..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 13. juni 2011

2 in the afternoon

Nu er jeg hjemme igen. Det endte med at blive en ganske udemærket pinseferie. På anden dagen begyndte Ea og jeg at snakke nogenlunde sammen. Hun har fået en tatovering designet til hendes håndled. Med et "J" og to stjerner. Den er sød. Og tanken er sød. Så nu skal jeg bare gå og fikse rundt med idéen om hvordan min så skal se ud, selv om det ikke er noget jeg regner med at få lavet før jeg bliver 18. Da solen stod højt på himlen tog vi hen til stranden. Selv om vandet ikke lige var så lækkert som man havde regnet med, da det føles som minusgrader, var det faktisk meget lækkert alligevel. Min første strandtur i Danmark i år. Det fik mig til at savne Cuba endnu mere og det 30 graders varme vand. Ak ja. På vej hjem fra stranden, gik jeg og holdte i hånd med min søde 4 årige grandfætter, som elsker mig højt og helligt. Ja, vi er åbenbart kærester i følge ham. Jeg er ellers imod incest, men han er nu ret sød. Han begyndte at tale om kræft. Kræftceller, kemo, leukæmi. Ord jeg aldrig havde troet skulle komme ud af en 4 åriges mund. Det var skræmmende. Han spurgte også hvor min far var. Om han var hjemme eller hvor han var. "Er han død?", spørger han så. Så måtte jeg jo til at forklare ham med kræftceller i hjernen og jeg ved ikke hvad. Det er ikke rigtig noget jeg har skullet forklare sådan et lille menneske før. Det var meget mærkeligt.

Om aftenen satte vi os pænt til at drikke og af en eller anden grund blev emnet om min far taget op igen. Denne gang var det bare min mor og hendes kusine, som sad og snakkede om det. Det er meget sjælendt at min mor snakker om min far. Altså.. Hun kan da godt til tider nævne ting, som han har sagt, gjort eller lignende, men vi snakker aldrig om hans sygdom, deres skilsmisse og så videre. Overhovedet. Det var meget underligt. Da vi gik ud for at ryge havde jeg det ellers godt. Altså ikke på den måde at jeg havde drukket for meget eller lignende, men jeg var hverken ked af det eller i dårligt humør. Men samtalen fortsatte og så blev det pludseligt for meget for mig. Og jeg begyndte at græde. Jeg har ikke grædt over min far i flere måneder. Ikke at jeg prøver at fortrænge det eller at jeg holder det inde, jeg har bare accepteret det. Og jeg ved jo inderst inde at det var det bedste for ham. Men jeg græd og min mor trøstede mig. Det var lidt rart alligevel. Ak ja. De sidste dage var rare. Jeg har været meget fuld og jeg har snakket med Jonas og jeg har nydt det hele. Det er nu lidt rart at være hjemme igen!

Forresten er jeg blevet hyret som fotograf! Det bliver rigtig spændende. Jeg har også taget nogle søde billeder af min ene grandfætter:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages