til at snakke med Jonas, for i fredags var jeg en ægte kælling over for ham og var sur og stresset, som ufortjent gik ud over ham.

lørdag den 22. september 2012

Nedtælling

Jeg skal til fest om en time. Jeg er i elendigt humør.

Jeg har lige spist dagens første måltid, hvis man overhovedet kan beskrive det som det.

Og jeg har mit søndagstøj på uden make-up og med absolut forfærdelige indre følelser.

onsdag den 19. september 2012

Indsigt

Jeg er begyndt at savne Nørre. Timerne, lærerne og mest af alt mine gamle klassekammerater. Jeg ved godt at det er unødvendigt savn, for det meste af tiden på Nørre, synes jeg også at timerne var lange, at undervisningen var døden og at jeg ikke kom godt ud af det med 90% af klassen.

Men da vi sad til morgensamling her i den her uge, var det som om at det hele zoomede ud. Og der sad jeg, i blandt 1000 elever, hvoraf jeg ikke kan have en dyb samtale med nogen af dem. Jeg sad der og var alene, som alt for mange gange før.

Dog snakkede jeg med Kristina fra min klasse på vej hjemad i går. Hun er virkelig sød. Hun er også den jeg først fik indtrykket af at jeg brød mig om, da hun minder uendeligt meget om Emma og virkelig er en god person.

Og som altid vil jeg sige til mig selv at "jeg ved at det kommer". Der er kun gået en måned, og jeg sidder ikke alene i frikvarterene. Desuden holder jeg forfest på fredag for klassen (og den søde Tenna) og det går ned. Jeg glæder mig.

Ps. jeg har fået konstateret streptokopper (rend mig), men nægter at starte på penicilin før på søndag, da jeg skal feste på fredag og lørdag (for 3. weekend i træk). Jeg dør.

søndag den 16. september 2012

Luksusproblemer

Jonas og jeg har siden tidernes morgen snakket om at få en kat.

Kort talt står der i vores lejekontrakt at vi ikke må have kæledyr, selv om selve bygningen tillader kæledyr. Dette har vi gået og spekuleret lidt over i noget tid, og jeg valgte så at skrive til vores udlejer at vi ønskede at adoptere en kat fra kattens værn og at vi nok skulle sørge for at den ikke kradsede i panelerne eller efterlod andre mærker. Og om "Ingen husdyr" derfor inkluderede en lille kat.

Dertil svarede hun "Desværre ingen kæledyr". Jeg ringede efterfølgende til hende, fordi at vi også skulle snakke om andre ting mht. nogle håndværkere og så videre. Jeg spurgte meget høfligt om jeg kunne få forklaring på at vi ikke måtte få kat.

"Jeg synes at det er synd for en kat at skulle bo i lejlighed". Jo, ja. Det forstår jeg da på sådan vis også, men hvis katten er indekat, og det er jo ikke fordi at vores lejlighed er minimal, og hvis vi leger nok med den og elsker den, er det så ikke bedre for en kat at bo her, i stedet for på et internat? Og er det ikke fair nok at have den holdning, men at lade vær med at lade den gå ud over andre mennesker?

Ikke for at sige noget ondt om vores udlejere, de er fantastiske. Jeg ønsker mig bare sådan en kat. At kunne give en kat et dejligt liv og få mit første rigtige kæledyr. Nu ved jeg ikke om der er mere jeg kan gøre..

torsdag den 13. september 2012

Hvad er lykke?

Lykke for mig for tiden er:

- At gå i seng og vågne med Jonas hver dag + det i mellemtiden
- At jeg er kommet ind i en sød klasse, hvor jeg faktisk kan lide størstedelen af menneskene
- At jeg for en gangs skyld føler at jeg kan se ud som jeg vil
- At jeg har fået Elli som veninde
- At jeg bor i omgivelser jeg selv er herre over
- At drikke en kop the og se solen stå op med en smøg i hånden
- At jeg for det meste har penge på kontoen
- At jeg altid ved at jeg har penge på min anden konto
- At jeg for en gangs skyld har købt nyt tøj til mig selv
- At jeg har veninder som vil besøge mig helt heroppe (Tenna, Freja, Emma - i er guld værd)
- At jeg får gode karakterer i skolen

onsdag den 12. september 2012

Tabt

Jeg har sneget mig udenfor iført hættetrøje og et rødt fleecetæppe omsvøbt rundt om min krop. Jeg havde brug for en smøg. Og at blogge. Jeg kan ikke sove, og det er heller ikke fordi at det er sent, det er bare blevet af vane efter Jonas og jeg er flyttet sammen, at jeg efterhånden går i seng på samme tid som ham. Som nok er bedst - men tidligt.

Havde han ikke været hjemme havde jeg sikkert røget en smøg ud af vinduet i smug. Gamle vaner, I guess.

Ea har fødselsdag i dag. Eller fra i dag af i hvert fald - den 12. Min kusine. Det var vel dét, som i virkeligheden drev mig op af sengen og ud. For at få tankerne ned. Væk. Ud af mit hoved.

Vi plejede at være sammen som søstre. Vi plejede at kende hinanden ud og ind og kunne fortælle hinanden alt. Og efterhånden føler jeg at vi er mere distanceret end nogen andre jeg nogensinde har mistet - hvis jeg i så fald har mistet hende. Hvilket det mest af alt føles som.

For siden jeg flyttede - altså ikke helt herop, men bare på efterskole og dernæst København, har jeg mistet den tæthed til hende, som jeg før havde. Jeg ved at hun engang så op til mig, og vi gjorde alt sammen. Vi havde de samme veninder, de samme venner, ja gud fanden - vores daværende kærester var jo næsten ens: fra samme landsdel, fra samme kredse som sådan. Og vi plejede at tage de ture derhen sammen og hjem igen også.

Mest af alt mistede vi noget, aftenen min far døde. Jeg kunne mærke det allerede da jeg fortalte hende det. Fra da af var vi ikke på samme bølgelængde, for jeg var ødelagt og kunne ikke længere være et forbillede. Jeg kunne ikke længere være den storesøster, som jeg mest af alt havde rolle for at være - følte jeg i hvert fald. Fra da af var jeg skrøbelig, sårbar og ikke længere den Johanne hun kendte.

Og vi fik nye venner, hun startede i skole i Helsingør med nye omgangskredse og jeg det samme, først på efterskolen og i København efterfølgende. Og når vi sås var vi ikke som søstre længere, hun havde sine veninder, og jeg havde mine. Vi levede ikke længere i samme verden, da vi hver havde været vores igennem.

Jeg ved ikke hvad der præcis gik galt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal rette op på det eller om det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg ved at veninder vokser fra hinanden, og at det aldrig rigtig kunne lade sig gøre med os, fordi at vi er familie, men familie er ikke en undskyldning til ikke at være gode for hinanden - ikke at være veninder for hinanden. Så nu savner jeg, og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle få sådanne ting sagt til hende. Fordi at jeg er den stærke, det har jeg altid været og det har jeg været nødt til at være. Men når jeg ikke længere føler mig som den stærke, er det eneste det gør mig til: lukket.

Blokeret.

Og jeg vil ud af det og væk og jeg vil se hende igen.

Men vi er også i hver vores verdener. Hende i Gurre, i Nordsjælland, i mit gamle hjem omringet af mennesker jeg kender og mennesker hun har lært at kende. Og jeg er her. I Aalborg. Som ny. Nødt til at lære at slå mig til og nødt til at kende nye mennesker. Så jeg ved ikke hvordan det vil gå til.

Men jeg elsker hende. Det må hun aldrig glemme. Og det skal jeg nok sørge for. Jeg vil altid være her for hende. Og jeg ville ønske at jeg kunne være der i dag. Og ønske hende tillykke og give hende en kage eller whatever.

I al fald. Et savn, et tab og en erklæring.

mandag den 10. september 2012

Rådner

Jeg har haft den vildeste weekend. I fredags var jeg til årets første fredagscafé. Snakkede med helveds mange søde mennesker, og føler langt om længe at jeg er kommet ind ordentligt i fællesskabet. Derefter tog jeg hjem og en fra min klasse og en anden kom herhjem og hang lidt, drak lidt øl og hyggede. Så kom Elli og vi gjorde os klar i timevis, snakkede uendeligt meget og grinte som jeg ikke har grint længe.

Vi tog derefter i byen og mødte åndssvagt mange mennesker. Det endte med at jeg havde set en snes fra min klasse, nogle af mine gamle venner fra Kolding og at begge vores kærester kom og festede. Det var en hæderlig aften.

Morgenen efter var både Jonas og jeg blevet syge af helveds til, men det skulle ikke stoppe mig fra at tage hjem til Rasmus og Elli, hvor jeg fik lækker vegetar-mad, øl og endnu engang mødt en masse mennesker. Jeg tog hjem ved en halv tolv tiden, fordi at Jonas var syg, men mødte et par på busstoppestedet, som jeg endte med at tage på Gaden med (hvad gik galt). Der mødte jeg nogle fra min skole, hang lidt ud med dem og tog derefter hjem.

Og nu er jeg syg. Så syg og så rådden. Har ikke været i skole i dag, selv om jeg virkelig gerne ville. Ps. vores toilet er stoppet. Der er fest.

fredag den 7. september 2012

Drømmemordet

Jeg drømte i nat at jeg ville begå selvmord. Jeg husker at jeg flygtede ud af lejligheden. Jonas løb bag mig og råbte. Han var ved at indhente mig, men jeg var så tæt på. Tæt på det der kunne slå mig selv ihjel.

Og jeg vågnede brat. Jeg tror at jeg fik gjort det.

Det virkede så virkeligt.

torsdag den 6. september 2012

RIP

Mine dermals er gone with the wind. Gik ned til pierceren i dag fordi at den ene drillede af helveds til, og hun sagde at det bedste ville være at tage dem ud, da de begge to var godt på vej. En måned og så var de væk igen. Er nede over det.

Vælter rundt i stress. Skal jeg tage til Johanne's fødselsdag i KBH den 22. eller skal jeg blive her og tage til en fra min klasses? Rækker mit budget overhovedet til at tage derhen?

Jeg mangler at tage naturgeografi, fordi at de andre fra min klasse havde det i 1.g, men både på VUC og Studenterkurset er der ikke nogen hold. Skal jeg gøre det over sommerferien eller på et halvt år med en booket uge?

Jeg brækker mig i afleveringer.

Lejligheden drukner i vasketøj og rod.

Lige nu tror jeg bare at jeg vil nyde aftenen med pizza og Jonas. Ja.

onsdag den 5. september 2012

Lys

Min lille nyhed er at jeg er blevet ret glad for Elli. Vi klinger bare. Det er dejligt nemt og jeg kan se noget i hende. Noget jeg søger i en veninde. Både accept, ligheder og flow. Det kører bare.

Nå, hun kommer i hvert fald herhen og besøger mig sider, siden vores kærester er ude og bowle og skal i byen efterfølgende. Regner med at hygge med hende, ja tak. 

tirsdag den 4. september 2012

You need me, I don't need you

I weekenden tog jeg til KBH, hvilket var fint fint. Der var fest på Stenen ovre ved Nørre, og fik adskillige skældsord smidt i hovedet, da jeg ringede rundt til folk for at spørge om de stadig var der ovre. Om hvorfor jeg ikke havde sagt at jeg skulle til København og hvorfor at jeg ikke havde kommet lidt tidligere.

Anyhow, jeg ankom til Brønshøj ved en 9 tiden, så min familie, fik mad, så Amanda. Om lørdagen var alt fail. Havde (selvfølgelig) glemt min oplader til min mobil tilbage i Aalborg, så da jeg havde sat en aftale op med Grenen om at mødes på Nørreport klokken tyve i et, så måtte vi håbe på det bedste, da hans mobil også var død (klogt). Jeg væltede ind til Holme, lagde min mobil til opladning og væltede ind i den første bus mod Nørreport, allerede for sent på den.

Og så kom jeg der. Og stod der. I små 40 minutter, før jeg tog hjem igen. Det viste sig at han havde været der inde i lige så lang tid - faktisk længere for at lede efter mig. Not cool. Dagen var dog ikke helt ødelagt, da jeg var på Strøget med Caro og Holme og brændte min pengepung og Dankort i tusind stykker, for derefter at tage til surpriseparty for Mia.

Stress.

Men det var godt. Vi mødtes på en restaurant og overraskede hende da hun kom en lille time for sent og så gik vi i gang med et festmåltid, som hendes evigt fantastiske (halv iranske) mor betalte for os. Så stod den efterfølgende på papvin og øl og en alt for fuld aften, hvor jeg tog hjem med bussen uden at have sagt et ord til nogen, og måtte stå af alle steder, fordi at jeg troede at jeg skulle brække mig.

Ak ja. Jeg tilbragte søndagen med Werner, hvilket var fucking hilarious. Den mand ændrer sig aldrig. Da jeg kom hjem sad jeg foran min dør låst ude i halvanden time, hvilket var den perfekte afslutning på weekenden.

Udover det har jeg noget vigtigt at fortælle. Det bliver ikke nu, for jeg er igang med at lave mad og noget så kreativt som fiskefillet. Er dog bange for at tage den af for tidligt, nægter at få fiskeinfluenza eller kolera eller sådan noget.

Today's a day

onsdag den 29. august 2012

Del ud

I dag har jeg været nede og tage blodprøver, så jeg kan blive bloddoner. Føler mig som et godt menneske, ja tak.

I morgen kommer Jonas' ven Rasmus herop og skal bo i vores lejlighed, med hans kæreste, som han mødte da han var i Canada og bo. Jeg glæder mig til at møde hende. Elli. Har skrevet lidt med hende, og regner med at vi kommer til at tilbringe OK meget tid sammen, da hun skal bo her uden at gå i skole eller noget. Så sammen kan vi være forever alone, hvilket huer mig meget.

Jonas virker for tiden, som jordens mest travle mand og har planer næsten hver dag, mens jeg sidder og rådner her. Så det bliver dejligt at få en anden. Hans søster skrev også til mig i morges, om jeg kunne hænge, hvilket var lækkert, men jeg skulle både til blodbanken og lave afleveringer, så det bliver i næste uge. Desuden skal jeg til KBH her på fredag, og har både aftaler med Holme, Gren og fest. Det bliver lækkert.

Savner fandme at drikke øl. Øv hvor jeg savner at drikke øl. De andre fra klassen, som har mellemtimer i morgen, inviterede mig med på bar, men selvfølgelig er mine timer ikke aflyst. Nice nice.

Ja ja ja ja, man er jo glad


tirsdag den 28. august 2012

Bliv god igen

Jeg er begyndt at se ligheder i nye mennesker med de mennesker jeg kender allerede. Nogle er så gennemskuelige, jeg kan regne deres næste træk ud. Måske er det derfor at jeg tiltrækkes mere af folk, som jeg ikke kan regne ud. Som jeg ikke kan finde ud af, som undrer mig. 

Nå. Men her i Aalborg går det godt. Jeg har været ked af det og jeg har været lykkelig. Hele lørdagen tilbragte jeg alene. Jonas smuttede til unifest, og jeg blev i lejligheden og rådnede - mod min vilje selvfølgelig. Spurgte et par stykker fra min nye klasse, om der skete noget, men åbenbart intet. Aflyste efterfølgende min aftale med Marco. 

Men det skal nok gå godt. Det skal det og det kommer det til. Jeg tager til København her i weekenden og har en masse aftaler, hvilket passer mig godt. 

Jeg skal nok falde til

lørdag den 25. august 2012

Drunker

Drunker i popcorn, Breaking Bad afsnit efter afsnit og ryger halve pakker på timer.

Jeg er alene hjemme. Jonas er til noget tutor-fest på universitetet, selv om han sagde at han ville være hjemme klokken seks, valgte han at blive. Hvilket er fint. Det er det. Men nu sidder jeg her. Lørdag aften. Rådner op og græder på deltid. Føler mig som en scum og ville til dels ønske at jeg bare kunne gå over til Amanda eller ringe til Anton. Anything.

Jeg ville ønske at jeg kunne være sammen med Svane og Ahrens i Roskilde, men det kan jeg ikke. Jeg er for langt væk. Fra alt. Alt jeg kender i hvert fald.

Men nu har jeg vidst en aftale, eller en halv aftale, hvis jeg kender Marco ret. Jeg skal mødes med ham og hans venner i byen ved midnatstid. Og jeg aner ikke hvad jeg skal foretage mig indtil da.

Fuck hvor man dog bare ikke kender nogen i Aalborg..

tirsdag den 14. august 2012

Dilemma

Ham fra min nye klasse, som jeg er venner med på Facebook, gav mig en update om hvad man gør på første skoledag.

For det første starter jeg ikke i morgen, men på torsdag. Hvilket jo egentligt er meget lækkert, men nok om det. Om onsdagen er det normalt for skolen at tage ned i en park og drikke nogle øl og hygge. Jeg ved bare ikke om jeg burde tage med. Jeg er i tvivl.

Burde jeg tage med, på trods af at jeg ingen kender - vitterligt, eller gå glip af årets første rigtige arrangement og måske blive mødt af "Hvorfor var du der så ikke i går?".

Man kunne jo godt tage derned og lige drikke en øl eller to og så tage hjem igen, for jeg skal også til frisøren og få farvet mit hår rødt (sker deeeer).

Jeg er bare i tvivl, for jeg ville gerne holde low-profile det første stykke tid, så det ikke bliver vanvittigt at starte og at folk allerede har dannet sig indtryk af mig, inden min første reelle skoledag.

Hvad gør man?

søndag den 12. august 2012

Rebel Yell

Har hurtigt mistet min genforeningskærlighed til København.

Alt er det samme. Alt står stille. Der er ikke en skid nyt, og det går mig på. Jeg vil hjem til Aalborg og til alt det fremmede, som jeg endnu ikke kender. Jeg vil hjem og træne, først og fremmest. Og starte i skole - på onsdag. Ny klasse, nye mennesker, nye førstehåndsindtryk, som skal gives rigtigt ud.

Og de kender alle sammen hinanden. Undtagen mig. Det skal nok gå. Jeg glæder mig som et lille barn, for det er aldrig noget jeg har prøvet før. At flytte klasse og slet ikke skole da.

Men lige nu sidder jeg her i de gamles lejlighed og rådner op. Så Anton i går og det var dejligt. Skal muligvis se Camilla Eleni i dag, men kan ikke få fat på hende - skal muligvis sove hos Ahrens, men hun er vidst til fødselsdag eller noget lignende indtil i aften, hvor jeg kan få besked. Så nu sidder jeg her. I venteposition.

Og det er tider som denne, som minder mig om hvorfor jeg flyttede. Jeg gad ikke længere være fastlås til et sted, som jeg ikke føler mig hjemme i. Jeg gider ikke føle mig fastlås til visse personer, fordi at jeg ikke har en bred vennekreds i København. Kvistgård havde været noget andet. Mennesker jeg kendte, mennesker jeg var vokset op med.

Så nu venter jeg bare - på svar, på besked og på at komme tilbage. Til mit hjem. For det har København aldrig været.

Gad godt at se Tenna.

Og når det er sagt:

lørdag den 11. august 2012

Du skulle forestille at være..?

Mig?

Upassioneret og uinspirerende.

Kan du overhovedet finde ud af at skrive et indlæg mere, eller kan du kun når du har sorg i hjertet? Opmærksomheds-hungrende, bekræftelsessøgende wannabe.

Kan du virkelig finde ud af at være Johanne - mere?


At læse mine gamle blogindlæg igennem er bekræftende og et helvede. Jeg var så fuld. Af følelser og fyrige flammer, som tryllebandt mig til mine ord og andre til min skrift. Og jeg havde det - et liv på skrift. En bekræftelse og beskrivelse af følelser og handlinger. Nogle gange ord som aldrig burde skrives ned og aldrig burde læses - men jeg gjorde det. Jeg var uden filter og uden påvirkelse af andre.

Men nu er jeg her. Anstændig. Flyttet. En kæreste. En pige. Kan det virkelig skæres ned til det?

Og jeg savner - at folk snakker om mig. Skandale mig, var selvfølgelig ikke noget hit, men det var noget der blev hørt. Savner at folk kommer hen til mig på fucking Roskilde festival og siger at min blog er fed, uden at jeg har nogen form for idé om hvem de selv er.

Men jeg vil aldrig komme dertil igen. At folk sluger min sorg, som var det en fucing følelsespornofilm. Så nu er jeg her. That girl. Hende Johanne som engang boede i København, og nu er hun flyttet til Aalborg med sin kæreste og lever det perfekte liv ud.

Ja. Ja, gu' gør jeg så, men jeg tror at jeg har glemt mig selv i svinget. Glemt den fyrige, den forfærdelige, den fantastiske og den bedste. Jeg har glemt ord - hvordan jeg kan udtrykke mig. Så jeg indebrænder i stedet. Jeg har glemt hvilken lettelse det er at komme ud med, for ellers ligger der et pres. Blog om lejligheden, blog om livet, blog om ferien. Men hvis man er mundlam og uinspireret.. Hvem fanden ville så gide at læse det?

Der er sgu da også en grund til at jeg selv kun kigger indlæg fra 2011. Mesterår med mesterværk og forandringer og fejl og følelser. Det er dejligt når det hele kører på skinner, men det er foruroligende når man føler at det er en andens liv man lever. At det er for godt til at være sandt.

Er det derfor jeg presser den til grænsen nogle gange? At jeg finder mig selv siddende op til klokken lort om morgenen - grædende og bekymret. Som om at noget ikke er rigtigt. Er det mig der ikke er rigtig?

Er jeg gået fra den der blev talt om, til den der bliver glemt?

Skulle jeg forestille at være fucking Johanne Mooghen?

Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.

Ps. nye piercinger ved kravbenene

søndag den 8. juli 2012

Den gode og den onde; Friheden

Det er længe siden at jeg har blogget. Ganske simpelt; uden lyst og uden tid.

Jeg er, som sagt, flyttet. Til Aalborg. Det føles slet ikke så slemt, som det måske lyder. Jeg har skabt mig et næsten komplet hjem med Jonas og vi har nydt og elsket. Det er blevet vores og vi har brugt, penge, tid og krafter på at skabe det. Og indtil videre er det et sted, som har tiltrukket mig mere, end jeg har prøvet i lang tid.

Jeg har været ked af det og lykkelig og mildest talt på en følelsesmæssig rutsjetur. Jeg har brugt ferien indtil videre på at score mig et 12-tal i den mundtlige engelske årsprøve og et 00 i den matematiske mundtlige. Jeg har slugt alle 6 sæsoner af Dexter, og oplevet både stress og fraværende følelser, på grund af serien. Så det aller sidste afsnit for et par minutter siden, og ved ikke hvad jeg fremover skal få tiden til at gå med, når jeg ikke har andet for.

Men det er måske det gode af det hele: jeg har andet for. Jeg har meget andet for. Om 2 dage tager Jonas og jeg på interrail. Mandag aften rammer vi Amsterdam, som vores første destination og drager efterfølgende til bl.a. Paris, Venedig, Wien, Prag, Berlin og jeg ved ikke hvad. I min mening bedst af alt Clermont Ferrand, min hjemby - min persiske families hjemby. Og jeg skal se dem for første gang i 4 år. Fire alt for lange år. Men endelig får jeg dem at se igen.

En fremtidig klassekammerat fra mit nye gymnasie har jeg også skrevet med. Det hele ser lyst ud. Men jeg savner også. Savner Sjælland, savner mine venner. Men jeg ved også at de er der - de er der alle sammen. Og jeg vil ikke lade dem slippe ud mellem mine fingre, som jeg tidligere har gjort.

Jonas og jeg har det fantastisk her. Vi er stadig fjollede, kærestet, spontane og forelskede.

Min smukke kæreste

Knap så pænt

Et sip vin

No further comment

Hov og forresten var Jonas, jeg og to af hans venner ude og klatre i dag. Det var fun fun!

torsdag den 21. juni 2012

Fucking flyttet

Jeg er fucking flyttet. Hjemmefra. Til Aalborg. Med Jonas.

Jeg har aldrig i mit liv været mere lykkelig. Selvom selve flyttedagen var forfærdelig med slid, kaos, regn og rod, så var det det hele værd. Min pung er selvfølgelig også blevet væk i flytningen, så har været nødt til at bestille nyt Dankort og spærre det gamle og jeg ved ikke hvad. Farvel til gavekort, Hypercard, sygesikring og jeg ved ikke hvad. Har enkelte kontanter på lommen og mit pas som ID. Godt tidspunkt.

Vores lejlighed er intet mindre end fantastisk. Lys fra alle sider igennem alle vinduer, det nye køkken med lækre hvidevarer og bordplader i smukt eg, nyt badeværelse med gulvvarme, smukke farver, smukke klinker. Vores hyggelige soveværelse, hvor vi hver nat kan sove med hinanden.

Alt er så fandens kvalmt og smukt og vi er ovenud lykkelige. I tirsdags var vi ude og købe møbler ind i Ikea og endte med at bruge 12.000, ses. Er du gal. Heldigvis bestilte vi med hjemtransport, så det ikke var os, men to flyttemænd som måtte knokle med sofaer og jeg ved ikke hvad op igennem vores helveds lille elevator og op igennem vores udendørstrappe.

Men jeg føler mig på plads. Jeg føler mig hjemme. Da jeg ankom til Jonas' gamle lejlighed i fredags var jeg på grådens rand. Som om at den sorte sky skulle overrumple mig igen. Min mor havde kørt mig op til Jonas med mine sidste ting og kort tid efter draget hjem igen til København. Og da jeg røg en smøg ude på trappen til Aalborg Øst med regnen piskende ned, begyndte jeg også selv at græde.

Hvor var min far?
Hvorfor var han ikke her med mig? Gid han kunne se mig nu. Hans store datter, som følger hjertet og flytter hjemmefra. Han ville have blevet med mig. Han ville have været stolt. Jeg savner ham. Jeg bristede. Da jeg lå og kiggede op i loftet hos Jonas græd jeg også. Han trøstede mig, men der var så mange tanker. Så mange ting. Så mange ord, som ingen af os ville kunne svare på.

Jeg var bange for at ende op, som på samme måde som i København. Jeg følte mig så malplaceret. "Malplaceret", sagde jeg til Jonas. "Jeg er så bange for det".

Så fandens bange for at være hende fra København - at jeg ikke har nogen at falde tilbage på. Hvis mine klassekammerater ikke kan komme med ud og shoppe, så har jeg ingen som ellers kan tage med mig. Men nu hvor jeg er faldet nogenlunde på plads i lejligheden har mit mentale også ændret sig. Jeg kan dog godt forstå at det virkede surrealistiskt og stort lige pludseligt. Men mit hjerte er ikke længere glemt det sted jeg forlod. Det er ikke som da jeg forlod Nordsjælland,

Så det skal nok gå godt - det skal det. Jeg skal nok få søde klassekammerater og gode venner og veninder. Og jeg kommer til at bonde endnu mere med Jonas' venner, end allerede.

Goddag til mit nye liv. Jeg kan allerede godt lide smagen på dig.










torsdag den 14. juni 2012

Indkøb

Så er det på søndag at det går ned. At jeg flytter til Aalborg. Vi kører allerede i morgen, selv om jeg ellers havde håbet på at kunne nå festen med klassen fredag aften. That's life. Kommer til at tilbringe aftenen sovende i min mors bil. Ak ja.

De seneste par dage har jeg væltet rundt mellem alle. Siden jeg ikke rigtig kan være herhjemme, da mit værelse er nedlagt, har jeg både sovet hos Ea og hos Bedste og har endda fået set Nichlas og alle Kvistgård-hovederne. Det var pisse hyggeligt og vi tog op i Kvistgårds Fodboldhus og så fodbold på storskærm med de andre.

Og så har min mor og jeg været i Ikea i dag og jeg har købt for små 700 kroner endnu engang. Næste på listen er:


Både i 2 pers. og 3. pers., ja tak. 

Men mit hoved dør. Min krop rejser rundt i landet og mit sind er fastlås til en drøm, som snart går i opfyldelse. Nu vil jeg pakke. Pakke for at rejse igen. Suk.

torsdag den 7. juni 2012

Kulturchok

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har længe undret mig over mig selv og mine tanker, men der er et eller andet over udlændinge, som skræmmer mig. Ikke på den måde at jeg er bange for dem, men jeg kan blive rigtig mærkeligt tilpas hvis de kommer mig for nært.

Oftest er det mændene - hvis de kigger, pifter, snakker til mig eller lægger an på mig på andre måder. Jeg tror at det er fordi at jeg altid har omgået mig med danskere - og altid har haft danske fyre. Jeg tror at det er den direkte attitude, som indvandrere tit har, som skræmmer mig og nogle gange går mig på.

Men jeg er jo selv vokset op med iranere. Alle vegne omkring mig. Min familie, min fars venner, min fars kolleger. Jeg har aldrig set ondt på dem, og jeg har aldrig haft andet end en kæmpe forkærlighed til dem. Men det er bestemt noget andet, hvis man sidder i bussen og en eller anden fyr er ved at stirre en til døde.

Måske er det fordi at jeg føler mig udstødt. Utilpas. Fordi at jeg ved at de har noget, som jeg aldrig vil få igen. Jeg føler at jeg har mistet en stor del af mine gener, sammen med min far, som muligvis har gjort at jeg nu har fået en afstand til andre. Til dem.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, når jeg siger "dem". Læs: indvandrefyre i busser og byen, som voldtager mig med blikket. For jeg har indvandrervenner. En del. Og de er skønne! Men jeg kan heller ikke se bort fra at mange indvandrere er opdraget anderledes end danskere - det var min far da også. En anden form for respekt, eller til tider mangel på samme, over for kvinder.

Det går mig på at jeg har det sådan. Det går mig på at jeg skal generalisere, men jeg har efterhånden prøvet det så mange gange nu. Jeg ved ikke om blonde piger oplever det samme, eller om det er fordi at mine persiske gener skinner igennem, men jeg føler mig til tider headhuntet. Også af danskere for den sags skyld, men i modsætning til de gange jeg har følt mig virkelig utilpas med indvandrere, forstår danskere ofte en hentydning, hvis man beder dem pænt om at skride.

Men jeg er jo ikke racist, for fanden. Langt fra. Alt andet, og jeg håber heller ikke at det på nogen måde kommer til et misforstået udtryk her. Og jeg bliver gal, virkelig gal, når jeg ser folk skrive eller hører folk sige ting som

"Hvis de ikke kan lide landet, kan de for helvede da
bare skride tilbage til hvor de kom fra. Ingen har bedt
dem om at komme her og brokke sig"

Fuck af. Bare fuck af. Dette er et citat jeg rent faktisk har set skrevet i en debat. And.. Really? "Ingen har bedt dem om at komme" - nej det kan sgu godt være, men at det ikke går igennem ens hoved, at det måske har været deres eneste mulighed. At de ikke har haft andre valg. Jesus christ, om jeg kunne se en hord af danskere rende rundt i Iraq eller Iran, fordi at de ikke kunne bo her, uden at brokke sig. Som om. Jeg synes at indvandrerne klarer det fantastisk mht. integrering. Bedre end jeg tror at vi danskere nogensinde ville kunne..

onsdag den 6. juni 2012

Det nærmer sig

Om 11 dage flytter jeg. Min adresse bliver i Aalborg midtby sammen med Jonas.

Det er ikke til at fatte og jeg ved at det ikke går ordentligt op for mig, før jeg sidder i lejligheden og vores ting er kommet på plads. Men jeg føler mig klar - noget så klar. Klar til at blive ærkejyde og starte i 2.j. på Katedralskolen. Selv om det stadig føles som mit hjem, når jeg rammer KBH's travle gader og støder ind i folk fra mit nuværende gymnasie, så ved jeg at det ikke er her jeg hører til. Jeg hører til i et hjem, hvor jeg kan falde i søvn med min kæreste hver nat.

I weekenden har jeg været i Kolding for bl.a. at fejre min gamle roomie fra efterskolen, Majas, fødselsdag.  Det var hyggeligt og Emma var der og jeg har savet hende som en i helvede. Hun siger at hun allerede har planlagt at komme op og besøge mig. Det bliver fantastisk.

Vi morede os og drak øl og festede bag baren. Jonas var også med og det var skønt at have ham der, på trods af at han kun kender Maja og Emma. Emma sagde det meste fantastiske:

"Når man tænker på at du er 18 og skal flytte sammen med din kæreste, virker det sindssygt,
men når man så ser jer sammen, så forstår man det godt. I er skabt for hinanden"

Det varmer om hjertet at nogen udefra, kan se hvad vi har sammen. Det er fantastisk.

Anyways, mit værelse er tomt - som i helt tomt. Et enkelt tæppe og en reol står stadig derinde og mit vindue er taget ud og erstattet med en træplade. Håndværkerne vælter rundt derinde, og jeg føler mig for alvor lidt hjemløs. Som en nomade. Men det er okay, for jeg ved at jeg går bedre tider i møde. 


I morgen skal jeg så op i matematik skriftligt. Suk og atter suk, jeg ved at jeg kommer til at faile for grumt. Håber dog at jeg kan hive standarden lidt op i den del med hjælpemidler, for ellers er jeg død. Men jeg skal alligevel ikke bruge det til noget. 

Amanda og jeg har aftalt at tage ind og se "Snow white and the Huntsman" i morgen aften, når vi har afsluttet den lorteprøve. Og så skal vi spise på McD og være fede og ligeglade, fordi at vi har overstået skriftligt matematik. Yes yes. Det sker i mit liv.

mandag den 28. maj 2012

tirsdag den 22. maj 2012

Det er svært at give slip

Alle mine ting står i Aalborg. Alt. Det eneste jeg har tilbage på mit værelse er nogle få møbler, som skal smides ud, min seng og et lånt tv. Og så et opsat tøjstativ, med ganske lidt tøj.

Og det har været svært. Svært at prioritere og svært at smide ud. Gamle breve, gamle billeder, gamle tegninger. Det tog en krig at pakke mit værelse sammen og endnu længere tid mentalt. Men efter en helvedstur til Aalborg i min mormors autocamper gjorde det godt på sjælen. At have alle mine ting bragt op i Jonas' lejlighed, føltes det lidt tættere på at være hjemme. Og jeg er langsomt ved at kunne mærke at jeg føler mig rigtig hjemme deroppe. I Nordjylland.

Folk bliver ved med at spørge om jeg er nervøs - om jeg er ked af at skulle flytte. Jeg trækker lidt på det, og selvfølgelig gør det også lidt ondt at skulle væk fra mit København, som til tider har været min bedste ven og i andre perioder, min værste fjende. Det gør ondt at skulle væk fra Holme især. Og Ahrens, selv om det ikke er tit vi ses. Det er svært mentalt - at føle sig langt væk fra alle.

Men jeg tvivler ikke. Jeg er ikke en person, som er bundet af et sted. Jeg er godt nok blevet opvokset i min barndomsby og barndomshjem, men af sind har jeg altid været spredt til alle vinde. Og det kan mærkes. Det føles godt at vide at man ikke er helt alene - om så man bor i Nyborg, København, Nordsjælland eller Aalborg. Jeg ved at jeg lærer nye mennesker at kende og jeg ved at jeg har nogle sjælevenner, som f.eks. Emma og Maja boende i det mørke Jylland, og det gør mig godt.

Men hvad er der ellers sket i weekenden:

Hygge i stuen, efter at Jonas' roomie er flyttet ud, var vi jo nødt til at pynte

Shop amok til den nye lejlighed med Hr. Jonas
(Han har en idé om at vi skal tage et nyt billede af mig om 10 år, når vi skal shoppe til hus eller lign)


tirsdag den 15. maj 2012

At vende hjem lykkelig og planer

Jeg er lige kommet hjem og har modtaget mig et fantastisk postkort fra min roomie fra efterskolen - Maja. Hun er den mest farvestrålende og søde pige, jeg nogensinde har mødt og det gør mig så glad at vi stadig holder kontakten!

(Adressen er selvfølgelig under censur, sorry stalkers)

Årh, hvilken fantastisk følelse. Dét er lykke. Jeg skal heldigvis til hendes fødselsdag her den 2. så jeg kan forkæle hende med min gave. Jeg glæder mig!


Og en oversigt over mine planer:

  • Få sendt lejekontrakten til Jonas
  • Få pakket alt ned i papkasser (Jeg er godt igang)
  • Få lavet fransk til i morgen
  • Få en til at tage min vagt på fredag
  • Find mit headset (jeg græder)
  • Få plaget min chef om min resterende løn!!
  • Få ryddet op på mit værelse

mandag den 14. maj 2012

Sindssyg

Jeg ser regnvejr og stormskyer, selv om himlen er blå. Og det svider og brænder inde under huden.

Jeg ved ikke om jeg er ved at gå ned med stress, eller hvad der foregår, men det er ikke godt for hverken mig, mit humør eller mine omgivelser. For helvede, hvor er jeg tom for ord. Tom for ord og tanker. Jeg kan slet ikke få mig selv til at skrive hvad jeg tænker.

Punktformligt, går det bare ikke så godt inden i mig. Jeg så mine tre fantastiske veninder samlet på ét sted i weekenden. Vi var alle fire i Odense hjemme hos Svane. Mine fantastiske V7 piger. Og hvad sker der så? Jeg bryder fuldstændig grædende sammen om aftenen - ligesom aftenen før, hvor jeg var nødt til at skrive til Holme, som væltede hen til min hoveddør.

Og jeg kan ikke mere, jeg gider ikke. Jeg vil være lykkelig og glad, for jeg flytter om en måned sammen med min fantastiske Jonas og jeg vil være glad for det og spændt. Og det er jeg også, men samtidigt er der bare så mange ting i mit hoved.

Jeg skal pakke
Jeg skal stoppe på Nørre
Jeg skal have mine fucking årsprøver
Jeg skal køre op med mine ting på torsdag allerede

Der sker så meget, at min barnesjæl, som stadig præger mit sind, ikke kan følge med og har lyst til at holde fast i sengen selv om alle trækker i mine ben.

Jeg går i seng nu, jeg kan ikke mere. Kom hjem klokken halv syv i morges fra byen med Holme og tog derefter på arbejde ved 12-tiden. Mit hoved eksploderer.

mandag den 7. maj 2012

Den store dag - part II

Vi fik ikke den lejlighed på Absalongade, som vi havde håbet på. Det gjorde ondt og det slukkede et lys i mig, som var håbet for at vi endelig var ude af flytterodet.

I en torsdagsbrandert tog jeg så toget til Aalborg i næsten 6 lange timer. Jonas og jeg havde en fantastisk weekend og kiggede lidt rundt på boligportalen efter en god lejlighed og valgte så at købe et log-in til hjemmesiden. Og bum. Der var den så. Drømmelejligheden, efter min mening. Den lå fantastisk tæt på byen, 5 minutters gåben fra centrum, for at være præcis. Tæt på min kommende skole også.

Vi ringede til lejeren, som sagde at vi kunne komme ud og se den, hvis vi var der om en time, så vi løb ud af døren og tog bussen. Den var endnu mere fantastisk i virkeligheden. Vinduer over det hele, en god størrelse, selv om den ikke er vanvittig stor. Nyrenoveret køkken og badeværelse med gulvvarme. Gårdmiljø med græs og grønt og vaskekælder.

Jonas spurgte ind til alt, mens jeg gik i mit eget drømmeland og indrettede lejligheden i mine tanker. Vi aftalte at ringe til dem, når vi havde fundet ud af mere og efter en ganske kort samtale derhjemme og en opmålning af hans seng, som vi fandt ud af at der var plads til i soveværelset, ringede vi og takkede ja.

Og nu er det vores. Fucking vores. Vi får lejekontrakten sendt i dag og vi kan flytte ind den 17/6, som er om næsten en måned!! Jeg er LYKKELIG.






onsdag den 2. maj 2012

Den store dag - part I

Der sker store ting. Det her er muligvis den største periode i mit liv.

Mandag d. 30, på Jonas' og min årsdag, skulle jeg på arbejde. Jeg vidste hvad jeg skulle sige, jeg vidste hvad der skulle gøres, og alligevel var det noget som havde fået mig til at ligge søvnløs i mange nætter.

Jeg sagde til min chef at jeg skulle snakke med ham og over en smøg med alt for lidt afstand fra hinanden og med alt for meget bekymret øjenkontakt sagde jeg til ham at jeg var nødt til at sige op.

"Nå", sagde han.
"Jeg flytter til Aalborg med min kæreste", svarede jeg

Han sagde at han var glad på mine vegne og tillykke og alt det der hejs. Han sagde dog også at han syntes at det var ærgeligt. Regitze havde stået og ventet på at kunne komme til at snakke med mig og efter min samtale røg jeg en smøg med hende og vi snakkede om det hele. Hun er ked af at jeg rejser, og jeg er ked af at jeg rejser væk fra hende. Væk fra Fakta og min familie dernede. Det er øv.

Og så skrev jeg en seddel

"Jeg Johanne Monir M., siger fra dags dato d. 30/4 2012
pga. flytning. Min sidste arbejdsdag vil derfor være den 1/6 2012.


Hilsen Johanne Fakta 407
*Underskrift*"

Det er meget mærkeligt. Det er virkelig underligt.

Det andet kæmpestore er.. Jonas og jeg har på fornemmelsen at vi får den lejlighed vi i sidste uge takkede ja til. Alle vores oplysninger inde på AKU er nærmest.. Nulstillet. Vores boligtilbud, som altid har stået på forsiden er væk. Vi er ikke i gruppe 5 mere, som er den mest betragtede, men rykket ned. Så jeg ringer ned til dem i morgen og hører. Og jeg græder af glæde, hvis vi har fået den!

tirsdag den 1. maj 2012

Årsdag!

I går var en dejlig dag. En meget speciel dag. Jonas' og jegs årsdag. Vi har været sammen i et år nu, og det er fantastisk. Jeg tror at der er no words needed, når jeg siger at jeg kom hjem fra en lang arbejdsdag til dette:






Jeg har en absolut fantastisk kæreste, og har haft en dejlig dag i Fælledparken i dag! Nu glæder jeg mig bare til at skulle se Jonas. For fanden da!

søndag den 29. april 2012

Jeg vil have det perfekte liv

Jeg vil være sammen med min kæreste fra nu af og til døden os skiller.

Jeg vil fuldføre min gymnasielle uddannelse, have hue på med et fantastisk gennemsnit og gå på universitetet bagefter.

Jeg vil bo sammen med min Jonas i en hyggelig lejlighed, for derefter at flytte i hus med have når jeg er i hvert fald 25.

Jeg vil have et lækkert job og jeg vil have at min kæreste også har et, som han er glad for.

Jeg vil giftes i naturen i en fantastisk kjole med Jonas ved min side og alle vores venner og familie omkring os. En dag, som altid vil blive husket.

Jeg vil have at mit første barn kommer i slutningen af 20'erne eller når jeg er fyldt 30. Jeg vil have at det er et ønskebarn.

Jeg vil have to børn efterfølgende og de skal alle sammen have fotoalbums med billeder og en hel række babyfilm af dem. De må aldrig blive ligegyldige eller glemte, uanset rækkefølge eller alder.

Jeg vil aldrig skilles og mine børn skal aldrig mangle noget - men selvfølgelig aldrig overforkæles.

Jeg vil have en række børnebørn, men vil samtidigt stråle af lykke, om så de alle ender ud som homoseksuelle uden børn!

Jeg vil være en kage-bagende mormor eller farmor og vil pusle og pleje om mine børnebørn.

Og så vil jeg dø lykkeligt og gammel med Jonas ved min side. Helst før ham, for jeg ville aldrig komme mig over tabet.

..det er i hvert fald det perfekte liv i min optik.

lørdag den 28. april 2012

Kaotisk

Okay, where to start..

I går mødte jeg i skole klokken 8, fik fri klokken 15:35 og tog på arbejde fra 16-21. Jeg var mørbanket, smadret, død, træt, men jeg havde lovet Amanda og ikke mindst mig selv, at jeg ville tage med i byen. Til dels fordi at jeg aldrig gør det, til dels fordi at jeg nok havde behov for at slå hjernen fra.

Jeg nægtede at sidde hjemme en fredag aften, blot fordi at jeg ikke var sammen med Jonas - det må ikke stoppe mig. Det må ikke sætte mig på pause. Så da jeg efter arbejde havde gået næsten hele vejen hjem, fordi at lortebusserne ikke gjorde som jeg ville, spiste jeg en hurtig omgang aftensmad, skiftede min t-shirt ud og tog ned til Amanda. Jeg fik lidt øl og Asti og så fik Amanda, Anna, Caroline og jeg et lift ind til byen.

Vi tog på Billy Booze, hvor jeg aldrig i mit liv har været før. Musikken var for hjernedød høj, og bag baren stod der gamle Paradise deltager, hende Amalie-soen fra "For Lækker til Love" og Gud ved hvem der ellers havde været på tv - alle stuffed up med silicone bryster og alt for overdrevet solariebrug.

Og så gik den ellers med at købe Jägerbombs, øl, shots and what so ever. Vi fandt et bord i hjørnet, hvor jeg snakkede fint med to kurdiske drenge, som nogle af tøserne kendte. De var flinke og nok også de eneste på hele klubben, som jeg havde lyst til at snakke med af fyrene. Resten var hjernedøde tabere, som stirrede lidt for længe på en og jeg ved ikke hvad. "Skal jeg skubbe ham væk?", spurgte jeg Amanda da vi stod på dansegulvet. En eller anden fyr med alt for meget kropshår, begyndte at bevæge sig lidt for tæt på os. Jeg troede at han lagde op til hende."Bliv ved med at dans, du danser lækkert, råbte han til mig. Jeg rullede med øjnene, lavede et "jeg brækker mig"-tegn til Amanda og skred så fra dansegulvet.

Heldigvis fik jeg pænt afvist ubehagelige tilbud og drenge, som troede at de var sjove. Fint fint. Rasim fra mit arbejde var, af ukendte årsager, også derinde og vi fik snakket meget og længe, og det var sjovt at se ham i byen. Efter fire lange timer inde på Billy Booze drog vi videre. Klokken var ved at være langt over min kvote for at høre åndssvag musik og vælte rundt i mennesker på alt for lidt plads. Og så gik vi mod Storkespringvandet fordi at de andre ville på Elhjørnet.

På vej derhen mødte vi nogle gademusikere, på trods af at klokken var ved at være 5. Vi dansede og snakkede med dem, og de var møg hyggelige og gamle. Den ene var en gammel hippie fra America, den anden en, vidst nok irsk, gadesanger og den tredje en fyr fra Grønland, som sad i kørestol. Jeg fik dem til at love mig aldrig at gå sultne i seng og ikke bruge deres penge på øl, de kaldte mig en engel og takkede mig for selskabet og så gik tøserne videre, mens jeg selv drog mod Nørreport igen. På vej derhen mødtes jeg med Rasim og hans ven, som jeg fulgtes med til bussen og tog så hjem i en alt for fuld bus med hovedpine og bobler i blodet.

Det var sjovt og fint og dejligt, og det minder mig også om hvorfor jeg ikke tager i byen. I bussen stod der et kærestepar og jeg savnede Jonas, som aldrig før. Jeg manglede ham hele aftenen, og jeg manglede at vågne op med ham, selv om tømmermændene var dræbende.

Suk og gal for en fest.

fredag den 27. april 2012

Forandring

Jeg har lidt lyst til at sige "Fuck it", til det hele og mine tanker trækker mig i ubehagelige retninger.
Jeg har i hvert fald ikke lyst til noget lige nu. Har lyst til at drikke mig fuld, har lyst til at blive piercet.
Har lyst til at chokere.

Har egentlig mest af alt lyst til at stikke af, bare tage langt væk og nyde en forårssol, som gløder i mine øjne.


torsdag den 26. april 2012

Som sagt, som gjort


Strunge fyldte mit sene nattesind i går, indtil jeg overgav mig til min krop og prøvede at falde i søvn. Tyk tobaksrøg svævede i luften og brændte mine øjne, men jeg var ligeglad.

I dag har jeg ikke mange ord.
Ikke mange tanker

Men her er today's look:

 Regnkrøller

Kjolefin, fordi at jeg lystede

..og så har jeg båret disse skønheder


Pages