..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

torsdag den 31. marts 2011

At give slip

De sidste par dage har jeg set afsky. Jeg har set usselheden og jeg har væmmet mig. Jeg har ingen lyst haft til at dele: mine tanker, mine meninger, mine historier. Jeg har flere gange siddet med et tomt indlæg på skærmen, undrende over hvad jeg skulle skrive. Om jeg skulle skrive. Jeg har sagt ordene: "Jeg ville ønske at blogs ikke eksisterede" og ment det.

Nå! Der gik lige en time fra den sidste sætning. Holme ringede og vi fik snakket om vind og vejr og ludere.  Jeg savner hende. Det er utroligt hvordan en enkelt person kan fylde så meget i hverdagen. Jeg savner også Svanen, som tog hjem i mandags, fordi at hun havde det skidt. Jeg overvejer lidt at gå i seng, da klokken nu igen har ramt 3-tiden. Suk. Hele denne uge har været præget af søvnmangel. Jeg er træt, men jeg kommer frisk op om morgenen. Jeg sukker efter at kunne sove hele dagen, og alligevel bruger jeg den halve nat på at snakke, fjolle, grine, græde og ikke mindst tænke. Men nu vil jeg ligge tankerne fra mig. Det er også nemmere nu hvor Holme stort set har planlagt hele min fødselsdag for mig. Den pige er fantastisk.

Det jeg egentlig ville frem til, til at starte med, var at jeg har tænkt meget over at løsrive mig fra bloggen. Løsrive mig fra fremmede menneskers syn på mig. Hvorvidt om det er godt eller dårligt. Løsrive mig fra spekulationer om hvem, hvorfor og hvornår folk læser med. Det er ellers aldrig tanker som har gået mig meget på, men lige for tiden synes jeg at de gør det. Mest af alt vil jeg flygte. Uanset hvorhen. Hjem eller ude. Jeg er på en evig søgen pt.

onsdag den 30. marts 2011

For fucking sake

Jeg tog Fie's køkkenvagt i dag, af en grund, som jeg ikke selv kender til. Jeg tror at det var fordi at det var "mit" køkkenhold der var der: Ahrens, Misha, Emma, Bork, Sebastian og Lass som vikar. Jeg tror heller ikke at jeg kunne overskue timer, Leif og matematik. Jeg brugte den halve nat i går aftes med Maja på at lytte til Flight of the Conchords (som jeg forresten er blevet afhængig af). Den næste halvdel brugte jeg på at læse brotips, lig med billedet som jeg postede i sidste indlæg. Jeg skrev også en lang "Husker du?"-besked til en bestemt person, fældede tårer og lagde mig til at sove.

Det har egentlig været en god dag, på trods af køkkenet, som jeg stadig meldte mig friviligt til af ukendt grund. Amanda Høy tog hjem efter timerne, så jeg nåede ikke at få færdiggjort snakken, som vi så godt startede på i morges. Det gjorde mig lidt ked af det. Holme er heller ikke kommet tilbage på skolen endnu, og kommer vidst nok heller ikke resten af ugen. Vi har dog snakket meget sammen i telefon, hvilket er lidt luks. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det. En del af mig er lykkelig. Jeg har lige været på Cuba, jeg har fantastiske mennesker omkring mig, min fødselsdag er lige om lidt, jeg er begyndt at dyrke motion og jeg er fri. På den anden side er der en række ting der går mig på. Af en eller anden grund længes jeg hjem. Den ene, plus de to halve dage jeg var hjemme, var slet ikke nok. En anden irritation er at en del af mig har lyst til at forsvare mig selv. Lyst til at give min side af historien til kende, fordi at jeg synes at den Johanne som er blevet beskrevet, fortjener det. Men en anden side af mig orker det ikke. Gider ikke at kæmpe en kamp mod en person, som er så fjern fra mig samt alle de virtuelle personer der er blevet hevet med ind i kampen. Desværre, for Johanne, vinder "Jeg orker det ikke" siden. For hvem er det i sandhed der betyder noget for mig? Hvem er de eneste jeg bekymrer mig om hvad tænker? De personer nær mig.

Forresten er jeg kommet til at invitere alt for mange af mine venner med på lørdag. Det skal nok blive en sand fest. Og om ikke længere end 18 minutter skal jeg i køkkenet igen.. Fucking atter s u k

PS. Jeg er lige blevet inviteret med til Jesses 18 års. Fuck.

tirsdag den 29. marts 2011

At tage sig mod er overvurderet

..det er altid de ting der kommer efterfølgende handlingen, man skal bekymre sig om. OK ja. Jeg tog intiativ, for gang nummer 100 og nærmest løb ud af spisesalen fra te og derefter for at råbe på Rasmus. Så akavet er jeg, suk. Jeg spurgte om vi kunne snakke, men der var landskamp, som vidst nok var vigtigere. Allerede dér vidste jeg svaret på mit spørgsmål, så det var ikke svært at komme ud med. Hvad der skulle ske nu. Jeg kan virkelig ikke finde ud af ham, og det er nok det der gør denne jagt, denne kamp: evig. Da han havde udtrykt sig klart, og jeg havde sagt farvel gik jeg fra ham. Af en eller anden grund, havde jeg en tåre på kinden. Sikkert fra vinden, men jeg vidste alligevel ikke helt. På en eller anden måde er jeg lettet. Jeg er skuffet og det irriterer mig, men jeg er også lettet. Velvidende om at det forhåbentligt var det sidste, dette. Rasmus har ikke været en del af mit liv i fire måneder. F i r e måneder. Jeg kender mine fejl fra sidste gang, da jeg skulle komme mig over Benjamin. Jeg kan ikke klare at lave de samme fejl igen. Ja..

Jeg vil aldrig kunne få svar på de ting, som præger min hjerne. Spørgsmål som: "Hvorfor læser du min blog hver dag?", "Hvorfor kan du ikke, hvis det er det du vil?" og "Hvorfor tør du ikke at satse?". Eller jo, det kan jeg godt. Jeg kan godt selv tænke mig til svarene, men det er ikke de ord jeg vil høre komme ud af hans mund, hvis jeg en dag fik stillet dem og fik svar på dem. Fuck og død. Hvis bare man kunne slette en del af sin hukommelse.

En anden ting er at jeg endelig har fået sendt invitationer ud til på lørdag, så det ser vidst ud til at jeg kommer til at fejre min 17 års med heftige tømmermænd. Glædeligt! Holme er stadig ikke kommet endnu. Hun siger at hun måske kommer i morgen, men ikke ved om hun orker når vi skal hjem på fredag igen. Jeg gad godt at hun var her. Jeg gad godt at have hende omkring mig, den fantastiske kvinde. Amanda Høy tog afsted hjem til Louise her til aften, af en eller anden grund. Jeg ville ellers så gerne have snakket med hende. Men nå. Jeg glæder mig til på lørdag. Meget. Jeg glæder mig til at fulde mig, at se alle de gamle venner igen, at se dem fra efterskolen under andre beliggenheder, at se Julie og Kat tumle rundt iblandt alle mine åndssvage venner. Jatak. Forresten skrev Jon til mig i dag, min gamle lærer som var vanvittig. Han gav mig altid smøger efter timerne og lod os vælte rundt som aber når vi havde fag med ham. Det var meget mærkeligt.

Slacker

Der er noget opløftende over denne dag i dag. Måske er det fordi at Marianne var så fyrstelig at lade mig sove længe, hvilket jeg på ingen måde havde troet. Hun kom ind kort efter at de havde haft husmøde og spurgte om jeg var syg. "Jeg har bare ikke sovet så meget i nat", sagde jeg og hun svarede at hun ville komme ind igen 10:15 og vække mig. Hvilket hun gjorde. 3,5 timers ekstra søvn? Jatak! Måske er det også fordi at vi ingen timer har haft. At vi efter en kort gennemgang af den dansktime jeg ikke havde været med til, gik ned i spisesalen for at se Joe, Mads, Nick og Aagaard fra basket rappe og fik os et godt grin og derefter så på hus 1's musikvideoer, som de havde lavet mens vi var væk. Måske er det fordi at musicallen endelig er blevet overtaget af Dorthe og det hele ser lysere ud og det faktum at jeg har fri nu, gør intet ondt værre. Denne dag i dag er god. Jeg kan mærke det på det hele. I nat var der kaos i huset. Ahrens og jeg havde siddet oppe længe og snakket og da jeg besluttede mig for at krybe til køjs, gik brandalarmen fandme igang igen. For 200. gang. Klokken var lidt i 1 og folk var vrede og kom ud på gangen. Senere på natten var jeg sammen med Misha og Lass. Det var rart. Ligesom i de gamle dage, hvor Lass lå og ynkede om os den halve nat ud.

Jeg har sagt til ham den søde at jeg gerne ville snakke med ham i dag, så nu venter jeg lidt spændt. Plus, plus, plus! Cubabillederne er kommet ud!

HAHAHAHAHAHA 






HAHAHHAHAHHAHAHHAH ME AND MR. BUFFALO
You <3
Holme og jeg. Mit et og alt. <3
Og dette meget mærkelige billede fra elevfesten. Men jer to, mhm <3

mandag den 28. marts 2011

Søvnløshed pt. 1000

Klokken er halv tre. 02:36. I morgen skal jeg op - tidigt og derefter i skole. Jeg skal se en masse folk i øjnene, som jeg ikke fik sagt hej til i går. Vise dem trætte øjne, for tydeligvist er det umuligt for mig at sove i nat. Endnu en nat. Jeg slukkede ellers min computer efter en sidste sang fra Simon & Garfunkel og lagde mig ned i mørket. Jeg tænkte at det ville være det perfekte tidspunkt til en tudetur, men indså hurtigt at jeg var for glad til at kunne græde. Så lå jeg længe og spekulerede på om jeg mon havde skrevet noget forkert i mit sidste indlæg. Nu hvor jeg ved at Rasmus kigger med, kan tanken om at jeg skriver noget dumt, ikke undgå at strejfe mine tanker. Forvirringen steg mig til hovedet, jeg tændte computeren igen, kom til at rive et sår op, tændte lyset, fandt en vådserviet, stoppede blødningen, gik ind på indlægget og så sad jeg ellers dér. Jeg slettede ét ord. Et ubetydeligt ord og nu sidder jeg her. Gårdagens store sanghit kører stadig på repeat og jeg sover stadig ikke. På trods af at klokken er mange. På trods af at jeg fik usandsynligt lidt søvn i går også.

Jeg kunne måske begynde at sortere billederne fra Cuba-turen. Måske skulle jeg bare sætte min sovespilleliste på, slukke lyset og tænke på alt andet end.. De dumme tanker som holder mig vågen. Men åh, hvor er det svært at se bort fra at du er så fandens tæt på mig nu og at vi på få sekunder kunne være tæt på hinanden. Forbandede nar.

Sounds of Silence

Okay. Mine åndedræt er tunge og ude af rytme. Men det er helt okay. For nu.

Jeg har ikke lavet en skid i dag, andet end at bekymre mig til døde over dagens samtale. Da jeg endelig sad i toget, dét øjeblik jeg havde ventet på ikke hele dagen, ikke hele weekenden, men hele Cubaturen, var jeg hunderæd. Jeg følte mig forelsket på den dårlige måde. På den måde hvor maven vender sig og hvor man faktisk ikke har lyst. Slet ikke har lyst. Togturen var helvedslang. Det samme var busturen og sjovt nok også gåturen. Og da jeg endelig stod på skolen var det som om at alt strittede imod mig. Jeg vidste at det var noget jeg var nødt til at få gjort - og det fik jeg. Klokken 20:30 satte jeg mine fødder inde på D5, Rasmus' værelse og spurgte om vi måtte få værelset for os selv. Jeg kunne se på Rasmus at han hverken var synderligt glad eller rolig omkring situationen, hvilket ikke rigtig kommer bag på mig eftersom vi ikke har snakket sammen siden elevfesten.

"Hvordan var det?", spurgte jeg ham. Han så forvirret ud. Jeg gentog spørgsmålet og fik stadig ikke svar og var derefter nødt til at komme ud med dét. Dét jeg fik at vide for så længe siden, som stadig ikke kan komme ud endnu. Men jeg føler mig mere befriet nu, velvidende om de ting der er sket og ikke sket. Og som vi sad der og snakkede uforståelige ting, skiftede han brat taleemne. "Hvordan var Cuba ellers? Du havde en fyr dernede?". Ja, så fandt jeg da også ud af det. Han læser stadig min blog. På noget som virker som daglig basis. Og, som dengang vi var sammen, kunne han nærmest også mine indlæg ind og ud. Skræmmende. Sødt, men skræmmende. Men vi snakkede i lang tid, næsten halvanden time og det var rigtig.. Rart. Ikke akavet, ikke vredt bare.. Rart. Da vi sagde godnat og tak for snakken krammede vi. Igen lidt for længe. Og krammet gik hen og blev til kys. Ja. "Det er jo bare et farvel", undskyldte jeg det med. "Har vi ikke fået vores farvel?". Jeg forklarede ham at dét der skete til elevfesten var for sødt og stille og roligt til at kunne være en afsked. At det var lidt mere som "Vi ses". Da jeg igen sagde farvel og kyssede ham en sidste gang, sagde han noget med "Vi ses". Som jeg ikke ved hvad skal betyde. Men åh ja. Jeg er en meget forvirret, samt glad, pige. Jeg ved at jeg ikke kan gøre andet end at tage det som det kommer. En dag ad gangen.

søndag den 27. marts 2011

Søvnrytmer eller andre forstyrrelser

Jeg prøver at sove, hvilket virker som et umuligt mål. Dette kan skyldes tre ting. Enten en af dem eller dem alle sammen:

  1. Jeg har stadig jetlag
  2. Jeg er nervøs for morgendagens store samtale
  3. Jeg har haft en absolut fantastisk aften og nat
Ja, jeg ved at det er begrundelserne til at jeg ikke kan falde i søvn. Godt så. Jeg valgte, da Holme ringede, at sige at jeg ikke tog med på Vintønden, men blev hjemme. Julie ringede til mig ved 21-tiden og sagde at hendes venner ikke tog i Folkets Hus alligevel, og om jeg havde lyst til at tage derind alligevel. Jeg foreslog at vi bare kunne hænge ud, hvilket vi derefter gjorde. Omkring 23-23:30 hentede jeg Julie på Håbets Allé og vi gik op til mig og fik en heftig snak. Jeg ved ikke hvorfor det er så let for mig at stole fuldt ud på hende. Hun virker som en pige med hjertet på helt rette sted, sådan har jeg haft det siden vi mødtes første gang til nytår. Vi snakkede, røg smøger, drak en øl og hørte uendelige mængder af Simon & Garfunkels søde musik strømme ud fra mine lusede højttalere. Det var fantastisk. Min mor var ikke voldsom glad for stadig at have besøg, da hun hev mig ind i stuen ved 05-tiden, hvor vi ellers lå i min seng og så "Pirates of the Caribbean". Jeg havde ikke lyst til at sige farvel. Jeg havde ellers et ønskescenarie om at min mor ikke ville opdage det, trods filmen og snakkens lyde, og at vi kunne falde i søvn sammen. Det gad jeg godt. 

Vi aftalte at ses i næste weekend, hvor det forresten er min fødselsdag. Jeg ved ikke helt hvad jeg har tænkt mig at gøre. Eller jo. På en måde. Jeg har tænkt mig at tage i byen med mine nærmeste. Problemet er bare at jeg ikke aner hvem jeg skal invitere. Jeg har så mange på efterskolen, som jeg gerne ville have med, så mange "derhjemmefra", altså fra Nordsjælland, og så et par stykker herfra, som jeg også godt så komme. Men problemet er jo bare at det ikke er en privatfest, men i byen og da jeg var på Vintønden til Holmes fødselsdag sad folk spredt fra alle vinde fordi at der ikke var plads og dét har jeg ikke lyst til. Desuden husker jeg at Vintønden lukker ved 02-03 tiden og hvad så derefter? Jeg ved det ikke. Suk.

Jeg er så nervøs for i morgen. Den "store" dag. Søndag. Dén søndag jeg har set frem til ville komme, siden jeg fik det fortalt. Siden jeg fik det at vide. Den forbandede helvedsnyhed. Dejligt. Og nu skal jeg gribe fat om den i morgen. Det æder mig op indefra. Men lige nu har jeg det rart, trods at klokken næsten er seks og jeg intet søvn har fået fordi at Julie lige er smuttet hjem for mindre end tre kvarter siden. Simon & Garfunkels plade er sat på igen, men jeg kan stadig ikke tænke bort fra dét. Forbandet at det behøver at være en hemmelighed. Forbandet.

Forresten har jeg forelsket mig helt i denne sang

lørdag den 26. marts 2011

Dobbel booked

OK, Holme ringede til mig fordi at vi havde aftalt at ses i dag. Hun siger at hende og hendes veninder tager på Vintønden, det fantastiske værtshus med billig øl. Problemet er at jeg ingen penge har, surprise, surprise. Hun siger at hun skal hjem og skifte tøj på et tidspunkt, og så ringer hun til mig. Da vi har lagt på går der ikke mere end få minutter og så ringer min telefon igen. Julie, som jeg havde en aftale med fra starten af. Hun spørger hvad jeg skal i aften og forklarer det som det er. "Der er fest i Folkets hus. Jeg giver indgang og øl", tilbyder hun. Tale om et dilemma og jeg sidder stadig i nattrøje i min alt for varme seng og stener Zulu. Fuck.

Endnu engang

Præget af min underbevidsthed. Det er forfærdeligt. Jeg drømte om Rasmus. Jeg ved ikke om vi havde løst det hele eller hvad der foregik. Det er så længe siden at jeg har drømt om ham. Sidst var da vi boede i Cienfuegos, den første uge i Cuba. Og da jeg dér vågnede var det med påmindelsen om at han stadig fandtes. Dér kom det bag på mig. At jeg havde drømt om ham, når jeg ikke engang havde skænket ham en tanke. Men i nat var det ikke sådan. Jeg drømte at vi var på skolen og at det var fastelavn, for some reason. Og for some reason, måtte vi også sove sammen, så vi valgte at sove sammen på hans værelse, selv om det ville være en del nemmere at sove hos mig, da det kun ville være én der blev smidt ud og ikke fire. Men vi lå dér, kyssede og fjollede og holdt om hinanden. Men det var ikke som før, for vi vidste alt hvad der var sket, men det gjorde os ikke ondt længere.

Ja, nok om det. I dag har jeg ikke præsteret noget. Jeg havde en aftale med hende den søde Julie, men siden jeg ingen penge har på min mobil har jeg ikke fået kontaktet hende. Holme og jeg skal også ses. Og snakke og ryge en masse ulækre cubanske Hollywood-smøger. Det er lidt rart og jeg glæder mig til at se hende, den fantastiske pige. Jeg har også taget en beslutning omkring i morgen. Jeg har, eller rettere sagt, havde to store ting jeg skulle gøre. Det er dét som hele tiden æder min mave op indefra. Men jeg kan kun få gjort den ene af de to ting, hvilket får min mave til at opføre sig lidt mere rolig, og dog ikke. Puha.

fredag den 25. marts 2011

Mavefornemmelser

I nat har jeg drømt tre underlige drømme. Klare og underlige drømme.

Den første drøm omhandlede Cuba og hus 4. Vi skulle svømme et kort stykke fra den ene side af stranden til den anden. Vi svømmede i rækker og pludseligt kom der hajer. Jeg svømmede for livet og endte på land uden fysisk skade, for snart at opdage at både Svane, Holme, Misha og et bundt andre ikke ville komme op af vandet. Jeg græd da Ahrens overbragte mig nyheden i et ligegyldigt toneleje. Jeg fandt senere Misha i en butik, levende til min overraskelse.

Den anden drøm omhandlede at fodboldhuset besøgte os på hotellet i Madrid og vi drak os fulde og røg og var ligeglade. Rasmus var der ikke, underligt nok. Jeg så ham i hvert fald ikke. Til gengæld var Thomas der, selv om han er på basket-linjen. Det var en rar aften. Rigtig rar, og en rigtig underlig drøm.

Den tredje drøm går mig på. Psykisk og fysisk. Jeg drømte om min far. At han var levende. At jeg kaldte ham hen, men at han bare stod. Men han var der, og jeg var glad. Jeg tænkte at det da var mærkeligt, nu hvor han er død, men det ragede mig - bare at han var der. Jeg hader når jeg drømmer om ham. Eller nej, jeg  hader ikke at drømme om ham, jeg hader at vågne til tanken om at det kun var en drøm, at jeg ikke er et skridt nærmere på at se ham igen. Jeg.. Føler mig så tom. Så sent som i dag, da jeg sad og rodede med min PS3, var jeg ved at ringe ham op for at spørge indtil den. Det er svært at blive reminded hver dag om at jeg ikke kan.

Jeg glæder mig ikke til at weekenden er ovre. Hver gang jeg tænker på søndag, får jeg det underligt i maven. Selv lige nu hvor jeg skriver. Jeg føler mig kvalm og utilpas, men på den anden side vil jeg bare gerne have det hele overstået: weekenden, ventetiden og ikke mindst: søndagen. Jeg kan slet ikke det her.

København er et betonhelvede

Ja.. Som sagt. Jeg er tilbage i de vante omgivelser i Danmark. Det er fantastisk at være hjemme igen, trods kulden og den manglende Cuba-stemning, som forresten er fantastisk. Jeg har haft 18 fantastiske dage på Cuba. Jeg har oplevet mange ting. Svømmet med delfiner, badet i bjergvandfald, kørt på åbent lasbillad oppe i bjergene, haft en sommerflirt, oplevet cubansk metal live, snorklet i det Carribske hav og meget, meget mere. Oven i alt det har jeg fået samlet mine tanker meget. Jeg har ikke kunnet blogge, hvilket har været et mentalt helvede. Hver dag har scenarier skulle beskrives og det har kun kunne foregå i mit sind. Helved. Men ja, så meget er sket, jeg aner ikke hvor jeg skal begynde..

Misha og jeg er blevet veninder igen. Tætte veninder. En af aftenenerne faldt vi i søvn hånd i hånd, som vi plejede i gamle dage. Vi har fået snakket om alt. Alt der er sket i de sidste tre måneder, hvor vi ikke har været tætte. Det er som om at der er blevet løftet en tung byrde fra mine skuldre. Jeg har ikke kunnet forestille mig, hvordan Cuba-turen havde set ud uden vores fornyede tætte venskab. Jeg havde helt glemt hvordan det var at have en sjælesøster. Hvordan hun ser igennem mig på alle tidspunkter. Den 21., dagen efter det persiske nytår som jeg plejede at fejre med min far og hans familie i Frankrig, var jeg i et personligt smertehelved. På trods af mit ynkelige forsøg på at skjule det, kom hun hen til mig og spurgte ind til det. Og trods min manglende lyst til at fortælle, ikke bare hende, men også alle andre om alle de tanker der foregik i mig, fortalte jeg hende det. Det var forbløffende rart. Misha og Gren har også fundet sammen! Langt om længe. Og på Cuba-turen har jeg set glimt af den Gren jeg lærte at kende i starten af skoleåret. Med charme, livsglæde og sang. Jeg har savnet ham. Men trods al denne glæde Cuba har bragt mig, har jeg fået noget at vide. Noget som jeg aldrig i mit liv havde troet. Og det har givet min mave og mit sind kryb. Hver gang jeg støder på ting som minder mig om det, får jeg en underlig følelse i maven, som jeg finder ubehagelig.

Men Cuba.. Årh Cuba er fantastisk. Specielt Cienfuegos. Det får virkelig, som sagt, København til at ligne intet andet end et stresset betonhelvede. Jeg kommer til at savne stemningen i Cuba. Musikken som flyder ud fra hver et gadehjørne, fyre som giver en større interesse end nogensinde før oplevet, farverne, åh farverne. De gule heldragter kvinderne flot bar, og nogen mindre flotte. Mest af alt kommer jeg til at savne den tilbagelænethed som alle cubaner bærer. Som om at tid kun er et ord og ingen nogensinde kunne blive stresset. Hele den verden er så langt fra vores. Så.. Anderledes. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er på en bedre måde eller ej. På så mange punkter ville jeg ønske at det var sådan et sted jeg var vokset op. Jeg tror at jeg ville have blevet et bedre menneske. Også en tanke som har kørt meget i mit hoved de sidste par uger. Jeg husker at jeg så Mishas hoved på skrå i lufthavnen, undrende. Imens kørte tankerne igennem mit hoved. Jeg har også haft skræmmende følelser i mit indre. Følelser jeg aldrig troet at jeg ville have. Jeg havde i lange øjeblikke trangen og lysten til at tage et andet menneskes liv. Ikke bare et andet: en bestemt persons liv. Lige nu kan jeg ikke komme nærmere ind på sagen, men for nogens vedkommende har de måske selv følt følelsen. Den skræmte mig da vreden aftog. Den anden var følelsen af min depression - igen. Den 21. Jeg tænkte tanken om aldrig at gide at stå op igen, aldrig at ville finde noget betydende igen. Årh suk.

Men jeg har det fantastisk. I dette øjeblik. Jeg blev modtaget i Kastrup med flag og mennesker jeg elsker. Det var rørende. Og nu sidder jeg så her: i min stue. I mit hjem i Brønshøj. Med smøger! Jeg ved at denne følelse ikke ved holde ved. I hvert fald ikke efter på søndag, hvor jeg må konfrontere min vrede igen. Forbandet. Jeg ved at jeg allerede må konfrontere den om få minutter, for jeg er nødt til at ringe til Kat og snakke. For fanden hvor jeg savner hende.

søndag den 13. marts 2011

Mr. C

OK, det her bliver et lidt hurtigt blogindlaeg, da jeg sidder paa den mest raadne internetcafe i hele Cuba.

Fru Holme og jeg valgte for to dage siden at gaa os en tur i Cienfuegos og moedte saa tre fyre, som vi faldt i snak med og gik en helvedslang tur med. Det var fandens hyggeligt. De var punkere og havde grimme tattoveringer og piercinger og var alt i alt fantastisk soede. Efter et par timer kom jeg hjem til tre meget bekymrede piger, som spurgte hvem det var jeg hang ud med. Kort sagt var de fyre vi havde gaaet rundt med ikke specielt fede typer, og Carlos (ham droemmefyren) havde set os og var kommet hen for at snakke med Misha og de andre toeser om det. Ja. Vi havde faktisk aftalt med fyrene, Holme og jeg, at moedes med dem igen senere. Efter aftensmaden og chokket over hvem vi faktisk havde rendt rundt med hele dagen, loeb jeg hjem til Amanda for at fortaelle hende om det. Jeg ved ikke hvad der var med hende, men det virkede som om at hun blev.. Vred. Irriteret. Over at jeg ikke gad at moedes med dem igen. Hun var dressed up og klar paa at skulle ud med dem igen. Tak, men nej tak. Jeg ved ikke rigtig hvor vi er lige nu, men jeg tror ikke at vi er uvenner, men vi har ikke set hinanden siden den aften. OK, men saa staar vi der paa gaden og snakker og jeg proever mit bedste at forklare hende at jeg ikke gider at haenge ud med typer, som gaar og tager og saelger stoffer og som er ilde set paa af vores familie. Lige pludselig kommer Carlos ned af gaden. Ak ja. Han hilser, vi snakker og vi aftaler at han kommer over i vores casa 1600 naeste dag - hvilket han gjorde. Og ja. Det var en fantastisk dag og en fantastisk aften. Vi kyssede til solnedgangen og endte til en metalkoncert, hvor jeg for foerste gang i mit liv fik en sang dedikeret til mig, fordi at hans band spillede. Jatak til fantastisk aften med Carlos og Bork. Jeg elsker Cuba.

fredag den 11. marts 2011

CUBA BABY

Det er helt surrealistisk endelig at sidde her nede i Cubas varme. Bare det at staa ud af flyet i Havanas lufthavn efter en helvedstur paa 30 timer, var surrealistisk. Men ja, turen derned var et helved. Den blev heller ikke kortere af den laengsel alle havde liggende i sig. Laengsel for at komme ned til varme, sol og et koralblaat hav. I de forskellige lufthavne var folk forvirrede. Vi vaeltede rundt og loeb efter vores fly, og til sidst efter noget som virkede som en evig flytur, var vi i Havanas lufthavn. Og paa trods af den lange tur, folks traethed og frustrationerne, stod vi pludseligt blandt palmer og amerikanske biler og ikke mindst: i varmen. Der gik ikke lang tid, foer vi blev smidt ind i en bus og susede igennem Cuba og nogle timer efter var vi paa et hotel. Paa trods af folks ynkelighed og traeng til at sove, var Cuba fortryllende. Vi fik uddelt vaerelser, gik op paa dem og saa var vi ellers doede indtil naeste morgen.
Da vi vaagnede op, gik det for alvor op for en: Vi er paa Cuba! Himlen var blaa, vejret var varmt og folk var i fantastisk humoer. Efter morgenmaden samlede alle sig nede ved poolen, og det hele var igen ekstatisk, surrealistisk og lidt som at vaere i paradis, da vi alle vaeltede rundt i poolen med hoej Cubanermusik koerende ud af baren. Endnu bedre blev det da vi ankom til midten af Cienfuegoes. En fantastisk by. Folk sad maaloese paa vej til centrum, da vi saa ud af vinduerne. Hele denne verden er saa anderledes fra vores. Husene, menneskerne, dyrene, kulturen. Det hele er saa langt fra vores almindelige omgivelser. Og hvor er det bare fantastisk. Hvor er det bare fantastisk at sidde i en Cubansk familie, og hoere den spanske sang komme ud af alles munde. Hvor er det fantastisk at smage tropiske frugter og faa espresso til morgenmad. I gaar var vi paa stranden og bade i det krystalklare ocean. Folk rendte alle rundt med samme ord: "Det er saa vildt!". Og ja, det er det.

Der er saa meget der er sket, jeg kan slet ikke taenke klart. Camilla er gaaet ud af efterskolen, hvilket er meget maerkeligt. Virkelig. Og lige nu er jeg for vred til at kunne vaere ked af det over det. Jeg er virkelig bare.. Forvirret. Hun siger at hun vil glemme mig, glemme min eksistens og at jeg har svigtet hende. Hvem har svigtet hvem? Hvem er det som skred uden at sige et ord til nogen, med de eneste ord om at faa en god Cubatur? Jeg er i chok. Hm. Og noget som forvirrer mig endnu mere er: Misha. Misha og jeg er endt med at komme i Casa sammen. Jeg bor i den mest perfekte cubanske familie med Bork, Emma og Mish. Vi snakker, Misha og jeg. Snakker som om at intet er sket. Som om.. At alt der har staaet paa de sidste maaneder er glemt: gemt og glemt, det er fantastisk. Desuden!!!! Jeg tror lidt at jeg har moedt min droemmefyr. For nogle dage siden traadte han ind i baggaarden i vores casa, mens vi sad og drak en fyrstelig kop kaffe. Og saa.. Skete der bare noget i mig. Det var ikke bare saadan "Wow, ku' godt", men virkelig saadan at jeg tabte underkaeben og gik i chok. Han havde sort haar, en labret piercing og en tus paa overarmen. Bedst som jeg troede at jeg aldrig ville se ham igen, stod han i vores baggaard igen i gaar aftes og snakkede med vores vaertsfamilie om at ham og hans ven gerne ville invitere os paa musikcafe i morgen aften. Fuck, fuck, fuck, fuck. Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg ved i hvert fald at jeg er noedt til at se OK ud i morgen. Det er fandme maerkeligt. Hm. Danmark er saa langt vaek lige nu. Som en verden, som ikke laengere eksistere. Hvor ville jeg dog godt at mit liv lignede dette. Hvor ville jeg dog gerne at mit humoer altid var som dette. Jatak.

tirsdag den 8. marts 2011

Afsked

Det er på tide at tage afsked. Om ikke længere end 2,5 timer sidder jeg på vej til lufthavnen. Jeg savner min mor og Henrik og jeg savner Ea utroligt meget. Jeg har tænkt mig at gå en farvel-runde klokken lidt i tre, hvilket er mindre end om to timer. Jeg vil sige farvel til hus 1'erne. Jeg vil sige farvel til Amanda Høy og Maria og ikke mindst vil jeg sige farvel til Thomas. Jeg har brugt hele min aften og nat på at være sammen med Misha. Vi var endda i bad. Som de gamle dage. Og det bedste var at der intet akavet var over det. Ingen underlig mavefornemmelse når vi snakkede, og når vi tager hinanden i hånden føles det bare så rigtigt. Vi har snakket om det hele, fået det hele ud og fået fortalt hinanden ting. Jeg er kommet af med en tung byrde og det var fantastisk. Det er fantastisk at have hende tilbage. At have os tilbage. Det skal nok blive godt.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve uden en computer på Cuba. Jeg forstår det vitterligt ikke. Og hvordan jeg skal håndtere at jeg, når vi kommer hjem, ikke har min computer i to-tre dage. Jeg ved godt at det er småspekulationer og at det er åndssvagt at jeg tænker sådan, men.. Piv. Jeg elsker min computer. Jeg ved heller ikke hvordan jeg klarer mig uden at blogge i så lang tid. Jeg regner med at jeg sniger med ned i en net-café på et tidspunkt og blogge løs. Jatak.

Takkeliste (Fordi at det føler jeg for)

For dem der var der i lørdags:
Holme
Svane
Ahrens
Christine
Misha
Tine Bakke
Caroline L.
Iben
Astrid
Loui
Kristian
Maria
Mette
Thomas

For dem der altid er der:
Mor
Henrik
Ea
Kat
Holme
Ahrens
Svane
Mads
Grenen
Amanda Høy
Maria
Thomas
Ramona
Morten
Jose
Malou
Bille
Rikke Appel
Lass-Emil
Nichlas

For dem som har ændret mig til det bedre:
Mor
Far
Holme
Simone
Misha
Ea
Svane
Ahrens
Amalie
Grenen
Mads
Kat

For dem som har givet mig en fantastisk tid:
Rasmus
Benjamin
Amalie
Simone
Pernille
Misha
Bille
Nichlas
Ea
Jose
Malou

Tak..

mandag den 7. marts 2011

But.. Why?

Camilla er droppet ud. Ja. Sådan ser tingene ud lige nu. Misha var kommet tilbage i går efter aftensmaden til et værelse med ødelagte billeder af hende og Camilla, smadrede billedrammer, smadrede potteplanter, tomme vægge og et skab med skriften "HA' ET GODT LIV". Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dette. Jeg sad og trøstede Misha og snakkede med hende om det hele. Jeg ved ikke hvordan jeg skal føle. Det virker så surrealistisk - og så dagen før vi skal til Cuba. Seriously? Et eller andet i mig, tror ikke på at det er sket. Vil ikke tro på at det er sket. Jeg synes for det første at det er vanvittigt. Det er vanvittigt at stoppe dagen før Cuba og vanvittigt at gøre det på dén måde. Ingen af os, undtagen Laurids, har kunnet få fat i hende siden i går. Det eneste vi har fået at vide er at hun har givet op, har hendes mor fortalt. Jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal gøre.

I dag er der Cuba-kaos. Alle pakker og stresser og jeg ved ikke hvad. Jeg skal vidst nok ned i byen om lidt. Jeg vil have Misha med også. Åh, Misha. Jeg vil høre død og ødelæggelse på vej derned og tænke over tingene. Jeg vil undre mig over hvordan man bare kan flygte fra problemerne på den måde.

søndag den 6. marts 2011

Ro

I dag har jeg en underlig følelse i mig. Jeg har det som om at jeg endelig har fået ro i kroppen. Når jeg tænker tilbage på i går, på trods af gråden og råben og vreden, havde jeg faktisk en god aften. En fantastisk aften. Jeg var jo glad og jeg dansede og jeg fik kærlighed. Og med hensyn til Los R. og jeg, er det faktisk helt ok. Det er helt ok at vi ikke bliver til noget igen. Sådan føler jeg det lige nu. Jeg føler at vi fik den afsked vi havde brug for at der nu er nogenlunde rene linjer - ja. Jeg ved det ikke, det forvirrer mig meget, men sådan er det.

Black No. 300

Kan langt om længe skrive et indlæg. Da jeg fandt ud af at jeg i torsdags havde nået de 299 indlæg, ville jeg gerne have at nummer trehundrede blev et oplevelsesværdigt indlæg - tro om.

De sidste par dage har jeg lært en masse. Jeg har lært at voksne også savner deres afdøde forældre. At Kim Ommes far er død og at han indholder meget mere end umiddelbart fjol. Selv om jeg godt har vidst det. Jeg har lært at fordomme ikke kan betale sig. Overhovedet. Jeg har faktisk haft et par fantastiske dage. Jeg oplevede en nat med Emma, som var fuldt ud fantastisk og en latter jeg længe ikke har hørt komme fra mine lunger.

Og så blev det lørdag. Endelig blev det lørdag. Dagen jeg har længtes efter i over en måned. Elevfest. Det var i særdeleshed en fest. En meget blandet fest. Jeg ankom til festlokalet med Maria og Signe fra fodbold klokken 20:30 cirkus og så gik vi ellers igang med at sætte chips ud på bordene, ordne musiken og tage imod hele efterskolen, da de væltede ud af bussen tyve minutter før planlagt. Fantastisk. Jeg drak, og jeg drak mig fuld til dårligt musik og blandede følelser. Misha trak mig til siden og vi havde en fantastisk snak. Om os. Om hvor meget vi savnede hinanden og hvor meget vi gerne ville have det til at blive godt igen. Jeg var overrasket og rigtig glad. Virkelig glad. Det var dejligt at kunne se hende i øjnene igen og sige at jeg elskede hende. Det var dejligt at høre hende sige "Hvad er det der sker, Johanne? Hvordan har du det?" og vide at det faktisk betød noget for hende. Hvordan jeg havde det. På et tidpunkt var jeg ude og ryge, og så hev jeg fat i Kasper Boholt, som bor på værelse med Rasmus. Jeg endte med at tude over for ham og whine mit typiske fuldemandssnak omkring hvor meget jeg savnede Rasmus og hvor meget jeg ville have ham tilbage. Kasper sagde at han ville tage fat i Rasmus og det gjorde han. Lidt tid efter kom han og sagde til mig, at han havde snakket med Rasmus. At han havde sagt til Kasper at han var fast besluttet på at der ikke skulle være noget mellem os. Jeg græd, mens Thomas stod bag mig og holdte om mig med en smøg i munden og et smil på læberne. Den tosse. Jeg tudede og Kasper sagde: "Jeg trækker Rasmus med ud nu". Og så snakkede vi. Rasmus og jeg. En lang snak om os og ja. Det var forfærdeligt. Han sagde at han savnede mig, at han holdte af mig, at han læste min blog hver dag, bare for at se om jeg havde skrevet noget om ham. Han sagde at han gerne ville - men at han ikke kunne. I alt dette rod stod vi og holdte om hinanden, og kyssede og jeg græd og han råbte og skreg som en sindssyg. Det var det rene vanvid. Han ville gerne væk - og alligevel endte han hver gang med at lægge armene omkring mig. Til sidst gik han - halvt i vrede, halvt i sorg.

Jeg satte mig ned på vejen og græd. Jeg græd og ville have alt smerten ud, men det endte med at nogle fodbolddrenge skreg at jeg skulle gå væk fra vejen og derefter slæbte de mig indenfor. Jeg endte på pigetoilettet med hundrede piger omkring mig, som alle spurgte om det samme: "Hvad er der galt?", "Er det Rasmus?", "Hvad er der sket?!". Svane kom hen til mig og sagde at Rasmus var en idiot, og at hun havde sagt det til ham og at han var ked af det. Christine snakkede åbenbart med ham på daværende tidspunkt, ude på det andet toilet. Jeg gik ind og overhørte en samtale, som indholdt en masse skældsord. Især fra Ahrens' side. Til sidst jagede jeg dem ud og så stod jeg dér med Rasmus på toilettet. Vi snakkede. Og lige pludseligt føltes det så normalt. Jeg huskede hvorfor jeg var forelsket i ham - hvorfor jeg dengang forelskede mig i ham. Jeg huskede vores interne jokes og samtaler og måder at sige ting på. Det hele kom frem, under den samtale. Og det mest underlige var at jeg var helt okay. Jeg var helt okay med at stå dér, tæt på ham, uden mulighed for at kunne kysse ham og jeg var okay med at vi lige pludseligt snakkede helt normalt, efter at vi havde kysset og råbt og skreget og grædt.

"Vil det være for underligt hvis jeg gav dig et afskedskys?", spurgte jeg ham. Han tænkte længe over det. "Jeg bliver ikke ked af det bagefter, bare roligt", forsikrede jeg ham. Så kyssede vi. Og vi jokede, som om at der aldrig var sket noget. Holme kom også og var vred og råbte af Rasmus. Jeg var glad for at hun gjorde det. Lige så glad, som jeg var for at Svane og Ahrens havde tæsket ham verbalt. Det var virkelig.. Bekræftende at opleve. At de bekymrede sig sådan om mig. Holme gik og Rasmus og jeg kyssede videre. Amanda havde truet Rasmus med at "hvis hun kommer ud fra dette toilet grædende, så giver jeg dig et blåt øje". Det ene afskedskys blev til mange, og mange kys blev til mere nærhed og lige pludseligt stod vi og skulle til at have sex, men valgte at lade vær. Menneskerne væltede ind på toilettet og alle var i chok over at det var Rasmus og Johanne der stod på toilettet - sammen! "Var det afsked nok?", spurgte han mig hele tiden. "Det er aldrig afsked nok". Og hvor var det da også rart at stå dér med ham. Og mærke kys som jeg har savnet, og stryge fingrene igennem hans krøller. "Hvad så efter dette?", spurgte jeg. Han svarede at han vidst bare skulle glemme mig. "Hvad med dig? Hvad gør du efter det her?". Det var et åbentlyst svar. "Jeg har vel bare kærestesorger resten af året". Yesh. Vi gik ud af toilettet, efter at der var gået fyrre minutter eller mere. Og så havde vi sex. Afskedssex. God afskedssex. Jeg ved ikke hvordan jeg havde det bagefter, og jeg ved det stadig ikke nu. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Det var bare så.. Rart. Det hele. At være tæt på ham. At kunne grine med ham og snakke som i gamle dage. Men det er ikke sådan det skal være og det er ikke sådan det bliver. Han har taget et valg nu og jeg må begynde at acceptere det valg. Og det er så dét jeg skal nu. Vi har fået vores farvel, som var et bedre farvel, end det vi til nytår fik. Under vores første snak sagde han i vrede: "Du dummede dig ved at sige det til mig. Du skulle bare have holdt det hemmeligt. Jeg er ikke venner med Laurids, jeg ville aldrig have fået det at vide!". "Skulle jeg bare have løjet for dig?!", spurgte jeg. "Det er ikke at lyve, det er bare at undlade at sige det". Jeg er i chok. Er det dér fejlen ligger? Really? At jeg var ærlig? Jeg forstår det ikke.

Men resten af aftenen forløb sig såmænd fin. Ganske rolig. Da DJ'en pakkede sine ting og skred, sad jeg og havde en ganske rar samtale med Thomas. Åh, Thomas. Han var fuld og glad for alle pengene, det var rart. Og nu ligger jeg hjemme hos Maria og spilder min tid med at skrive blog. Ja. Ja.. I et alt for koldt værelse, men det er okay. Det hele er okay nu. Tror jeg. Føler jeg. Sådan må det være - for nu.

torsdag den 3. marts 2011

Stillestående

Lige pludseligt gik det op for mig, at tiden har gået. At tiden har ændret mig. I dag er der en måned til at jeg fylder sytten. Èn måned. 30 dage. I dag er dagen før fredag. Dagen før dagen hvor jeg igen kan ryge. I dag er 5 dage til at vi rejser til Cuba. Jeg er lidt målløs. Men torsdag er en god dag. Torsdag er altid en god dag. Vi fik tidligt fri og vi har fået helt styr på elevfesten på lørdag. Bork, Ahrens og jeg skal vidst nok ned i Føtex senere og købe ind til festen. Puh. Jeg vil sove. Sove så jeg igen kan spise. Årh. I aften skal jeg ud og tage billeder til en basketkamp. Det bliver ret fint. Jeg håber at Thomas tager med, så jeg kan sidde med ham lidt af tiden, for jeg tvivler på at jeg har lyst til at rende rundt på sidelinjen under hele kampen og lege japaner.

Men i dag er en god dag. En stille dag. En dag nærmere på lørdag.

Pms, yes?

Jeg har en trykken for brystet. Som skal jeg til at græde. Mit sind er helt boblet til med følelser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvordan det her kan lade sig gøre; at elske en og samtidigt lide under kærligheden. Det er jo ikke sådan det skal være. Så nu overfylder jeg min tumblr med sørgelige billeder, og overvejer om jeg kan tillade mig at krybe til korset og græde foran Maja. Jatak.

onsdag den 2. marts 2011

A-okay.

I dag har været en god dag. Jeg endte i går med at sove alene, da jeg var semi-vred og i tude humør. I stedet endte Fru Holme med at komme ind og snakke med mig om alt og intet og luderen. Det var fantastisk. Hun gik pludseligt og kom ikke igen, hvilket var mærkeligt, men helt i orden. Jeg lå og tænkte og tænkte og til sidst faldt jeg i søvn. Mindre vred end jeg var til at starte med. Meget mindre! Og jeg stod op klokken 06:40, frisk som en havørn, åd noget Peach Melba yougurt og gik i seng igen. Klokken 07:45 vågnede jeg, fordi at der blev støvsuget ude på gangen og folk larmede. Der var rengøring, jeg ville sove videre. Jeg tjekkede min mobil. "Los R.", stod der på skærmen. En besked jeg ikke troede var til mig - men det var det vidst. Så jeg stod op, væltede i tøjet, gik til husmøde med et smil på læberne og en mobil i hånden. Ligesom for nogle måneder siden. Ligesom.. Ja.

I dansktimen ville Grenen snakke. Det var en hård snak. Jeg hader at se ham i dårligt humør. Vi krammede. Jeg prøvede at gøre ham glad, at sige alle de rigtige ting. Ting som hjalp og gjorde ham glad. Jeg ved ikke hvorvidt det lykkedes. Han kyssede mig på panden og sagde at han elskede mig. Det gjorde mig rørt. Jeg sagde at han var min aller bedste ven. Han er min allerbedste ven. Det er uhyggeligt. At være så tæt bundet med en. I engelsktimen så vi "8 Mile". Det var rart, selvom Werner var idiot og Grenen smuttede under halvdelen af filmen. Men ellers var det rart. Efter timen tog jeg ned i byen med Svane og Holme. Jeg har haft så meget stress over det her Cubafjolleri. Men i dag i byen fik jeg:

- Købt p-piller
- Hævet penge til elevfesten på lørdag
- Købt en ny mascara
- Købt skrabeblade
- Købt shampoo
- Købt meget billige chokoladekiks!

..så nu har jeg meget mere styr på det hele - føler jeg. Jeg mangler dog stadig både sprut og smøger til på lørdag. Min mor har vidst nok sendt mig en pakke i morgen med mine stilletter og noget andet nødvendigt til Cuba-turen. Hun er virkelig fantastisk den kvinde. Jeg.. Jeg tror vitterligt ikke at jeg kunne have ønsket mig en bedre mor end hende. På trods af hendes udbrud, hendes bekymren og hendes irriterende jeg til tider. Jeg elsker hende.

Vi har også haft fastelavn på skolen. Det var kikset. Virkelig kikset. En af lærerene havde sagt til mig: "Johanne! Jeg har hørt at du er god til at tage billeder, så vil du stå for at være fotograf til fastelavn?!".. Yesh.. Og min udklædning var endnu mere kikset. Really. Jeg var så meget i tvivl om hvad jeg skulle være med det endte med et spring tilbage i tiden. Johanne med: pink mavetop, sorte Everlast bukser, bukser nede i strømperne, Sparkz hættetrøje og et hoved fuld af mørk foundation. Ad, ad og atter ad. Fodbold har været væk hele dagen, hvilket har betydet at jeg blot har set Los R. en enkelt gang. Og jeg har været ligeglad med måltiderne (hvilket også var derfor at jeg sov over mig i morges). Jeg så ham dog lige en enkelt gang bagfra ved 10-tiden. Årh, jeg er et sørgeligt menneske.

Johanne: Gæt hvad jeg klædte mig ud som!
Los R: Hvad?
Johanne: Johanne 14 år. Popdulle.
Los R: Fuck dig. Det ville jeg se.



tirsdag den 1. marts 2011

Luder

Jeg ved sgu ikke hvad jeg har fået denne dag til at gå med. Jeg har været i delvist godt humør og delvist dårligt. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, selv om jeg ved hvorfor. Hormoner, PMS, ak ja. Bortset fra at min hjerne kører på højttryk og mine seksuelle lyster også er på det højeste, er jeg egentlig bare vred. Vred, vred, vred. Vred på Marianne, som ikke vil lade os gå over i hus 1 og se Paradise, vred på fodboldhuset, fordi at de har taget vores tv, så vi ikke kan se Paradise, vred på skolen, fordi at maden er så lortet til aftensmaden og til aften-te. Ja, egentlig er jeg bare vred. Maja er taget hjem til det kolde Jylland, fordi at hun skulle hente ting til Cuba-turen. Jeg havde spurgt Emma om hun ville sove sammen, men jeg er ikke helt sikker på om jeg har lyst mere. Ikke på grund af Emma, den fantastiske kvinde, men mere fordi at mit humør er så bombet og jeg måske egentlig har lyst til lidt alenetid. Har jeg det?

Og jeg er sur på dig. Dig. Jeg har lyst til at kalde dig luder, men det er du ikke. Du er skide sød og jeg kan rigtig godt lide dig. Men jeg bliver simpelthen så lortejaloux at jeg opbygger et had til dig. Det er lidt sørgeligt - for du er jo sød. På den anden side burde du også bare kende grænsen, hvilket du tydeligvis ikke gør.

I morgen skal jeg ned i byen og hæve penge og veksle penge og skal jeg ikke også købe øl og smøger til festen? Eller ville min mor sende mig smøger, det har jeg ikke lige fået styr på. Desuden har jeg nu lavet en aftale med Maria fra fodbold, om at jeg skal sove hos hende fra fredag-søndag, hvilket jo er rart. Nicole og Signe fra fodbold skal også med, hvilket bekymrer mig lidt. Jeg har aldrig snakket med dem og jeg er bange for at det bliver forbandet mærkeligt. Ja, det er jeg. Jeg er bange for at jeg sidder dér blandt tre lyshårede fodboldpiger, som kan snakke om interne ting, mens jeg er fucking akavet og er sådan rigtig "He he, jeg går lige ud og ryger" og så kan jeg så ellers få onde blikke af Marias forældre. Ej, jeg ved det ikke, jeg er bare forbandet nervøs.

Fra i dag:




Søvn og mangel på samme

Jeg stod op da klokken var 07:24 og skubbede lidt til Maja for at spørge om vi skulle gå til morgenmad - det skulle vi. Jeg nåede ikke op og spiste mad i morges. Det bliver en helvedslang dag. Maja og jeg var vågne til klokken lort i går aftes (03:30) og har derfor næsten ingen søvn fået. Aftenen før fik jeg heller ingen søvn på grund af engelsk og matematik, som jeg stadig ikke har afleveret. Hvorfor ved jeg ikke. Jo, måske fordi at jeg aldrig nåede at blive færdig. I går føltes trangen til at spise mad så hæslig, at jeg var nødt til at sove i to timer, indtil solen var gået ned for at opdage at aftensmaden var kedelig.

Så nu sidder jeg her på mit værelse - som i øvrigt er blevet alt for varmt, efter tre dage nu med noget som svarede til flammer, som kom ud fra radiatoren. I går var jeg sammen med Thomas. Lidt i hvert fald. Efter to uger, hvor vi ikke rigtig har været sammen eller snakket. Det var lidt underligt, men det har vidst ikke ændret sig i mellem os. Heldigvis. I morges så jeg Rasmus til morgenmaden og IIIIIIIH! Jeg ved fandme ikke hvad der er, om det er mine hormoner eller min længsel, men i disse dage tiltrækker han mig mere end bare almindeligt. Hvilket jo er synd, når jeg stadig ikke kan hverken hive fat i ham eller noget. Men.. Damn.

Pages