..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

tirsdag den 4. oktober 2011

Black No. 500

Indlæg nummer 500. Igen har jeg holdt mig fra at blogge, selv om jeg har ønsket at få mine forpulede følelser ned på skrift og ud af mig. Men nej. For hundred indlæg siden var jeg glad, men ikke lykkelig. Jonas og jeg var lige begyndt at ses meget fast, men når jeg tænker tilbage var vi ikke halvt så tætte, som vi er på dags dato. For tohundrede indlæg siden var jeg ulykkelig og havde kærestesorger. Jeg gik stadig på efterskole og var hver dag omgivet af mine bedste venner og værste fjerner. Det var en fantastisk tid. Og nu er vi nået hertil. Et halvt tusind blogindlæg senere, end da jeg startede for halvandet år siden. Der er sket så meget. Så forfærdelig meget, som har ændret mig til det bedre og til det værre. Men jeg er tilfreds med hvordan det er endt ud. For nu sidder jeg her. Halvandet år efter jeg var i dyb depression og skrev mine selvmordstanker ned. Det er virkelig åndssvagt at tænke tilbage på det. Alle mine tanker omhandlede selvmord og hvordan jeg bedst muligt kunne udføre det. Og den eneste tanke, som holdt mig oppe var at jeg skulle på efterskole med tanken "Så kan jeg jo bare gøre det efter skoleåret, hvis jeg stadig har det sådan her" Fuck. Og nu står jeg her 18 sølle måneder efter, hvor hele mit livssyn og mit humør er blevet ændret. Jeg er blevet lykkelig. Og jeg er blevet forelsket. Helt igennem vanvittig forelsket. Og jeg har oplevet hvordan kærlighed er når det er 100% monogamt og bindende. Jeg elsker det.

I dag har været en god dag. På trods af at jeg stadig ikke har kontakt med Jonas, fordi at han er på rustur, har jeg heldigvis fået tiden til at gå. Vi havde et mellemmodul, hvor jeg fik lavet en del af min AP aflevering til i morgen. Efter to lange moduler med matematik og NV tog jeg endelig hjem, hvor jeg skrev til Kristian Morgen at han skulle komme ved 17-tiden. Jeg prøvede at montere Wii'en til, så jeg kunne varme op til at tage ud og løbe, men ak nej. Batteriet var dødt i både Fit-boardet og den der hånddims, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan huske hvad hedder. Nå, anyways. Jeg rendte rundt og var igang med at skifte til noget løbetøj og så kom Henrik hjem. Jeg kom hurtigt i tøjet og tog så ud og løb. For første gang i al evigheder. Første gang siden Werner hev mig ud i hvert fald, hvilket var skrækkeligt. Denne gang var det ganske udemærket med Cannibal Corpse i ørene og et raskt tempo, som jeg kunne holde næsten hele vejen. 40 minutters tid senere var jeg hjemme, tog mig et bad og så kom Kristian Morgen. Vi fik snakket og hygget og spist kreativt mad. Og nu sidder jeg bare her. Alene. Min mor og Henrik er ude og jeg aner ikke hvornår de kommer hjem. What. A. Party.

Nu vil jeg egentlig bare gerne ringe lidt sammen med Jonas eller fortage mig noget andet. Åh..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages