..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 3. oktober 2011

Købekærlighed og onde ord

Jeg tror så småt at min mor har fundet ud af, at jeg overvejer at flytte til Aalborg. Hun har været sød for tiden. Uhyggelig sød. Hun plejer ikke at være sådan. Hun plejer ikke rigtigt at tage hensyn. Men i de seneste uger, har hun lavet mine yndlingsretter, hentet mig fra arbejde, sagt søde ting og endda købt en lampe til mig i dag. Hun undersøgte også priserne i diverse fitness-centre, fandt nogle sko jeg havde ledt efter i flere måneder og givet penge så jeg kan få et Hypercard. Moderlige ting, ja. Men det er ikke noget jeg forventer. Ikke mere. Ikke efter vi er flyttet og hun har fået papbørn og jeg ved ikke hvad. Det er skræmmende.

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og har nu deltaget i den mest akavede aftensmad nogensinde. Jeg spurgte om vi skulle have burgere, da jeg har set burgerboller i massevis ligge og flyde. Næ, det skulle vi spise på torsdag, når vi holdte fødselsdag. Min første tanke var hvem vi holdte fødselsdag for, for både min papfar og min mor har haft fødselsdag og det har vi da holdt. Jeg turde ikke at spørge, i frygt for at jeg havde glemt Annas, min papsøsters, fødselsdag eller lignende. Med nærmere eftertanke, tror jeg at det er hende. Jeg spurgte min mor om hun havde glemt vores aftale. At Jonas kom på torsdag. Og så var der kaos. Henrik blev vred, fordi at min mor ikke havde nævnt det, på trods af at jeg spurgte hende i sidste uge. Min mor undskyldte med at hun havde glemt det og kiggede ondt på mig. Jeg er sikker på at hun ikke havde glemt det. At hun udemærket godt vidste det, men at det var for at sætte mig i dårligt lys eller for at få mig til at aflyse med Jonas. "Hvorfor skal du også se ham der? I har lige været sammen i weekenden og du skal op til ham i efterårsferien". Jovist. Men jeg vil jo ikke bare 'nøjes' med at se ham hver anden weekend. Jeg vil se ham hele tiden, døgnet rundt og så meget som muligt. Der blev ikke sagt et ord mere under aftensmaden, undtagen da Henrik forlod bordet med et enkelt "Tak for mad". Og så kan jeg sidde tilbage med skyldfølelse og igen føle mig i vejen og uvelkommen. Det er fantastisk.

Jeg flygtede ind på mit værelse, fordi at stemningen var for presset. Årh, jeg gider fucking ikke mere. Jeg gider ikke MERE! Min mor har lige været inde og sagt at han ikke kan komme på torsdag. Overhovedet. Og nu sidder jeg og tuder igen. Har desuden også smidt bomben om min plan, som hun efter sigende, synes er idiotisk og ueftertænksomt. Fuck det hele. Jeg vil bare væk herfra lige nu og hurtigt. Og blive væk fra alt jeg kender, og leve mine dage med Jonas og med kærlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages