..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

lørdag den 4. juni 2011

Øv-dag

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg ellers skal beskrive denne dag. Øv-dag. Lorte dag. Kedelig, kedelig dag. Jeg vågnede klokken 14:00 fordi at jeg kom til at røre min telefon, som valgte at sætte ild til min hånd, fordi at den havde ligget i solen, siden den tidlige morgen. Jeg tændte min computer for at bekræfte at der ikke skete en skid. Jeg tjekkede min stakkels telefon igennem og gik igennem mine opkald. 20 opkald til Jonas. Opkald til Rasmus, Benjamin, Amalie Månsson, Pernille, Daniel Diköv og Chris Leach. Forbruget må allerede være sky-high. Hvad fanden har jeg lavet i går aftes? Da jeg rejste mig op kunne jeg hurtigt mærke det: tømmermænd. Min mave brokkede sig og flere gange overvejede jeg at gå ud på toilettet og brække det hele op, selv om det nok ikke ville hjælpe det mindste. Jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke kunne tillade mig at ringe til Jonas. I hvert fald ikke for den næste måned, med alle de opkald jeg har plaget ham med i går. Hvad fanden er der gået af mig? Jeg valgte at bruge min dag derfra på at skype med Benjamin i næsten 3 timer, se "The Pursuit of Happiness" og hænge vasketøj op. Jeg skulle vidst have været ovre hos Holme. Eller skal jeg det stadig? Mor og Henrik er kørt til Nordsjælland for at besøge deres drukvenner. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tage med eller ej, men med de værende tømmermænd, kunne jeg ikke overskue tanken om mere alkohol.

Jeg har også fået snakket med Jonas. Jeg ved stadig ikke hvor jeg står med hensyn til beslutningen om mit hår, som jeg ellers havde taget. Jeg kan godt forstå ham og alligevel ikke. Jeg hader at skulle rette mig efter andre på sådanne punkter, men på den anden side gider jeg heller ikke at være egoistisk, for jeg kan jo godt se mandens pointe. At være sammen med mig, specielt seksuelt, hvis det er hans største turn-off, ville være af høflighed. Og det er jo ikke en altafgørende beslutning der skal tages. Jeg kunne jo gøre det, hvis jeg fik overtalt ham, selv om han allerede har sagt at han ikke vil forbyde mig det. Men jeg gider heller ikke at provokere ham. Man er vel nødt til at prioritere og hvis dette virkelig er vores største bekymring, går det sgu nok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages