..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 31. januar 2011

Sørgmodigt tumblr-indlæg

I told you to be patient
I told you to be fine
I told you to be balanced
I told you to be kind
Now all your love is wasted?
Then who the hell was I?
Now I'm breaking at the britches
And at the end of all your lines

Who will love you?
Who will fight?
Who will fall far behind?

Ingen lyst til at dø

Det er som om at der altid sker noget godt for mig når jeg er syg - som i rigtig syg. Synes altid at der kommer gaveregn og gode mennesker ud af det blå. Hele natten var et helved - et ensomt helved. Jeg lå vågen til klokken lidt i seks og hostede ellers alt i mig op. Da klokken var lidt i to tænkte jeg "Okay, jeg tager nok ikke i skole i morgen". Da klokken blev seks var jeg ret sikker. Og det er egentlig en ufattelig dum dag at melde sig syg på. Mandag. Mandag hvor Leif er syg og hvor chancen for at se Rasmus er der. Mandag hvor der er hyggefodbold, som ville gøre at jeg bare fik minimumsantal motionstimer. Men det er nu også meget dejligt at ligge syg. Dejligt at undgå at se dig snakke med piger. Dejligt at kunne sove dagen væk, så man ikke hele tiden tænker over at man nu også skal ud og ryge en smøg (hvilket jo er umuligt). Og hvad der topper alt er jo at det er dejligt at ligge syg, som i rigtig syg, for så sker der tit noget godt. I dag fik jeg en fin konvolut og kunne se at det var ingen andre end selveste Kat, som havde skrevet et brev. Et fantastisk fold-ud brev med en sød forside med mit navn på. Og så måtte jeg ellers ihærdigt sætte mig til at læse en tilsendt gaveregn af søde ord, som bragte et smil på læben af mig (og tårer i mine øjne). Jeg er helt beæret. Min Kat.. Min søde, søde Kat. Hvordan skal jeg kunne gengælde det hele?

Ramona kommer i dag. Hun ringede til mig under VM-kampen/skandalen i går og sagde at hun bare ville høre min stemme og om jeg ville snakke med hende når hun kom tilbage på skolen. Det varmede underligt inden i. Vil vi ligge nøgne i nat og holde om hinanden?

søndag den 30. januar 2011

Rastløse tanker, søvnløse nætter

Hus 4 er dødt. Koldt og tomt. Vi er næsten ingen mennesker. Tror at vi har rundet de otte eller ni styks. Det er en af de søndage, hvor man bare er sikker på at man bare skulle have blevet hjemme. Hjemme i varmen, med håndbold i fjernsynet og smøgerne i stride strømme. Her er virkelig tomt og her lugter. Dels på grund af at gulvet er blevet fikset og dels på grund af at kloakken har stået åben på badeværelset hele ferien (wtf..). Mit værelse er også koldt. Forfærdelig koldt. Fyrede varmen op på 4 af bar frustration over kulden og tomheden. Sussi er også iblandt de mange som er hjemme, så nu har jeg værelset for mig selv. Endnu engang. Jeg har ellers savnet hende lidt på det seneste - i ugen vi var i Østrig.

Jeg skrev en sms til Rasmus. Jeg ved stadig ikke om det var en god idé, men jeg gjorde det. Min ven Morten skrev til mig i fredags at det mest af alt lød som om at jeg brugte alt min energi på at tænke på Rasmus, i stedet for at handle. Hvilket jo egentlig er rigtig nok. Så jeg skrev en sms, som førte ud i en kort samtale med en panik-afslutning fra min side af, fordi at vi gik i stå. Jeg er så forvirret..

Maria fra fodbold kom i aften hen til mig og spurgte om jeg ikke ville bo i telt med hende på Roskilde Festival. Hvilket jeg selvfølgelig vil! Hun er virkelig en fantastisk pige, som formår at gøre mig fantastisk glad. Årh, efterskoleliv. Længe leve. Jeg glæder mig sådan til at hive Kat herned og vise hende det hele; mine venner, mit værelse, Los R. Det hele.

Forresten: Er det en del af straffen, at det gør så forbandet ondt at se dig snakke med andre.. Skrive med andre.. Fjolle rundt med andre..? Uanset hvor meget jeg ser bort fra det, ender det altid med at skære lidt i hjertet på mig. Fuck.

Ønsketænkning

Et indlæg om fordømte håb, ønsker og umulige drømme.

Jeg ville ønske at Rasmus og jeg fandt sammen igen. At han gav mig et chance. En chance for at bevise overfor ham at han er dét jeg vil. At han gav tilliden en chance igen, selv om det er helvedssvært. Jeg ville ønske at vi fandt sammen igen og at det hele blev godt. Godt igen. Godt, som før. Nej, faktisk ikke. Bedre end før. Jeg ville ønske at han savnede mig, at han ville have mig igen og at han et sekund.. Bare ét sekund overvejede at vi skulle finde sammen igen. Og så at vi gjorde det..

Jeg ville ønske at Misha og jeg blev venner igen. Ikke fordi at det er en situation som nager mig helt vildt. Men alligevel gør den. Jeg ville ønske at vi kunne blive ligesom vi var i starten. At vi blev Misha og Johanne igen og at vi flød sammen som ét, som vi var dengang. Én person, som var brygget på kærlighed, fremtidsdrømme og endeløse nætter med snak om alt og intet og en drømmerejse sammen til Ibiza.

Jeg ville ønske at Ramona og jeg fik snakket ud. Fik indset at vi somme tider er nogle idioter, og blev enige om at vi ikke kan bekæmpe naturens gang om evigt venskab (forhåbentligt). Jeg ville ønske at vi fik flere nætter sammen. Nøgne nætter hvor vi holdt om hinanden og nætter fuld af latter og glæde. Jeg ville ønske at vi for alvor blev enige om at alt drama skulle få en ende og tage et skib langt ud af verdenen, så vi kunne opfylde alle vor skøre idéer, planer og bekæmpe alt ondt i verdenen med armene om hinanden.

Jeg ville ønske at Benjamin begyndte at leve sit liv normalt. At han blev lykkelig og først og fremmest droppede alt alkoholen. Jeg ville ønske at vi begyndte at snakke sammen normalt igen. Som før den søndag, den forfærdelige søndag, som røg i glemmeboksen. Jeg ville ønske at jeg kunne tænke på ham, uden at ryste på hovedet, uden at bekymre mig om hvad der nu skal ske med ham. Og så engang, måske om lang tid, kunne begynde at ses med ham. Som gode venner.

Jeg ville ønske at jeg igen havde mine sovepiller. Dé sovepiller jeg havde lige efter min far døde. Piller som jeg kunne tage, når alt syntes forfærdeligt og alt skulle ud af systemet. At jeg havde dem, så jeg når alt var forfærdeligt, bare kunne tage en af dem, lukke øjnene i og igen vågne til en forestilling om at alt var godt og fredeligt.

Jeg ville ønske at min far var her. At han havde gået til lægen dengang han begyndte at brokke sig over pletter for øjnene og evig træthed. Jeg ville ønske at min mor havde tvunget ham afsted. At han aldrig var faldet om, den dag på arbejdet, så de ikke havde været nødt til at køre ham på hospitalet for at få resultatet om at han havde kræft. Hjernekræft. Jeg ville ønske at jeg ikke sad her i dag og fik en klump i halsen når jeg tænkte på min far. Sad her og fik tårer i øjnene, men i stedet et smil på læben. Jeg ville ønske at jeg kunne tænke "Jeg skal også lige huske at ringe til min far". Hvor ville jeg dog ønske at han ikke var væk.

Jeg ville ønske at min hals ikke var ør og at mit sind ikke var forskruet. Jeg ville ønske at jeg kunne finde ud af at tænke på en anden måde. At jeg altid tænkte ud fra hvad der ville være bedst for andre. At jeg nogle gange tænkte mig mere om. Jeg ville ønske at jeg dengang var blevet opdraget anderledes, at mine forældre havde slået til i min opvækst og gjort mig til et fantastisk menneske dengang. Jeg ville ønske at det havde været muligt.

Jeg ville ønske at jeg ikke havde lavet så mange dummefejl, som jeg igennem tiden har formået at gøre. Jeg ville ønske at jeg ikke havde ladet Jesse vælge ham fyren fremfor mig, og at vi havde været sammen i meget længere tid, end vi var. Jeg ville ønske at jeg ikke havde taget med til Vanløse nytårsaften. At jeg havde undskyldt over for Camilla og var blevet hjemme. Jeg ville ønske at jeg 1. januar havde ringet til Rasmus, og i stedet for at fortælle ham at jeg dagen forinden gjorde noget forfærdeligt dumt, havde kunnet sige til ham at intet var sket og at jeg elskede ham og glædede mig til at se ham igen - med ren samvittighed.

Jeg ville ønske at jeg stadig havde Bille. At jeg vidste hvorfor han ikke svarer på mine beskeder. Jeg ville ønske at vi stadig var venner - bedste venner som dengang. At vi endnu engang kunne ligge på en græsplæne i intetstedet med musik strømmende ud af en telefon og solen skærende i øjnene. At han stadig drillede mig med min elendige musiksmag og mit vanvittige udseende. Jeg ville ønske at jeg kunne ringe til Bille når alt var galt og grædende brokke mig over alle menneskers eksistens, for så at høre ham trøste mig og sige til mig at jeg skulle tage mig sammen.

Årh, hvor jeg dog ønsker..

Dear "Memories"
Someday you'll kill me

Rygning skader

Jeg tog ud til Kat i går ved en 14-tiden, efter at have smidt Ea af på Vanløse St. (hvor jeg spejdede efter Camilla, selv om jeg godt vidste at chancerne for at hun var der var lave). Min mor nåede at protestere inden jeg ville tage bussen til Albertslund og kørte mig derfor. Det var ret lækkert. Kat og jeg gik i Netto og købte øl og så tog vi hjem til hende. Jeg føler at jeg har nasset alt for meget på hende, da hun både betalte min busbillet på vej hjem til hende og da jeg skulle hjem i dag. Suk. Men det var fantastisk endelig at møde Kat. Selv om jeg følte mig umenneskeligt tilpas sammen med hende, kunne jeg ikke lade vær med at tænke over hvordan hun mon syntes at jeg var. Kat har i lang tid været en person jeg så op til, en inspirationsilde af en art. Det var både befriende og skræmmende at møde hende. Vi sad hjemme hos hende og fik indtaget lidt alkohol og fik snakket om alle mulige ting. Det føltes som om at vi kunne snakke om alt og alt vi snakkede om var vigtigt, intet var ubetydeligt. Det er svært at vænne sig til at størstedelen af de ting jeg sagde, havde hun allerede læst på min blog. Endnu sværere er det at skrive blog nu, fordi at hun inden jeg tog afsted sagde: "Så kan du gå hjem og blogge om hvor nederen jeg er". Fjollet! På trods af at vi gik tidligt i seng, stod tidligt op og hun efterlod mig om natten (!!), synes jeg at det var et formidabelt første møde.

I aften skal jeg igen tilbage på skolen. Jeg ser Rasmus i aften. Og Ramona. Det bliver mærkeligt. Jeg drømte i nat en forfærdelig drøm om at jeg skrev til Rasmus og han skrev til mig at han ikke havde lyst til at skrive til mig mere. Hvilket ikke ligefrem har styrket mit mod for at skrive til ham på nogen måde. Forresten overlever jeg aldrig den kommende uge uden smøger, da jeg nu er på min femte pakke smøger siden i torsdags. Damn.

fredag den 28. januar 2011

Splittet til atomer

Rasmus er online på Facebook, hvilket i sig selv er lidt et mirakel. Nu er spørgsmålet bare om jeg skal skrive til ham eller ej. Skal, skal ikke. Skal, skal ikke.. Jeg er splittet.

Blandede bolsjer

Jeg takkede nej til den pige-middag, som Fru Holme inviterede mig med til, desværre, men af god grund: Ea er hjemme hos mig og skal sove her til i morgen. Hun ringede og vækkede mig klokken halv tolv og sagde at hun tog toget ud til mig. Det varmede om hjertet at høre det. Jeg hentede hende på Nørreport og tog hjem til mig. Jeg skulle købe smøger i Candy Kiosken, som ligger lige overfor min lejlighed, og så afviste de mig fandme. To gange på en dag. Jeg er vred. Jeg køber fandme altid smøger dernede og jeg er aldrig blevet afvist, men lige pludseligt ville de have ID og jeg ved ikke hvad. Lorte kiosk. Jeg ringede til Grenen og spurgte om han ville med på Klaptræet - en café inde ved Nørreport, hvor man må ryge. Det ville han gerne, så Ea og jeg tog derind og mødtes med Philip fra min gamle klasse. Det var rart at se ham igen, selv om han er blevet et totalt hashvrag, lol. Jeg har ikke set ham siden oktober. Philip og jeg hang ellers altid ud sammen i Kvistgård. Dengang jeg rendte rundt med alle drengene fra Kvistgård. Kenneth, Bisse, Nichlas, Philip. Jeg savner dengang. Jeg savner mit Nordsjælland. Der var altid gang i de drenge. Dørfis, ballade. Altid ballade. Jeg kommer til at tænke på Nik&Jays forfærdelige sang "Tag mig tilbage". Sådan har jeg det lidt nu. Dengang hvor alt var ligemeget og hvor man rendte rundt i hverdagene til midnat, hvor man både var blevet jagtet af vrede pensionister, politiet og jeg ved ikke hvad. De drenge fra Kvistgård redede virkelig mit år. Der var altid liv og lys i byen, selv om det virkelig var et hul i jorden. Der var altid gang i den. Jeg kan huske hvor bange jeg var for at kede mig til døde i Kvistgård, men der var altid folk der ringede, skrev eller kom hen og kastede sten på min rude, så jeg kom ud. Jeg savner det. Vi endte i hvert fald med at sidde på Klappen, hvor Grenen og hans ven Julius også kom derind. Det var dejligt at se Grenen igen, selv om vi sås i går.

Jeg er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre med Rasmus nu. Jeg mener.. Vi skrev sammen i går i en time. Om alt og intet og skituren. Jeg ved ikke om jeg skal lade ham skrive til mig igen, eller selv skrive til ham. Jeg har jo hele tiden lyst til at skrive med ham, ringe til ham og snakke. Høre hans stemme. Høre hans stemme snakke til mig. Med mig. Jeg vil ikke gå ham på nerverne, virke desperat eller noget i den dur. Og nu skal jeg også forholde mig til at han læser min blog. Det var dét det hele startede med. Han skrev til mig og sagde at han overvejede at læse min blog, fordi at der åbenbart har været mange som har spurgt ind til om han havde læst den. Jeg er forvirret.

Camilla har skrevet til mig på Facebook. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg.. Jeg elsker Camilla. Og selv om jeg har sagt til mig selv de sidste par dage, at det nok var bedst at holde afstand nu, at jeg ville såre både hende og mig selv hvis vi ikke tog afstand fra hinanden nu, føles det umuligt. Vores venskab er så specielt. På en måde er det lidt ligesom mit venskab med Ea. At uanset hvad der sker, kan vi bare ikke forblive uvenner. At vi er forbundet på en eller anden måde. Jeg elsker virkelig Camilla. Helt ind i hjertet. Og det er forfærdelig hjerteskærende at tænke på et liv og en hverdag uden hende. Dette varmede mit hjerte:



Camilla 28. januar kl. 23:14 Anmeld
I CAN'T LIVE WITHOUT YOU

torsdag den 27. januar 2011

Choktilstand pt. 2

Jeg er løbet tør for ord og mine tanker har fået en ordentlig rystetur. Rasmus skrev til mig og vi endte med at sidde og skrive sammen i en time. Jeg er.. målløs.

Ude godt, hjemme bedst

Holmes mor kom og hentede os på Hovedbanegården og kørte os ud i Zoo hvor vi fik noget pizza. Vi tog derefter bussen hjem og nu sidder jeg bare og chiller i min seng med en smøg i hånden og VH1 kørende i baggrunden med Sting. Har både fået købt 20 Prince Light, badet og ringet til Kat og aftalt at jeg kommer ud til hende på lørdag med lidt alkohol og en helveds masse smøger, hvilket bliver fantastisk. Fru Holme skrev også en besked om at hende og hendes veninde er oppe i hendes lejlighed og jeg er velkommen til at komme og at de holder tøsemiddag i morgen og at hun ville have mig med. Det gjorde mig fantastisk glad. Jeg har også haft en lang telefonsamtale med Ea, min fantastiske kusine. Det føles som om at jeg ikke har set hende i to år og en sommer. Hvilket jeg nærmest ikke har. Sidst vi sås var lige inden nytår. Dagen inden vidst nok. Det er forfærdeligt uden hende. Vi har jo altid været sammen. Dagligt nærmest. Hun gik i min parallelklasse og vi var sammen flere gange om ugen. I weekenderne fulgtes vi frem og tilbage mellem Nordsjælland og Vestsjælland når vi havde været ovre og besøgt vores daværende kærester og så videre. Hun er min bedre halvdel og vil altid være det, og for satan jeg savner hende. Min mor og Henrik gav mig også en varm velkomst, og det var fantastisk at se dem igen. Jeg har det egentlig.. helt vild dejligt. Afslappet. Jeg er hjemme. Som i hjemme. Desuden fik jeg en henvendelse på min formspring, som gjorde mig målløs og glad:


Hvis jeg var rasmus og så din blog- Så ville jeg tage dig tilbage. Du elsker, virkelig ELSKER ham jo!

Dansk luft

Sidder endelig i toget på vej hjem. Busturen fra Østrig til Danmark var faktisk bedre end forventet. Fik sovet umenneskeligt meget, nok mest på grund af at min krop er så smadret. Camilla og Misha havde begge skrevet til mig på Facebook, så jeg fik skrevet med Camilla, hvilket ikke helt var en success. Jeg har ikke lyst til at være uvenner med hende, jeg har bare ikke lyst til at snakke med hende. Ikke nu. Ikke mere nu. Jeg ved ikke hvor det fører hen eller hvad det skal blive til, jeg har bare lyst til at det mellem mig og hende bliver glemt. Efterladt. At jeg ikke længere behøver at tænke over det mere. Jeg frygter at det bliver en lang og hård krig, som hverken vil gavne hende eller jeg. Jeg kan ikke hade Camilla og jeg vil heller ikke. Det er underligt.

På turen hjem havde jeg en fantastisk samtale med Svanen. Jeg havde egentlig aldrig troet at hun var en person som jeg ville binde mig til - hverken på den ene eller den anden måde, men det er da blevet modbevist i stor grad. Jeg ved ikke rigtig hvad der er med hende, men hun formår virkelig at sige nogle ting som udvider min horisont og gør mig glad. Jeg har aldrig rigtig været i sådan en venindegruppe som med Amanda, Ahrens, Svanen, Sussi og Christine. Christine har jeg ikke snakket forfærdelig meget med, og ej heller Sussi. Men Svanen og Ahrens er jeg virkelig blevet glad for. Og som jeg sagde til dem var det faktisk lidt held i uheld at jeg blev uvenner med Misha og Camilla, for havde jeg ikke blevet uvenner med dem havde jeg nok heller ikke blevet så gode venner med de andre tøser, som jeg nu er. Karma ramte mig på den gode måde.

onsdag den 26. januar 2011

Magtesløs

I dag føler jeg mig ganske magtesløs. Primært fordi at jeg er målløs over hele situationen mellem Camilla og jeg. Uanset hvor meget jeg har lyst til at være sur og hade er jeg mest af alt ked af det. I dag skal vi hjem. Pakke hele lortet og tage afsted i aften, så vi kan være hjemme i morgen middag. Jeg er også ked af at der går rygter om at Thomas og jeg lavede noget til julegalla. Jeg orker det virkelig ikke. Slet ikke hvis Rasmus hører det, hvad fanden skal jeg så stille op? At høre på mig er vel det sidste han så ville gide. Jeg er også ked af at jeg ikke har fået snakket med ham endnu. Jeg kan bare ikke. Det er som om at der sidder en klump i min hals, hver gang han er nær. Bare jeg tror at han er nær, er mit hjerte på vej ud af min brystkasse. Det er forfærdeligt. Jeg tror at jeg har brug for at få grint igennem. Med Ramona. Jeg har brug for et langt, varmt bad i hendes selskab. Mon jeg kan få det igen..? Nogensinde.

Jeg har ikke fået pakket endnu. Jeg kan ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue at der ligepludseligt går rygter om Thomas og jeg. Men som altid - jo højere at flyve, jo dybere at falde. Jeg er træt af at mit liv og humør skal gå som en fucking Hollywood-model. Først højt, og så med en kraftig skråning nedad. En veninde sagde engang til mig: "Alle læser din blog, fordi at dit liv er så spændende". Spændende? Jeg ville til tider ønske at mit liv var stille og roligt. At jeg bare omgik de personer som havde styr på alt og var stille og rolige. Men sådan er jeg ikke, og sådan har jeg desværre aldrig været. Der er altid problemer med mig. Med Johanne. Jeg var en af de der piger, der som den eneste i de små klasser var oppe og slås og jeg ved ikke hvad. "Du er mere dreng end du er pige". Det er nok i grunden rigtig nok. Dybest set. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er fanget i en pigekrop. Som jeg elsker og holder af. Som er Johanne. Men mine tanker.. De sværmer om piger, problemer, sex, alkohol, smøger og jeg ved ikke hvad. Jeg hader at få at vide at jeg ikke er en af drengene. For jeg har altid følt mig som en. Jeg ved ikke om jeg har villet være en, nogensinde. Måske. Men jeg har nok stræbet efter at drengene ville bekræfte mig som en af dem. Min ven sagde engang: "Johanne, uanset hvor meget du tror at du er en af dem, vil du altid have bryster som kommer i vejen". Ja.. Det vil jeg altid have. Jeg tror at jeg var dømt til at blive lesbisk. Det tror jeg helt seriøst. Jeg ville til tider også ønske at jeg var. Og til tider føler jeg mig det også. Meget. Men der kommer som regel altid én dreng der modsiger mine tanker og minder mig om at jeg er en pige. Rasmus.. Minder mig om at jeg er følsom, blød og pivet. Gør mig blød og pivet? Muligvis.

Måske er der en helt masse ting jeg skulle gøre, for at jeg kunne få fred i sjælen. Måske skulle jeg droppe tanken om et venskab med Misha og Camilla helt. For ikke at såre mig selv mere. For ikke at såre dem mere. Måske skulle jeg droppe tanken om Rasmus og jeg igen. Sofie Bork sagde i dag til mig at en måned var meget at bruge på én person. Især når vi kun har 10 måneder i alt på efterskolen. Jeg føler at det har været en lang måned. Forfærdelig måned med en forfærdelig start. Jeg ved ikke hvad der foregår..

tirsdag den 25. januar 2011

Indre blødninger

Jeg er fuldstændig ekstatisk glad. Så glad at jeg kan mærke en kæmpe klump lykke i min mave. Sådan har jeg det bogstavligt talt lige i dette sekund. Dagen har virkelig løftet denne ferie 200 %.

Dagen forløb sig egentlig stille og roligt. Jeg var umenneskeligt tidligt oppe, fordi at jeg med Leif, skulle op på den røde pist. Vi var faktisk et ret stort hold og jeg kørte primært med Nynne Nylander og Nathalie fra hus 1. Vi endte faktisk i slutningen af dagen med at stå på den sorte bakke. Endda alene den sidste gang, hvor Nylander sovsede rundt. Bogstavligt talt. Så meget at dagens mest brugte sætning fra min side af nok blev: "Forhelved Nylander". På et tidspunkt var hun faktisk på vej ud over skrænten, og Nathalie og jeg var flade af grin. Fornuftigt. Om aftenen på hotellet havde de arrangeret et kælkekapløb, som vi skulle gå hen til. Fru Holme og jeg var på hold sammen, som "2700 bitches". Hele efterskolen gik igennem byen og endte ved en kæmpe skråning, hvor der ud af fakler stod "EVN" og var indrammet en kælkebane. Det var fantastisk smukt. Amanda og jeg kom faktisk til semi-finalen. Det mest fantastiske skete dog da vi var på vej tilbage. Jeg gik for mig selv i sneen og lige pludseligt kommer Rasmus hen på siden af mig - alene også. Han kigger på mig, smiler og nikker til mig. Han gav mig det fantastiske varme, hvide smil som jeg har savnet. Jeg ville have sagt noget, men jeg var målløs. Han gik forbi mig langsomt og jeg gik hen til Michael og Mads og siger: "Rasmus har lige smilet til mig..", hvorefter jeg begynder at tude. Jeps. Tårerene flød ud af mig. Jeg har aldrig oplevet lignende. Jeg tror vitterligt aldrig - i hele mit liv - at jeg har grædt af glæde. Af glæde! Lige pludseligt virkede det hele så smukt. Sneen der dalede, faklerne som alle holdte i mørket og den pludselige fyrværkeri forestilling. Jeg mærkede indre lykke. Maja kom hen og sagde til mig: "Johanne! Du virker gladere end du har gjort de mange sidste uger!".

Jeg er stadig i chok, fuldstændigt. Choktilstand med det største smil på læberne. Men jeg har på fornemmelsen at jeg er nødt til at gøre noget - nu! Og at jeg ikke kan vente længere. Jeg kan ikke længere holde tilbage og lede efter det rette tidspunkt. Jeg er nødt til at kaste mig ud i det. Sige noget til ham. Spørge ind til ham. Jeg har lyst til at fortælle ham det hele. Hvor meget jeg tænker på ham hele fucking tiden og bare briste ud i lykkelige tårer og fortælle ham hvor meget jeg elsker ham og ønsker ham det bedste! Det hele er noget værd nu. Det hele har fået et strejf af solskin over sig igen og det gør mig inderligt lykkelig.

..og så ligger jeg her og har følelsen af nyforelskelse igen på grund af et smil og et håb der blusser sig stor og farlig.

This is so ugly <3

mandag den 24. januar 2011

K seje

Jeg kan egentlig ikke beslutte mig for hvordan dagen har været. Til nogen har jeg sagt "Lortedag!" og andre "Det har faktisk været en super dag". Jeg klarede den blå pist - helt fra den øverste top hvor der er stejlt af helveds til, med både hård vind og snevejr. Og jeg klarede den helt uden at falde én eneste gang. Det der har gjort dagen til noget lort er nok.. Rasmus. Hele situationen er ved at gå mig på nerverne. Hvilket allerede dér er undervurderet. Jeg har snakket med en håndfuld mennesker om det hele. Mennesker som har snakket med Rasmus om.. Dét. I dag fik jeg at vide at Rasmus har sagt at han ikke vil have mig tilbage. Og selvfølgelig vil han ikke det. Det kommer forfanden da ikke bag på mig, men det slog bare hele min dag og hele mit humør ud. Jeg sad og fik tårer i øjnene, da jeg fik det at vide på den latterlige skirestaurant og så tog Maria fra fodbold og jeg ellers hjemad. Og om jeg ikke måtte sidde både i bus med Rasmus og alt muligt på vej hjem. Damn. Og så brød jeg sammen da jeg endelig var hjemme, så Lass var nødt til at sidde og trøste mig. Ordet "skamfuldt" dukker op i mit hoved og slår mig utallige gange. Det er skamfuldt. Skamfuldt at jeg er nødt til at belaste alle andre med mit lort. Skamfuldt at jeg ikke kan tage min forbandede straf.

Hele dagen har jeg gået og ventet på et tidspunkt. Et tidspunkt hvor vi gik forbi hinanden på gangen alene - kun os. Eller hvis vi endte i samme lift sammen, os to alene - gud takke hvis det så end skete. Men jeg har virkelig ventet, og prøvet lidt. For jeg vil gerne snakke med ham. Ikke om dét. Bare om.. noget. Hvad som helst. Jeg vil vide hvorfor han halter og om han er kommet op på den røde pist. Jeg vil vide om han har det godt og om han nyder ferien. Jeg vil snakke med ham, for jeg savner ham forbandet meget. Både som kæreste, men fandme også som ven jo. Jeg savner ham og det piner mig. Det giver mig den der ubehagelige trykken for brystet, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg ved ikke hvorfor det "lige pludseligt" er kommet i de her dage. Måske er det fordi at vi går mere op ad hinanden end vi plejer. Jeg vil virkelig ønske at vi dumper ind i hinanden på et tidspunkt og... Nu har jeg prøvet at afslutte den sætning i fem minutter.. Jeg ved fandme ikke hvad jeg ønsker. Jeg ønsker at jeg.. siger noget til ham og at han svarer mig og at vi begynder at snakke sammen igen lidt efter lidt. Fuck all.

Men hold kæft hvor jeg savner dig. Jeg savner dig så meget..

Skyfald

Okay, Østrig er  f a n t a s t i s k. Jeg ved ikke hvorfor det gør mig så glad at se det hele: sneen, bjergene, selve landskabet, men det gør mig bare fantastisk glad. Allerede da vi i bussen så sne første gang den tidlige morgen spredte glæden sig. Busturen var forfærdelig - natten var i hvert fald. Da Fru Holme og jeg var på vores højeste med 0,5 l. Red Bulls, højt humør og grineflip havde klokken sneget sig over tolv og folk ville sove. SOVE! Folk skældte ud og var vrede og man skulle slukke lyset og jeg ved ikke hvad. Natten var virkelig bare lang og forfærdeligt. I hvert fald for mig.

01:30 - Amandas evige hosten begynder at drive mig til vanvid, min iPhone er gået ud, hvilket betyder at min musik ikke længere er eksisterende og mit sæde er gennemblødt for alt den Red Bull jeg spildte udover mig selv og sædet. Desuden er bussen halvfrossen, og uden leggins bliver situationen ikke meget bedre.

02:40 - Jeg ligger dårligt, har intet tæppe, fryser og kan ikke falde i søvn igen.

03:20 - Vi kører ind for at tanke og for at folk kan tisse. Hele bussen bliver vækket til livs igen, og jeg bruger alt min manglende energi på at sige sætningen "Gå i seng med dig" om og om igen. Folk bliver vrede, jeg er vred. Jeg falder ca. i søvn igen en time efter.

07:00 - Vi kører igen ind på en resteplads. Folk vågner, der er sne uden for og vi bliver lykkelige. Jeg sover ikke rigtigt resten af vejen.

Da vi endelig kom ud og stå på ski, var det faktisk ret sjovt. Jeg endte faktisk med at vælte rundt oppe på den blå pist første dag. Det var faktisk det eneste tidspunkt hvor jeg ikke kørte op og ned af Rasmus. Da vi begyndte på børnebakken sovsede vi rundt i mennesker, og pludseligt var alle væk undtagen Bornholmeren, Rasmus, Mads, Emma, Mette og jeg. Nogle enkelte flere måske. Men det var bare.. Svært. Det er svært ikke at komme med en kommentar til ham, som jeg gør til alle andre og svært ikke lige at sige noget til ham generelt. Jeg har det jo svært nok med ikke at måtte røre ham, kramme ham.. Være tæt på ham. Jeg savner ham sådan. Han er begyndt at kigge på mig. Længe ad gangen. Ikke bare øjenkontakt i få sekunder, men nu længe nok til at tyde ansigtsudtryk - hvis jeg altså kunne finde ud af at læse ham. Jeg synes bare at det er skide svært. Jeg tror at jeg vil begynde at snakke med ham hernede. Hvis jeg kan. Og tør. Jeg savner ham sådan jo. Det er ikke rigtigt noget værd uden ham. Eller jo, selvfølgelig er det det. Men hele tiden tænker jeg: "Vi kunne have siddet i bus sammen", "Vi kunne have badet sammen", "Vi kunne have øvet os sammen". Sammen, sammen, sammen. Det er forfærdeligt. Alle idéer der dukker op i mit hoved, indholder Rasmus og jeg. Jeg og Rasmus. Johanne og Rasmus. Damn.

Men ellers er Østrig fantastisk. Fantastisk, hvidt og smukt. Forresten har Camilla slettet mig på Facebook. Det er fandme underligt. Det er som om at hun bare har ventet på at kunne blive sur på mig og nu hvor basket har læst hendes blog, er det meget nemt at give mig skylden for alt. Og ja, det var måske dumt gjort at sidde og læse Camillas blog foran Chlander. Havde jeg vidst at den var superhemmelig havde jeg jo ikke gjort det. Ej heller havde jeg fortalt hende om det, hvis jeg havde vidst at den var super hemmelig, men det gjorde jeg. Og der havde hun ikke noget problem med det. Damn. Drama, drama, drama. Der er fandme fredeligt hernede i Østrig. Men jeg var positiv overrasket over at Misha hverken havde slettet mig eller kommet med nogle dumme kommentarer som Camilla har.

Jeg savner dig, min Kat.

fredag den 21. januar 2011

Genskin i sneen

Om tre timers tid sidder jeg i bussen og venter på at skulle køre. Jeg er faktisk ret glad for at vi skal sidde i Den Blå Bus, selvom hverken Grenen, Thomas (Eller Rasmus, Rasmus, Rasmus...) skal sidde i den. Men hele gruppen, den gruppe jeg begyndte at være i efter jeg blev uvenner med Camilla og Misha, sidder i den. Blondine-tårnene Ahrens og Svanen, Fru Holme, Christine og Sussi. Fru Holme og jeg skal sidde sammen, hvilket bliver ret konge. Tanken om ikke at skulle se hverken Grenen eller Thomas i 20 timer er dog lidt dræbende. Det samme er tanken om at overleve en uge mere uden smøger, øv.

Jeg har spurgt Sussi om det ikke ville være bedst at flytte fra hinanden. Nu hvor Maja er alene, ville det egentlig være ret rart at bo sammen med hende. Og det er jo ikke fordi at jeg ikke kan lide Sussi, overhovedet - hvilket hun forhåbentligt også ved selv, men jeg kan bare ikke holde det ud; rodet, snavset. Vi fungerer ikke rigtigt som roomies.

I hvert fald! Om under et døgn står det på sne, godt humør og en masse dejlige mennesker.

torsdag den 20. januar 2011

Forventninger

Amanda er endelig kommet tilbage på skolen! Jeg har virkelig ventet på denne dag hele ugen. Det har egentlig været en lang dag i dag. Længere end den plejer. Bedre end den plejer. Vi fik tidligt fri og så tog jeg ellers ned og fik fornyet mit pas og jeg ved ikke hvad. Smuttede 12:30 og var hjemme igen 15:30 og var helt smadret. Havde både nået ned og veksle penge, få taget pasfoto (som blev pænt!), fornyet passet, købt umenneskeligt meget guf til busturen i morgen, snakket med Amanda Høy, spist en fransk hotdog og jeg ved ikke hvad. Fik også at vide at Misha og Camilla er taget hjem. De tager ikke med på ferien. Det er mærkeligt. Jeg har i dag fået snakket med en hel masse ovre fra basket, og hele situationen er jo blevet blæst op. Jeg ville egentlig gerne snakke med Camilla, jeg ved bare ikke helt om jeg tør. Jeg frygter at hun er vred på mig. Som i rigtig vred. Men på den anden side har jeg jo heller ikke lyst til at hun går og er ked af det.. Fuck.

Jeg glæder mig til i morgen. Jeg glæder mig til at komme et nyt sted hen og få pustet ud. Jeg havde valgfag i dag - foto. Har været nødt til at droppe fransk halvt for fotovalgfaget, men det er dog ikke officielt endnu. Sådan helt. Men det var ret lækkert, vi har fået i opgave at tage nogle billeder på skiferien. Jeg glæder mig altid som et lille barn, når jeg har fotoopgaver for. Det må virkelig være en passion.

Den hæderlige Kim Omme tog et billede af mig i dag:


Jeg tog et af Lass-Emil og Henne.. Et, hvad de kaldte, Pre-Ski billede!

BEAUTY FROM PAIN

onsdag den 19. januar 2011

Jeg brister

Jeg har gjort noget virkelig dumt, som ikke engang var meningen. Som jeg aldrig havde forudset ville være en dum ting, eller ville være en ting som kunne såre nogen - på nogen måde. Jeg viste Chlander fra basket Camillas blog og nu har basketdrengene læst hendes blog. Camilla er rigtig ked af det, og det er min skyld. Min skyld. Og det var ikke engang meningen. Det var den dumme aften i weekenden, hvor jeg sad med basket og hvor Chlander læste min blog og vi kom til at snakke om andre blogs og jeg ved ikke hvad. Og nu ved alle det. Jeg ved ikke hvordan jeg retter op på den her. Jeg tænker mig aldrig godt nok om.. Jeg har snakket i telefon med Chlander. Han sagde at JC havde set ham læse hendes blog og så var løbet ligesom kørt. Og i morgen slår jeg Tobias Madsen ihjel. Jeg slagter ham.

Men jeg har det skidt. Rigtig skidt. På en dag som ellers var god. På en dag hvor jeg endelig havde set fremskridt. Og nu.. Nu føles det som om at mit hjerte bærer en skyskraber, som bliver boret ned i min brystkasse. Det føles som om at jeg ikke rigtigt kan få luft og at noget (eller nogen) har sat sig på mig. Jeg kan ikke engang græde. Tømt for tårer. Det sidste stykke tid har drænet mig. Og jeg er træt af problemer. Problemer og drama og besvær. Jeg er træt af at jeg hele tiden laver fejl og fucker op. Jeg er træt af ikke at kunne tænke mig ordenligt om. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvordan kan der også være så meget fucking drama. Hele tiden. Drama på drama på drama. Jeg savner at blive holdt om.

Noget nyt og noget gammelt

Bortset fra at jeg er sulten af helveds til, har jeg det godt. Fredfyldt. Har lige sovet tre en halv time væk, hvilket har været rart. Misha og jeg snakkede i dag, hvilket var nødvendigt. Jeg tror at jeg var draget ind i et humør hvor mit indre bare havde lyst til at råbe, skrige og svine. (Hvilket også lidt er kommet ud her på min blog). Men vi fik snakket og jeg blev mindet om at gennemtænkte skældsord ikke skal blive brugt på Misha. Misha. Den pige som jeg hang sammen med som sjælevenner de første måneder. Men jeg er glad for at have taget snakken med hende, før endnu flere indebrændtheder optrappede i mig (og formodentligt også i hende). Vi indgik våbenhvile. Ja. I morgen skal jeg ned og lave nyt pas, fordi at det skal være gyldigt 6 måneder efter vi har været på Cuba, hvilket mit ikke er. Jeg skulle så have fornyet det, hvilket jeg ikke har gjort. Hov. Så nu skal jeg ned og tage pasbillede og jeg ved ikke hvad. Lækkert. Håber at denne omgangs pas bliver lidt mere.. Johanne.. end det nuværende (som er fra 4-5. klasse, lol).

Af alle drengevenner jeg har haft, har der altid været et eller andet i klemme. Noget. Og alle siger det, og det er så sandt. Man kan ikke have en drengeven uden at der ligger et eller andet i det. Bare et eller andet. Om man så kommer til at kysse hinanden stiv til en fest or something, der vil altid være et eller andet i det. Men.. Jeg tror at jeg har modbevist det. I hvert fald over for mig selv. For jeg kan ikke rigtig beskrive hvorfor det er sådan, men mellem mig og Grenen er der  i n t e t. Det er lidt som om at han er min bror, fætter eller noget i den dur, for tanken om at skulle.. Iw, haha. At skulle kysse ham på munden eller sådan noget fjollet kan bare slet ikke komme i mine tanker. Og det er fantastisk! Det er virkelig fantastisk befriende at aldrig skulle bekymre sig om det ene eller det andet, eller for den sags skyld at have lyst til at der skal ske noget. Det er fantastisk. Jeg har aldrig oplevet det før.

Gør det dig en bedre mand?

Jeg er for første gang i dagevis endelig oppe og igang. Selv om mit hoved stadig banker og jeg er træt, fordi at jeg i nat valgte at farve hår for tredje gang, har jeg ikke meldt mig syg. Jeg savner sådan Fru Holme. Det er ikke rigtig det samme uden hende. Lassen er her heller ikke endnu, hvilket jeg også ærger mig over. Clara er også hjemme. Jeg hader når vi ikke er fuldtalligt i huset. Jeg kan ikke forestille mig hvordan det er at komme i gymnasiet og have "klassekammerater" igen. Som dengang man gik i folkeskole. Ikke engang. Værre endda. Klassekammerater som jo "bare" er klassekammerater. Hvor der er nogen man endnu ikke engang har snakket med. Og tanken om at skulle gå rundt med flere hundrede mennesker, hvoraf man aldrig lærer 90 % at kende. Jeg kan ikke lide tanken. Jeg ville ønske at der var et "efterskolevenligt" gymnasium af en art. Måske skulle jeg droppe tanken om Nørre Gymnasie og vælge et endnu mindre et. Desuden gjorde jeg heller ikke et fantastisk indtryk nytårsaften på alle de kommende elever på NG. Fedt. Egentlig gider jeg slet ikke gymnasie. Jeg gider ikke at vælte rundt i det de kalder "afleveringer" og NV-fag mig i nakken. På den anden side gider jeg jo heller ikke den billige løsning som HF eller hvad fanden det alt sammen hedder. Og selve faktoreren at jeg gerne vil være mediegrafiker gør det lidt svært bare at springe fra gymnasiet og sige fuck det hele.

Og forresten: Gør det dig virkelig bedre? Får du det bedre af at snakke grimt om mig? Får du det bedre af at give mig onde øjne. Suk.

Hahhahahhaha!!

Listepik

Jeg har brug for:
Smøger - At se frem til to uger uden smøger er lidt dræbende
Alkohol - Jeg har ikke drukket siden nytår
København - Strækningen Nyborg/Jylland gjorde intet bedre
Kat - Som ville betyde godt selskab plus de tre ovenstående behov
Sex - Jeg er et menneske
Ea - Har ikke set hende siden før nytår
Varme - Er det meget at forlange, ikke at gide at gå med tons af tøj længere?
Koncert - Jeg har ikke været til en koncert i SÅ lang tid!
Heroes - Jeg overlever snart ikke længere
Los R - Bare at få snakket med ham ville være en start
Penge - No further comment

HAHAHAHHAHAHHA, NEEEEEEEEJ!
Johanne 14 år

tirsdag den 18. januar 2011

Lyt og lær

Mit liv failer. Big time. Jeg er ikke blevet rødhåret. Tværtimod. Har noget der minder om halvt lyserødt og halvt orange hår i toppen og sort i resten af håret. Jeg har lyst til at tude og grine på samme tid. Christine er nede og købe sort hårfarve og guf til mig. Så kan jeg ellers farve mit hår for tredje gang i dag. Fml for good.

Lad dit blik brænde

Natten var forfærdelig lang og jeg vågnede pludseligt klokken lidt i 03 og havde på fornemmelsen at jeg ikke skulle sove mere dén nat. Jeg havde det simpelthen forfærdeligt. Ringede og skrev til min mor, som ikke gav lyd fra sig. Ringede til Camilla, som ville sove. Jeg endte med at sove igen da klokken var lidt i 04. Da jeg vågnede i morges ringede jeg og bestilte en tid til lægen og lagde mig til at sove igen. Da jeg igen vågnede for at tage ned til lægen havde jeg det bedre. Meget bedre faktisk. Jeg har fået konstateret influenza - lovely. Rippede Matas for hårfarve og mit gavekort for 150 kroner. Så nu skal jeg være rødhåret - ja. Overvejer lidt at gøre det i dag eller i morgen. Længe leve uinspirerende dødemands-indlæg. Jotak.

mandag den 17. januar 2011

Ynkeligt

Bortset fra et par timers hygge med Camilla, har jeg rådnet hele dagen op. Har sovet halvt, været lidt vågen, spist ubehageligt mad og drukket usunde mængder af hostesaft. Den dag jeg har det sådan her permanent tager jeg mit eget liv. Øv! Begyndte tilmed at tude for en halv time siden, stærkt afbrudt af min hals som gav op på halvvejen. Maja skulle have kommet med mad til mig, her til aftenen, men har ikke gjort. Jeg blev vred. Jeg ved ikke hvad der foregår. Jeg er skide ynkelig. Fru Holme ringede med højt humør og vind i baggrunden og fortalte at hun kom tilbage på onsdag. Hun lød ikke særlig syg og grinte af min hæse lortestemme. Jeg savner hende sådan.

Hele dagen har jeg haft den fornemmelse af at Rasmus ville banke på og komme ind og holde om mig. Synd at det bare var en fornemmelse; et håb.

Jeg savner at være frisk..

En anden verden

Jeg ringede til Bedste i går og fik en semi-lang samtale ud af det. Jeg savner den kvinde gevaldigt. Jeg er gået fra at se hende ca. en gang om ugen til at se hende en gang hver anden måned. Det er ulideligt. Hun havde ondt af at jeg var syg, og da jeg forklarede hende at slik kunne hjælpe var der nærmest allerede en pakke på vej, haha. Hun er virkelig fantastisk. Hun ringede til mig i morges og fortalte at hun var på vej ned for at sende pakken med penge, Euro, skisokker, skihue, skibriller og en gave. Slikket kunne hun ikke sende fordi at lorte Post Danmark har sat priserne op til det ulidelige. Nå.. Men hun mente i hvert fald at der var penge nok til slik, bevares. Hun har sikkert punget ud, den arme sjæl. Jeg savner hende virkelig. Samtalen føles så fjern fordi at jeg bare har sovet dagen væk.

Jeg drømte også om Rasmus. Ja, surprise, surprise. Den var anderledes den her drøm. Længere, mere detaljeret, mere realistisk. Vi skulle ud og undersøge et eller andet for skolen og blev kørt ud til et eller andet form for værksted hvor unge arbejdede. Det var også på en efterskole. På et tidspunkt står vi i et køkken: ham, jeg og en eller anden random dude. Duden nævner så et eller andet med at de havde mange kærestepar på skolen og hvad med os og så videre. Jeg kigger ned i jorden. Rasmus virker hård og kold. Ligeglad. Han havde en ubehagelig facade. Sådan var det det meste af tiden i drømmen. Han tog ikke imod nogle af mine jokes, gengældte ikke mine blikke eller snakkede med mig. Men på et tidspunkt stiger vi igen ind i bilen på bagsædet og så siger han "Hænderne på skødet og ret ryggen!" og begynder at være slesk, som han plejede. Da drømmen slutter ligger vi faktisk i min seng sammen. Jeg roder ham i håret og han ligger og snakker. Og så vågner jeg, i troen om at han stadig er der. Suk. Fuck, suk, fuck.

Ramona sov hos mig i nat. Eller nærmere.. Hun var hos mig i nat, for vi fik sovet ufattelig lidt. Min krop var død. Det var som om at hver berøring brændte min hud. Jeg gik op til Leif, min fantastiske vrede matematiklærer klokken 01:30 og spurgte efter en smertestillende. Det hjalp ikke. Til gengæld hjalp Ramonas fantastiske latter, massage-sessionen og dét at spoone med hende da vi skulle sove en del. Hun er fantastisk. Helse kom ind om natten og bad os om at dæmpe os. Hun sagde "Jeg kan faktisk høre hvert ord i siger. Ikke at jeg har siddet og lyttet efter, men altså..". Det var sådan lidt.. Lovely.. Vi dæmpede os, men hun havde åbenbart klaget til Leif, eftersom han død og kritte ville have mig op til husmødet og sagde "Hvis du kan larme, kan du også komme til husmøde!". Jeg var så vred, selv om det kun er fair.. Bevares. Jeg tror at vi mangler 6-7 stks. i huset som er hjemme. Det er tomt. Lass, Sussi, Christine, Fru Holme, Ahrens, Emma, Clara, Fie (kom i dag) og Svanen (kom i dag). Jeg er vidst ikke den eneste som er ramt af sygdom.

Jeg elsker dig, Camilla!

søndag den 16. januar 2011

Ser jeg syner?

Eller så jeg lys i dit blik i dag?

Immunsystem, bare æd mig op

Jeg skulle have været til barnedåb i dag, men nåede ikke længere end kirken, da jeg var nødt til at tage hjem til det jyske hus igen. Min hals er igang med at æde mig op, lidt ligesom dengang jeg havde kyssesyge. Intet mindre end fantastisk, når nu vi skal på skitur på fredag. Fuck. Har ikke rigtig lavet andet i dag, end at sove. Vi hentede jyde-Morten da vi skulle tilbage til efterskolen og hus 4 velkomte os med et fuldstændig sort og dødt hus. Rasmus er også kommet, nåede jeg da lige at se i forhallen. Dejlig akavet. Jeg drømte at han bankede på min dør til mit værelse på skolen og jeg åbnede. Og så sagde vi ikke noget, og lige pludselig sprang vi i favnen på hinanden og kyssede. Da jeg efterfølgende vågnede fra drømmen vendte det hele i mig og så lå jeg bare og tænkte. Fordømt.

lørdag den 15. januar 2011

Små børn og kloge ord

"Hvor gammel er du?"
"16"
"Kys din kæreste på rejsen"

Årh, hvor er ironi fantastisk.

The time passed by

Jeg er ankommet til Jylland, i noget som lader til at være en lille landsby. Har drukket fire-fem kopper kaffe og røget et par smøger indtil videre og min mave gør ondt efter både kaffe og boller i vilde mængder. Det er virkelig.. Jysk. Sådan som de kalder hinanden "søtte" og jeg ved ikke hvad. Jysk, men hyggeligt. Anna og jeg sidder og ser Anja og Viktor. Jeg gider egentlig ikke pladderromantiske film om at Anja skriver et brev og pludseligt farer Viktor ud i lufthavnen og redder dagen og forholdet. Sådan fungerer det vel bare ikke. Men gid det gjorde.

På fredag tager hele efterskolen på skiferie i Østrig. Jeg glæder mig faktisk. Meget. Til sne og smukt landskab. Til en uge på værelse med Nathalie fra teater og Maria fra fodbold. Jeg kiggede på planen over værelserne og husene og det lader til at jeg skal bo i hus med Rasmus - tror jeg. For der er to der hedder Rasmus og de har vidst sovset lidt rundt i det. Jeg ved ikke helt hvad jeg håber på. Jeg.. Årh, jeg ved det jo godt. Fuck.

Om to en halv måned fylder jeg sytten. Sytten år. Det er virkelig underligt at tænke på. Om et år er jeg ved at tage kørekort og går på gymnasiet og jeg ved ikke hvad. Om et år er jeg sådan en rigtig.. Københavner tror jeg, håber jeg. I dag er det 5 måneder siden vi startede på efterskolen - hvilket betyder at der kun er fem måneder tilbage. Halvdelen af tiden er gået. Bevares.

Tilføjelse 18:30: Jeg er ved at blive syg. Rettere sagt, jeg tror sgu allerede at min hals er døende. Har lyst til at spise mig mæt i Panodil og  ligge mig ned og sove til i morgen tidligt. Jeg overvejer at farve mit hår rødt. Skrig rødt. Har fået 500 kr. og et armbånd fra Henriks familie, så jeg tror at jeg køber noget afblegningshalløj og rød hårfarve og får Fru Holme til at gå amok på mit garn i ugens løb.

SVAR ENDELIG I AFSTEMNINGEN -->

Sorte hjerte

Jeg havde forventet weekenden som noget andet end hvordan den blev. Jeg har faktisk ikke rigtigt kedet mig på noget tidspunkt. Jeg har spillet poker (det synes jeg faktisk var sjovt!) og siddet til langt ud på natten med basketdrengene og hygget mig. Chlander og jeg fik snakket om alt og intet. Det var hyggeligt. Jeg ville faktisk ikke have givet disse to dage op for at komme hjem, hvis jeg fik chancen. Fru Holme ringede til mig i går. Fuld og kærlig. Jeg savner hende faktisk, selv om jeg så hende i går. Det er mærkeligt når vi hænger SÅ meget sammen, som vi gør nu. Jeg mener. Vi sås i juleferien, og så har vi lige haft to uger i streg herovre på skolen, hvor vi bare har været sammen non-stop næsten. 


Og så er jeg lige nødt til at brokke mig. Jeg er simpelthen så vred over at Heroes Of Might And Magic III ikke funger til min Macbook! Det er så NITTEN. Jeg overvejer at kontakte Mathias Sørner, som jeg i sommers brugte flere hundrede timer på at Skype og spille Red Dead Redemption med. Han er den vildeste Mac-nørd. Om nogle timer kommer mor, Henrik og de andre og henter mig og sætter kursen mod Jylland. Jeg glæder mig faktisk - på trods af at jeg skal vælte rundt i mellem mennesker jeg ikke kender. På trods af at jeg skal sætte mit falske smil på og sige hej til alle, give hånd og præsentere mig selv og tage imod blikke som signalere at piercinger er alt andet end okay. Som så mange gange før. Men heldigvis har jeg min mor med, som sikkert også vil vælte rundt imellem alle menneskene og grine højt og være midtpunktet. Det er lidt sådan hun altid er. Forståeligt. Hun er virkelig.. Fantastisk. Men det er rart at vide at jeg kan hive fat i hende, vrisse at jeg har brug for en smøg og stå og gøge den med hende og snakke om det hele med latter i stemmen. Det bliver rart at komme lidt væk. Fra tankerne, fra dette og fra min lyst til at leve mig ind i Under Byens sange. 

fredag den 14. januar 2011

Luk mig ud af denne helvedskrop

Alt kan drøftes

Jeg bevægede mig væk fra ensomme hus 4,  og over i spisesalen hvor der var mindst lige så dødt og tomt. Jeg havde glemt hvor sjovt lærene har det med at skifte tiderne for maden i weekenderne - fantastisk. Endte med at sidde med Kim Omme, den hæderlige mand, og drikke en kop kaffe. Jeg vidste at han ville spørge ind til Rasmus og jeg på et eller andet tidspunkt, da han er Rasmus' lærer. Og ganske rigtigt kom den, efter vi havde snakket om alt fra Islam, kaffen, skituren mm. "Er du kommet dig efter din dummefejl?", spurgte han. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skal sige. Kim Omme er en fantastisk mand, som man kan snakke med om alt og intet, men på den anden side  - han er stadig en lærer. Men vi endte med at sidde og snakke om det hele, hvilket faktisk var rart. Det virkede dog lidt som om at han mente at det kunne løses på noget som virkede som 10 minutter. "Hvis han vil have dig tilbage, skal han til at komme over det og prøve igen, inden han ikke har chancen mere. Men Rasmus er jo også den type der bliver hurtigt fornærmet". Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han fik det til at lyde som om at vi havde haft en skænderi eller noget lignende, men Kim fik også sagt nogle ting som hjalp.

Alt kan drøftes over en kop halvkold kaffe.

Lad mig sove

Ramona og jeg havde en lang nat og faldt først i søvn ved 04 tiden. Jeg har brug for søvn, selv om jeg fik lov at sove lidt af dansktimen væk. Måtte i dag sige til frokost at Anna stopper i dag. Der blev en underlig stilhed for en stund. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med det. Jeg kommer til at savne hende forfærdeligt meget. Søster. Suk. Jeg valgte endnu engang ikke at melde mig syg i dag, fordi at jeg tænkte "Det er måske min eneste mulighed for at se Rasmus inden på søndag". Fantastisk at fodboldhuset så ikke kom til maden, det var virkelig bare prikken over i'et. Jeg ser frem til en weekend med blot 20 på skolen. 20 mennesker, hvoraf jeg ikke har nogen speciel relation til nogen af dem. Fantastisk. Fra vores hus er det kun mig, som bliver. Og så er der et par stykker fra basket og musik/teater og en masse fodboldfolk. Jeg ville ønske at jeg vidste hvilke fodboldfolk det var.

Tilføjelse: Det er egentlig uhyggeligt hvor meget du har ændret dig siden vi startede. Hvor meget jeg kan huske at din personlighed skinnede igennem. Nu kan jeg knapt nok kende dig længere. Jeg ved ikke hvem du er, hvad du kan lide og hvad du ikke kan lide. Jeg kan ikke huske dig, og det skræmmer mig så grusomt. Det er synd at du har kopieret alt der ikke var dit, og gjort det til noget du tror er dig.

Jeg har det lidt sådan her i dag:

Hjerte af guld

Frederik Grenness. Så fik vi endeligt et billede sammen.
Jeg elsker dig virkelig - af hele mit hjerte. Du er den bedste ven man kunne ønske sig.
Jeg kan lave alt og intet med dig og fortælle dig ting, som jeg aldrig forventede at kunne
fortælle en dreng. Vi er så forskellige som personer kan være, og alligevel er vores venskab
guld værd. Mere end det. Jeg ville bare sige tak. Tak for alle gangene du har været der for mig.
Tak for de gange du har fået mit humør op igen. Tak for sikkerheden og for ærligheden. Tak for
troskab og gode stunder. Tak fordi at du er dig, og fordi at du ønsker mig som den jeg er. Du er
en fantastisk person. Du er personen jeg ikke kan blive sur på. Du er personen jeg ikke bliver irriteret
på. Du er personen jeg tænker på, når jeg hører sammenhængen om en bedste ven. 
Jeg elsker dig, Gren.

Tusmørkt

Jeg skrev en SMS til Marianne i morges og spurgte om jeg ikke måtte sove længere. Hun sagde at jeg skulle snakke med Leif om det, som overraskende nok gav mig lov. Jeg sov til klokken 10 og stod så op. Har hørt strømmevis af "Bon Iver" og "Under Byen", grædt og taget en håndfuld billeder eller hundrede. Delte et øjeblik med Thomas som made my day og snakkede derefter med Grenen om alt, intet og ham den dumme. Var ikke mere end tyve centimeter fra at røre Rasmus i spisesalen til te og brød sammen på mit værelse med Ramona. Jeg ved ikke hvordan denne dag har været. Jeg ved ikke hvordan i morgen bliver. Jeg skal blive på skolen til på lørdag og jeg er den  e n e s t e  i huset som bliver og en af de eneste på skolen. Jeg kommer til at rådne op. Vi har fået nye pladser til frokost og jeg sidder igen yderst med ingen andre end Rasmus' roomie ved min side. Jeg har på fornemmelsen at han hader mig og jeg kan ikke længere se på Rasmus mens vi spiser. Jeg skal sove sammen med Ramona i nat. Det bliver rart. Vi skal spoone. Ramona og Fru Holme. Jeg elsker jer.

Kat kontaktede mig i dag. Det var ikke det jeg havde forventet. Noget løftede sig lidt fra mit hjerte.

Forresten brød jeg sammen over dette:
Rasmus synes godt om It's not that I hate you.. it's just, put it this way. if you were on fire and i had water, i'd drink it... på .


torsdag den 13. januar 2011

Black No. 200

Jeg havde helt glemt hvordan stilhed lød. Hvordan det er at ligge alene i en seng, med tanker som flyver rundt i hovedet. Jeg havde glemt hvordan det er at ligge med en stor klump samvittighed i hjertet. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har ikke lyst til at møde klokken 07:15 i forhallen i morgen tidlig, fordi at jeg glemte at gå til morgenmad i morges. Jeg har ikke lyst til at igen at blive set af fodboldfolkene. Dem som ser mit nederlag. Jeg har ikke lyst til at skulle stå i fællesmødesalen og holde møde for hele efterskolen med Rasmus ved min side. Det var meget lettere i sidste uge da han ikke var her og da jeg bare sov dagene væk. Det var lettere ikke hele tiden at skulle holde gråden inde og spille lige glad og lade som om at man har tålmodighed i lange baner. Det var lettere at kunne fylde min blog og mine tanker op om ham. Om Rasmus. Om os. For ikke at tale om for to uger siden. For to forbandede uger siden hvor jeg var hjemme hos Ea. Hvor jeg stod ude på deres lortekolde bryggers med Rasmus i røret og en smøg i hånden. Og hvor vi snakkede om alt og intet og hvordan vi skulle låse os inde om søndagen og ikke komme ud og bare være sammen, være tætte på hinanden. Jeg hader at skulle have en forbandet facade, som kan diskuteres herfra og til næste år hvor hvidt den gavner eller ej. Jeg hader at dette er min skyld. Jeg  h a d e r  det. Jeg tror at det værste er at jeg ikke engang kan huske vores sidste kys. Jeg tror bare at det var et "Vi ses"-kys om fredagen inden ferien. Fredag d. 17. Det er længe siden. Næsten en måned. Flot fucket op på en måned, Johanne. Flot ødelagt. Jeg overvejer at melde mig syg i morgen. Mine øjne er ødelagte af at græde.

 Jeg tror det værste er at jeg ikke kan sige noget til mig selv, som hjælper. Jeg savner ham sådan. Inderligt. Jeg kan ikke holde ud at vores øjne nogle gange mødes og at vi så skynder os at se væk igen. Jeg kan ikke holde kommentarer som "Er det allerede over 10 dage siden? Kom nu over det, Johanne". Jeg brugte hele WorldWide-timen på at læse min blog igennem fra oktober af. Læse om det blå ocean. Læse om den første aften vi tilbragte sammen, den første nat vi sov sammen, den nat i hyggekrogen hvor du sørgede for mig da jeg var syg, da vi blev kærester, den sms du skrev. Jeg savner dig. Jeg savner ham den søde fra fodboldhuset. Hvis bare der var noget jeg kunne gøre.

Forresten er dette blogindlæg nummer 200.

I dag har jeg klædt mig
I silke og begær
I dag har jeg set os
I vinduet 
På bordet
Opad gadedøren
Byen driver 
Af vor elskov
Jeg elsker dig, Rasmus Lund Nielsen.

onsdag den 12. januar 2011

Blokade

Jeg har haft en blokering i dag. For følelser, tanker og handlinger. Jeg har brugt 90% af dagen på Thomas' værelse og bare ligget. Ligget og lyttet til dårlig musik og til Thomas. Det har været rart og det har været lidt af det jeg havde brug for. Efter jeg fik fri skulle jeg jo til det der møde, hvor Rasmus var der. Det var akavet, men ikke så slemt som forventet. Men i hvert fald "flygtede" jeg over til Thomas. Han havde lagt sig syg, så det var sjovt at have en "hel" dag med ham i stedet for kun at have aftenen med ham, fordi at han plejer at få så sent fri. Han spurgte om vi skulle hænge ud igen i morgen, hvilket var et ret rart spørgsmål.

Vi fik karakterer i matematik i dag. Standpunktskarakterer. Jeg fik 10 både i mundtligt og skriftligt, og jeg fortjener det på ingen måde. Men jeg er glad og min mor blev glad og skrev til mig efterfølgende at hun var stolt, hvilket varmede en del.

Jeg er begyndt at høre et band som rammer lige ind i mit hjerte. Jeg kan ikke rigtigt beskrive det, men jeg er i hvert fald utrolig glad for det album jeg har lagt ind på min computer. Mums.

Fail

Hahaha. Okay! I går hørte vi som sagt "Barbara Streisand" to milloner gange og Emma og jeg fik et lille flip. Jeg er godt klar over hvor utrolig kikset jeg er i denne video, hvor dårlig jeg er til at danse og hvor mange fejl vi laver. Men den er stadig fantastisk, denne video!

Underbevidst tankegang

Jeg er  begyndt at drømme - meget. Drømme jeg finder ubehagelige, når jeg vågner fra dem. I nat drømte jeg at jeg havde været ude på druk med Simon fra mit hus og Nicklas 1.66 ovre fra basket. Jeg kan huske at Simon smilte stort, som altid da han færdiggjorde sit sidste shot. Noget mørkt stads, som jeg væmmede mig ved. Nick og jeg sad og snakkede, og så spurgte han: "Hvad hvis vi to var kærester, og det var mig som havde fyret dit nummer af?". Jeg tænkte mig om, grinte i min rus og sagde: "Jeg havde været vred. Rigtig vred. Men jeg ville stadig have været sammen med dig. Dog tror jeg at jeg også havde slået op". Nick virkede skuffet og sagde: "Slået op, hva..? Hm". Simon var sur over at vi var gået fra byen så tidligt. Vi var vidst i min lejlighed. Min mor og Henrik lå og sov inde i stuen. Vi skulle til en fest dagen efter også - en to dages fest eller noget, hvor Rasmus ville komme. Jeg så ham i min drøm. Jeg spurgte min mor om det ikke var godt at han kom, og hun smilte bare og sagde at hvis det fik mit humør op, så jo. Jeg kan huske at døren rislede, og jeg gik ud til den. Den var ikke helt lukket eller låst og jeg blev bange. Så vågnede jeg.

Jeg forstår det ikke.

Tilføjelse: I dag er det onsdag og i dag skal jeg til "elevrådsmøde". Rasmus og jeg er i rådet sammen. Det var sådan det hele startede. Det bliver noget lort..

tirsdag den 11. januar 2011

Livsglæde

..troede jeg aldrig ville blive bekræftet på en dag hvor jeg var i køkkenet, men hvor man dog bliver overrasket nogle gange. Jeg har haft en fantastisk dag. Jeg kom i køkkenet til tiden og levede højt på glæde og sangen "Barbra Streisand" resten af dagen. Jeg har danset, sunget og jeg har været på grænsen til at tude af grin med Misha da vi lavede et nummer på Buffy fra basket. Køkkendamerne har været sure af helveds til, og har brokket sig over fjol, larm og højt humør. Jeg har været ligeglad, hvilket de andre også har - surprise. Vi blev hurtigt færdige, og nu mangler vi bare aftensmaden så er vi færdige for i dag, fordi at hus 1 tager over. Det har virkelig været en lækker dag.


Min mor og jeg har snakket meget på det sidste. Det er som om at noget har ændret sig mellem os. Det er rart. Det har været rart at komme ud med det hele og få råd fra hende. Kunne godt lige bruge et par dage hjemme med familien nu. 


Plan for resten af dagen:
Bad
Søvn
Thomas
Fru Holme + Camilla
Babra Streisand!


mandag den 10. januar 2011

Forbandet

Jeg fik snakket med Rasmus og det var forfærdeligt. Han var rigtig vred og bad mig om at holde op, da jeg sagde at jeg savnede ham. Jeg blev så ked af det, men samtidigt så vred på mig selv, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg er splittet. Jeg føler at jeg fortjener dette, fordi at jeg virkelig har været et svin. Utrosvin. Jeg tænker at der måske dybt langt inde i min underbevidsthed ligger en grund til at jeg gjorde, som jeg gjorde nytårsaften, og så alligevel finder jeg frem til: nej. Måske savnede jeg nærhed ja, måske var jeg ked af at vi havde snakket så lidt som vi havde i ferien, Rasmus og jeg, men at gå derfra og til at gøre det som jeg gjorde.. Jeg er så vred. På mig selv, på situationen. Jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage og blive hjemme den aften. Droppe alt den alkohol jeg indtog, droppe det hele. Lorte aften. Jeg ville langt hellere have siddet derhjemme med min mor, Henrik, Chatlotte og Michael. Jeg ville, jeg burde, jeg skulle have gjort - ting som ikke kan ændres nu. Jeg har lyst til at tænke at det måske var bedst sådan, at vi så bare ikke var meant to be, men jeg kan ikke engang tænke på det. Jeg er i syvende sind.

"Eyes On Fire" har kørt på repeat hele dagen. Jeg har simpelthen fået så lav musiksmag, det er vanvid. Thomas og jeg har også været sammen - ikke meget, men nok til at få smil frem på mine læber. Jeg snakkede også med Julie, som endnu engang var en fantastisk støtte. Lidt godt kom der så ud af den aften - den lorte nytårsaften.

Og jeg som troede
At jeg kendte mig selv
At jeg kendte det indre
Og de tanker som var bag
Jeg som tænkte
Som burde have tænkt
At handlinger ikke kan fortrydes


At springe

Første skridt på vejen er taget. Jeg stod op, tog til morgenmad og så Rasmus. Godt.. Nu kan jeg så se frem til de to næste måltider hvor vi kommer til at støde på hinanden - hver dag fra nu af. Fuck.

søndag den 9. januar 2011

Den gode og den onde

Mit hoved er forvirret. Fyldt med spørgsmålstegn og udbrud som indeholder skældsord og raserianfald. Fyldt med vrede som ligger på lur, men som for nu er skubbet væk af et lag stilhed. Jeg har det ikke specielt godt. Fysisk er jeg i fin tilstand: flere har endda sagt at jeg ser ud til at have det bedre. Jeg smiler bare. Det er nok dét. Smilet. Ansigtets svar på benægtelse.

Dagen har bare været et stort ur som tikkede mod tidspunktet Rasmus ville komme her igen. Tilbage på efterskolen. Han er vidst kommet, men jeg har hverken set eller snakket med ham. Hørte kun at han sad inde på sit værelse, og det er det eneste. Jeg var ellers ved at kollapse da jeg skulle over til te, på grund af en delvis frygt samt spænding for at se ham igen. Jeg tror at frygten vejede over. Men jeg så ham ikke, selv om jeg gik med øjnene mod gulvet. Jeg mærkede ikke noget brændende blik i min ryg, som jeg egentlig gerne ville. Jeg må snakke med ham når han er faldet til ro.

I næste weekend skal jeg til barnedåb i Jylland. Jeg glæder mig faktisk. Til en weekend med familie - bare familie. Uden nogle tanker om det ene og det andet, hvis det da så kan lade sig gøre. En weekend med familie, med fjol og med nogle smøger forhåbentligt - jotak.

Jeg har også snart lyst til at se Julie igen. Hun bor i Brønshøj og hun interesserer mig vældig meget.

Jeg ville.. Jeg burde

Denne dag er røget i glemmekassen. Ud af min hukommelse, ud af mine tanker og ud af min fantasi. Det eneste som hænger ved, som jeg må prøve at undgå, er dagens forfærdelig stank. Den du tog med.

And who could feel sorry for a drunkard like this
In a democracy of dunces with a parasites kiss?

Worth to die for

Denne dag har været fantastisk. Intet mindre. I går fandt jeg ud af hvor fantastiske folk virkelig er. Dem jeg har omkring mig. Nichlas brugte århundreder på at skrive med mig og kom faktisk ud med hudløse seriøse ting, som virkelig gavnede. Julie har i flere dage forøget mit humør med gode råd. Amanda har været en solstråle, mit lys hele ugen. Hun har gjort det hele værd. Hun har gjort det værd at være her, på skolen.. Selv om jeg ikke bryder mig om det. Amanda Høy fra fodbold snakkede med mig i går og jeg græd, men hun var så rar og snakkede med mig og var der.. Jeg kan komme op med så mange navne, og jeg synes at det er helt vanvittigt. Men som sagt: denne dag har været fantastisk. Jeg er helt kommet ud af de dårlige rutiner igen, selv om jeg stadig er ked af det. Mig og Amanda havde en super fed dag i Odense. Jeg har grint i dag - meget. Og været outlaw, hæhæ.

Jeg savner min mor rigtig meget. Jeg ved ikke hvorfor det ligepludseligt er kommet, men jeg savner hende. Hun har været forstående med hele den her situation, og det er jeg glad for. Det minder mig om hvor meget mor hun faktisk er - også selv om jeg er på efterskole.

Rasmus kommer i morgen. Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal grine eller græde eller overhovedet se ham i øjnene. Jeg ved det ikke. Jeg tror at jeg taber kæben når jeg ser ham. Fuck.

Ps. Har lige haft krig med Amanda. Jeg vandt ved at tilsprøjte hende med bruseren mens hun sad på toilettet. Hun vandt ved at få mig til at dø af grin. Jeg elsker dig, Fru Holme!

fredag den 7. januar 2011

Il était une forêt...

Jeg gik i skoven i dag med Trentemøller i mine øre, 
kameraet i min hånd og befrielsen i mit hjerte.

torsdag den 6. januar 2011

Fortidsminder

Jeg blev som fortalt hevet i køkkenet, hvilket som sådan var fint nok. Befandt mig i spisesalen på et tidspunkt, sammen med alle de andre, hvilket alligevel ikke var så slemt som forventet. Thomas kom over efter jeg havde ryddet op efter aftensmaden og ligepludseligt var klokken halv ni og jeg skulle i køkkenet igen. Det er vanvittigt. Jeg ved ikke hvor meget vi snakker, fordi at tiden går så hurtigt, men jeg er virkelig tilpas med ham. Selv om vi diskuterede det ene og det andet i går, fordi at han følte at vi havde snakket for lidt i ferien (hvilket jeg er enig i), så var det hele bare som det plejer imellem os i dag. Jeg har savnet ham. Det har været rart, for han tvinger mig lidt ud, hvilket jeg nok har brug for.

Da jeg var i køkkenet hørte jeg en sang, som jeg første gang hørte da Benjamin og jeg begyndte at skrive sammen i 2008. Jeg kan huske den sang - ind og ud. Jeg kan huske at jeg lå på en madras hos mine persiske fætre i Frankrig. Værelset var mørkt og jeg ønskede sådan at jeg var sammen med Benjamin, som var i Danmark. Jeg hørte sangen på repeat hele ferien, og jeg tror ikke at jeg har hørt den siden. I dag hørte jeg den, og det gjorde noget underligt i mig.



"When it seems
Like the world around you's breaking
And it feels
Like there's no one else around you
And it's quiet
There's a silence in the darkness
And it sounds
Like the carnival is over

As you walk
In the crowded empty spaces
And you stare
At the emptiness around you
You wanna go
To the city and the bright lights
Get away
From the sinners that surround you

Cause I will be there
And you will be there
We'll find each other in the dark
And you will see
And I'll see you too
Cause we'll be together in the dark

Cause if it's coming for you
Then it's coming for me
Cause I will be there
Cause we need each other in the dark
And if it terrifies you
Then it terrifies me
Cause I will be there
So we've got each other in the dark

As I look into the sky
There's sparks bright as ice
You want me to take you over there
I want you to stay with me
Cuz you're not the only one
The only one

No, no
Don't worry
You're not the only one

Cause if it's coming for you
Then it's coming for me
But I will be there
Cuz we need each other in the dark
And if it's panicking you
Then it's panicking me
But I will be there
So we've got each other in the dark

In the dark
In the dark
We'll need each other in the dark

In the dark
In the dark
We'll hold each other in the dark

Now we're saved together in the dark
Cause we've got each other in the dark"

Helningsperiode

Jeg kan mærke at det bliver bedre med alt det her. Selv om jeg stadig ikke spiser særlig meget, ikke går ud fra mit hus og sover dagene væk så kan jeg mærke at det bliver bedre inden i mig. Jeg gik en lang tur med Camilla i går og fuck. Det var hvad der skulle til. Vi fik snakket, grint og vi fik badet. Som vi plejer. Det er rart, selv om det selvfølgelig tager tid for at venskabet skal blive helt normalt igen, er vi da på vej. Godt på vej.

Igen var jeg i skole i dag, selv om jeg helst ville melde mig syg. Blev vækket af min matematiklærer, som vred kom ind klokken 8 og spurgte om jeg var syg. Jeg ville have sagt ja, men jeg gjorde det ikke. Jeg ville have løjet, men jeg sagde nej og gik i skole. Da skolen skulle mødes til fællesmøde 11:15 lagde jeg mig ind i min seng, og har sovet ind til nu. Jeg drømte en underlig drøm. Virkelig underlig. Jeg var til en eller anden festdag i Roskilde, på en plads som jeg havde været før. Jeg havde glemt alt muligt i en bil, som jeg var kørt herned i af nogle som jeg ikke kendte, men kendte i drømmen. Benjamin kom på den der festplads, jeg kan huske at han løftede mig op og kyssede mig på kinden mange gange, mens jeg grinte. Jeg spurgte hvorfor han kom her hvert år, men han var fuld og det var jeg også. Meget fuld. Jeg ved ikke hvad der foregik.

Dagens lyspunkt: Nathalie og Maria kom løbende ind på mit værelse og spurgte om jeg ikke ville bo sammen med dem på skituren. Det var fantastisk og gjorde mig vild glad. Nathalie har været sød i ugen og var den første som sagde "Pull yourself together!" og hev mig med i spisesalen (i 120 sekunder). Maria har jeg skrevet meget med i dag. Hun er venner med Rasmus, og er faktisk den eneste af Rasmus' venner jeg har snakket med. Hun sagde at hun ventede på at han kom tilbage, så hun kunne snakke med ham. Hun sagde også at det var meget nemmere nu hvor hun vidste hvordan jeg havde det, at måske få Rasmus til at finde en løsning - måske endda den gode løsning. Men hvad er den gode løsning? At vi finder sammen igen, selvfølgelig. Men den gode løsning ville nu egentlig bare være hvis han.. fik det godt igen.

Tilføjelse: Jeg skal i køkkenet med Fru Holme klokken 17:00, fordi at jeg er vikar og der er en som skal hjem. Fuck. Jeg orker ikke i køkkenet, jeg orker ikke ud for mit fængsel. Ikke endnu.

Dette billede er fra julegalla. Mig og Misha, Misha og jeg. Det giver ikke nogen blandede følelser
eller noget, det gør mig bare.. glad. Også selv om jeg har for meget solpudder i fjæset.

onsdag den 5. januar 2011

Intet passende

Dagen har været en lortedag og så ikke. Jeg kom ud af min hule for real, for jeg har befundet mig i Kvarten hele dagen for at øve musical. Jeg har dog ikke tænkt mig at gå til måltider i morgen heller. Jeg orker det ikke. Det hele er bare så underligt og akavet stadig. Selv om jeg er på "ren" fod med hele hus 1, er det bare en pest at skulle se fodboldhuset i øjnene. Jeg tror at det er dét jeg ikke kan. Jeg orker ikke. Hvis Rasmus havde været der havde jeg nok taget til måltiderne alligevel. Og set dem i øjnene og ham i øjnene. Så ville jeg have været ligeglad med alt andet. I dag var det også første gang jeg satte mine fødder i et andet hus. Thomas er tilbage på EVN. Endelig. Jeg har savnet ham.

Jeg har egentlig ikke noget at sige. I dag har jeg grint og jeg har følt et glimt af dét at være glad igen. Det er bare svært når alt minder mig om ham og alt i mine øjne er blevet blåt igen.

Speaking of the Devil

Rasmus og jeg havde en bizar samtale i går. Jeg ved ikke hvor vi ville hen, eller hvor vi nåede hen. Jeg kan så småt mærke på det hele at jeg har brug for at se ham - sådan virkelig meget. Jeg har brug for at sidde med ham og snakke om det hele. Selv om han ikke ville snakke, ville det hjælpe bare at kigge på ham i et øjeblik. Om det så skulle gøre at jeg tvang mig selv hen i spisesalen, ville jeg ofre mig for det. Jeg har haft en af dé nætter hvor jeg ikke ved om jeg har sovet alt for meget, eller alt for lidt. Én af de nætter hvor søvnen bare har betydet en pause for det hele - med undtagelser af forfærdelige drømme om ham og jeg - sammen. Jeg er ved at dø over alle som spørger hvorfor vi har slået op. Rasmus spurgte mig i telefonen hvad jeg svarede dem som spurgte. "Jeg siger det bare som det er", sagde jeg. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst fik mad og jeg er ligeglad. Min appetit er ikke-eksisterende. Ea ringede i går og det var rart. Puha.

tirsdag den 4. januar 2011

Et skub

Jeg har lige været ude - for første gang siden jeg kom her i søndags. Det er to døgn siden. I to døgn har jeg ikke bevæget mig ud af hus 4, ja knapt nok af døren til mit værelse. Det var ubehageligt at være ovre til te, som Nathalie havde lokket mig med til. Hun fulgtes med mig hånd i hånd, men det var stadig et mareridt. Alle kiggede og tænkte, og jeg ved hvad de tænker. Ja, jeg ville selv have tænkt det, hvis det havde været en anden. En anden som var mig. Det var som om at jeg ikke kunne trække vejret og fik kvalme. Jeg nåede at være derovre i to minutter. To minutter. 120 sekunder befandt jeg mig ovre i spisesalen, før jeg var nødt til at flygte tilbage på mit forfærdelige fængselsværelse.

Forresten er der fnat-epidemi og alle render rundt og har paranoia. Forresten skulle jeg have været til te nu, for at høre nogle beskeder mht. fnat - det glemte jeg. Jeg er også lige glad.

Jeg gik jo på slankekur fra den første januar af, men mit dårlige humør har gjort at jeg ingen appetit har haft. Jeg ved ikke om det er tvungne tanker, eller simpelthen bare et fact, men siden i søndags har jeg spist:
Én kartoffel
En halv bøf
En halv bolle
En halv pandekage

*Tænker*.. Jeg har faktisk ikke spist mere. Jeg har det ikke skidt, kun dårligt mentalt. Min mor har spurgt ind til det i dag. Jeg er ikke klar til at fortælle hende om det. Jeg orker ikke. Jeg gider ikke.

Vinterhi

Jeg ankom på skolen i søndags, selv om det langt fra var af eget ønske. Jeg tror at det eneste der dragede mig var Rasmus og Amanda. Rasmus og jeg har slået op, fordi at jeg har dummet mig - rigtig meget. Jeg låste mig inde på mit værelse, fra jeg ankom til i morges. Jeg har ikke bestilt andet end at tude og se "How I Met Your Mother", for at få tankerne lidt på afstand, selv om jeg ikke fortjener det. Det hele skete den 1. januar. Min mor kom faktisk ind mens mig og Rasmus snakkede og spurgte om der var krise. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg løj, og hvorfor jeg sagde "Nej", da hun spurgte mig, men jeg sagde det ikke og jeg har ikke sagt det endnu. Hun ved ikke engang at vi har slået op, og jeg har ikke lyst til at sige det til hende. Fordi at det er min skyld og fordi at hun alligevel ikke vil hjælpe.

Jeg sov alene den første nat og den var lang og afskyelig. Jeg drømmer hele tiden om Rasmus. Det er skræmmende. I nat sov jeg sammen med Amanda, og så blev jeg på et tidspunkt så inderligt rasende og ked af det, at jeg tog en snak med Ramona. Jeg er glad for at jeg gjorde det, selv om der ikke rigtig er kommet noget ud af det. Men det er bedre end ingenting. Det lettede i hvert fald stemningen lidt. Jeg havde hørt fra folk at Rasmus ikke havde været i skole i går, og da jeg blev tvunget i skole i morges af Marianne, fandt jeg ud af på egen hånd at Rasmus heller ikke var med til træningen i dag. Jeg havde egentlig besluttet at skippe frokost og gå hen til ham. Gå hen og snakke med ham og vise at jeg ikke er ligeglad, at det hele virkelig betyder al verden for mig. Men han var der ikke, for han var hjemme, så det endte med en lang telefonsamtale. Han sagde at han stadig elskede mig. Det gav et sug i maven, et rigtig stort sug. Jeg havde ikke forventet at han gjorde, og slet ikke at han ville sige det, hvis det så var. Men jeg fik snakket med ham. Jeg fik hørt hans stemme, og hørt ham sige at det gik ok. Ikke godt, ikke dårligt, men ok. Og ok er bedre end intet. Lorte Johanne.

søndag den 2. januar 2011

Wake me up

Jeg kan ikke tro, at alt dette er sket. Jeg kan ikke fatte at årets første dag blev sådan. Jeg har næsten intet søvn fået i nat, jeg har grædt og rystet og har haft forfærdelig kvalme. Jeg har fået hvad jeg fortjente.

Jeg har lyst til at fylde alle tanker op med Michael Strunges digte. Ja..


Vi vidste at tiden ikke eksisterer
kun bevægelsen
og derfor stivnede vi i kysset
så det blev evigt
Vi vidste at rum ikke eksisterer
kun tanken om det
og derfor overlevede vor kærlighed
på tværs af stjerner

lørdag den 1. januar 2011

Ufødt

Jeg har kvalme, jeg har ikke lyst til noget. Hverken at komme tilbage på EVN, hverken at komme hjem, heller ikke at se alle de andre igen. Jeg har ikke lyst til at leve i dette øjeblik. Ærligt, det har jeg ikke.

Nu går han ned til havet.
Nu går han ud i vandet.
Han svømmer.
Nu dykker han.
Han dykker.
Og blir.

Pages