..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

lørdag den 18. juni 2011

Titelløs

6 dage, 15 timer og 18 minutter tilbage. Så er jeg færdig på efterskolen. Jeg skal tilvænne mig en helt anden hverdag, end den jeg kender. Jeg skal hjem. Til Brønshøj, hvor jeg nu har boet i snart 7 måneder. Muligvis har jeg kun tilbragt en måned eller halvanden i hjemmet. Højst to. Det hele er så nyt. Det er tidspunkter som dette, hvor jeg ville ønske at jeg kom tilbage til Kvistgård. At jeg vendte hjem til alt det vante. Til mit smalle værelse, med udsigt over betonhusene. Hvor jeg hver aften kunne forvente Nichlas, Philip, Kenneth eller nogle af de andre kaste sten op på min rude. Jeg savner det. Jeg savner dem. Jeg ser tit Amalie skrive statusser om Pernille og Laura. Jeg misunder hende for det. At hun er på efterskole, men stadig har de gamle veninder. Selvfølgelig har jeg kontakt med nogle af dem fra Helsingør-området stadig. Men det er ikke meget. Ikke så meget som jeg ville. Bille og jeg har skrevet sammen her for nogle dage siden. Selvfølgelig har jeg Nichlas, men han er også noget helt specielt. Jeg er så glad for ham. Ea aner jeg ikke hvor jeg har mere. Ikke efter pinsen. Jeg ser hendes formspring-svar komme op på min, hvor jeg føler mig glemt. "Hvem har støttet dig mest igennem dit liv?", hvorpå jeg ikke er en del af hendes svar. Det gør ondt. Ak ja.

Jeg sidder i toget på vej mod Nyborg fra Kolding. Jeg havde overtalt min kære mor, til at ringe mig fri om fredagen, så tidlig torsdag morgen tog jeg toget mod Jonas. Vi har haft nogle rigtig lækre dage sammen. Jeg kunne godt mærke på mig selv, at det var det jeg behøvede efter ugens løb. Jeg har været så irriteret og sur og dét at jeg og Ahrens stadig ikke er blevet helt fine, går mig umådeligt meget på. Jeg vil så nødigt ende året med at være uvenner med en af de piger, som betyder mest for mig. Suk. Men det var dejligt at se Jonas. Vi tog i biffen og så den nye gyser. Insidious. Fy for helvede, hvor var den fæl, men det er nok min bedste biografoplevelse hidtil. Da filmen var slut, nærmede klokken sig midnat og vi havde besluttet os for at gå hjem, hvilket ikke var et hit efter en gyser. Men det var nu lækkert nok. Åh. Jeg føler mig så lykkelig når jeg har ham ved min side. Det virker stadig surrealistisk for mig, at den simple aften med en MSN-samtale, har udløst alt det her. At han nu er en del af mig.

På mandag skal jeg op i mundtlig matematik. What the fuck? Jeg havde egentlig tænkt mig at skide det et stykke, fordi at det er matematik og jeg alligevel er idiot til det. Men så fandt jeg ud af at jeg havde fået 10 i min skriftlige eksamen, som forbløffede mig en del. Jeg spurgte Leif, da han pænt kom ind og vækkede mig. om han havde forudset det. "Selvfølgelig, Johanne. Jeg forventer da også at du får 12 i mundtlig". Ja tak, høje forventninger. Tro på det. Men nu vil jeg faktisk gerne se hvad jeg kan formå at præstere, når jeg har klaret mig så flot skriftligt. Jeg tror faktisk at det er en af de karakterer jeg er blevet gladest for at få. Ja. Nu er der kun en halv time til at jeg ankommer i Nyborg, og søde Fru Holme ringede til mig tidligere i dag, og hentydede flabet om hun ikke skulle hente mig på stationen. Hun er sgu sød.

Jeg vil også lige tillade mig at smide denne sang op,
som jeg er begyndt at høre konstant. Jeg takker min
gamle klassekammerat for det. Fuck, den er skod..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages