..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 24. oktober 2011

"Er du okay?"

..blev der spurgt om mindst 3 gange i det første telefonopkald, som vækkede mig i morges. Vækkede mig for sent vel at mærke. Der var ikke meget mere end 40 små minutter til jeg skulle tage bussen. Jeg skulle ikke i skole dog. Jeg skulle til Lyngby. I dag er det nemlig den mest belortede dato på hele året. Den 24. oktober.

Alligevel svarede jeg "ja" et utal af gangene, selv om min mors stemme lød bekymret. Jeg hader at snakke om sådan noget. Hader når min mor spørger ind til det især. Jeg føler at det er et emne som ikke skal omhandle hende. På nogen måde. Hun er ikke en del af det, hun skal ikke være det. Jeg vil med glæde dele hele min Verden med min mor. Men lige denne del. Nej. Da jeg havde nasset mig sammen og fået kastet noget make-up i hovedet, sat håret, påklædt mig selv og børstet tænder så jeg mig selv i spejlet. Jeg havde rander under øjnene og så virkelig ulykkelig ud. Suk, suk og atter suk. Jeg gik ud af døren og ned i blomsterhandleren hvor jeg forsøgte at købe en rød rose, men næ nej, de tog ikke kort. Pludseligt sad jeg i busen mod Lyngby St. og hørte Simon & Garfunkel. Jeg hader denne forbandede følelse jeg har i kroppen. Denne dag. På slaget 11:00 var jeg endelig ankommet og en bil holdte ind til siden og dyttede af mig. Jeg steg ind, selv om jeg ville have røget en smøg inden mine nerver slog mig ud. Og der sad så en mand, som jeg mindes at jeg havde set før. Jeg ved at jeg har set ham før, jeg har bare ingen minder eller noget, hvori jeg genkender ham. Min fars fætter. En af dem i hvert fald. Så tog vi ud og købte blomster og lige pludseligt stod vi på kirkegården, som havde jeg befundet mig i en zombie-lignende tilstand indtil da. Nogle havde lagt blomster på graven allerede, og jeg ville ikke tænke på om det havde været min fars daværende flirt/kæreste/ekskæreste/whatever. Som stadig den dag i dag er skyldig i mit hoved, for at have taget min fars elskede armbånd, som jeg ellers gad at han havde på i graven. Men næ nej, pist forsvundet var det.

I dag er det to år siden min far døde. Og jeg fatter det stadig ikke. Min fars fætter, Feyedun, gav mig et øjeblik alene med min far. Det var i hvert fald det han sagde. "Hvis du har lyst til at være lidt alene med din far" Det lød mærkeligt i mine ører. Det at høre ordet "far", som slet ikke var det jeg kaldte ham. Nogensinde. Og så det at jeg fik alene tid med ham. Jeg kan ikke forstå det. Jeg vil ikke. Seriøst. Min far skal ikke ligge i en grav, han skal være her omkring mig og levende og være der når jeg ringer og har problemer og være den far han var for mig inden.. Det hele skete. På et eller andet tidspunkt i mit liv, ender jeg med at få et sindssygt melt-down, når det endelig går op for mig. For helvede og fanden også. Nå. Efter vi havde tilbragt en masse tid ved graven og læst Baha'í bønner op på persisk tog vi ind til Lyngby Storcenter for at spise frokost. Feyedun, som er en hæderlig mand, gav det hele og vi fik snakket om alt mellem himmel og jord og Jonas. Det var ikke så akavet som jeg havde frygtet, for alt i alt er han jo iraner og Baha'i, og de er som regel fandens nemme og snakke med og meget åbne og kærlige mennesker. Også i det her tilfælde. Han mindede skræmmende meget om min far, hvilket sved endnu mere.

Da klokken var lidt i 14 tog han hjem og jeg satte mig til at vente på besked fra Grenen, som jeg efter aftale skulle mødes med. Jeg ringede i mellemtiden til studiecenteret i Aalborg, som videresendte mig til en UU-vejleder, som videresendte mig til en anden. Hun var fantastisk sød, hende jeg fik fat i og jeg snakkede om min situation med at skulle flytte. Jeg kan ikke lade vær med at vende mundvigerne opad, når jeg siger sætningen "Ja, jeg står og skal flytte til Aalborg her til sommer" Det er bare rart. En rigtig rar fornemmelse i maven og det hele vender sig og flyver rundt med sommerfugle og varme følelser. Nå, damen ville i hvert fald finde ud af noget og derefter ringe tilbage til mig. Så nu venter jeg bare spændt på et opkald. Jeg tog hjem kort tid efter, da Gren havde sendt en besked med at han desværre ikke kunne, fordi at Gud ved hvem, som han kendte skulle til Barcelona og han skulle til lufthavnen og sige farvel. Ak ja, man kender jo Grenen. Fik ikke fat i om det var Misha, som han ellers havde slået op med, om det var hans mor eller hvem det var. Jeg ved det ikke. Gad ikke at fokusere på det, så skrev bare tilbage at det vel var OK, selv om jeg havde set frem til at mødes med ham. Især på dagen i dag. Og så kom jeg hjem. Og lagde mig til at sove for at sætte tankerne på pause. Vågnede med et chok 20 minutter før jeg skulle på arbejde og sprang op. Jeg nåede det heldigvis og havde en af de sjoveste arbejdsdage nogensinde. Hvilket var forbløffende. Vi fjollede og vi var mange. Det var fantastisk.

Og folk har været så evigt søde mod mig i dag. Skrevet hjerter til mig på min væg og Simone har sendt en sød besked med at hun elskede mig og håbede at jeg var OK. Camilla har spurgt ind til min dag og Jonas har skrevet søde ord. Jeg elsker mine venner. Og nu har mine gamle Kvistgård-gutter Marc og Nichlas ringet mig op med video-opkald og jeg ved ikke hvad. Det er fantastisk.

Forresten har Jonas og jeg taget søde billeder sammen. Her er et af dem:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages