..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

onsdag den 27. april 2011

Bare ben og snitsår

..jeg drømte i nat. Jeg havde en række af ubehagelige drømme. De første husker jeg ikke. Kun svage glimt. Jeg tror at min far var med i en af dem. Jeg kan bare ikke huske andet. Den sidste husker jeg dog tydeligt. Jeg befandt mig i et hus i København. Vi var åbenbart flyttet til et villakvarter i et stort hvidt hus. Men huset var mørklagt, fordi at det var aftenstund. Vi sad i dette meget store hus, min mor, Henrik, en blanding af min mormor og min papfarmor og jeg. Der var sket en masse ting. Ulykker. Min mor var vred og opgivende. Dette store hus var smukt, men tomt. Og uden sjæl. Mit værelse lå på første salen og trappen var i lokalet vi spiste. En form for spisestue, som ikke indholdt andet end et langt bord og nogle stole.

Lige pludseligt larmede det udenfor. Jeg kiggede ud og på trods af at vores hus var mørkt og tomt, var villavejen vi boede på grøn og frodig med farver og liv. Og alligevel var det uhyggeligt. Jeg kiggede ud igennem vinduet og så op. En kæmpe helikopter fløj rundt over os. "Det må være beredskabsstyrelsen", sagde min mor. Jeg forstod ikke, men jeg vidste alligevel at det betød at der var brænd i vores hus. Jeg løb forvirret rundt, mens min mor og de andre sad forstenede ved bordet. Ligeglade og ligegyldige. "Har du nu sat ild til værelset, eller hvad?", spurgte min mor. Jeg løb op ad trappen og blev mødt af flammer. Ikke på mit værelse, men midt på den lange trappe. Jeg løb ned igen og fortalte dem det. At vi var nødt til at gå ud. Der var en forfærdelig støj. En truende støj, som fortalte at vand nok ikke var det eneste helikopteren ville fyre af på huset. Sådan følte jeg det i hvert fald. De var ligeglade. Med mig. Med dem. Med alt.

Jeg vågnede med hjertet siddende i halsen. Jeg ved ikke hvorfor denne drøm skræmte mig så meget, men det er lang tid siden jeg har haft mareridt - og vågnet af det. Jeg kiggede på mit ur som signalerede at jeg snart skulle op. Meget snart faktisk. Dog lagde jeg mig til at sove igen. "Tænk på noget godt", sagde jeg til mig selv. Mit hjerte blev siddende i halsen. Jeg finder drømme spændende og mareridt. Af ukendte årsager har jeg, så længe jeg kan huske, altid haft mareridt med larm. Der skal altid være en hårdfin grænse med stilheden - tomheden og larmen. En forfærdelig, truende larm. Det er mærkeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages