..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 27. oktober 2011

Ensomhed

Nostalgien som overtumlede mig til aften, har nu ført til tårer. Søde Jonas ringede for at sige godnat, og lige pludseligt kom jeg til at tale om at jeg egentlig havde haft en lidt skidt dag. Sagen er jo den at jeg lige er flyttet til København. Først fra Nordsjælland til Efterskole i Nyborg og så til København. Og selv om jeg nødigt vil indse det, og jeg efterhånden har lagt det lidt fra mig, så føler jeg mig ensom. For den eneste jeg har at snakke med i min hverdag af veninder, det er Holme. Og jeg tror, efterhånden som jeg har snakket om Aalborg i nogle måneder nu, at hun er igang med at trække sig væk fra mig. Og forberede sig selv på at vi ikke skulle gå i klasse sammen i tre år, som ellers var planlagt. Jeg har altid haft mennesker omkring mig. I folkeskolen havde jeg en hel tøsekreds og drengevenner, som altid var klar hvis jeg ringede klokken lort. De var fantastiske og støttede mig igennem alt, var med til min fars begravelse and so on. De har bare virkelig været der for mig. De har kendt mig og har elsket mig for den jeg var. Bum, så flytter man. På efterskole. Får nye vennekredse, og de gamle venner starter på gymnasier hver for sig. Når man kommer derhjem skal man se familien og får til tider endelig plads til at klemme dem ind i de travle weekender. Men man har ændret sig. Hverdagen har ændret sig. De har ændret sig. Midt i efterskoleåret flytter vi så til København, hvorefter jeg tilbringer de fleste weekender alene, eller i selskab med Holme og alle hendes Brønshøj-venner. Da vi stoppede svor vi alle sammen at holde kontakten, især V7 tøserne. Men det er svært. Især når den ene bor i Roskilde og den anden i Odense. Og de to fantastiske tøser, min roomie Maja og min ærkefjende Emma er begge bosat i Jylland.

"Jeg ville bare ønske at jeg havde venner omkring mig, som du har", sagde jeg til Jonas. Han er ellers flyttet fra Kolding til Aalborg. Men mange af hans venner er flyttet med derop. Han har mennesker i hverdagen, som han kan snakke med. Den eneste jeg ser omkring mig, som jeg faktisk kan dele mine inderste følelser og tanker med er Holme. Og eftersom det langsomt er gået op for hende at jeg har rykket mig og at jeg vil noget andet, så er det klart at hun prøver at trække sig væk. Men for helvede, hvor er det svært. Det er svært at se og svært at opleve. Jeg føler mig utrolig alene. Jeg vil bare hjem. Hjem til Jonas og få veninder og venner i Aalborg uden at bekymre mig om at jeg ikke kan i weekenderne, fordi at jeg skal rejse frem og tilbage som en maniac.

2 kommentarer:

  1. Er det virklig det værd? At glide væk fra Holme (og sikkert også andre af dine venner) til fordel for Jonas?

    SvarSlet
  2. Har du overhovedet læst indlægget igennem...? -.-

    SvarSlet

Pages