..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

onsdag den 25. maj 2011

Tomme lunger

Lige om lidt skriger jeg. Jeg skriger, fordi at jeg ikke er alene. Fordi at der er mennesker omkring mig og jeg ikke kan te mig som jeg har lyst til. Jeg skriger, fordi at jeg ikke kan græde og få det hele ud. Irritationen og vreden. Jeg har nu taget mine earplugs i og hører Devendra Banhart på volume 200. Jonas skrev for lidt siden en lang besked om hvordan hans dag havde været og hvad med min og at han savnede mig og kys kys. Jeg svarede meget kortfattet igen. Jeg havde ikke engang lyst til at skrive. Jeg har ikke lyst til at være i nærheden af nogen nu. Jeg føler mig ret uønsket. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har PMS eller bare fordi at det.. Er på tide, på en eller anden måde. På tide at reagere. Jeg bed hovedet af Holme tidligere i dag, fordi at hun kommenterede på min måde at snakke på (hun mener at jeg har fået jysk dialekt, God forbid!). Vi var uvenner og fik snakket det igennem med tårer og vrede. Fantastisk start på dagen. Da Svane, Holme og jeg skulle i byen blev Ahrens vred på mig og vi begyndte at skændes. Over et noget så latterligt emne. Da vi nede i byen mødte Ahrens var der ikke noget synderligt problem, og alligevel var hun deadly serious vred til te, da jeg tog hendes plads. My - fucking - God. Jeg har lige sendt Werner ud af mit værelse, selv om jeg har savnet ham hele dagen. Emma og Maja er stadig herinde, selv om jeg (på trods af min store kærlighed til dem) ønsker dem langt væk. Det er ikke noget personligt, jeg har bare PMS og dårligt humør op til halsen i dag.

Jeg ville ønske at jeg i nat kunne gå en lang tur. Nej. Jeg ville ønske at jeg var hjemme. Og at jeg havde Jonas med mig. Og jeg ville ønske at han ville nusse om mig på den der gode måde. Og nusse min numse (for det har jeg haft lyst til hele dagen. Ikke på en seksuel måde, det er bare hyggeligt). Jeg har aldrig kendt en person, som har kunnet nusse mig, uden at jeg har bedt dem om at lade vær. Enkelte gange har jeg lige kunnet holde det ud - men i længere tid af gangen bliver det bare for irriterende og det kilder. Men Jonas kan gøre det på en rigtig rar måde, så jeg bare kunne ligge og nyde det i århundreder. Jo, jeg savner ham. Jeg savner ham faktisk rigtigt meget. Jeg synes at de seneste dage har været svære at finde rundt i. I fredags da jeg var på Rocken, skrev han nogle underlige beskeder. Hans humør havde jo været dårligt og vi var stoppet med at skrive ved 21:30 tiden, men en time efter modtog jeg en lang besked om at han holdte af mig og at han ikke glemte mig, uanset hvad der skete. Og at han kunne mærke at vi havde et bånd. Jeg svarede selvfølgelig igen med en lang besked om os og hvordan jeg havde det og at vi nok skulle klare det. "Tror du? Jeg har i hvert fald brug for at høre det", fik jeg tilbage. Siden den besked har jeg bare haft det underligt. Vi snakkede jo videre efterfølgende og det var jo langt fra fordi at han mente at det skulle stoppe nu. Men jeg har bare haft svært ved at snakke normalt med ham. Jeg overvejer at fortælle ham det. Det ville sikkert gavne os begge. Vi har også fået snakket om i næste uge, og det lød vidst som om at han kommer til KBH og besøger mig. Lækkert.

Her på det sidste er jeg begyndt at savne Kvistgård - meget. Bare at skrive den sætning ned, har givet mig tårer i øjnene. Jeg savner Kvistgård. Jeg savner at komme tidligt hjem fra efterskolen og kunne ringe op til en af mine venner og fortælle at jeg kan mødes inden for en halv time. Jeg savner at have nogle at rende rundt med i Brønshøj, selv om jeg elsker at have Holme i nærheden! Men.. Jeg savner sgu de drenge og det fællesskab vi havde. Jeg savner at det hele var så spontant. Men at jeg altid kunne forvente på det samme åndssvage tidspunkt om natten, at få sten kastet på min rude. Jeg savner de der "Hey, vil du mødes ved broen og ryge en smøg?"-opkald, som var så ligegyldige, men alligevel gjorde mine dage spændende og fyldt med sødme. Nichlas skrev til mig i dag og spurgte hvad jeg skulle på fredag. Jeg har jo bliveweekend, så selv om jeg er blevet inviteret til 18-års og jeg ved ikke hvad, måtte jeg jo desværre takke nej. Han ville have mig med på Bakken til sidste skoledag for alle de elever, som jeg stadig betragter som 8. klasserne. "Du misser det..", skrev han. Og så indså jeg at jeg misser alt. Jeg misser hele min Nordsjællandsopvækst, fordi at jeg er flyttet til Brønshøj. For et år siden, på dette tidspunkt ønskede jeg ikke noget højere end at komme væk fra det hele og få et nyt liv. Nu vil jeg have det gamle tilbage. Det er også rigtig nemt at finde ud af, Johanne. Super.

Så nu kan jeg skrige videre. Med tårer i øjnene og fred.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages