..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 28. februar 2011

Overtræt

Jeg gik i seng da klokken var lidt i 04, velvidende om at hverken mit engelsk eller mit matematik var færdigt. Da vækkeuret ringede klokken 06:40 var min første tanke "Det må simpelthen være en fejl.". Jeg havde ingen fornemmelse af at have fået søvn - overhovedet. Klokken 07:01 valgte jeg at hive mig selv op og i noget koldt tøj, fordi at hele vores værelse er frossent. Ja, hele huset. Jeg fik spist morgenmad, hvilket egentlig var fint nok. Det gik langsomt. Forbandet langsomt. Jeg krøb under dynen igen efter maden og stod endnu engang op. Valgte at trække i noget pænere tøj, glatte mit hår og vække folk. Ovre til morgenmaden var listen (som man skal skrive sig på) ved siden af Rasmus. Jeg ved ikke hvorfor listen lå dér, eller hvorfor han sad ved siden af den, men det var irriterende at skulle stå så tæt på ham, uden lige.. Bare lige at ae ham på ryggen eller lignende.

Matematiktimen var et helved. Endnu engang. Leif var solbrændt og vred og endte med at smide os alle ud fra medielokalet. Misha, Bork, Emma og jeg satte os vrede på gangen og skændte over dårlig information til Cuba-turen, Leif, at man ikke må ryge på efterskolen og hvad der ellers faldt os ind. Det var rart. Og nu ligger jeg her i min seng. Vi har lige været til mad, hvor jeg misundelig måtte kigge på de andre fråde tomatsuppe med små pastaer. Lige som jeg kan lide det. Så jeg håber lidt at der er rester til aftensmaden. Jeg tror at vi har time nu. Nærmere: jeg ved at vi har time nu. Alligevel har jeg bare lyst til at ligge her i dobbeltsengen med fødderne op ad radiatoren. Lyst til at ligge og lytte til Devendra's håb om kærlighed og drømme.

Jeg savner allerede at ryge..

Nøgent

Jeg vågnede i dag klokken halv tre og fandt ud af at jeg nok havde lidt travlt, fordi at jeg havde forventet at kunne nå at lave matematik, engelsk og få pakket alt til Cuba. Yeah, that didn't happen.. I stedet fik jeg:

  • Pakket til Cuba
  • Lavet halvdelen af mit engelsk
  • Røget smøger
  • Set genudsendelser af Paradise Hotel
  • Badet
Og jeg fandt desuden også ud af at jeg ingen penge har på min mobil. Ikke fedt. Men nu er jeg nede på skolen, på et usandsynligt koldt værelse med en sovende Maja ved min side. Jeg har sat en Gasolin-plade på i afspilleren og jeg har mit matematik ved siden af mig. Jeg tror ikke at jeg har energien, lysten eller kræfterne til at blive færdig med det i aften. På trods af at der er ret mange som er oppe for at lave det, har jeg umuligt kræfterne til at få lavet det inden i morgen tidlig. Lorte matematik. Jeg vil egentlig hellere koncentrere mig om mit engelsk, som faktisk er lidt interessant at lave, da det omhandler Type O Negative. Det er ret lækkert. 

Jeg bliver ved med at tænke på på lørdag. Hvad der vil ske. Hvordan det vil blive. Hvordan vil det blive med Rasmus og jeg? Skal vi gå hele ugen uden at snakke, selv om vi halvt om halvt har aftalt at prøve på noget til festen. Og vil der ske noget til festen? Skal der ikke ske noget til festen? Jo.. Men vil han fortryde dagen efter? Jeg er så nervøs. Jeg tror at jeg tænker for meget over tingene. Måske skulle jeg bare.. Se hvad der sker. Det er bare svært. Men hvad med efter festen? Fair nok, han tager hjem og sover - der var jo ikke plads i bilen til mig, sagde han, da han skulle have tre drenge med hjem og sove. Men lød det ikke meget som om at han faktisk gerne ville sove sammen med mig? Jo. Men hvad så når vi ses om søndagen? Kan vi så snakke der? Og så tager jeg jo afsted i 2,5 uger med mit hus. Ih altså. I går havde jeg sådan lyst til at skrive alt muligt rart til ham, men det endte egentlig bare ud i en lidt ligegyldig samtale om hvorvidt 50 Cent's film var god eller ej. 

Jeg havde sådan lyst til at skrive alt muligt pladder til ham. Som hvis vi var kærester. At "ih" og "åh" og hvor var han altså bare en skide skøn dreng, som jeg ikke kunne få ud af hovedet. Jeg valgte så at lade vær. Måske var det endda lidt godt. Og nu er jeg nødt til at lave matematik. Det bliver en lang nat på trods af mit vanvittige sukkerindtagelse. 


lørdag den 26. februar 2011

To day's a day

Et umage par

I går vågnede jeg op sent, med følelsen af at jeg virkelig havde lyst til at få noget ud af dagen. Jeg havde planer om at få lavet mit matematik og mit engelsk, som jeg stadig ikke har lavet endnu og som skal afleveres på mandag. Ej heller har jeg fået pakket til Cuba. Jeg havde mest af alt lyst til at se Fru Holme eller Camilla, men de havde, af hvad jeg vidste, begge planer. Men som jeg lå der, fik jeg en besked fra Grenen. Vi lavede en spontan aftale om at mødes på Klappen, på trods af mit vanvittige pengemangel. Efter at have ventet på Klappen i en times tid, kom Grenen. Og hvor var det dog fantastisk at se ham igen. Han tog jo på skiferie for to uger siden, så jeg har ikke set ham siden. Inde på Klappen var der crowded, men det lykkedes os at få et bord hvor vi nød smøger i massevis og kaffe (da solen endelig var gået ned). Grenen var fast besluttet på både at give en pakke smøger, kaffe og en cookie. Jeg havde det ret dårligt med at lade ham betale. Vi fik snakket om mange ting. Alt og intet og hvad der var foregået i de to sidste uger. Både på skolen og på hans ferie. Pludseligt var der gået flere timer. Grenen spurgte om jeg havde lyst til at komme med ham på Annexet i Helsingør, fordi at der blev holdt afterparty for eleverne fra Helsingør Gymnasium. Igen, på trods af mit mangel på penge, blev det alligevel vores plan.

Vi smuttede forbi Brønshøj, hvor vi sad med Devendra Banharts vokal strømmende ud fra højttalerene. Vi spillede Bubble Struggle og spiste fantastisk mad og derefter tog vi mod Helsingør. Aftenen var som sådan meget god. Og rigtig blandet! På trods af at Annexet var fyldt med HG'ere jeg ikke kendte, mødte jeg Morten, som af ukendte årsager ikke virkede synderligt glad for at se mig, var det nu egentlig hyggeligt nok. Gren og jeg valgte at smutte hen på Buddy Holly, hvor vi hurtigt fandt ud af at vi ikke kunne komme ind, grundet afterparty for Espergærde Gymnasium. Til gengæld fik jeg en semi-lang samtale med Jonathan ud af at stå foran Buddy Holly. Jeg har ikke set Jonathan siden december. Han var sød som altid. Gren og jeg besluttede os halvt om halvt for at tage hjemad, indtil vi mødte Asger, fra efterskolen, som fortalte at Frederik Schulle, min gode punkven, befandt sig på Elværket. Og ganske rigtigt. Jeg fik hevet Grenen med på Elværket, selv om han var lidt "Meh", over at skulle derhen. Forståeligt nok. Og vi var virkelig et umage par, som vi gik der. Grenen i sin rigmandsjakke og Le Fix hue med lommerne fuld af sedler og mig i læderjakke, hætte, sorte Cheap Monday og nittebælte. Jeg havde det fantastisk!

På Elværket mødte jeg til min store overraskelse, Ea. Det var noget af et chok. Hun var fuld. Fuldere end jeg nogensinde har set hende før. Hun fortalte at hende og Joachim havde slået op, hvilket virkelig kom bag på mig. Hun tog hjem, og ikke længe efter sad Grenen og jeg sammen med Schulle og snakkede politik og samfund. Det var skønt at se Schulle igen, jeg har ikke set ham i flere måneder. Han lignede sig selv, blot med en kæmpe rød hanekam og flere nitter. Det er dejligt at han ikke har ændret sig. At han stadig er en skøn aktivistisk lortepunker. Efter en helveds masse smøger, et par gratis øl og en lang diskusion omkring Staden og kommunisme tog vi hjem. Da Gren og jeg endelig lå i hans seng, som man har lyst til at dø i - vitterligt, spurgte jeg ham: "Hvordan skal jeg nogensinde give dig alt det du har givet tilbage?". Han svarede: "Bare ved at være dig selv, Joe. Det er nok". Det gjorde mig så glad. Han er virkelig den bedste.

Jeg savner Camilla, som snakker om fantastiske bananbåde historier. Dét er kærlighed!

fredag den 25. februar 2011

Ønsket og elsket

Anna, min søster, kom over her til aften. Det var fantastisk at se hende igen. Hun har taget sit snakebite ud, hvilket undrede mig. Jeg har ikke set hende i hundrede år. Det er ret ringe, når vi bor tæt på hinanden. Jeg havde også en aftale med Fru Holme efter hun var gået, men fordi at klokken var halv elleve, mente min mor at det ikke kunne lade sig gøre - hvilket førte til en delvis voldsom vrede fra min side af. Holme og jeg aftalte så i stedet at gå en tur, som var lang og kold, men fantastisk. Jeg fik fortalt hende om hele Rasmus-situationen og så kritisk og realistisk, som Amanda nu engang er, overraskede det mig meget at hun intet negativt havde at sige til situationen. Ikke at Holme er en pessimist, men hun er en fantastisk veninde at have, når man flyver højt i håb og forventninger og hun pænt kan sige til en at man måske lige skulle tage en slapper.

I morgen skulle jeg have været i Maribo med drengene hos Mads. Men på grund af vores fantastiske ikke-eksisterende økonomi, var jeg nødt til at aflyse. Det er ret pinligt. Især fordi at denne aftale har været på snak ret længe, og jeg vil jo vild gerne. Synd at vi åbenbart sidder med gæld til halsen. Jeg skyder mig selv..

torsdag den 24. februar 2011

Fuck og død og ting som forsvinder

Okay.. Jeg kan ikke finde mit kabel til min Playstation 3, så jeg kan få opladt mine joystick. Hvilket er ret døden i sig selv. Det betyder ikke blot at jeg ikke kan få ladt dem op, men jeg kan så heller ikke få spillet Red Dead Redemption, som jeg ellers hungrer efter. Desuden har jeg en blækregning samt en engelskstil, som jeg skal have lavet. Måske er det igen Karma der er efter mig?

Kærestesorger

Jeg er lige kommet hjem fra Kat og efter en bustur med skift og forvirring, blev jeg mødt til et værelse som først skriger "Du roder!" og derefter "Du er storryger!". Valgte at åbne vinduet, bare for at kunne trække vejret og derefter smide mig i sengen. Jeg har nogle generelle bekymringer med hensyn til vores Cuba-tur om blot to uger.

1. Jeg har ikke noget sommertøj
2. Jeg har ikke penge til at købe noget

Det var rigtig rart at se Kat igen. Det var fuldstændig som sidste gang med smøger, alkohol og en masse snak. Snak om alt. Hendes veninde, Freja, kom over og det første jeg lagde mærke til var hvor meget de egentlig mindede om hinanden. Samme udtryk, samme måde at tale på, samme humor. Hun var fantastisk - ligesom Kat er. Men vi fik snakket om en masse ting. Sørgelige mennesker, tæskesex, psykiske lidelser og teenagere. Jeg var lidt malplaceret i samtalerne om "ungdom". Og det virkede også dobbeltmoralsk at rakke ned på nutidens ungdom, man sidder med to tøser på værende 19 og 25 år. Men det var rart. Jeg kan sgu meget godt lide hende Kat. Da Freja smuttede, gik der ikke længe før Kat og jeg gik døde i sengen. Hun havde kvalme og var skidt og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Som vi lå dér, faldt hun i søvn og jeg kiggede meningsløst tv og var frisk som en havørn. Not a good cocktail. Og hvor lå jeg dog der og havde lyst til at skrive med Rasmus. Så jeg gik ind på Facebook for at finde hans nummer (ups) og skrev så en besked til ham, hvori der stod "Jeg har lyst til at skrive med dig jooo". Inden der var gået meget mere end et minut havde jeg fået svar tilbage og sådan startede det ellers igen. Igen, igen, igen. Samtalen nåede ret langt ud. Jeg tror at den sidste besked blev skrevet lidt i 4 og da jeg skulle op og spise morgenmad grundet fasten klokken 06:45 lå der en besked fra ham på min telefon, som var skrevet 06:43. Pudsigt, huh?

Jeg ved ikke rigtig hvad vi nåede frem til. På et tidspunkt bad han mig om at sætte ham i mit sted, hvorefter jeg skrev en længere delvis vred, delvis håbefuld besked om at "Forestil dig at du dummede dig, og du virkelig lavede en fejl som slet ikke var dig og så at du vågnede op hver dag og blev mindet om hvor meget du går glip af - og det endda er din egen skyld. Og forestil dig at jeg fortalte dig at "Ja vi var da gode sammen, og jeg elskede dig og det kunne sikkert blive godt igen - hvis ikke bedre, men jeg kan ikke leve med denne fejl her". Forestil dig ikke at kunne tænke "Nå ja, jeg finder jo også en anden", for bevares. Det gør du jo, men du har bare ikke lyst til nogen anden".  Han svarede at det virkede hårdt og svært. Oh.. Really? Men samtalen var god. Bestemt god. Og dog.. Han er så svær at læse. Han skrev også:

R: Jeg er bange for at jeg gør noget dumt til elevfesten
J: Noget dumt. Som i.. med mig?
R: Ja..
J: Hvorfor ville det være dumt?
R: Ja, det ved jeg ikke..

Say wut.. Og jeg fortalte ham om min åndssvage surrealistiske plan, som jeg ved er så vanvittig, at jeg ikke engang har turde få det ned på skrift. Men ja. En plan om at vi forsøgte igen til elevfesten. Og min oprindelige plan hed at jeg så også ville tage med ham hjem og sove dér. Hvortil han skrev: "Altså, noget af det ville teoretisk set godt kunne lade sig gøre, men der er ikke plads i min bil, for Hjalte, Simon og Kasper skal sove hos mig". *Indsæt ikke-eksisterende underkæbe*. HVAD FOREGÅR DER. Men i hvert fald.. Jeg tror at vi halvt om halvt blev enige om at se det an til elevfesten. Og jeg ved at jeg ikke skal have for høje forhåbninger, men.. Come on.

Jeg er tom for ord.

onsdag den 23. februar 2011

Økonomi

Jeg ved ikke hvornår det er gået så galt, med hensyn til økonomien, som jeg føler at det går nu. På mit bord ligger der fireogfyrre kroner og halvtreds øre i småpenge, som var alt min mor og jeg havde i kontanter. Sørgeligt. For de penge skal jeg både have smøger og mad til i morgen, og hvordan jeg klarer mig ud af den, ved jeg desværre ikke. Jeg savner dengang vi boede i Nordsjælland. Min mor, min far og jeg. I vores hus med have, hvor man kunne se stranden hvis man hoppede højt nok på trampolinen. Jeg savner min far og hans ikke-eksisterende bekymring omkring penge. Den mand købte ting til mig i hoved og røv, endda også ting, som jeg ikke havde brug for. Jeg kan huske omkring 8. klasse, da Simone fortalte mig at de var på røven med hensyn til penge. At de holdte styr på hvad de købte og hvor mange penge de købte for. Dengang syntes det så fjernt for mig. Jeg kan huske at jeg på ingen måde kunne relatere til hendes situation - lige indtil mine forældre valgte at blive skilt i sommerferien. Fantastisk.

Da vi flyttede til Brønshøj fra Nordsjælland, fordi at vi sad med to huslejer, beroligede min mor mig også med at det nok skulle blive godt igen. At når vi flyttede, ville vi automatisk få økonomien op og køre igen. Men hvad nu? Nu bor vi i Brønshøj. Vi bor i en lækker lejlighed, ja da. Og jeg burde da klart støtte mere op omkring situationen, end jeg gør. Men når man er vant til at der aldrig har været behov for at skulle bekymre sig om penge, hvordan kan man så pludselig begynde? Og jeg synes at det er flovt. Skide flovt. Flovt at jeg ikke har købt fødselsdagsgave til Fru Holme, som havde fødselsdag den 5. Flovt at jeg endnu engang ikke har nogle penge, når jeg skal ud og besøge Kat igen. Jeg finder det så bizart at jeg bekymrer mig om økonomi og penge og pladder når jeg kun er seksten. Jeg burde ikke tænke over hvordan jeg skal få p-piller til de næste tre måneder, hvordan jeg skal få penge med til Cuba og om jeg overhovedet kan komme til Roskilde Festivalen i år. Selvfølgelig er det tanker der skal strejfe mig, men ligefrem blive til bekymringer? Jeg brækker mig.

44,5 kroner..

tirsdag den 22. februar 2011

Tilgivelse

Jeg er helt tom for ord. Det er sjælendt at jeg har den følelse - især om natten. Ea ringede til mig tre gange. Så nu har jeg tre ubesvarede opkald på min telefon. Jeg gad ikke tage den. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg ved hvad hun ville sige. "Er du sur?", selv om hun godt ved at jeg er sur. Eller sur er måske så meget sagt. Skuffet. Forrådt, på en eller anden måde. Så ville jeg svare det til hende. Og hun ville undskylde og sige at jeg jo selv sagde at det var okay. Men sagde jeg det? Det gjorde jeg vel. Men mente jeg det? Og vidste du ikke udemærket hvad jeg mente? Eller er vi kommet ud på et punkt hvor vi heller ikke kan tyde hinandens følelser og meninger. Det tror jeg ikke. Men hvis det er sagen, så ved jeg fandme ikke hvor vi så står.

Jeg satte "Forrest Gump" på, da klokken var lidt i elleve. Det er længe siden at jeg har set den film. Sidst jeg så den, var jeg også alene. På mit værelse. Mit gamle værelse i Espergærde. Det er mange år siden, efterhånden. Jeg kan ikke huske med hvem, men jeg kan huske at jeg havde en samtale igang imens jeg så filmen. Det samme havde jeg denne gang, dog ikke helt igennem hele filmen. Men Thomas og jeg skrev sammen. Det var rart. Det var.. ventet. Og pludseligt fortalte jeg alle mulige historier, som jeg altid gør. Og han svarede kort, men fornuftigt - som han altid gør. Det virkede som om at han lyttede - på trods af at det foregik over Facebooks knapt så hæderlige chat. Jeg kan ikke huske hvem der spurgte mig forleden, men jeg fik i hvert fald spørgsmålet "Elsker du egentlig Thomas?". Jeg ved ikke hvorfor det er forbandet svært at svare på. Jeg mener.. Han er min bedste ven. Ligesom Grenen er. Og Grenen elsker jeg. For helved, hvor jeg elsker den dreng. Men med hensyn til Thomas, virker det bare så underligt at sige eller tænke på. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg kan huske at jeg svarede: "Jeg kan ikke helt finde ud af det, for hvis jeg så elskede ham, ville det være svært at skulle give slip på ham efter vi stopper på efterskolen. For jeg er ikke sikker på om jeg ser ham igen derefter". Men jeg holder jo forfærdeligt meget af Thomas, og bare at gå en uge uden at snakke med ham, får mig til at savne hans tilstedeværelse og vores samtaler.

Tilbage til Forrest Gump: Fantastisk film, blev jeg endnu engang mindet om. Endnu engang græd jeg til Forrest Gump. Endnu engang efterlod filmen mig en følelse af.. ubetydelighed. Der er så meget smukt i verdenen. Og jeg ser det hele tiden. Jeg har følelsen af at jeg ikke tager det til mig. Jeg tager ikke det smukke i livet til mig. Det er ret sørgeligt. Jeg kan huske i sommers da Karma overflød mig med godt humør. Da en dame sørgede for at jeg kom ud af toget, da en buschauffør bar over med mit pengemangel og da menneskers eksistens sørgede for at jeg havde en fantastisk dag. Jeg ved at jeg har kvaliteten til at kunne tage sådanne ting til mig igen. Jeg skal bare finde den frem igen.

Endnu en ting jeg er kommet frem til, er at jeg har nået til bunds i situationen med Rasmus og jeg. Jeg ved hvorfor jeg ikke kan give slip. Jeg ved hvorfor jeg ikke kan komme videre. Jeg har ikke tilgivet mig selv. Jeg har ikke tilgivet mig selv, for at have fucket vores forhold op. For at fucke os op. Ikke mindst, for at fucke Rasmus op. Jeg har kunnet fortælle ham at mennesker begår fejl, og at alle fortjener en chance mere. Jeg har kunnet tilgive mine førhenværende kærester for utroskab, for misbrug, for ikke at vise kærlighed. Og det har været nemt at tilgive. Måske endda for nemt. Måske har jeg endda ikke tilgivet de ting jeg troede at jeg havde tilgivet, men blot valgt at se over dem. Men i sidste ende har jeg altid formået at komme over det. Hvorfor skal dette så være så svært? At fortælle mig selv at det er menneskeligt at fejle. Det er derfor jeg konstant prøver at rette op på min fejl, er det ikke? Fordi at jeg ikke kan indse at jeg har fejlet og at jeg må tage konsekvensen af det. Hvorfor skal det være så svært at tilgive sig selv? Men måske er det på tide. Jeg har angret, jeg har lidt og jeg har været sur. Mindst lige så sur på mig selv, som jeg tror at Los R. har været på mig. Jeg tror at det nu har været straf nok. Jeg fortæller mig selv og andre at jeg lever efter princippet "Forgive and forget", men jeg levede også efter et princip som hed at utroskab ikke var i orden. Det er ikke i orden. Og jeg elskede at kunne sige stolt at jeg aldrig havde været nogen utro. Nu har jeg ikke blot været Rasmus utro, men jeg har også været mig selv utro. Men alle fejler. Måske ikke lige på dét punkt, men alle laver fejl. Jeg har fejlet. Men jeg har måske også fortjent tilgivelse nu. Det er sgu svært..

mandag den 21. februar 2011

Søde Devendra

Okay, i går opdagede jeg en fyr ved navn Devendra Banhart. Jeg opdagede ham faktisk igennem en tråd på Black Market med SM-relaterede billeder. Ja, ret åndssvagt. Men faldt straks for ham. Så nu her på anden dagen er jeg dybt forelsket, det er uhyggeligt. Har overspammet min tumblr-blog med billeder og videoer af ham. Han gør noget ved mig, og på trods af at jeg ikke kender noget til ham, føler jeg at jeg kender ham igennem hans sange. Så nu er jeg igang med at høre hans album "What Will We Be" igennem, da sangen "Foolin'" som jeg først forelskede mig i, er med på. Det er rart. En af hans sange rammer uhyggelig meget plet på mine følelser med teksten:

"Now I take everything as a good sign, because I'm in love 
I take everything as a sign, from God 


And now I give myself to you alone 
No more nights hang above me 
Oh, B... 


Please destroy me, please destroy me, 
please destroy me, please destroy me"

Og hans video.. Den fascinerer mig på så mange måder..


Efterladt

Ea og jeg endte med ikke at tage i biffen. Næ. Hendes kæreste Joachim kom, hvilket jeg egentlig havde det fint nok med. Det jeg ikke havde det fint nok med, var at jeg fik spørgsmålet "Er det okay at Joachim sover her i nat?". Og senere: "Er det okay at du ikke sover på værelset, for ellers ved jeg ikke hvornår jeg får sex?". Say what. Jeg fik derfor en madras smidt ind på kontoret og Ea og Joachim gik i seng. Det gjorde lidt ondt på mig. Jeg mener.. Hun ser ham praktisk talt hver dag og vi har ikke set hinanden i 3 uger og kommer ikke til at se hinanden igen før jeg er hjemme fra Cuba, som er i slutningen af marts. Jeg fik en semi-lang telefonsamtale ud af situationen med Amanda Høy, hvor vi som altid endte med at snakke om noget helt andet. Jeg elsker virkelig at snakke med hende.

Jeg havde lyst til at græde, da Ea og Joachim gik i seng, men i stedet valgte jeg at skrive mine tre stile, som jeg på magisk vis blev færdig med. Heldigvis. Nu er jeg hos Ea. Og jeg er alene hjemme. Jeg ved ikke hvor Ea er, eller hvor alle andre er og jeg kan ikke gå, før de er kommet hjem. Det er ret åndssvagt. Okay, det har lige banket på døren. Anne, Eas veninde som jeg har været sammen-sammen med til et par fester er her nu. Det er lidt underligt.

Nathalie har forresten smidt nogle billeder op fra i fredags:

Fuld, yesh?

søndag den 20. februar 2011

Tankemylder

Jeg overvejer meget at smide min gamle stil "Lyden af Sarah" herind, men at skulle konfronteres med den, med mine ord, igen er svært. Det er klart min hidtil bedste novelle. Of all time. Men den rummer følelser så papiret næsten brænder i min hånd, når jeg læser den. Når folk læser den, føler jeg at jeg bliver stillet nøgen, på trods af at jeg hver dag skriver mine inderste følelser ned som alle kan følge med i. Jeg ville egentlig også at Kat læste den, før jeg smider den herud. For det tror jeg at jeg gør. Gør jeg?

Årh.. jeg drukner i al denne skrift. Evig skrift. Jeg er stadig ikke færdig med mine tre danskstile.

Fanget på gode tidspunkter - not





Ting jeg burde gøre

Skrive danskstil så jeg kan aflevere langt om længe. Der var frist i fredags og jeg er kun halv færdig og jeg har lovet Marianne at sende i dag. Om jeg får gjort det, ved jeg ikke. Jeg er ikke så sikker på det.

Lave matematik som skal afleveres efter ferien. Jeg får den aldrig lavet alligevel, men man kan jo godt sætte det som et mål.. right?

Stoppe med at ryge, som er et evigt kliché emne, men jeg burde fandme. Mine lunger er skadede. Sådan. For real, tror jeg. Jeg hoster om dagen og om natten og jeg kan ikke længere bebrejde sygdom for det, da det har stået på i flere uger nu. Desuden er jeg på mit fjerde år nu, som fast ryger. Det er lidt ulækkert.

Komme over Rasmus som jeg egentlig har indset, men jeg kan bare ikke rigtigt tage det til mig. Egentlig føler jeg at jeg er okay på vej, og selv om jeg har opgivet håbet, har jeg stadig lyst til at vi skal være sammen igen.

Skrive et fedtebrev til Nørre G så jeg er "sikker" på at komme ind. Eller mere sikker i hvert fald. Jeg burde gøre det. Alt andet ville da være dumt.

Pakke til Cubaturen, for jeg ved at jeg vil ende med at stresse og jeg ved ikke hvad. Desuden er det en god måde at fremskynde turen på. Årh, Cuba.

På en eller anden måde ved jeg at under halvdelen af disse ting faktisk vil lykkes for mig. Men det er da rart at have ambitioner..

Istapper og latter

Da Nichlas og jeg kom hjem til ham, var det første der velkomte os en mur af frost. Hele hans skurvogn var frysende kold og det apparat, som burde varme det op, lod ikke til at fungere. Vi besluttede os for at drikke aftenens sidste øl, som jeg så smukt valgte at spilde halvdelen af udover det hele. Jeg var ved at dø af grin og Nichlas tog sig til hovedet og smed utallige sokker hen til mig, som jeg kunne tørre øl op med. Men vi snakkede faktisk i lang tid. Pludselig var klokken omkring de 3-4 stykker og vi kom ind på de lidt mere tunge emner - for så at vælge at snakke om noget andet i stedet for. Men natten var et helved. Jeg lå indsvøbt i to lag tøj, et sengebetræk som dyne og et tæppe ovenpå. Og jeg var ved at d ø.

Nu sidder jeg under en fyrstelig dyne, som Nichlas har været heldig at sove under. Sanne, Eas mor, kommer og henter mig klokken 10:00 på Kvistgård St. Åh, Kvistgård Station. Mange gode minder. Ea og jeg skal vidst i biografen i dag, skal vi ikke? Jo. Og så skal jeg have sendt min danskstil. Son of a bitch.

Er sandheden umulig?

Min mor og jeg kørte mod Nordsjælland ved en 15:00 tiden og på vejen fik jeg en fantastisk sms fra Nichlas: "Hey Joe. Jeg er ked af det, men jeg er nødt til at baile i aften. Jeg har lige fået at vide at jeg skal til 50-års. Undskyld.". Jeg turde ikke at nævne det overfor min mor, så vi fortsatte i høj fart mod Kvistgård. Vi fik både købt klippekort og øl til mig, i mens jeg panikslagen prøvede at komme i kontakt med enten Nichlas eller Philip for at have et sted at være. Uden nytte. Nichlas var på arbejde og Philip var ikke hjemme heller, så jeg tog mod til mig og sagde at jeg ikke havde noget sted at være i Kvistgård endnu. Hun dumpede mig ude hos Bedste, hvor Gunnar og Sofie også kom. Det var hyggeligt nok. Jeg har savnet Bedste og hun gav mig 100 kr. Hun er virkelig en hæderlig kvinde. Fik også presset Nichlas til at aflyse 50-års fødselsdagen, hvilket var fantastisk. Det beroligede mig. Hele aftenen har jeg tilbragt hos Philip i hans rådne hus. Her er beskidt og ødelagt, efter den uge han har været alene hjemme. Men det er hyggeligt, selv om ingen af os er særlige fulde. Rotten og Nichlas kom ved en 20:00 tiden og siden har vi bare drukket øl og spillet Playstation. Ganske chill. Ganske Kvistgård-agtigt. Senere tager jeg hjem med Nichlas og sover der, hvorefter jeg skal op klokken lort i morgen.

Jeg har en trang til at snakke med Kat. Jeg er bekymret for hende. Jeg vil så gerne at hun har det godt og lever i en verden, som ikke er ond eller imod hende. Jeg glæder mig til at se hende i ugens løb. Jeg glæder mig til at mærke hende komme endnu længere ind under huden på mig. Og føle mig hjemme.

lørdag den 19. februar 2011

Uventet

Vågnede op til et opkald fra Amanda Høy, som jeg i søvnens rus ignorerede. Hun ringede heldigvis igen og jeg valgte at tage den, halvsovende. Hun ville vide om jeg havde snakket med Loui i nat og jeg fortalte hende det hele. Hun må virkelig være forvirret nu. Jeg holder fandme meget af den pige. Det gør jeg. Bare efter vores kvarterlange samtale, som egentlig omhandlede noget dumt, blev jeg bare så glad. For at høre hende igen, for at vi snakker. Årh. Jeg har helt lyst til at se hende nu. Det næste der fangede min opmærksomhed var en besked jeg havde modtaget på Black Market:

"Jeg har længe tænkt på at skrive. Har bare altid blevet enig med mig selv om at jeg nok ikke skulle. Men hva fa'en, lever jo kun én gang 

Kører tit forbi Nyborg, ja, hele Fyn for den sags skyld. Og hver gang kommer jeg til at tænke på at du går på efterskole i området. Hvorfor, det ved jeg egentlig ikke. Nok mest fordi jeg er ked af den måde vi, tja, skiltes på sidste år. Det skal ikke være nogen hemmelighed at du virkelig kom under huden på mig, på usandsynligt kort tid. Og jeg virkeligt ønskede vi kunne have mødtes og set hvad det ville bringe.
Men, jeg var som altid dum, og pressede for hårdt på. Dumme dumme Søren! Men det er da heller ikke så underligt. En ung, lækker, frisk pige viser stor interesse for en gammel dreng som mig.

Hvis jeg kunne, så ville skrue tiden tilbage, tage det roligt og ikke fucke det op. Men, sket er sket.
 Anywho, håber du har det godt :)
 Søren
"


Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om den. Om jeg skal svare eller ej. Jeg mener.. Årh. Mærkeligt.

Kæderygning

Jeg bød vinterferien velkommen i går på den bedst tænkelige måde - synes jeg. Med Jose, alkohol og et par stykker fra efterskolen. Jeg skred tidligt fra efterskolen i går og endte i et alt for overcrowded tog, hvor jeg enten stod op, sad på et bord eller væltede rundt. Dog fik jeg en plads til sidst, hvor jeg valgte at falde i søvn for så at vågne op lige inden hovedbanen. Det var ganske udemærket, bortset fra at der ingen EVN'ere var omkring mig. Da jeg landede i Brønshøj kunne jeg se Jose stå ude og vente foran min opgang. Det var lækkert. Jeg tror ikke at vi har set hinanden i nogle måneder, eller noget som i hvert fald minder om det. Det var dejligt at se hende igen og dejligt at kunne brokke mig og komme med hemmeligheder, som egentlig er ved at æde mig op. Efter X-factor tog vi ned til Fru Holme, indtog lidt alkohol og så begik vi os ellers ud på en helvedstur for at mødes med de andre. Men aftenen var lækker og jeg følte mig omringet af mennesker i bedste forstand. Det var dejligt at indtage øl, shots og et utal af smøger og samtidigt være i et fantastisk humør. Jeg endte også ud med at være i et bravt humør med alkohol i blodet. Fuck. Jeg har ikke været fuld længe. I hvert fald ikke så fuld som jeg var i går, selv om det ikke var helt galt. Men som jeg kender mig selv bedst i fuld tilstand, stod jeg lige pludseligt og sang karaoke, gav taler og dansede som en sindssyg. Det var fantastisk.

Jeg fik en lang samtale med Loui, omkring ham og Amanda. Han virkede helt knust. Han forklarede om hvor meget han savnede hende og ville have hende tilbage. Jeg kan nemt sætte mig i hans sted. Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde til ham, men jeg tror vidst nok at det var noget af en slagstale i bedste urealistiske forstand om at de nok skulle finde sammen igen, hvis bare han viste hende det. I dag er jeg ikke så sikker. Men, ja. Jeg har aldrig set ham sådan før. Det gjorde lidt ondt på mig. I går valgte jeg også at "bukke under", for at sige det på en pæn måde. Jeg ansøgte Los R. på Facebook igen. Hvorfor ved jeg ikke. Han godkendte, noget som virkede som ti sekunder efter. Det var lidt underligt. Men dog. I morges vågnede jeg op til en tør hals og en hærdet krop. Så ved man, at man har været fuld. Min albue er ridset, mit ben har sår, og blå mærker pynter også godt.

I aften skal jeg til Kvistgård. Mit Kvistgård. Jeg har ikke været der i lang tid. Nichlas skrev at jeg kunne komme over og crashe hos ham, hvilket jeg har tænkt mig at gøre. Jeg savner ham. Nichlas. Han har ændret sig så meget, efter vi stoppede på Gryden. På en god måde. Før i tiden kunne jeg ikke drøfte noget seriøst med ham, men nu er det som om at han søger det. Hele tiden. Han spørger altid ind til mig og giver råd og kærlighed i min retning. Det er rart. Så i aften skal jeg sidde i hans skurvogn med høj musik strømmende ud fra hans fyrstelige Mac højttalere, samt ryge hundrede smøger med ham, selv om jeg aldrig havde forestillet mig ham ryge. Men nu vil jeg sove videre, for min mave rumler og jeg kan ikke helt overskue at der er 8 timer til at jeg må indtage tømmermændsmad. Jeg har heller ikke smøger nok til at være vågen i 8 timer uden mad. Jeg har allerede kværnet halvanden pakke siden jeg kom hjem i går, suk. Længe leve de gamle rutiner.

fredag den 18. februar 2011

Nattetimer

Af en eller anden grund, har jeg altid foretrukket natten fremfor dagen. Jeg er dybt afhængig af solen og dagslys og jeg elsker trygheden der er om dagen. Men på den anden side er natten så meget mere passioneret. I nattens rus kan alt ske. Jeg føler at jeg bliver båret af en stemningen, ja af en rus når nattetimerne slår over. Og uanset hvor lang en nat har været og hvor hektisk den har været, kan man vågne op til en ny dag hvor alt er glemt. Det er fantastisk. Selv om jeg dengang, i den sorte tid, slet ikke sov og brugte mine nattetimer på alt ondt, værdsætter jeg det nu. For nu er alt det onde glemt. Nu husker jeg nætter med "Lorteparforhold" kørende på repeat og jeg husker at sidde i haven nøgen, svøbt ind i en morgenkåbe med en smøg i hånden og se solopgangen. Jeg husker fuglesang og klaverspil. Åh, det søde klaverspil. Til trods for at jeg oftes bruger mine nattetimer i en seng, føler jeg mig mest i live om natten. Jeg føler at jeg er til. At jeg eksisterer. Jeg føler mig meget mere i harmoni med mine følelser, selv om det lyder som noget hippieævl. Jeg får tit følelsen af "Nu vil jeg bare græde ud i nat". Jeg er efterhånden blevet så forbandet følelseskold. Føler at jeg tuder for lidt og whiner for meget. Damn.

Jeg ved ikke om det ville være forkert at skrive om Rasmus. At tænke på Rasmus.. For jeg prøver virkelig mit bedste for at lade vær, og det går lige så godt. Men på den anden side er det ikke noget jeg bare kan slette fra hukommelsen. Men med hensyn til Los R.. Det går godt. Synes jeg. Selvfølgelig tænker jeg på ham når jeg ser ham og jeg snakker da om ham, men det er langt fra på samme måde som inden weekenden. Jeg søger ikke hans blik mere til måltiderne, jeg får ikke en klump i halsen når jeg ser Bork stryge sine fingre igennem hans hår og jeg snakker langt mindre om ham. I dag har jeg savnet ham lidt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg begyndte at udtænke åndssvage planer om at hive ham med i seng. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg ved at hvis vi endte med at have sex ville jeg bryde grædende sammen bagefter. Jeg ville føle mig brugt og beskidt og røvrendt, fordi at jeg med sikkerhed ville vide at det bare var et knald. Alligevel drager tanken mig, fordi at det jo alligevel ville betyde nærkontakt med Rasmus. Og kys. Og falsk håb, som igen kunne ødelægge mig. Det ville til gengæld også få stillet en masse behov. Fysisk og psykisk. Både nærhed, trangen til Los R. og trangen til sex. Det skræmmer mig lidt at jeg kan finde på at tænke sådan. Men jeg er begyndt at kunne se på Rasmus og mærke at mit blik bare fortsætter. Ikke fordi at det søger noget bestemt, men det glider bare væk. Fordi at det ikke har noget at lægge mærke til. Hans stemme er begyndt at skære mindre igennem folkemængden og hans øjne virker desuden også mere rolige. Det var måske bare for det bedste, selv om nattetimerne fik mig til at overveje at skrive en besked til ham for få minutter siden. Men hvad pokker skulle jeg skrive? Hvad har jeg ikke både skrevet og sagt til ham før? Jeg føler mig ikke forelsket i Rasmus mere. Selv om jeg ved at jeg er det. Jeg føler mig bare tynget af fortiden. Jeg tænker mere over hvor sød han var da vi var sammen, end hvor sød jeg egentlig synes at han er på nuværende tidspunkt. Som sagt da vi havde snakket i telefon: "Jeg genkendte hans stemme, men ikke ham"


Nu må nattetimerne drage mig videre i min danskopgave. Og jeg vil glæde mig til dagtimerne, hvor jeg for første gang i år ikke må spise eller drikke. Det bliver lækkert at faste igen. Også selv om jeg i dag fandt ud af at den fyrstelige morgenmad og dét at kunne sove længe i morgen ikke har været værd at kæmpe hele ugen for - for jeg faster fra i morgen af..

torsdag den 17. februar 2011

The Devil's Trying To Make Me

Jeg har nu i flere måneder tænkt på en bestemt ting. Det har gået mig på, undret mig og er derefter blevet glemt igen. Men nu hvor jeg har det i tankerne vil jeg endelig prøve at beskrive..

Ofte når jeg lægger mig til at sove, får jeg en følelse som jeg ikke kan kæmpe imod. Jeg føler, at jeg øjeblikket inden jeg falder i søvn bliver revet i. Jeg føler at min bagerste halvdel inden i mig bliver trukket tilbage, som var min sjæl blevet bundet. Jeg føler at jeg bliver revet ud af tid og sted når det sker, og jeg føler mig så magtesløs og ikke-eksisterende i sekundet. Jeg har længe tænkt på hvorfor. Hvorfor sker det? Det gør ondt på en befriende måde. Jeg tænker at det må være sådan det er at dø. At føle sig selv forlade sin krop. Måske dør en del af mig, hver gang jeg lægger mig til at sove endnu engang? I så fald, hvorfor? Det skræmmer mig som bare fanden, at det har stået på så længe.

onsdag den 16. februar 2011

Lykkens tal

I dag har været en hæderlig dag. På trods af det vanvittige lag sne, som pt. dækker Nyborg, har jeg følt mig omringet af sol, varme og glæde. Morgenen startede fint nok. Vi blev endnu engang vækket af Linda (studievejlederen), som render rundt i husene klokken 7 og siger godmorgen. Fantastisk kvinde. Efter morgenmaden og husmødet begyndte vi der skulle til lægen faktisk at tage tøj på. Vi skulle være dernede 10:40 og allerede klokken 09:30 var vi på vej ud af døren. Turen derned var ikke særlig speciel, på trods af at vi fik løftet EVN's stolthed ved at hjælpe en gammel dame over vejen! Så kom vi ind til lægen og fik vacciner. Jeg var den første. Damn, hvor gør det ondt. Som mine piercinger nok udtrykker, er jeg ikke bange for nåle, men. For satan. Det er fandme ulækkert at blive vaccineret med 1 ml. leverbetændelsesvaccine. Det var langtrukkent og ulækkert og gjorde mig ør i hovedet. Stivkrampevaccinen var ikke slem i starten, men nu har den lammet min arm fuldstændig. Fuldstændig..

Efter vi havde været til lægen gik vi alle sammen i Føtex (undtagen Natasja) og så sad vi ellers dér i over en time i deres skodcafé og dovnede den med Pepsi og fråde. Det var åndssvagt, men hyggeligt. Vi fik snakket om alt. Om starten, om Cuba og om os. Vi fik endda rundet emnet om søen og dengang. Dengang i starten, i en af de første uger hvor vi sad en hel gruppe nede ved søen på tæpper med høj musik og smøger i utal. Hvor vi bare røg vores bekymringer væk, selv om vi sad et så åbentlyst sted. Det var fantastisk. Dét var EVN. I starten i hvert fald. Vi endte med at være hjemme 3 timer efter vi tog afsted og kom hjem til en vred Leif. Det var fantastisk. Fællesmødeudvalgsmødet var super ligegyldigt, men meget hyggeligt. Efter aftensmaden satte jeg mig ned i fodboldhuset på et pigeværelse dernede med Bork og Ahrens. Endnu 3 timer gik. Det var super hyggeligt og jeg er faktisk glad for at jeg tog med. Fodboldhuset er stadig lidt skræmmende. Og tomt.. Uden Amanda og Maria. Det går mig virkelig på.

Mit humør har været boblende i dag, af grunde jeg egentlig ikke helt kan forstå. Der er ikke sket noget specielt, som har kunnet løfte mit humør på denne utrolige måde, men alligevel er det lykkedes. På trods af at jeg ikke har fået lavet mine stile endnu. Fuck. I næste uge skal jeg ses med Kat. Jeg glæder mig som et lille barn. Næste uge bliver en dejlig uge! Kat siger at hun har sendt mig et brev jeg endnu ikke har fået. Måske skulle jeg også sende et til hende, selv om jeg aldrig har dyrket det. Det kunne ellers være fantastisk at udtrykke sig selv på skrift. Rigtig skrift. Og så til hende. Elsk!

Forhindringer forude

Klokken havde ikke engang rundet 0800, før jeg væltede ud i sneen. Sneen. Lorte sne. Lorte sne, som går til knæene. Det er fuldstændig umuligt at komme ud af hus 4 og alligevel lykkedes det praktikanterne at komme til timen. Lort. Emma, Bork, MJ, Natasja, Bornholmeren, jeg og nogle andre skal ned til lægen for at få vacciner til Cuba. Jeg dør. Vi skal gå derned og jeg har i dag iført mig: nylonstrømpebukser, sort stropløs kjole, benvarmere og en hue. Jeg dør af kulde. Men jeg synes selv at jeg ser ganske nydelig ud.

Amanda Høy og jeg skrev sammen i går. Det piner mig at læse, at hun har indstillet sig på at hun ikke kommer tilbage. Say what! Det kan jeg ikke forholde mig til. Jeg kan ikke klare tanken om at hun ikke kommer igen. Det skal hun jo? Jeg er tom for ord og tom for tanker. Men jeg er begyndt at kunne sige til folk at jeg har det godt. Og jeg er begyndt faktisk at mene det. At kunne mærke at jeg ikke er ked af det mere. Det er rart. Men stadig føler jeg at jeg møder forhindringer hele tiden. Forresten har jeg fået snakket med Thomas. Det hele er OK nu. Såvel som han er en nar nogle gange, er jeg det også. Meget nogle gange.

Ps. er stadig skaldet

tirsdag den 15. februar 2011

Just smile

Satanic Rites of Drugula

Jeg satte for få minutter siden Simply Red's "It's Only Love"-album på og følte mig vild gammel under den første sang. Den mindede mig uhyggeligt meget om min far. Det er også hans plade, så det undrer mig ikke. Da andet nummer kom på, tog jeg den febrilsk ud af anlægget og satte Electric Wizards hårde stoner-plade på. Ja. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg bliver væk i mine tanker. Jeg skubber dem fra mig. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst græd over min far. Hver gang jeg enten græder eller er ked af det, tænker jeg på ham. Men så skubber jeg tanken væk igen. Fordi at jeg ikke gider at have at det har nogen indflydelse på mit humør. Måske. Og på fredag skal jeg faste. Så kan jeg ikke undgå at tænke på ham. Ham. Åh dog.

Jeg valgte spontant at sætte en film på efter den ikke så lange køkkendag. Juno. Den var smuk. En rigtig smuk film. I starten siger Juno at sportsidioterne altid falder for piger de ikke burde falde for. Om det så er de piger som vokser op og bliver bibliotekarer eller om det er dem der klæder sig gotisk. Det fik mig alligevel til at smile lidt. Men bestemt en smuk film. Den havde gyldne øjeblikke.

Jeg glæder mig umådeligt meget til at komme hjem på fredag. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg savner København og lejligheden. Jeg savner at sidde på mit værelse nøgen omringet af Kim Larsen stemme strømmende ud fra højttalerne, stearinlys og cigaretrøg. Jeg savner at kunne lytte til regnen på mine ruder og kigge ned i baggården. Jeg savner egentlig bare at være hjemme. At have min mor og Henrik omkring mig og spise måltider på vanvittige tidspunkter på dagen. Årh, og at sove dagen væk, for så at kunne sidde oppe hele natten og snige sig ud og mødes med Fru Holme. Something! Jeg savner det. Jeg vælter mig i aftaler, og indtil videre ser ferien sådan ud:

Fredag d. 18. - Måske være sammen med Jose i Brønshøj. Evt. hive hende med på bytur?
Lørdag d. 19. - Jose + til Kvistgård senere med drengene
Søndag d. 20. - Kvistgård + muligvis i biffen med Ea og sove der?
Mandag d. 21. - Ea måske..?
Tirsdag d. 22. - ?
Onsdag d. 23. - ?
Torsdag d. 24. - ?
Fredag d. 25. - Til Maribo og party med drengene
Lørdag d. 26. - Hjem fra Maribo
Søndag d. 27. - ?


Jeg skal også have sneget Kat ind i planerne. Og Julie også! Jeg kom først til at tænke på at Kat har ferie i denne uge, i går. Smart, Johanne. Og mine weekender er som man kan se planlagt allerede. Hm. Thomas og jeg har ikke snakket i flere dage. Det er lidt underligt. Det irriterer mig lidt. Grenen er på skitur, hvilket irriterer mig meget. Misha er på Ibiza og Christine er i Sverige. Alle omkring mig virker.. Fjerne.

mandag den 14. februar 2011

Glædelig Valentines

Har genkendt mig selv lidt mere i dag, end i går. Mit humør har været meget standart. Jeg fik spansk-timen til at gå med at rydde op på værelset og her er blevet rigtig fint. Størstedelen af mit tøj er kommet ind i skabet og her er rydeligt. Til gengæld flyder gangen med lort: min sovepose, mine sko, mit sengetæppe, mit bord og jeg ved ikke hvad, står og fylder så jeg ikke kan komme ud af værelset. Det frustrerer mig lidt. Midt i spansktimen valgte jeg at tage ned i byen for at købe en buket roser og en plade Merci chokolade. Ja. Til Camilla. Det følte jeg nemlig for. Jeg følte mig stemplet som en lesbisk, da jeg stod nede i butikken med en plade chokolade, en buket og mit halvskaldede hoved. Lækkert. Emma var med mig, den fantastiske pige. Hun er virkelig fantastisk. Vi skal bo på værelse sammen i Cuba! Årh, Cuba. Jeg var også til hyggefodbold, hvilket endnu engang var en success. Jeg flyver mere rundt på banen, end jeg løber. Det føles som squash på en stor bane. Jeg er hærdet.

Camilla kom tilbage og jeg gav hende gaverne. Hun blev glad, og det varmede mit hjerte at se. Jeg ville egentlig gerne have været sammen med hende i nat, men jeg skal i køkkenet i morgen og jeg har fået rigtig lidt søvn i nat (selv om det jeg har fået har været fyrsteligt!). Maria og Amanda Høy er blevet smidt hjem. For natterend. Det er nok derfor mit humør er dalet. Amanda skrev en sms til mig i nat, om at hun var blevet taget og jeg ringede med hulk i stemmen og i dag var hun blevet smidt hjem. Maria med. Mine to yndlingspiger fra fodbold. Det er forfærdeligt. Jeg føler pludseligt at jeg har et hul i maven. Et tomrum. Da Amanda skrev sms'en, havde jeg mest af alt lyst til at gå over til hende og holde om hende og være rigtig ynkelig, fordi at jeg blev så ked af det. Men det gjorde jeg ikke.

Valentines dag har været med blandede følelser. Det er dage som regel, hvis man har de mindste forventninger. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet. Et eller andet fra en eller anden måske. Dig for eksempel..  Men det er også udemærket uden. Jeg har lavet et hul i øret på mig selv i dag, fordi at mit gamle var vokset sammen efter 8 år. Det var lidt mærkeligt. Men nu er det der igen. Og varmer. På fredag begynder jeg at faste langt om længe. Jeg skal også aflevere mine tre stile, meh. Det er ikke lige mig.

Forresten er jeg begyndt at blive jaloux. Ja, det er jeg. Jeg er irriteret over at du brænder vores aftaler af. Så lad vær. Tak.

Det glade hjerte lever længst

Der er noget over stemningen inde hos Maja og jeg, som gør min sjæl rolig og tryg. Jeg har lyst til at være herinde hele tiden, på trods af flytterodet og at her egentlig er ret beskidt. Men her er rart og der er god karma herinde, jeg kan mærke det. Aftenen i går var fantastisk. Hus 4 tøserne legede lege og frådede. Det var rå-hygge og jeg forstår ikke at vi ikke har gjort det noget før. Maja og jeg startede dagen med at tage billeder af en hel lyserød solopgang. Ironisk, når nu det er Valentines. Jeg går egentlig ikke særlig meget op i Valentines. Sidste år i dag, var jeg sammen med Benjamin. Men vi var ikke kærester mere, for i går var det et år siden vi slog op. Men sidste år tilbragte jeg min Valentines på et pizzeria med Benjamin, hans søster og hendes kæreste. Det var akavet og ubehageligt og jeg græd meget den dag. Jeg kan mærke at dagen i dag bliver bedre. Meget bedre.

Camilla er ikke kommet tilbage på skolen endnu. Jeg håber og krydser fingre for at hun kommer i dag, for jeg har en overraskelse til hende, som jeg håber vil lette hendes hjerte en smule. Det gad jeg godt. I går lå Maja og jeg og snakkede til langt ud på natten. Om alt og intet i skæret af farvede lyskæder og omringet af billeder. Der er nærmest ikke et spot på væggen hvor der ikke er billeder, klistermærker, tegninger, perleplader og så videre. Det er fantastisk. Jeg føler mig.. hjemme. I morgen skal jeg i køkkenet, og det er faktisk noget jeg har glædet mig til siden Emma kom over og sagde det i sidste uge. Sidst jeg var i køkkenet med Emma, fik jeg livsglæde igen. Det var første gang jeg var rigtig glad i det nye år. Så vi har aftalt at det bliver endnu en "Babara Streissand"-dag i køkkenet. Elsk.

Mit humør er umådeligt højt. Jeg forstår ikke hvorfor eller hvornår det er kommet. Måske over natten. Alt jeg ved er at jeg priser helligt for det.

Jeg sætter en masse billeder ind senere!

søndag den 13. februar 2011

Den sidste gang

Jeg har en underlig fornemmelse af at dette var enden. Og at dette er enden, gør mig i tvivl om hvor meget det egentlig er en ende på. Dette er slutningen på kapitlet med Rasmus og jeg. Hvis dette havde været en bog, var der kommet en masse tomme sider efterfølgende, som indikerede helningsperioden. I går havde Maria og jeg snakket sammen om hvorvidt jeg skulle ringe til ham eller ej, og vi kom frem til et ja. Da klokken blev mange og "Sex And The City 2" var færdig (lortefilm), gik jeg over på mit værelse og låste døren. Jeg forsøgte mig med ét opkald - ignoreret. Forsøgte mig med endnu et som blev ignoreret endnu hurtigere end det første. Så modtog jeg en kold besked, hvori der stod "Kan ikke snakke." eller noget lignende. Vi diskuterede en halv times tid over sms, hvor jeg sagde at han godt kunne mande sig op og snakke med mig og hvis dét var så svært kunne han bare lade vær med at svare. Til sidst skrev han at jeg kunne ringe. Hvilket jeg gjorde. Det var en underlig samtale. Jeg genkendte hans stemme, men ikke ham. Først i samtalen var jeg usikker, så blev jeg vred og derefter begyndte jeg at tude. Jeg fik sagt ting, som jeg egentlig er glad for at jeg fik sagt. At jeg ikke synes at det var fair at han skrev de ting, som han havde skrevet i sidste weekend, hvis han så behandlede mig som han gjorde efterfølgende. Han sagde at han godt vidste det. Og jeg fortalte ham at jeg havde brug for at vide. Vide om han ville prøve igen eller om det hele var slut. Han sagde at det var det. "Og det er du sikker på om en måned også? Eller når vi sidder fulde til elevfesten?". Det vidste han ikke helt. Efter et kvarters tid var han nødt til at gå. Vi sagde "hej hej" et utal af gange, jeg fik nævnt at jeg stadig elskede ham, han blev vred og så lagde vi på.

Da jeg sad på værelset efter opkaldet var slut, faldt der et eller andet fra mit hjerte. Jeg begyndte at græde, som jeg ikke har grædt i lang tid. Med hulk og tårer og smerte. Jeg følte at Rasmus havde slået op med mig - for anden gang. Jeg ringede til Fru Holme som kom hen. Hun sad det meste af tiden og lyttede på min ynkelighed. "Jeg forstår bare ikke. Jeg forstår bare ikke hvorfor fanden han ikke tør at prøve igen. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke bare springer ud i det og dropper mig hvis det hele går galt. Jeg forstår det bare ikke..", græd jeg. Amanda sagde at hun ikke forstod, at der var så mange ting jeg ikke forstod. "Og hvad fanden vil han nu? Jeg forstår ikke engang hvad fanden vi kom frem til, fordi at han stadig tvivler". Lige pludselig sad Fru Holme og ringede Rasmus op, uden at jeg rigtigt havde opfattet det. De snakkede i lidt tid og jeg kunne høre størstedelen af Rasmus' ord igennem telefonen. Hun gav ham et ultimatum: 1. At droppe det for altid, uden nogen usikkerhed om en måned. 2. At prøve igen og droppe mig hvis alt går galt. Han valgte mulighed 1. Amanda spurgte om han var sikker. "Så sikker, som jeg nu kan være", sagde han. Efter de lagde på begyndte jeg at græde igen. Holme og jeg snakkede og blev enige om at nu var det nu. Tid til at komme videre og se fremad. Og nu er det nu. Jeg har holdt ved i halvanden måned. Nu er det på tide.

Efter Holme og jeg havde snakket, var Thomas en nar, som nægtede at komme over til mig. Jeg gav mig til sidst og gik over til ham hvor vi satte os på hans værelse hvor stakkels Cosmos lå og sov. Vi snakkede om det hele. Om Rasmus og jeg. Jeg tror at han fandt det dumt at jeg havde ringet. Men det var rart at høre på Thomas' åndssvage jokes. Jeg faldt i søvn på hans værelse og vågnede frossen op klokken 08, selv om jeg var fuldt påklædt og endda havde hættetrøje på. Jeg valgte at gå over til mig selv til et tomt, men dog varmt, værelse.

Det var det. Det var Rasmus og jeg. Dette er slutningen, på noget som i oktober måned startede ud så godt. Jeg har slettet ham på Facebook, på MSN, på Skype og alle hans beskeder samt hans nummer. Det kan godt være at det virker hårdt og pludseligt, men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til det, ellers kommer jeg til at kontakte ham igen. Men alt i alt. Tak Rasmus. Tak for alt det gode.

lørdag den 12. februar 2011

Evigt

OK så, min mor er vred på mig over mit hår. Jeg ringede til hende tidligere og spurgte om hun havde set det - hvilket hun havde. Fik vrede ord smidt i hovedet og sætningen "Jeg troede at vi havde snakket om, at du ikke skulle gøre flere åndssvage ting". Dejligt at vide. I går gik jeg i seng tidligt, selv om det skulle være en hyggelig aften med "Sex And The City", Ramona og fråde. Ramona gad ikke. Hun låste sig inde på sit værelse med den eneste sætning igennem døren: "Jeg er i dårligt humør, vi ses i morgen. Jeg er ked af det". I dag tog hun hjem. Uden et farvel. Jeg var umådeligt tidligt oppe, fordi at jeg skulle til musical-træning. Jeg var der fra 10-16 og døde lidt indeni, selv om det var møg hyggeligt.

Mit hjerte sitrer og håber på at der snart sker noget godt. Gør der? Jeg synes at jeg møder forhindringer gang på gang. I går aftes gik jeg tidligt i seng, og ventede på en aftale, som aldrig dukkede op. Desværre. Og nu burde jeg være ovre i spisesalen. Til pigehygge med ansigtsmasker og falske negle og gud fri mig vel. Men i stedet sidder jeg her på mit værelse i skæret fra lyskæden. Det er underligt at tænke på at det hele er tomt i morgen. Koldt og tomt. Jeg tror at jeg går over i spisesalen nu alligevel.

+1

XXX

Der er ting jeg ikke forstår. Mange ting. Lige pt. forstår jeg slet ikke Benjamin. Men det har jeg vel aldrig rigtig gjort. Benjamin og jeg har ikke rigtig haft kontakt siden vi sås i starten af januar og vi har egentlig ikke haft super meget kontakt til hinanden før det heller. Da jeg startede på skolen var mit mål også at komme over ham - hvilket jeg i høj grad fik gjort. Og nu forstår jeg det ikke. Jeg forstår ikke ham. På hans formspring havde han fået henvendelser omkring mig. Og vores fortidige "os". Det var så underligt at læse. Benjamin har aldrig udtrykt sig ordenligt på kærlighed. Ikke engang hans kærlighed for mig, som jeg så mange gange efter har tvivlet på overhovedet har været der. Hvilket jeg så ved nu. Men.. dét at se ham skrive ærlige ting omkring ham og jeg, gør noget underligt i mig. En side af mig bliver rigtig vred. Vred på ham, fordi at han kunne have fundet ud af hvor gode vi var sammen for så forbandet lang tid siden. Vred over at han svarer sådan på spørgsmålene som han gør. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg bliver også ked af det. På hans vegne. Fordi at jeg selv sidder i situationen og ønsker mig tilbage til en eks. Og prøver. Jeg er ked af at han går igennem de samme ting som jeg. Men måske var det alligevel også på tide. Jeg brugte 2 år på Benjamin. 18 måneder sammen med ham og 6 måneder på at komme over ham. De sidste seks måneder var forfærdelige og lange og det synes på daværende tidspunkt umuligt at komme igennem dem, mens han brugte mig i tide og utide. Så var der tidspunkter hvor jeg var OK og hvor vi godt kunne skrive sammen og ses og sådan, hvorimod andre tidspunkter hvor jeg var irriterende og pissede ham af og så videre. Så måske er det på tide nu. At han føler hvordan det har været for mig: ikke at kunne være sammen med nogen andre, fordi at alle syntes så uperfekte sammenlignet med ham, drømt om ham, tænkt på ham, grædt over ham. I seks måneder. Et halvt år af mit liv. Og nu skriver vi så sammen igen. Om ligegyldige ting. Jeg er ked af at vores magi er forsvundet, for jeg troede ikke at den ville kunne. Men.. Jeg føler bare det hele så ligegyldigt. Som var han en fremmed. Jeg har intet håb eller formål om at skrive med ham hele nætter i træk, som før i tiden. Så nu er jeg bare lidt sur.

Den sms jeg sendte til Rasmus i onsdags er stadig ubesvaret. Uhørt og glemt. De to efterfølgende dage har efterladt mig med et underligt tomrum i maven. Jeg frygter og tror lidt at det er et tegn om et håb som er dødt ud. Til fællesmødet, dagen efter min ubesvarede sms blev sendt, var jeg ikke vred, men.. Overlegen på en måde. Jeg tog mig selv i at tænke "Jeg er sgu da ikke forelsket i ham. Ikke mere!". Jeg tog mig selv i at synes at han var åndssvag og pinlig og til og med også "bare en fodbolddreng". Mindre end en time efter til frokost sad jeg håbefuldt og ventede på et blik fra ham, med mine egne øjne klistrende imod ham. Men det er lidt den der "Nå"-følelse jeg får hele tiden. For eksempel da jeg fandt ud af at han ikke blev i weekenden, var jeg også sådan lidt.. "Nå..". Jeg tror ikke at mit sind på nuværende tidspunkt kan klare flere nederlag. Ikke mere.

BE BALD - BE BEAUTIFUL 

fredag den 11. februar 2011

Oh yes I did!

Det har nu egentlig været en meget rar dag i dag, som nok kun kan blive bedre. Jeg har besluttet at flytte ind på Majas værelse på søndag. Jeg vil gerne lige have mit værelse for mig selv de to næste nætter og tage afsked med mit dejlige Værelse 9. Jeg kan ikke rigtig finde rundt i mine følelser i disse dage. Jeg kan ikke engang beskrive hvordan jeg har det. Vi har snakket rigtig meget om Cuba-turen i dag og set billeder og spændingen begyndte lidt at boble i mig. Efter vi fik fri lavede Svanen nogle conrows i mit hår og det synes jeg egentlig så meget lækkert ud, så Fru Holme fik smidt barbermaskinen i håret og så røg halvdelen ellers af. Det var en meget spontan beslutning, selv om det er noget jeg har tænkt over i et par uger nu. Men jeg kan meget godt lide det.

Skoletræt

Jeg ved ikke hvorfor, men lærerne har valgt at bombardere os med lektier. Vi har pt. fem dansk afleveringer for, en engelsk aflevering og en matematik aflevering. Det er meget på en gang og meget når man ikke har lavet lektier hele året. Jeg overlever pt. på god musik og koffein. For satan, hvor drikker jeg meget kaffe. I nat sov jeg inde hos Camilla. Jeg var kun inde på mit værelse i går i under en time. Jeg glæder mig til at Sussi tager hjem, så jeg kan komme igang med den vilde oprydning og rengøring. Suk. Forresten har Maja og jeg fået lov til at bo sammen. Skal jeg virkelig sige farvel til kære Værelse 9? Mit V9, som jeg har haft siden 1. måned. Måske er det bare dét jeg har brug for.

Dårlige sange jeg hører non-stop:
Kid Cudi - Soundtrack To My Life
Mark Ronson & The Business Intl. - Bang Bang Bang
De Eneste To - Jeg har ikke lyst til at dø
Cannibal Corpse - Pounded Into Dust
Bon Iver ft. St. Vincent - Roslyn
Kings of Leon - Knocked Up

Længe leve fucked musiksmag..

*

Svane og jeg <3
Hahahaha! NEEEEJ.

torsdag den 10. februar 2011

Utydelige samtaler

Endelig har nogle af skolens tusinde udvalg taget sig sammen og elevfest udvalget har besluttet sig for at kaste en fest den 5. marts, hvilket bliver lækkert. Det er et par dage før vi rejser til Cuba og fodbold åbenbart også rejser, hm. Jeg glæder mig til festen, selv om den bliver afholdt på Fyn, hvilket er lidt "What the fuck"-agtigt, men så har man da også prøvet det med. Jatak. Jeg glæder mig til at tænde utallige smøger foran hele skolen (som forhåbentligt alle sammen kommer).

Jeg er lidt vred på Sussi. Eller ikke vred, nærmere irriteret. Der er mange ting jeg ikke forstå ved Sussi. Jeg forstår ikke hvorfor hun altid går til morgenmad og siger til mig at hun skriver mig på morgenmadslisten, for så at komme tilbage til værelset og sige at hun ikke kunne, fordi at der stod en lærer og kiggede. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke vil gøre rent og jeg forstår SLET ikke hvordan man kan holde ud at være på et værelse, som er klamt som vores pt. er. Jeg forstår ikke hvorfor vi er så dårlige roomies, som vi er, når vi så godt kunne lide hinanden før. Arh. I går blev hun sur og ville ikke fortælle hverken mig eller tøserne hvad der var sket og hvorfor hun var sur, men hun sagde at det havde noget med os at gøre. I dag virker det som om at der aldrig har været noget galt. Det er fandme underligt og det forstår jeg ikke.

For tiden hænger mit humør på kanten af skråningen.

Forresten fandt jeg to virkelig underlige billeder af mig på mit kamera... som åbenbart ikke gider at uploade nu.

Oh, SNAP!


HAHHAHAHHA. Jeg elsker Werner!

Pages