..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 29. september 2011

Drømmeliv med lattergas

Mit hoved sprænger. Min tinnitus har valgt af ukendte årsager at gå amok. Det er fantastisk.

Nå. I går var jeg til tandlægen, fordi at de ville lakere nogle af mine tænder og fikse et gammelt hul, hvor fyldningen var gået galt. Så jeg kommer derind, efter at have smuttet fra idrætstimen før den overhovedet startede og efter at jeg havde været hjemme og slappet af. Det var lækkert. De to tandlæger var flinke og snaksagelige og hende som konstant havde fingrene inde i kæften på mig, afbrød hele tiden for at spørge ind til mit efterskoleophold. De var ret søde. Nå, de sagde at de ville bedøve mig og ja ja, jeg gik med til det. Bedøvelse har aldrig rigtig fungeret på min krop. Hverken dengang jeg skulle have syet pulsåren og mit ben sammen, eller dengang jeg brækkede fingeren og skulle have den klipset sammen. Men er du gal. Er.. du.. gal. Jeg lå og havde den vildeste griner på over det, som om at jeg havde fået lattergas. Det var så forbandet mærkeligt, og til dels nu også ret ubehageligt, at jeg blev følelsesløs i halvdelen af min mund samt min tunge. Jeg snakkede til gengæld også som en spasser, det var forrygende. Da de havde fikset hvad de skulle, gik jeg glad hjem igen - stadig med griner på. Jeg tog læbepomade på mindst 10 gange i den tid jeg var bedøvet, bare for følelsen, eller manglen på sammes, skyld. Årh, små hjerner, små glæder.

I morgen skal jeg hjem til Jonas og holy fuck, hvor jeg glæder mig. Jeg kan simpelthen ikke beskrive det. Bare dét at vi ikke har set hinanden i to uger gør mig vanvittig. Og endnu engang drømte jeg om ham i nat. At jeg var flyttet til Aalborg og jeg var lykkelig. Hm, hvad er ellers sket i min travle hverdag. Jeg drak en pærecider i dag. Det må egentlig være det. Var kort forbi Brønshøjs værtshus efterfølgende og nu ligger jeg her i min seng og skal til at lave fransk. Aflevering. 3 elevtimer. Til klokken 18. Halvanden time. Jeg. Dør. Tak.

tirsdag den 27. september 2011

Vi nærmer os

Min hals er ør igen. Forstår simpelthen ikke hvordan jeg enten stadig kan være syg eller kan blive syg igen, når jeg var det for nogle uger siden også. For helvede altså. Vågnede op i morges med følelsen af at min hals var skåret op indefra. Det føltes præcist som dengang jeg havde kyssesyge, og mine mandler var på størrelse med objekter, som langt fra skulle findes i min hals. Min mor kom ind og vækkede mig klokken kvart i næsebor og spurgte om jeg skulle i skole eller ej, fordi at jeg også havde ynket mig om aftenen. Jeg sagde at jeg skulle. Jeg kan simpelthen ikke klare mere fravær. Bare de to dage jeg var syg sidst, har givet mig 8% og hvis der nogensinde skal være plads til at jeg kan tage lidt tidligere fri om fredagen, når jeg skal op til Jonas eller omvendt, så kan jeg ikke tåle at være syg. Og Jonas kommer altså før mig helbred. Fuck that shit. Sad længe i min seng og var i tvivl, men endte med at tage tøj på automatisk, som en eller anden robot. Pludseligt havde jeg fået hevet mig i sort kluns, uldsokker og trukket en slidt Le Fix hue ned over mit morgenhår, som jeg ikke orkede at gøre noget ved. Gud vide om Gren nogensinde får den hue igen. Jeg drak en kop brændende te og tog derefter i skole. Dejlig forsinket og i fantastisk humør. Nåede dog at ramme lokale 133 inden klokken slog 8, hvilket i sig selv var et mirakel.

I går havde jeg ellers en fin nok dag. Jeg havde planlagt at tage ud på Staden med nogle stykker fra klassen, da Kidd skulle spille og Christiania jo har fødselsdag. Men jeg var ikke rigtigt i humør. Jeg havde ikke lyst til at ryge noget som helst andet end billige skodsmøger og jeg havde egentlig heller ikke energien til at skulle med halvtreds busser og metroer og jeg ved ikke hvad uden gyldig billet. Så da jeg havde fri fra arbejde, vandrede jeg hvileløst rundt i Nordvest for at finde en adresse. En af kunderne havde glemt sin pung med både adresse, Dankort og NemID i, så jeg tænkte at det ville være lækrest for hende at få den i dag. Jeg endte med at følges med en fremmed pige, som åbenbart boede lige ved siden af. Kunden blev fantastisk glad da jeg ringede på hjemme hos hende, og jeg følte mig i et øjeblik som Danmarks sødeste Fakta-medarbejder. Men nu er jeg hjemme igen. Jeg klarede mig igennem skoledagen uden de store skavanger og min hals er ikke helt så slem som i morges. Min mor vil vidst gerne hive mig med til lægevagten for at tjekke hvad fanden der er galt med min hals. Hvis bare de kunne skråtte mine mandler, så ville min lykke være gjort. Mon det ikke også er en OK slankekur, hvis man bare spiser A38 i stedet for is? Jeg må gøre mig et forsøg..

Mit hoved er for tiden fuld af drømme om Aalborg. Om at jeg kan køre Jonas i skole på en regnvejrsdag og komme hjem og kysse ham, når jeg har fri fra skole. Det virker så perfekt. Og så fandens langt væk fra det hele. Men jeg tror så småt at jeg er ved at vende mig til tanken. Det eneste minus er at jeg ikke tror på at jeg vil udnytte det her år fuldt ud. Fordi at jeg hele tiden tænker "Jeg har kun det her år". Jeg tror automatisk at jeg vil trække mig lidt væk fra folk og ikke følge mine planer, som f.eks. at starte i Fitness med Holme (selv om jeg altså har lovet det) og spørge Kristian Morgen om de mangler en sanger i deres band. Jeg mener, what the fuck. Hele efterskoleåret gik da fint. Jeg må til at slappe lidt mere af.

søndag den 25. september 2011

Hvor vil du have mine ting?

Jeg er lige kommet hjem fra Nyborg. Det har været en sindssyg mærkelig, men fantastisk weekend. Og den har trukket hårdt i mit psykiske jeg. Det hele startede med at Holme og jeg sad og lavede afleveringer til klokken rend mig i røven om eftermiddagen efter skole, på trods af at vi kun havde haft eet sølle modul fra 10-11:30, hvilket var lige til at overskue. Jeg var okay færdig med både min NV rapport og matematik aflevering, så det var fantastisk. Da Holme endelig var færdig kørte hendes mor os til Hovedbanegården og så gik turen ellers til Odense Banegård. Det var så surrealistisk at være på Fyn igen og se Svanen og jeg ved ikke hvad. Vi var rigtig tøsede og hyggede med spil, guf, snak og sådan. Om lørdagen tog vi ind på gågaden og kiggede lidt på tøj og hentede Ahrens. Hele lørdag aften stod så igen på tøsehygge, musik, sladder, uhyggelige historier og jeg ved ikke hvad. Det var fantastisk at se dem igen, selv om stemningen var lidt tung. De fleste af os, udover Holme og jeg som jo går i klasse sammen, har ikke rigtigt snakket så meget. Men jeg synes at vi hurtigt faldt ind i vores roller igen. Med os. V7. Holme, Svane, Ahrens og Johanne. Bare os fire tøser. Jeg savner dem ulideligt meget.

I dag tog vi ned på skolen. Efterskolen. Det var forbandet mærkeligt. Svane begyndte at græde og jeg selv havde en stor, fed klump i maven og trykken for brystet. Det var mærkeligt at se EVN igen. Et EVN, som ikke var vores eget. At se at der var andre, som boede på vores værelse. Mit og Majas gamle værelse, som ellers plejede at være fyldt op til randen med billeder, plakater, klistermærker og andet hejs. I dag kom vi ind til et tomt og fint værelse. Med hvidt sengebetræk og pæne puder. Det var forfærdeligt. Men det var fantastisk at se dem alle igen. Mads Wede, Grenen, Michael, Misha, Maja. Alle. Og jeg tog en lang snak med Grenen med hensyn til Aalborg situationen. Han snakkede længe og gav mig en masse gode råd. Så sluttede han af med at sige "Og så håber jeg at vi lige snupper en kop kaffe, inden du tager til Aalborg" Det var som om at det var hans ord jeg havde ventet på. Hans ord, som skulle give det endelige svar på mine forfærdelige turbulente tanker. Så nu er jeg fast besluttet (i hvert fald i skrivende stund) Og jeg regner med at det bliver ved sådan. Altså. Jeg kan sgu ikke finde ud af det. Men jeg kan virkelig ikke se mig selv sidde her, som 20 årig. På mit værelse med Henrik og min mor. Det kan jeg bare ikke. Jeg vil også være voksen og ud og nyde livet. Men jeg kommer til at savne dem. Helt hundrede. Og jeg kommer til at savne Holme af helveds til. Forfærdeligt meget. Det er noget af det, som trækker mest i at jeg skal blive her. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle klare mig uden Holme. Men sådan må det blive. Jeg ved jo at vi bliver ved med at ses og snakke i telefon sammen. Selvfølgelig.

Jeg er helt ør i hovedet og har ondt i maven af alt det slik jeg har spist. Jeg har lyst til at græde lidt over at mit efterskole år er væk og alle de mennesker, som engang var min hverdag, lever deres eget liv nu med andre mennesker og glæder. Det er så mærkeligt. Det var vores efterskole. Vores lærere og vores værelser. Fuck.

Kære V5, du bliver aldrig glemt.


torsdag den 22. september 2011

Et øjeblik som Peter Steele

Jeg har virkelig haft en travl nat. Har drømt uendelig mange drømme og vågnet flere gange. Det hjalp heller ikke at min mor kom ind i morges, klokken 7, for at fortælle mig at jeg skulle møde sent. Øh ja. Så lå jeg og vendte og drejede mig i lidt tid, før jeg igen faldt og drømte om jeg travle ting og jeg ved ikke hvad. Så min mor ringede til mig igen klokken 9, hvor jeg stod op og havde lidt travlt. Valgte at gøre mig nogenlunde pæn i stedet for at få noget at spise, hvilket nok var lidt øv senere på dagen. Som jeg gik ned til bussen kom Holme også gående, hvilket var fantastisk timet, da ingen af os har penge på vores telefoner. Eller jeg har så fået i dag. Livet er en fest.

Anyway, timerne er gået stærkt i dag. I sidste time skulle vi dog teste hvilke blodtyper vi var. Ja fint, fint. Det var noget jeg havde glædet mig til længe. Problemet var dog at vi skulle stikkes i fingeren og jeg ved ikke hvorfor jeg er så tøset på det punkt. Altså, stik en nål igennem min læbe og jeg ved ikke hvad, det siger mig hat. Men så snart jeg bløder lidt på mine fingre eller ser andre bløde på fingrene bliver jeg sindssyg dårlig. Så da jeg endelig havde taget mig sammen og fået min lærer til at prikke hul på min finger, begyndte jeg at ryste og var endda lige ved at græde. Sølle, sølle. Det gik over efter lidt tid heldigvis. Efter jeg havde taget mig sammen til at pløre mit blod ud over det hele, så kom min lærer hen og kiggede ned. "Det ser ud til at være O-", sagde hun så. Min lykke var gjort. Jeg var SÅ glad. Jeg har altid ønsket at være O-, af den simple grund at mit yndlings band er Type O Negative. Det kunne bare være så sejt. Så forbandet sejt. Hun stak så hul på min finger igen, fordi at hun dog mente at der var lidt for lidt blod. Så blev det igen tværet ud over det hele og jeg fandt så ud af at jeg var B+ i stedet. Fml.

I morgen skal jeg kun i skole i et modul. Det er fantastisk. Derefter skal jeg bare lave resten af min røvsyge NV-rapport færdig og så går turen ellers til Odense. Yes, yes. V7 bitches og en weekend med efterskolen, det bliver virkelig fedt.

Ps. MIN MOR ER O-, FOR HELVEDE

onsdag den 21. september 2011

Put om mig

Jeg er i forfærdeligt humør. Min hjerne kører på fuld kraft. Hele tiden. Og jeg bliver sindssyg af det. Jeg tænker på alt for mange ting. Store, irriterende ting, som ender med at æde mig op indefra. Jeg gider ikke. Hvor gad jeg bare godt at hele mit liv var samlet. Jeg ville ønske at jeg havde en af de der dage igen, hvor alt er godt og livet er smukt. Sådan er det desværre ikke, og nogle gange er man nødt til at bide i det sure æble også og indse at verdenen er realistisk og ikke bare lutter lagkage hele tiden.

Ja, udover mit lille rage-flip er jeg egentlig på vej i seng. Tidligt for første gang i evigheder, selv om jeg ved at jeg først kommer til at falde i søvn klokken lort alligevel. Hvis dette bliver ved meget længere, er jeg nødt til at gå til lægen. Årh, jeg lyder som totalt hypokonder nu, men jeg kan bare ikke. Jeg gider ikke at ligge søvnløs hele natten, hver nat. Jeg gider ikke at jeg ikke bare kan smide mit hoved på puden, uden at skulle ligge og vende og dreje mig i flere timer. Det er nok også fordi at der er så mange ting, som fylder mit hoved på nuværende tidspunkt. Jeg er virkelig ynkelig og jeg har bare lyst til at blive puttet om. Lige nu.

Energimangel

Jeg må huske dette. Denne drøm:


Jeg var i et hus til en fest af en art. Der var mange folk fra min efterskole. Det var mit hus, for jeg var i hvert fald værten og jeg bestemte musikken. Af en eller anden grund satte jeg "Wodan Heerst", en folk metal sang på, som ellers ikke passede ind til stemingen. Overhovedet. Jeg var rolig og afslappet og sørgede for folk. Rasmus var der også, af en eller anden grund. Jeg havde også af en eller anden grund givet ham lilla øjenskygge på, Gud ved hvorfor. Der var et par stykker som skulle sove hos mig, i blandt dem skulle Rasmus også. Jeg husker at jeg redte op til Rasmus på gulvet og gik i seng før alle de andre. Jeg var så rolig og afslappet. Bedst af alt var jeg ikke Jonas utro. Jeg kan ikke huske om Jonas var der, eller om jeg bare snakkede i telefon med ham, men jeg husker at han var en del af drømmen. En stor del. Maja var også en del af min drøm, men jeg husker ikke hvornår eller hvorfor hun var med. På et tidspunkt i drømmen stod jeg pludseligt på Stengade i Helsingør med Pernille, som snakkede med nogle gutter, som fik hende til at synge. Jeg sang med og hun ændrede tone. Det var mærkeligt at være sammen med hende.

Da jeg i morges vågnede og gik på Facebook, så jeg at hun havde fødselsdag. Synes ellers nu nok at hun havde fødselsdag den 22. først, men jeg skrev tillykke alligevel og synes at det var meget pudsigt. Hun skrev så tilbage at det altså først var i morgen, ak ja, ak ja. Nå i skolen i dag havde jeg så et møde med hende studievejlederen. Hun sagde at det sagtens kunne lade sig gør at flytte i 2.g, men frarådede mig det, da hun mente at det ville blive nemmere for mig at bo hjeme indtil jeg var færdig med gymnasiet. Ja, ja. Jeg orker slet ikke at skrive blog lige nu. Suk.

tirsdag den 20. september 2011

Fremtidsdrømme og fortidsfolk

I dag har været en udemærket dag. Det vigtigste jeg har lavet, var nok at booke et møde med min studievejleder. Ja. Jeg vil drøfte tingene med hende. Mine planer, hvad jeg gerne vil. Om jeg kan finde et gymnasie, som stiller op til mine krav og om jeg ville kunne starte i 2.g. Jeg synes fandme at det er svært. Virkelig. Jeg har det ligesom jeg havde det, da jeg var flyttet til Brønshøj. Den der frygt med at skulle sidde derhjemme hver dag, uden at lave noget. Uden at have mennesker at snakke med, ud over en enkelt, som i mit første tilfælde var min mor. Men det her ville jo blive noget andet. Men for helvede jeg synes at det er svært. Men der ville jo også være længe til. Et helt år, hvor jeg forhåbentligt har udviklet mig og er blevet mere selvstændig. Og så er jeg også myndig og det hele. Jeg glæder mig til at se hvordan det går i morgen.

Jeg spurgte også Kat til råds. Kunne godt mærke, da jeg sendte beskeden, hvor meget jeg savnede kontakten til hende. Jeg burde hive mig selv i ørene og tage lidt ansvar og gøre noget. Vær nu sød, Johanne. Ellers har jeg ikke lavet specielt meget i dag. Jeg gik hjem efter skole og sov, fordi at jeg var på dødens rand. Jeg skal have lavet en matematik aflevering og en NV-rapport til på torsdag. Brækker mig lidt, men har vidst aftalt med Holme at vi skal sidde i lektiecaféen i morgen og få det fikset. Ja. Desuden har jeg også fået min pung tilbage! Desværre kan jeg først afhente den i morgen på Posthuset, men i det mindste er den tilbage i København igen, hvilket er nice.

Min fars ven ringede til mig for en times tid siden. Jeg kan ærligt talt ikke huske hvordan han ser ud eller hvem han er, udover at jeg kender hans navn og jeg har sikkert også set ham før en million gange. Men jeg har ikke snakket med ham i.. Al evigheder. Så begyndte han at snakke om min fars gravsten og hans grav, og om vi kunne tage derud sammen den 24. oktober, som er min fars dødsdag, om vi skulle tage til London sammen til Baha'i konference sammen med min farmor, om vi skulle ses en dag og jeg ved ikke hvad. Det er underligt at dele hele sit liv, med en man ikke engang kender ansigtet på længere. Til sidst i samtalen sagde han at han elskede mig, meget hurtigt og lagde derefter på. Som var det sådan et "Ja, hav det godt, vi ses"sætning. Jeg mumlede hurtigt "Jeg elsker dig" tilbage, af ren refleks. Fordi at det åbenbart er sådan man gør når man er iraner. Jesus Christ. Jeg føler mig totalt idiot nu. Men det betyder selvfølgelig også noget andet for dem, end det gør for mig. Jeg elsker jo kun min tætteste familie, mine tætteste veninder og Jonas. Altså hvad fanden. Jeg har dårlig samvittighed nu. Jeg synes at der er blevet snakket lige lovligt meget om min far, de seneste dage og nu vil jeg egentlig bare have fred. Jeg gider ikke at der bliver revet op i det igen og igen. Det er slemt nok, at 98% af min klasse ikke ved det.

mandag den 19. september 2011

Livet er smukt

I dag har været en god dag. Jeg vågnede tidligt, selv om jeg skulle møde klokken 10. Jeg fulgtes med Holme til skole og jeg fik fri igen klokken 13. Det lod til at være en god dag og solen skinnede, men jeg fandt først ud af det, da jeg sad på nettet og klikkede rundt, efter jeg kom hjem. Jeg endte på en hjemmeside: www.givesmehope.com. Efter lang tid derinde, hvor jeg havde konstant gåsehud og et smil på læberne, kom jeg forbi endnu en historie. En enkel, kort og fantastisk historie, som fik mig til at græde.

Jeg opdagede hvor smukt det hele var. Min dag, mit liv, mine venner og min evige kærlighed til Jonas. Jeg er simpelthen så forbandet heldig. Jeg er så heldig at jeg har nogle venner, som støtter mig. Altid. Jeg er så heldig at jeg har en familie, som jeg elsker, selv om det går skævt nogle gange. Jeg er så heldig at have Jonas ved min side. Jeg er så heldig at jeg havde en fantastisk far, som elskede mig. I realiteten har jeg jo intet at være ked af. Vitterligt intet. Så i dag er livet smukt. Fordi at jeg har fantastiske mennesker rundt om mig, fordi at jeg har hørt Jonas' stemme, fordi at mine medarbejdere har givet mig frokost, drikkevarer og busbillet hjem fordi at jeg ikke har min pung og livet er smukt fordi at jeg trækker vejret. 

Og så tror jeg at jeg har truffet mit valg. Jeg kommer sikkert til at have diskussioner og vendinger i mit hoved en million gange, men jeg tror at jeg ved hvad jeg vil. Med Aalborg og København. Jeg vil kærligheden.

søndag den 18. september 2011

Kys i nattemørke

Okay. Der er mange ting der skal fortælles og skrives ned på skrift med smukke ord, for at udtrykke mine seneste bedrifter.

I torsdags var der jo valg. Det store folketingsvalg og der var fest og farver. Vi var et par stykker, som havde besluttet sig for at tage hjem til en fra klassen, for at deltage i den fedeste Facebook begivenhed nogensinde "Valgdruk"! Så klokken 18:45, som aftalt, gik jeg ned til min hoveddør og ringede til Holme. Hun var selvfølgelig ikke klar og var faldet i søvn og hvad ved jeg. Med vredt humør gik jeg så over til hende og røg en smøg mens hun tømte opvaskemaskinen og pyntede sig. Og så drog vi mod Husum Torv, hvor vi måtte vente en halv evighed på at 200S kom, så vi kunne tage til.. Rødovre, eller hvor fanden vi nu var. Da vi endelig havde fundet derhen var humøret højt og folk var allerede begyndt at drikke og more sig og hver gang der blev nævnt et parti i tv'et, blev det skreget ud af alle os andre, og så blev der drukket. Det var virkelig, virkelig hyggeligt. Menneskerne, stemningen. Det hele. Og da rød blok for alvor havde vundet, var der liv og glade dage. Holme og nogle andre tøser var taget hjem lidt før, men jeg valgte lige og blive til det sidste. Så Matt fulgte mig hen til bussen, da klokken var lidt i midnat. Vi væltede rundt og råbte "Rød blok" og sang slagssange for Enhedslisten og jeg ved ikke hvad. Fest. Da jeg steg på bussen havde jeg Jonas i røret, og Matt havde lovet mig at skaffe mig en Ø-plakat. Jonas og jeg snakkede politik og jeg ville sværge på at der kun kom kloge ord ud af min berusede mund, men min mor sagde noget andet da jeg kom hjem. Da jeg endelig kom hjem, om man må understrege. Jeg troede fandme aldrig at 5A stoppede med at køre. Hvad ved jeg.

Anyways, da jeg stod op om fredagen, var jeg så forbløffet over ikke at have tømmermænd - lige indtil jeg rejste mig op. Hele min verden snurrede, men jeg ville ikke have mere fravær og desuden havde jeg også lovet ham den søde at jeg skulle være frisk til han kom. Så jeg drog i skole og fandme så om Matt ikke havde en kæmpe Ø-plakat med til mig! Fandme så! Så jeg gik lykkeligt rundt og slæbte på den hele dagen og fik gang på gang kommentarer om "ENHEDSLISTEEN!" og "Rød blok!" Det var ret fantastisk i sig selv. Da vi havde fri, efter en time hvor jeg kun havde spillet "Tetris Battle" på Facebook, tog jeg afsted mod Hovedbanen for at møde Jonas. Vi havde ikke snakket sammen hele morgenen, og lige som jeg skulle til at skrive en sms til ham om at min mobil altså var ved at gå ud og om han ikke kunne stille sig under uret eller sådan, så valgte jeg at lade vær. Jeg synes at det kunne være meget federe hvis vi ved et tilfælde fandt hinanden sådan helt uaftalt. Jeg ved ikke hvad fanden jeg har tænkt, for den idé kunne virkelig have gået galt. Men lige som jeg ankom på Hovedbanen med bussen, stod en sød kæreste og ringede mig op.

Det har virkelig været en lækker weekend. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle hive Jonas med til Café Aften på mit gymnasie, men alligevel tænkte jeg at det nok ville være hyggeligere at blive hjemme. Jeg orkede egentlig heller ikke at rende rundt og være bange for akavede episoder, med Jonas til stede. Ak ja. Henrik fyldte jo 50, så vi havde gæster og en masse øl på bordet. Jeg hyggede mig gevaldigt og endnu engang lavede min mor og Henrik "Had-Johanne-Dag" for sjov, selvfølgelig. Som altid, når Jonas er i København, skulle han lige få endnu flere dumme historier om mig. "Og så var der dengang, HAHAHHA". Evig facepalm, men sådan må det være. De mener det heldigvis kun for sjov. Men det var rart at Jonas fik mødt dem alle sammen. Jeg er både stolt og misundelig. Han kommer så godt ud af det med alle jeg introducerer ham for. Om så det er min efterskole eller min familie, så er han bare sødeste Jonas. Det virker som om at han hviler meget i sig selv. Jeg ville ønske at jeg kunne være sådan. Som regel går jeg bare i blackout, hvis jeg bliver introduceret for nogle. Lige som da jeg skulle mødes Jonas' far eller hans sambo. Jeg bliver helt stille og slet ikke Johanne-agtig.

Men vi har haft det rigtig godt, ham den søde og jeg. Jeg ville så evigt ønske at vi havde været så tætte, som vi er med hinanden nu, for tre måneder siden. Så jeg med sikkerhed kunne sige, at jeg ville starte på gymnasiet i Aalborg, og jeg ville bo med Jonas og være lykkelig. Hver dag og hele tiden. Han sagde også til mig at hvis det havde været, som det er nu dengang, og han ville kunne komme ind på Københavns Universitet, så var det også det han havde valgt. Så forbandede mange faktorer. Årh. Jeg snakkede meget med Simone om det for nogle dage siden. Hun skrev til mig:

"Men spørgsmålet er: Vil du leve i 3 år her, med en god klasse, men måske uden en kæreste om et stykke tid. En kæreste som sandsynligvis ville have været din fremtid; eller vil du flytte hjem til Jonas, miste dine klassekammerater, men sandsynligvis få en lige så fed klasse der?"

Det er jo så bare spørgsmålet.. For helvede, hvor er det besværgeligt. Hvor er det bare røv modbydeligt at skulle stå for sådan et valg nu. Som fucking 17-årig. Det burde ikke være tilladt at forelske sig og elske en person, når man var under 18. Jeg er jo ikke i stand til at tænke over så store valg, og slet ikke med en mor som siger "Det må du ikke, Johanne", hvilket bare giver mig en endnu større lyst til at springe ud i det. Men når jeg så har snakket med nogle fra klassen om det, og de så siger at jeg ikke må forlade dem, giver det mig bare også indtrykket af at det er en god klasse. En fed og lækker klasse. Øv. Men jeg har virkelig haft en lækker weekend med Jonas. En af vores lækreste, vil jeg vove at påstå. I går morges stod vi forbandet tidligt op og brugte vores lange morgen på at hygge, se Peter Plys, Pokémon og en masse andet hejs der var i børnefjernsynet. Det var virkelig fedt at have en hel dag foran sig, som vi dog ikke udnyttede særlig godt. Det endte med at vi bare kærestede i sengen hele dagen, for så klokken lort om aftenen at vælge at sætte film på. Men til gengæld havde vi også chips og dip, som sidste gang vi var her. I aftes tog vi så afsted til Hovedbanegården ved 17:30 tiden. Vi gik på MacD og fik vores første "Vi-spiser-ude-sammen-date" (romantisk, I know) hvorefter jeg satte ham på et tog og glemte min pung i hans taske. Farvel smøger, mad, alt. Desuden var jeg også så blødsøden at give ham en smøg og min ligter, så han kunne ryge lidt når han kommer på Aalborg St. og skal vente 45 minutter på hans bus. Så nu står jeg tilbage med intet. Absolut intet. Det er fantastisk! Ak ja. Det har nu været en god weekend.

onsdag den 14. september 2011

Shop amok

I dag har været en god dag, på trods af nattens mangler. Jeg stod ikke op og tudede, som planlagt. Jeg røg en smøg i stuen og snakkede lidt med Henrik om mit dilemma med Aalborg situationen. Så lagde jeg mig ind i min seng igen og skrev med Camilla indtil jeg var nødt til at gå i seng. Jeg drømte nogle underlige ting. Det eneste jeg rigtig husker at jeg drømte, var at rød blok havde vundet valget og jeg var sindssyg glad. What the..? Ja. Nå. Jeg skulle møde klokken 8 i dag og kørte med Holme, så det var lækkert nok. Vi havde kun to moduler, som var endnu mere lækkert. I skolen lavede jeg ikke rigtigt noget. Kan ikke engang huske hvad vi havde i første modul.. Jo, matematik. Dødssygt. I NV hørte jeg ikke en skid af hvad der blev sagt, men jeg har på fornemmelsen at jeg godt kan pjække fra mit sidste modul på fredag, for hende læreren virkede bare forvirret og ligeglad på en sød måde. Pigerne og jeg sad hele timen og så "Fugt i fundamentet" om og om igen på storskærm, for at se Nikolaj Lie Kaas smide tøjet. Mums.

Nå, så tog Holme og jeg hen og købte smøger og kørte hjem derefter. Jeg fik lige sovet godt og vel halvanden time, inden jeg tog med hende til tandlægen. Brækkede mig halvt over børnehavebørnene, som larmede af helveds til. Jeg får en arrig lyst til at stikke hovedet ud af vinduet og skrige af dem med mine lungers kraft. Jeg fik mig også en tid til tandlægen. Kan ikke huske hvornår jeg sidst var til tjek, og jeg vil helst gerne have overstået hvad end der nu skal fikses, inden jeg bliver 18 og skal betale min røv i laser for det. Så tog vi på Strøget. Holme og jeg. Vi var i fyrsteligt humør og døde over svanerne i søerne og jeg ved ikke hvad. Hun havde fået løn, så hun var en happy fucker. Det var skønt. Da vi endelig var kommet frem til Nørreport St. gik vi op på Købmagergade, hvor vi mødte sødeste Kristian Morgen og snakkede lidt med ham. Vi stod foran en skobutik, som jeg ville sværge på var ejet af min fars ven. Så vi gik ind og jeg spurgte efter ham. Og der stod han. Sammad, som knapt kunne kende mig. Sidst jeg befandt mig i butikken var for to år siden, hvor jeg gav ham beskeden om at min far var død. Men det var skønt at se ham igen. Og blive rodet i håret og kysset på, som man nu gør når man er iraner. Ak ja. Holme og jeg fik en Cola og smuttede så, da vi skulle nå at shoppe. Og det fik vi da gjort. Er du gal. Jeg har brugt 300 kroner på en BH fra Change. Jeg ved ikke lige hvor velovervejet det var, men gjort er gjort. Jeg mangler nogle gode bh'er, og den her er fantastisk. Helt uden indlæg eller push-up, og alligevel er mine bryster søde i den. Så købte jeg også en t-shirt, som sikkert ville passe perfekt med en højttaljet nederdel, så jeg er godt tilfreds. Har stadig næsten 1200,- tilbage på min konto.

I morgen skal hele klassen hjem til Cille og deltage i Valgdruk. Det bliver genialt! Druk til valgkamp, ja tak. Så jeg bliver sikkert fuld af helveds til og ender med at dø når jeg skal op klokken 8 næste morgen. Men hvad fanden, de andre skal jo også. Og så kommer Jonas om to dage. Det bliver fantastisk. Jeg savner ham sådan.. Åh.

Så ses vi igen

Mit humør har ramt bunden. Jeg ville ønske at jeg sov alene i nat, så jeg kunne høre Placebo's version af "Running Up That Hill" hele natten og tude til mine øjne var blodsprængte og jeg var nødt til at snappe efter vejret. Jeg ville ønske at jeg kunne få lov og ryge resten af min skodpakke med LM smøger og måske gentage successen fra dengang jeg led af søvnløshed og bare køre en all nighter uden søvn. Til sidst bliver man så følelseskold og lige glad. Efter ikke at have sovet i 8 dage bliver ens hjerne sat på pause. Man vil midlertidigt lide af en mental skade. Jeg savner det lidt. Følelsen af at en dag kan gå hurtigt. Man glemmer hvad man har lavet i løbet af dagen. Men så snart det bliver nat, kunne der gå et helt år. Man kunne opnå ting i løbet af een nat, som man ellers ikke ville få gjort over flere dage. Man ville gøre alt for ikke at minde sig selv om, at man sad alene på et tomt værelse. Man ville gøre alt for ikke at indse, at det kun er ensomme mennesker som er oppe midt om natten. Jeg vil gerne have sådan en nat. Specielt fordi at jeg kun har 2 moduler i morgen. Det ville alligevel ikke skade. Jeg vil have en produktiv nat med gråd og kreativitet. Jeg vil høre "Lorteparforhold" om og om igen. Blot fordi at sangen har attitude og fordi at den minder mig om den nat. Den nat jeg var så rastløs. Den nat jeg satte mig ud for at se solen stå op, fuldstændig upåvirket af at jeg ikke havde fået søvn. At jeg havde siddet i 6 timer uden at lave andet end at høre "Lorteparforhold" om og om igen. Så gik jeg ud og så solen stå op. Jeg havde ikke engang tøj på. Min morgenkåbe ud over min bare hud. Nyttesløst.

Har man for mange af sådanne produktive nætter, bliver man sendt på sovepiller med ordene, som jeg tydeligt kan huske: "Kunne der være chancer for at du har en depression?" Ja, det ved jeg sgu ikke Hr. Læge. Det burde være din opgave at fortælle mig det. I stedet benægtede jeg det. Chris, ham min engelske ven der, han har altid kaldt mig "Sunny". Jeg ville så gerne leve op til den idé og forestilling om at jeg selv var så lykkelig. I stedet endte jeg ud med at stå alene med en sygdom som åd mig op i flere måneder. Nice.

Jeg ved ikke rigtigt hvor det her indlæg er igang med at bevæge sig henad. Jeg tror at jeg vil læse hele min blog fra i februars og derefter sætte mig ind i stuen og dræbe mig med smøger til langt ud på natten. Ja.

tirsdag den 13. september 2011

Mhm

Det er vidst stadig køligt mellem min mor og jeg, men Jonas har skrevet at han godt vil komme i weekenden alligevel. Så. Bum. Nu skal jeg høre min mor om det er okay og måske få et direkte svar den her gang. Det bliver et hit. Men jeg vil stadig være vred på hende. Til dels fordi at jeg ikke gider at lade som om at jeg bliver glad, så snart jeg får min vilje. Til dels fordi at jeg stadig synes at det var langt ude as fuck, at hun ikke bare kunne give mig klar besked første gang. Ja.

Nå, min mor sagde at Jonas gerne måtte komme. Liv og glade dage. Jeg tror at der skal lidt til for at hæmme min vrede. Ak ja.

mandag den 12. september 2011

Ja og fuck dig, ikke?

Jeg er vred. Vred. På min mor. Jeg skrev til min mor i dag, fordi at jeg havde forklaret Holme om situationen a la weekend. Hun sagde at hun bare kunne hive Jonas med til caféaftenen på fredag, og det ville jo være et hit, for så kunne jeg komme senere og joine og sådan. Anyways, jeg skrev til min mor og hørte om det og spurgte Jonas, men han kunne ikke. Han havde vidst aftalt et eller andet med nogle fra hans universitet om at de skulle arbejde på et eller andet projekt. Hvad ved jeg, det lød seriøst og forståeligt nok kan manden ikke baile sin gruppe, når nu det er noget de har aftalt. Nå. Min mor ringede så da jeg havde fået fri og var sådan rigtig "Jamen han må jo gerne være der om fredagen, Johanne, det er jo ikke dét der er problemet. Problemet er at Henrik har fri om fredagen, og så ville det være fjollet at Jonas rendte rundt i huset imens, når vi skal hygge. Men han må gerne komme når du har fået fri fredag!" Der røg lunten. Den sidste dråbe. Jeg stod ved busstopstedet og skreg ind i telefonen, at det kunne hun for helvede da godt have fortalt mig da jeg havde spurgt, for nu havde manden planer og hvad fanden var det for noget. Jeg blev sur og lagde på.

På arbejdet var det igen mig, hende den søde nøglebærer og Burak der var på arbejde. Burak er irriterende as fuck. Han hævder at det er ham der har mest "ret" til at gå på gulvet, og derfor skal jeg sidde i 4 timer i streg i kassen. Hell no. Sagde til hende den søde, at jeg ikke orkede og så gav vi Burak en røvfuld og lod ham sidde i kassen. Jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at fortælle mere om det, fordi at min mor lige har været herinde og råbt og skreget igen. Jeg vil væk. Jeg er helt pjattet med min klasse, det er nogle fantastiske mennesker, som altid tager initiativ til fede ting. Men jeg orker ikke det her. At bo hjemme, at leve et sted, hvor det stadig føles meningsløst. Min mor siger at hele min verden drejer sig om Jonas, og at jeg er nødt til at tage hensyn til min familie også. Min.. Undskyld, hvad? Min familie. Familie. Jeg elsker Henrik, han er en fantastisk mand, og jeg er også pjattet med mine papsøskende og sådan. Jeg vil hjertens gerne være høflig og pæn og gøre dem glade, for det fortjener de. Men jeg har ikke giftet mig ind i familien og jeg har ikke skrevet under på at skulle give min mor væk til mine papsøskende eller papfar. For sådan er det. Jeg er et eller andet fucking objekt, som er i vejen. Aldrig har jeg set min mor, være så mor-agtig som overfor mine papsøskende. Det er til at brække sig over. At de har en bedre papmor end jeg har en mor. For fucking sake. Det er altid "Johanne du er nødt til at rydde op for Anna kommer i morgen", "Johanne, du skal ikke gøre det og det, for Anna og Tobias er her" og jeg ved ikke hvad. Det er bestemt ikke kritik til mine papsøskende, men min mor. Jeg orker det ikke.

Og så lige den detalje med at hun skal spille så fucking sukkersød og rend mig i røven, når enten Henrik, Anna eller Tobias er tilstede. Som om at de ikke må opdage hvordan hun virkelig er. Det er fuldstændig sommerferien 2010 om igen. Hvor jeg lige havde mistet min far og havde en depression, men død og pine om jeg ikke skulle trækkes med til Holland og Belgien og blive råbt af, fordi at jeg "Virkede så sur" og det kunne jeg ikke tillade mig og min bare. Hvor skide fedt er det også at være det femte hjul? At min mor og Henrik går og kærester rundt og Anna og Tobias er det perfekte søskende par og elsker hinandens selskab. Og så kommer jeg. Enebarn. Mørkhåret. Mørke øjne. Mørkere hud. Kort hår. Piercinger. Jeg kunne blive ved. Malplaceret. Jeg er ikke en del af det. Jeg har ikke samme efternavn som dem. Jeg ligner ikke dem. Jeg er bare en belastning. En fucking byld i røven. Min mor bliver ved med at argumentere for at Jonas ikke skal være hjemme når Henrik har fri og når jeg er i skole, fordi at "Det jo ikke særlig rart at have en fremmed gå rundt i huset". OK, kan vi blive enige om at de er vilde med Jonas? Ja. "Du ved ikke hvordan det er, Johanne.." Oh, DON'T I!? Selvfølgelig.. Der flyttede jo aldrig pludseligt en fremmed mand IND i huset hvor jeg havde boet med min mor og min far i 8 år.. Eller hvad? Jeg skulle lige pludseligt affinde mig i en masse regler. At jeg ikke måtte gå ud for min dør uden tøj på. Hverken nøgen, i undertøj eller med bare ben. Jeg mener.. Jesus Christ. Jeg blev smidt ud af mit eget hjem, fordi at jeg havde photoshoppet et billede, så det lignede at jeg cuttede. Og nu dette.

Trangen til at flytte til Aalborg vokser for hver dag der går. Jeg vil væk og afsted. Nu.

lørdag den 10. september 2011

Verdenen drejer

Det hele er lige meget. Det er lige gyldigt om vi ser hinanden i morgen eller om to uger. Det vigtigste er at vi har hinanden. Det vigtigste er at du alligevel får mig til at smile, selv om du er så langt væk. Så kan alt andet være lige meget, for jeg er lykkelig. Og så skal vi nok klare alt det, der kunne gå imod os.

"Så må du lære at prioritere"

I dag har jeg siddet og kigget på hjemmesider. Hjemmesider for gymnasier i Aalborg. Ledt efter nogen med medielinje. Der var een som lød udemærket. Men så skulle jeg have spansk på A-niveau i stedet for fransk på b, som jeg har på nuværende tidspunkt. Ja. Det kunne være spændende at søge ind og se om jeg fik det. Se hvad muligheder det kunne give mig. Om jeg kunne flytte op til Jonas. Om jeg ville være villig til at opgive det hele som 17-årig. Altså opgive, som i at smutte fra min familie og det nystartede liv, jeg har her i København. Hold nu kæft, det er svært. Jonas skrev om det var okay at han kom på torsdag og tog hjem søndag. Jeg blev lykkelig for en stund, indtil min mor sagde at Henrik fyldte 50 på fredag. Jeg havde glemt det i et kort øjeblik. Men jo jo, fair nok at han har fødselsdag. Må Jonas ikke komme med? Eller hvad? "Vi får hele lejligheden fuld af mennesker, Johanne" - men ville een mere skade? Really? "Så må du lære at prioritere!" Prioritere.. Men jeg ved jo godt hvad jeg ville prioritere højest. Min familie er her altid. Altid. Henrik holder jo ikke engang rigtig fødselsdag på fredag. Jovist er det hans fødselsdag, men havde de ikke aftalt at holde en 2x 50års til næste år? Og ville det ikke alligevel bare blive en aften med Hilda, Tobias, Anna, min mor, Henrik og jeg over en middag og det var det? Selvfølgelig vil jeg gerne fejre Henrik på bedste manér, men ingen af dem har nogensinde givet udtryk for at de går særlig meget op i fødselsdage. Og hvis jeg skal prioritere - sådan helt ærligt - så vil jeg hellere misse een aften med familien, frem for at skulle undvære Jonas i 20 dage. Tyve dage. Det er jo latterligt. Det er jo umuligt. "Du så ham sidste weekend, Johanne" Jovist, og hvis jeg ikke ser ham i næste, så skal jeg vente til den 30.

Da min mor og far blev skilt, var min mor væk 80% af ugen, for at være sammen med Henrik. For at bo hos Henrik bag min ryg. Og min fars, for den sags skyld. Jeg er næsten ikke i tvivl om, hvad hun i sandhed ville vælge hvis hun skulle vælge mellem Henrik og jeg. Ikke at jeg ser det som et problem. Selvfølgelig betyder ens børn meget, men vi flytter jo hjemmefra og får vores eget liv på et tidspunkt. Betyder ens eget bedste så ikke mest? Betyder det i det hele taget ikke mest at man selv er lykkelig? Man bliver nødt til at være egoistisk nogle gange. Jeg ved at jeg vil blive fremstillet som egoist, hvis jeg tager hjem til Jonas i næste weekend. Jeg ved at det vil gøre min mor vred og jeg ved at hun vil bruge det som argumentation i vores fremtidige skænderier. Hvorfor hun skulle give en fuck for mig, når jeg alligevel skider min familie et stykke. Hvis bare det havde været min egen far, som havde fødselsdag på fredag. Så kunne jeg tillade mig at sige min rigtige meninger og jeg kunne tillade mig at sige "Jeg er altså nødt til det her" Og min far ville forstå mig, fordi at han ville mig det bedste. Altid. Forbandet.

Hvis jeg bare boede i min egen lejlighed og var 18 og havde penge. Endnu bedre: hvis jeg bare var 18 og boede i Aalborg med Jonas og gik på gymnasiet deroppe. Hvis bare min hverdag gik som jeg ville. Men sådan er det ikke. Og nu må jeg lære at prioritere. Er det nu man skal tage chancer? Er det nu jeg skal gøre, som ingen forventer og som ingen ville have regnet med? Ikke engang jeg selv. Jeg tænker tit på Ea-Emilie fra min gamle folkeskole. Hun havde et mod, som ingen andre. Hun drog til Italien. Fucking Italien for at mødes med en fyr, hun havde lært at kende over nettet. Jesus Christ. Hun sked på alt. Skolen, familien, hverdagen. Hun var væk i flere måneder og nu er hun her igen. I Danmark. Og bor med sin kæreste. Sin italienske kæreste. Måske man bare skulle..

Fortidsforklaringer

Jeg tullede lidt rundt i går, gik i bad, gjorde mig klar, legede med billeder og lige pludseligt var det tid til at køre til Gurre. I bilen hørte jeg Crystal Castles på fuld drøn i høretelefoner, og var bange for at min mor skulle tro at jeg var psykisk ustabil hvis hun vidste hvad jeg hørte. Anyways, vi ankom hjemme hos Ea en halv times tid senere, og jeg var virkelig overrasket over hvor lidt tid det tog. Jeg fik set min cykel. Min elskede cykel, som af en eller anden fucked up grund står hjemme hos Ea. Havde glemt alt om den, lol. Ea havde ikke klippet sig korthåret, som jeg havde troet. Hun havde dog stadig taget sine piercinger ud, fordi at det har været hendes mors betingelse for at hun må få en tatovering. Jeg sagde til hende at hun skulle få den et ordentligt sted. Har lidt opgivet at sige at hun skulle vente til hun var 18. Det er hendes krop, hun skal gøre hvad hun føler for og jeg er sikker på at den alligevel bliver flot til hende. Tatoveringen. Vi hyggede, selv om jeg var ret asocial. Jeg ved ikke hvorfor, men det trak mere i mig at se "The Number 23" inde i stuen, selv om de andre sad i udestuen og røg smøger og grinte højt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg satte mig ud til dem senere og fik snakket politik og andre emner. Nogle mere åndssvage end de andre. Det var rart at se Ea igen. Jeg savner at have hende i min hverdag. Jeg savner at bo der. Hos Ea. Det har føltes sådan i lang tid.

Jeg ved ikke. Jeg tror at jeg har for mange ting i hovedet for tiden. Specielt med Aalborg-København situationen. Efter jeg kom hjem, læste jeg i Anne Franks dagbog til klokken 02:30, hvorefter jeg lagde mig til at sove. Jeg blev vækket 06:40 af en mobil der larmede. Med to ubesvarede opkald. Hemmeligt nummer. Jeg vidste at det var Jonas, og ringede til ham og havde en lang snak med ham. Han var sød. Problemet er at han ikke har råd til at besøge mig i næste weekend. Og siden jeg stadig ikke hverken har Hypercard eller Wildcard, vil det blive en 800 kroners dyr rejse. Igen. Jeg ved heller ikke om mit mentale-jeg kan klare 10 timers togrejse weekend efter weekend. Det ved jeg med mig selv at jeg ikke kan. Havde desuden halvt planlagt at hive ham med til Werners fest om fredagen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Da jeg efter vores samtale lagde mig til at sove igen, drømte jeg. Jeg var sammen med Pernille, af en eller anden fucked up grund. Pernille, min gamle veninde fra folkeskolen, som jeg bestemt ikke snakker med mere. Måske er det fordi at Ea nævnte hende her til aften. Første var vi inde i vores hus (for vi boede åbenbart i hus). Altså ikke Pernille og jeg, men min familie. Det var fredag, og jeg havde spontant besluttet mig for at tage til Aalborg. Jeg pakkede så lidt som muligt, men intet kunne være i min taske. Jeg havde iført mig Pernilles gamle top. En sort lædertop, som jeg altid har været lidt forelsket i. Da jeg skulle ud af døren, stod Henrik i døråbningen og mine papsøskende var på vej ind. "Ja, vi har jo planlagt en meget speciel middag for jer alle sammen!", sagde Henrik stolt. Jeg kiggede ud i køkkenet og der var gryder og kog og gang i den. Jeg kiggede på Henrik med min åbne taske på skulderen og sagde at jeg faktisk var på vej til Aalborg. Han så skuffet ud. Meget skuffet. "Ja, man kan jo efterhånden ikke regne med dig mere", sagde han så og gik. Jeg havde dårlig samvittighed som en i helved, men jeg tog alligevel afsted og stod nu på stationen med Pernille. På dette tidspunkt havde hun vidst skiftet over til at være Camilla. Jeg tiggede hende om at tage med, for jeg kunne ikke klare de 5 timer i tog alene. Så vågnede jeg. Jeg ved ikke om det var et tegn eller hvad fanden det var. Men det går mig på. Virkelig.


Nå, de billeder som jeg tog her i går smider jeg lige op.. Jeg ved godt at det er det samme billede, men det er nu meget sjovt.




fredag den 9. september 2011

Psychotrance


Repeat, repeat, repeat. 

Scumbag Facebook

Igen ville Facebook lige minde mig om mit indholdsløse liv. Minde mig om at jeg i dag for et år siden, næsten var på vej til Paris med hus 4 og for to år siden havde jeg årsdag med Benjamin. I år ligger jeg bare og rådner op og hører Crystal Castles. Win/win.

*Indsæt uinspirerende titel*

Jeg havde så småt besluttet mig for at jeg skulle i skole i dag og jeg havde både drukket te og slugt smertestillende, så jeg var kampklar. Min mor havde været nede og købe Prince Light til mig for en gangs skyld, så min hals ikke rustede når jeg røg. Lige pludseligt var hun inde og sige godnat, og jeg havde ingen tidsfornemmelse. Da jeg så endelig kiggede på uret var den 1. Jeg valgte lige at se Zulu i en halv times tid, og så lagde jeg mig ellers til at sove - troede jeg. Jeg lagde mig ned og vendte mig. Jeg kunne lige skimme mit store ur på væggen, og tænkte at det fandme kunne være løgn. Så kiggede jeg på min mobil, for at af- eller bekræfte hvad jeg troede at jeg havde set. Jo, ganske vidst var klokken blevet 02:30. Jeg valgte at åbne min computer, for at sætte noget musik på og så lå jeg i al evigheder til klokken var over 04.

Da min mor kom ind og vækkede mig i morges, hørte jeg kun "Johanne, klokken er over 7". I min halvsøvn fik jeg mumlet at jeg ikke havde kunnet sove i nat, og min mor sagde at jeg ikke kunne tage i skole i den tilstand, for jeg ville alligevel ikke få noget ud af det. At jeg skulle blive hjemme, og blive rask og afsluttede med at sige "Godnat" og lukke døren. Så nu er jeg lige stået op. Min hals brænder stadig og jeg tror vidst nok at vi skal hjem til Ea i dag for at fejre hendes fødselsdag. Ja.

*

Synes godt lige at jeg kunne tillade mig at uploade nogle billeder, fra det bryllup hvor jeg var "fotograf".












torsdag den 8. september 2011

Læsestof

Jeg blev hjemme fra skole i dag. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var noget jeg ville, eller om jeg egentlig gerne ville i skole. Men min mor ringede til mig i morges og bad mig om at blive hjemme. Så det blev jeg. Jeg sov til klokken 14 og vågnede efter at jeg havde haft mareridt om at Jonas og jeg havde slået op. Lige pludseligt lå jeg i favnen på en anden fyr med mørkt hår og øjne, som ikke var lige så rare som Jonas'. Da jeg lå dér kom et billede op af Jonas' arme. Om hvordan de føltes at røre ved, og hvordan de føltes at have om sig. Jeg tænkte på hvor ironisk det var at Jonas tidligere har sagt at jeg nok ville have været sammen med en anden, hvis jeg ikke var sammen med ham på nuværende tidspunkt. Jeg hadede at leve op til det. Nå, men hjemme har jeg i hvert fald været i dag. Og jeg har hostet og ømmet mig. Jeg ville egentlig have set en film, men det blev aldrig til noget. Jeg har ikke flere smøger og jeg er i alt for ringe tilstand til at gå ned og købe nogle. Ej heller vil jeg bede min mor om det. Så hellere spørge om en i ny og næ. Desuden tør jeg ikke at tjekke min konto. Tør virkelig ikke at se hvor mange penge jeg har tilbage. Seriøst.

Så nu ligger jeg her i min seng. Jeg hører Radiohead og tænker på Maja. Jeg fik et Maja-flip i går, hvor jeg hørte både Under Byen, Placebo og Radiohead. Jeg græd også. Jeg ved ikke hvorfor. Eller jo det gør jeg, men det er så unødvendigt og ligegyldigt. Og jeg skrev grimme ord ned for mig selv og jeg tør ikke at læse dem igennem igen. Jeg har lige spist en KitKat og drukket mango og fersken te. Min mor tog det med hjem, og jeg som ellers troede at de for længst var revet af hylderne, blev lykkelig. Liptons fine Peach-Mango te i de der søde pyramideformede teposer. Det var rart. I morgen skal jeg hjem til Ea. Hun har vidst klippet sit hår af og taget nogle af sine ansigtspiercinger ud, fordi at hun skal have en tatovering. Jeg ved ikke om det er i mit rette element, at jeg kan blande mig eller ej. Jeg ved ikke om jeg kan tillade mig at sige at jeg synes at hun skulle vente til hun bliver 18. Jeg ved ikke hvad jeg kan sige længere. Jeg mener.. Vi snakker jo ikke sammen på daglig basis længere. Vi ses jo ikke engang mere. Højst een eller to gange hver måned. Årh jeg ved ikke.

Desuden er jeg irriteret på mig selv. Jeg er irriteret over at mit værelse ligner et sted hvor en 14-årig kunne være bosat. Jeg er irriteret over at her er så fandens.. børnet. Jeg ved ikke hvorfor, men min selvopfattelse har ændret sig radikalt. Lige i dag. Jeg ved at jeg vil stå op i morgen og være lige glad, men på nuværende tidspunkt gør det mig ked af det. Det gør mig ked af det, at jeg ikke er ligesom Anastasia fra Blackmarket, som er så inspirerende og smuk og tager fantastiske fotografier. Jeg virker så kedelig og ligegyldig i forhold til hende, og det pisser mig af. Jeg bliver misundelig og jeg får lyst til at ændre mig selv. Og nu er jeg ked af at jeg ikke har nogle bøger. Jeg fik en lyst til at læse i dag, men jeg har ingen bøger. Kun animé-tegneserier, Twilight bøgerne og mindst halvtreds eksemplarer af Baha'í-biblen. Jeg vil have noget fagligt. Noget interessant. Henrik og min mor har bryllupsdag i morgen. Den 9/9. Samme dag som jeg dengang i år 2008 blev kærester med Benjamin. 3 år siden. Nå. Men Henrik har givet hende en bog. En, som jeg længe har villet have fat i. Med store, kendte mænds kærlighedsbreve, som de igennem tiderne har skrevet til deres elskede. Jeg er sikker på at jeg ville tude, hvis jeg læste i sådan en bog. Jeg må have fingrene i dén og nogle andre lækre bøger. Jeg tror at Jonas skal hjælpe mig. Jeg tror at han har styr på sådan nogle ting. Ak..

Jeg vil lægge mig til at dø igen.

Ramona

Efter jeg havde badet og kastet make-up i hovedet og taget tøj på, som så bare en smule pænt ud og også varmede bedrog jeg mig ud mod Vanløse. Yes. Det var aftalt og planlagt og jeg ved ikke hvad. Jeg kom ud til Vanløse St. hvor jeg fik kastet valgsedler i hovedet og jeg ved ikke hvad. Pludseligt står Johanne Smith der og jeg er sådan lidt "Nå, hej". En ældre dame spørger om jeg vil vide mere om Johanne Smith og rækker mig en seddel, som jeg tager imod med sætningen "Nåmen, jeg er selv aktivist for Enhedslisten, så..". Det synes damen var lækkert og fantastisk og jeg ønskede held og lykke og gik lidt væk for at kunne spotte Camilla bedre. Jeg stod i lidt tid og prøvede at ringe til hende og sådan, og pludseligt dukkede hun op. Jeg kunne kun se hende bagfra og hun var langt væk, men jeg vidste at det var hende. Hun væltede rundt på stationen og jeg kom til at forskrække hende, fordi at hun havde musik i ørene. Men vi havde en god dag. Gu' havde vi så. Vi snakkede, spiste pizza, røg lorte smøger og jeg var som altid ved at pisse i bukserne af grin. Jeg har savnet hende. Hende og vores indforståede humor og evne til at snakke om alt.

Men jeg er på grådens rand og er ved at dø. Min hals er krakeleret og nu hører jeg bare Radiohead og Placebo og ignorerer at min mobil vibrerer og min Facebook-chat blinker og larmer. Jeg gider intet. Jeg vil bare ryge resterne af min sølle hals itu og sove hele natten og hele dagen i morgen. Fuck.

Lige nogle billeder fra introturen:

Har dog ikke taget nogle af disse fantastiske billeder

onsdag den 7. september 2011

På dødens rand

Jeg er lige kommet hjem fra introtur. Intro-fucking-helved. Jeg kunne allerede mærke inden vi tog afsted, at jeg var ved at blive syg. Jeg havde ellers klaret mig fornuftigt, eftersom alle omkring mig allerede hostede og snøftede. Men næ nej. Selvfølgelig ikke. Efter jeg kom hjem fra Aalborg klokken lort i søndags og fik et par timers søvn, stod jeg op og begyndte at pakke. Mit eneste mål for morgenen var at få pakket færdigt, så hurtigt som muligt, for derefter at kunne vende tilbage til min seng igen. Men så skulle jeg jo have morgenmad og bade og ryge en smøg og pludseligt var klokken otte. Jeg skulle mødes med Holme nedenfor hendes dør, så jeg kunne køre med hende og hendes mor, men bare turen ned af trapperne med et telt, et liggeunderlag og en sovepose i den ene hånd og en kæmpe taske samt en mindre taske med mad i den anden, virkede ganske uoverskueligt. Men så kørte vi da og kom ned til stationen, hvor alle slæbte og lignede noget der var løgn allerede grundet vejret, som så smukt var det rene lort. Og så tog vi afsted. Mod Glumsø. Navnet siger næsten det hele. Da vi ankom kunne vi endelig komme af med alt vores lort, og så skulle vi vandre små 4 km. igennem Glumsø skov. Det pissede ned og vi havde så småt opgivet efter at have gået i 40 minutters tid. Vi blev revet rundt da vi endelig ankom til det der spejdercenter, eller hvad fanden det nu end var. Først skulle vi hen på pladsen og så tilbage og hente vores bagage, for så at slå vores telte op og jeg ved ikke hvad. Ak ja. Lortet var jo vådt. Det hele. Hele pladsen.

Da det begyndte at klare op blev det nu egentlig meget hyggeligt. Vi fik lavet spaghetti og kødsovs over bålet og vores ene tutor spillede som en vanvittig på sin ukulele. Det var meget rart og vi sad da også inde i det store drengetelt alle sammen og snakkede, hyggede og sang. Jo, det var da skide hyggeligt. Vi gik tidligt i seng og jeg vågnede mindst 10 gange den første nat. Jeg havde tænkt til mig selv at det da var lykken at gå i seng iført t-shirt, trusser og uldsokker. My ass. Første gang jeg vågnede besluttede jeg mig for at tage min hættetrøje på. De efterfølgende gange var det enten af kulde, hosten eller ubehag. Det var en forfærdelig nat, selv om det hjalp lidt på det at jeg havde skrevet klynke-beskeder til Jonas. Om morgenen stod vi tidligt op. Sygdommen havde taget til i min hals og mit hoved. Propper i ørene, hovedpine, hoste, snot. Nice. Hele dagen lavede vi aktiviteter, og det var nu egentlig meget sjovt og sådan. Vi byggede vores egne tømmerflåder og jeg tog med ud på en af dem iført bikini og t-shirt og blev hevet i vandet af Matt og Niels. Jeg tror ligesom at dét var dråben, som fik min, hvad jeg tror er lungebetændelse, til at gå amok.

Men nu er jeg hjemme. Jeg har været i et langt bad og jeg har redt mit hår, hvor underligt det end lyder. Og jeg ligger i min seng. Min varme, lækre seng. Jeg har stadig en pakke røde L&M tilbage, men jeg orker næsten ikke at ryge dem. Til dels fordi at det er L&M, til dels fordi at min hals er ør. Gid vi havde noget smertestillende, så jeg kunne dope mig lidt.

mandag den 5. september 2011

Karma, glæder og ulemper

Okay. Jeg er lige kommet hjem fra Aalborg. Klokken er 01:25 og jeg skal i skole i morgen. Eller som sådan ikke, for vi skal på introtur in the middle of fucking nowhere, og ligge i telt. Men møde skal vi altså. Endda klokken 08:15 og det bliver en bitch at komme op til den tid. Især nu hvor jeg klogt har valgt at blogge. Flot, flot.

Ak ja. Vi havde idrætsdag på skolen i fredags, hvor vi var udklædt som 80'er idioter og det var pisse sjovt. Vi havde den vilde fest og jeg morede mig gevaldigt. Jeg gik dog lidt tidligt, da jeg ikke rigtig skulle deltage i flere af aktiviteterne, og fordi at jeg gerne ville hjem, pakke, bade og så tage afsted mod Nordjylland. Så det gjorde jeg. Jeg missede det tog jeg rigtig skulle have været med. Et af de der 'Lyn'toge, hvor det "kun" tager 4 timer og 20 minutter. I stedet måtte jeg tage et hvor det tog mig 5 timer. Jeg døde. Der var millioner af mennesker i toget, men efter lidt tid fik jeg dog hustlet mig til et klapsæde, hvilket nærmest tæller som ingenting alligevel. Ak ja. Først så jeg "Hævnen", som forresten er en lækker film, og efterfølgende valgte jeg at prøve at falde i søvn. Flere gange vågnede jeg og opdagede at min mund stod åben, flovede mig og lagde mig atter til at sove igen. Men det var svært. Meget svært. Jeg kunne ikke læne mit hoved op ad noget, og pladsen var minimal, så efter en god times tid valgte jeg at droppe det og sidde og fordrive tiden på at lave.. Ingenting. Cirka 4 timer inde i rejsen fandt jeg en ordentlig plads på et 4-mandssæde og valgte at slå mig ned. Jeg ville ankomme i Aalborg 20:52 - det havde kontrolløreren i hvert fald sagt. Nå ja, og så havde jeg lånt Holmes Wildcard og sygesikringsbevis, fordi at mit eget Wildcard var udløbet. Det sjove var, at det var hendes også. Kontrolløreren var dog en hæderlig mand, og lod mig undslippe uden en bøde. Da klokken var 19:52 ankom toget til Aalborg, og eftersom jeg havde regnet med at der ville være en time til, stressede jeg min computer og alt mit andet lort ned i min rygsæk (pænt) og løb ud af toget. Eftersom jeg flere gange undervejs ville give op og tage tilbage, eller bare lægge mig ud på hvad-for-end-station vi nu var på, og dø, var det lykken at se Aalborg St. igen. Jeg ringede til Jonas for at fortælle ham det - han svarede ikke. Så ringede jeg igen, og igen. Skrev et par SMS'er. Intet svar. Ingen respons. Nå, tænkte jeg. Jeg satte mig og ladte min mobil op, da den døde og skrev lidt med Simone, som ville vide om hun ikke snart skulle ud og se hvor jeg boede og hvad Jonas forresten hed, så hun kunne stalke ham på Facebook. Jeg elsker den kvinde. Men mit humør var i bunden. Da jeg havde ventet en halv time, uden svar, satte jeg mig uden for og røg endnu en smøg. Jeg ringede til Jonas flere gange og der skete stadig intet. Og så begyndte jeg at græde. Ud af den blå luft. Jeg kunne ikke holde tilbage, og det blev ved med at løbe ned af mine kinder. Jeg havde stilt mig i en afkrog, hvor det kun var taxa-chaufførene, som kunne se mig. Eftersom de virkede pænt ligeglad med at jeg stod og tudede, fandt jeg stedet perfekt til mit sølle humør. Da jeg havde stået på stationen i lidt over en time, ringede Jonas. Jeg kunne knapt sige noget, fordi jeg prøvede at holde min gråd tilbage, men da han kom fik jeg kram og kys og "Det er jeg virkelig ked af", fordi at han havde været i biografen, da han, som jeg havde skrevet, jo forventede at jeg kom 20:52. Nå. Da vi sad i bussen hjem blev mit humør godt igen og endnu bedre var det, da vi kom hjem og vi kunne ligge og kysse og hygge.

Lørdag morgen gik vi ned i Brugsen og købte ind til lasagne og Prince Light (for en gangs skyld). Og så hyggede vi egentlig resten af dagen. Vi havde lejligheden for os selv, så den stod på fællesbad, chips, lasagne og gyserfilm. Jeg faldt i søvn tidligt på sofaen og husker ikke rigtigt at Jonas vækkede mig, hev mig med i seng før jeg igen var faldet i søvn. Natten før det havde jeg vågnet om natten med et chok. Det eneste ord der sad fast i mit hoved var "Departure". Det er en smuk sang, som jeg ikke har hørt længe, men det var i en ubehagelig sammenhæng. Med tanken om at jeg kun havde een nat mere med Jonas og at jeg igen skulle tilbage. At jeg igen skulle rejse tværs over Danmark, for så at vente uger på at skulle se ham igen. Det er forfærdeligt. For helvede også.

Ja. Og så tog jeg afsted i aftes. Vi tog mod stationen 17:30, men jeg droppede at nå toget klokken 18:01, da bussen for det første var forsinket og så ville det jo også betyde at jeg kunne tilbringe endnu en time med Jonas. Hvad jeg ikke havde forventet var at toget klokken 19:01 selvfølgelig var aflyst. Selvfølgelig. Jeg havde købt en billet, som var tilegnet Wildcards, men ombestemte mig i sidste sekund og købte en voksenbillet i stedet. 388,-. 388! Hvad fanden? Det fede er at fredage og søndage ikke er billigdage, så selv med Wildcard koster det 294,-. Fuck my life. Men alligevel. Det er jo dét min løn skal bruges på, selvom jeg hader at det er så dyrt. På den anden side fik jeg mit job, med henblik på at jeg skulle kunne rejse frem og tilbage fra Aalborg. Nå. Der var ingen billetkontrollør i det første tog og i det andet kom der en, som alligevel ikke tjekkede Wildcards. Nice. Men jeg var glad for at jeg ikke skulle sidde med en klam samvittighed og paranoia igennem de 5 timer det tog mig at komme hjem. Jeg fik ikke sovet. Overhovedet. Til gengæld fik jeg set Inception, som viste sig at være den største mind-fuck film, ever made. Men den var ganske god, på trods af det. Jeg skrev lidt med Jonas under togturen. Om hvor rart det ville være hvis vi havde en hverdag sammen og boede sammen. Godt at der kun er 3 år endnu. Ja ja. Men nu er jeg da hjemme. Busturen hjem gik heldigvis stærk, men aldrig har jeg oplevet noget lignende. Buschaufføren smadrede ind i en bil på vejen. En som var parkeret. Jeg vil vædde med at siden på bilen ligner noget der er løgn. De få mennesker der var i bussen sad og lignede spørgsmålstegn, for det var virkelig underligt. Buschaufføren kørte glædeligt videre, mens der var awkward silence i resten af bussen. Ja ja. Tog et smut forbi døgn-kiosken og købte tre pakker smøger og en Nestea med mango, da jeg ikke længere kunne dy mig for min tørst, og vandrede så op i lejligheden. Og nu sidder jeg her. Klokken er næsten to og jeg er lidt på dødens rand. Jeg ville ønske jeg lå i Jonas' king-size bed og dovnede den til film og hygge med hans arme omkring mig. Den kedelige nyhed er bare at sådan fungerer det ikke.

Nu tror jeg at jeg ligger mig til at sove.

torsdag den 1. september 2011

To år

Facebook er en luder. Den ville lige pænt minde mig om at jeg den dag i dag, for to år siden, var sammen med min far. At jeg skulle ud og spise med ham og at han forresten i kommentarfeltet havde skrevet at han elskede mig. Nice. Super nice, Facebook din forpulede bitch.

Aftaler

Okay. Så. Hvad er der sket.. Ugen er egentlig fløjet afsted og nu er vi i september måned. September. Jeg har snart kendt Jonas i et år, tro det eller ej. Det virker som så lang tid siden. Skiferien. Januar måned hvor vi begge havde kærestesorg og ynkede til hinanden, fordi at det var så nemt og enkelt at komme ud med alle sine følelser over for en som var så fremmed. Det er altså så underligt at tænke på. At vi startede vores bekendtskab med at snakke om PS3-spil, skiferie, fersken isthe og så slog over i dybe følelsessamtaler om ekskærester og dårligt humør. Pludseligt skulle han i militæret og jeg blev ærlig ved tanken om at vi lige var begyndt vores bekendtskab, og han så skulle væk. Og så. Bum. En aften flere måneder senere sad vi og cammede. Et par uger efter sås vi og nu går vi ind i vores femte måned sammen. Det er vanvid. Det er virkelig.. Så tilfældigt. Skæbnesagtigt. Jeg har aldrig været så lykkelig i hele mit liv. Når jeg er sammen med Jonas er alt andet ligegyldigt. Hele verdenen udenfor er så gylden og smuk. Når jeg ikke er sammen med ham, tænker jeg på ham. Konstant. Jeg drømmer om ham og snakker om ham. Jeg elsker ham. Hold nu kæft, hvor jeg elsker ham. Jeg vil så gerne opleve med ham. Opleve verdenen og opleve en hverdag med ham. Ikke på kort sigt. Hver dag. At kunne kramme ham og kunne ligge og snakke hele natten med ham. Og så skal jeg forresten se ham i morgen. Jeps. Det bliver fantastisk!

Men ak ja. Hvad har jeg lavet i den her uge? Jeg har fået løn. En utrolig god sum penge, så min lykke er gjort. Jeg er begyndt at spise regelmæssigt igen, efter tre uger på dødens rend. Lovely. I morgen er der så idrætsdag på skolen og efter det er der kæmpe introfest med opvarmning og fri bar og hele lortet. Jeg har så valgt ikke at tage med. Selvfølgelig ville jeg gerne med. Men tanken om ikke at kunne se Jonas i to-tre-fire uger eller sådan var bare modbydelig. Jeg har også fået snakket med Grenen. Min kære, kære Gren. Og vi har endelig fået en nogenlunde aftale på plads. Jeg savner ham som bar fanden. Og jeg skal have snakket med ham. Jeg skal fortælle ham det hele. Alt der er sket siden Roskilde. Det er fandme en del. Årh..

Pages