..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

lørdag den 31. december 2011

Året der gik, endnu engang

Dette år har nok været det bedste år hidtil. Uden tvivl. Selv om det startede ud forfærdeligt med sorg, jalousi, had og ikke mindst fortrydelse, er jeg endt med at blive lykkelig, forelsket og gladere end nogensinde før. 2011 har budt mig en masse mennesker, som har gjort fantastisk indflydelse på mig. Mit sidste halvår på efterskolen, har betydet rigtig meget for mig. Med skitur til Østrig og en fantastisk rejse til Cuba med mit hus 4 - min familie, som stadig er. Jeg har oplevet venner, bedre end nogensinde før. Mine V7-bitches, min fantastiske roomie Maja, drenge som Grenen, Mads og Lass-Emil og den fantastiske trekløver med Misha, Camilla og jeg. Jeg har oplevet at mine venner fra gamle dage, stadig er lige så meget venner som før. Simone, Kati, Ea, Jose, Nichlas og alle mine gamle klassekammerater, som jeg har stødt på i henholdsvist Helsingør, Espergærde og på Roskilde Festival.

Jeg har forelsket mig i den sødeste fyr på jorden, som har givet mig mere end nogen anden før. Som har gjort mig lykkelig. Jeg har fået en masse nye bekendtskaber, som har gjort stor indflydelse på mig. Jonas' kammerater, Tenna, Mia, Kat, Freja og personer fra min nye klasse. Jeg er evigt taknemmelig.

Og selv om 2011 har været et mirakel-år, ved jeg at 2012 kun bliver bedre. Jeg bliver 18 om små 4 måneder, jeg flytter til Aalborg, jeg flytter sammen med Jonas, jeg skal have taget kørekort og jeg skal blive mere voksen end nogensinde før. Jeg vil virkelig gerne takke alle som har læst mine ord, som har forbedret mine tanker og følelser og dem som har støttet mig i de sværeste tider. I har gjort mig til den jeg er, og jeg skylder jer alt.

Et rigtig godt nytår, til alle derude!

mandag den 26. december 2011

Overboen

Ej fandme så. Jeg kan høre min overbo have sex. Sengen som knager, manden som stønner. Jeg gider det ikke mere. I går kunne jeg knapt sove fordi at de snorkede som en i helved. Nu. Må. Det. Være. NOK!

Ps. Jeg har ondt af vores underbo.

søndag den 25. december 2011

Meningsløst

Jeg gik i seng klokken 05 i går og vågnede igen klokken 16 i eftermiddags. Jeg havde ellers håbet på et opkald fra arbejdet, men sådan var det. Jeg kunne jo også selv have ringet. Ak ja. Jeg skelner lidt mellem om jeg skal se "300", blot for at høre den ene gode phrase, eller om jeg skal se Olsen Banden. Jeg har spillet Skyrim hele dagen og snakket med Jonas lidt frem og tilbage. Jeg vil så gerne at det bliver tirsdag nu, for pokker da.

Mit humør er blevet lidt bedre, nu hvor jeg har fået en masse søvn og holdt mig langt væk fra andre mennesker. Jeg har slet ikke orket noget i dag, og jeg er stadig ikke kommet i tøjet. Det er fantastisk. Nu er klokken blevet halv elleve, og jeg har lyst til at sove igen.

Åh, meningsløse blogindlæg.

Mit nostalgiske tomrum

Jeg kigger hvileløst rundt i værelset. Det er ikke mit. Det har det aldrig været.

Opsat er det eneste ord, som rammer. Fjernt og mangel af kulde. Af en eller anden grund er det dét jeg savner. Mangler. Jeg vil aldrig glemme den følelse af at sidde på et tomt værelse, så upersonligt og så koldt, og lade følelserne strømme. Dér kunne jeg græde, for dér var der tomrum.

Uden forventninger og uden minder. Blot tomhed. Jeg følte mig så atter nøgen og sårbar. Jeg kan ikke finde ud af om jeg havde en depression eller om den aldrig har været væk. For hvem savner sorg, når de er lykkelige til fingerspidserne.

Men jeg kender mig selv. Jeg ved at der ligger en klump i min hals, som gør det svært at synke. Og jeg ved hvorfor. Det sorteste i min sjæl vil ud og slippes løs. Have lov til at blive hørt og blive skreget ud. Gråd. Du kommer for tiden i bølger i de sene nattetimer. Du vil ud.

Jeg ved at jeg mangler at være Johanne. Jeg savner det. Konstant må jeg falde i person, som kan præsenteres. Den søde datter, smilende kassedame, klassekammeraten, vennens kæreste. Nu vil jeg bare være mig. Enten alene eller med Jonas. Jeg kan ikke mere. Fortsætter det meget længere, bryder jeg sammen. Græder jeg om natten, frygter jeg at blive hørt og græder jeg med selskab ødelægger jeg humør. Jeg er bare aldrig helt alene. Det behøver jeg. Nu.

Anti-klimaks

..desværre.

Efter et brag af en lillejuleaften i går, blev det altså ikke lige en fest at være inde hos Bedste. Men jeg har fået ringet rundt og skrevet til en masse fantastiske mennesker. Sådanne dage, som i dag, går det virkelig op for mig hvor mange mennesker jeg har kær. Jeg har fået nogle gode gaver og folk er blevet glade for mine. Så det er jo dejligt. Jeg glæder mig egentlig allermest til nytårsaften.

Jeg skal have bobler i blodet, se godt ud og tilbringe den i allerbedste selskab med Jonas. Virker det underligt at man gerne vil fejre at man har været tro i et år? Jeg dummede mig jo gevaldigt sidste nytårsaften, og selv om det virker forskruet at sige, er jeg altså stolt af mig selv, min udvikling og min kærlighed til Jonas. Jeg er glad for at jeg (endelig) har fundet en, som jeg vil helt hundrede procent. Men det har også været en lang og ikke mindst hård kamp.

Jeg har skullet set ind i mig selv, og indse grimme og væmmelige hemmeligheder. Og der har været mange hudløse samtaler med Jonas, som har virket umulige at skulle igennem. Men nu er jeg på den anden side. Ikke mindst er jeg blevet ærlig over for Jonas, men jeg er også blevet det over for andre. Og det har jeg virkelig manglet. I mange år levede jeg bag en skal. Den facade, som jeg havde besluttet mig at have over for andre. Til sidst smagte ordene endda ikke grimt i min mund mere. Løgnene.

Det er ufatteligt hvad jeg ikke har sagt til folk. Bildt dem ind. Bildt mig selv ind. Jeg kan kun takke Jonas. For at have modet til at kende mig. Ikke bare overfladen af mig, men hele mig. Også de grumme ting. De væmmelige ting, som ikke burde kendes af andre. Hvis jeg ikke selv kunne bære det, hvordan skulle andre så?

Jeg skylder Jonas alt. Jeg elsker ham.

lørdag den 24. december 2011

Glædelig juleaften!

I går havde jeg en fantastisk "juleaften" med min papfamilie. Jeg har fået nogle fantastiske gaver, som jeg smider billeder op af senere. I dag skal jeg til Helsingør og holde jul med Bedste, Ea, hendes forældre og min mor og Henrik. Jeg glæder mig faktisk. Jeg glæder mig til at give min mor, Henrik og Ea gaver. Fuck jeg glæder mig. Jeg har virkelig været omhyggelig med gavevalgene i år og jeg er glad!

Og ikke mindst til at se Jonas åbne sin gave! Vi skal gøre det over webcam. Længe leve langdistance. Folk har skrevet søde julehilsner til mig, og det varmer mit hjerte. Så glædelig jul til alle. Hav en fantastisk aften!

torsdag den 22. december 2011

Kopi af ubehag

Min aftale med Grenen gik i vasken. Selvfølgelig. Jeg ringede ellers til ham tidligt i morges, og spurgte hvornår og hvor og så videre. Han sagde klokken 13. inde på Klaptræet. Det blev rykket en time. Og en time mere. Og så skulle jeg på arbejde. Han sagde undskyld, men jeg gad det ikke. Først brænder han mig af på min fars dødsdag. Og nu lige før jul. Nope.

Da vi gik på efterskole sammen, kunne jeg virkelig regne med ham. Ringede jeg til ham en søndag, kunne han komme på under en time uden brok. Jeg vidste at jeg altid kunne regne med ham. Og nu.. Nu har vi set hinanden to gange siden vi stoppede. På Roskilde og på efterskolernes dag. Fucking nice. Nice. Min bedste ven. Eller.. Det troede jeg da. Og det var endda ham, som kontaktede mig. Og jeg takkede endda nej til en vagt klokken 12, fordi at jeg skulle ses med ham.

Nå. Ellers har dagen været fin. Jeg købte min første SMS-billet nogensinde, hvorefter jeg drog afsted mod busstoppestedet. Og så ventede jeg der. I støvregn og kulde, med mange vrede mennesker. En halv time gik, og jeg ringede til mit arbejde og sagde at jeg blev forsinket. Så gik der en halv time mere, og så tilbød en rar dame, på min mors alder mig en taxa til arbejde. Hun hed Christine eller Christina, hvilket egentlig er lige meget, for hun puttede også et A til sidst på mit navn.

Jeg arbejdede sammen med to tøser, som jeg kun har arbejdet sammen med få gange før. R, arbejde jeg sammen med meget i starten. Hun minder mig forfærdeligt meget om Pernille, min gamle veninde fra folkeskolen, og jeg bryder mig vidst ikke helt om det. Falsk grin og falsk smil. Min første arbejdsdag i et halvt år uden latter og højt humør, men det er fint nok. Det er jo et arbejde.

Har til gengæld glemt at spise. Har fået nogle sølle nudler, men det er så også det. Jeg regner med at maden i morgen, når vi holder jul med min pap-familie, vejer op for det i dag. Gider heller ikke at ligne en stoppet gås til nytår. Ak ja.

Efterskolevenner

I går havde jeg kvalme, og valgte at spille "et kvarters Skyrim", som endte med at blive til klokken 03 om natten. Grenen havde skrevet til mig og spurgt om jeg ikke ville ses inden jul. Så nu skal jeg ind og mødes med ham inden for den næste times tid. Det bliver fantastisk at se ham igen. Senere i dag skal jeg på arbejde. Small update, yes I know. Det bliver en dejlig dag!

onsdag den 21. december 2011

Ferie og gaveræs

Jeg fik juleferie i tirsdags. Gik direkte hjem og sov fra klokken 10-14. Søvn fik jeg i hvert fald. Om aftenen kom Anna og Tobias, mine papsøskende. Vi sad og lavede mad på en rakette, som er en eller anden form for stegepande eller lign, som man kan have ved bordet. Det var meget hyggeligt, selv om jeg til sidst måtte have alene tid. Derefter spillede Tobias og jeg Super Mario på vores Wii, og der blev råbt, grint og skældet ud til klokken 02:30, hvor jeg valgte at hoppe i seng. Hvilken fest!

Men dagen i dag har været lang. Heldigvis har jeg været ude og købe den sidste julegave til Henriks mor, og jeg har endda fået købt nogle nytårsstøvler, som er fucking lækre og en ny navlepiercing i sort til mig selv. Det var fandme også på tide. Jeg tjener penge, udelukkende for mit forbrug af smøger og togbilletter. I denne måned har jeg brugt 800+ kr. på julegaver, og for første gang købte jeg noget til mig selv. Det føles godt.

Desuden er jeg begyndt at arbejde om torsdagen også. Hallelujah for det. Flere penge og mindre kedsomhed til mig. Yes. Så jeg skal på arbejde i morgen, og så krydser jeg fingre for at der er en, som kan tage min vagt den 29. eller hvornår det er. Nu har jeg jo også lavet planer med Jonas, og ja. Forresten. Nu er det helt afgjort: jeg går ind i det nye år, i min nye by: Aalborg. 

Ellers hvad. Ja, jeg er stoppet med at tage medicin, så er nu fri fra blod i mit tis. Lækkert. Og så har jeg meldt mig som bloddoner, og jeg ville egentlig gerne bestille en tid til det, men nu har jeg jo lige været syg og på antibiotika, så det må jeg vente en måneds tid på. 

Har lige fået følgende sms: "HA! SÅ FANDT JEG DIG! Det er sgu længe siden. Glædelig jul, håber at du holder dig ligeså godt som du plejer!!!!!!". Øh. Glæder mig til at finde ud af hvem det er. 

mandag den 19. december 2011

Julekys og frugtsalat

OBS: Antibiotika og alkohol er en elendig blanding. Virkelig.

Da jeg skulle ud og hente Jonas på Hovedbanegården valgte min bus at punktere, efter at have kørt, noget som virkede som 30 km/t hele vejen til Nørre Farimagsgade. Det var fantastisk. Skiftede bus og kom et kvarters tid for sent, hvorefter jeg mødte en sød Jonas. Vi tog en helvedstur hjem med to busser og et S-tog, men det var lækkert. Så fik vi mad og jeg dressede mig up med en sort kjole og Jonas i en sort skjorte.

Vi var søde og drog med 2A mod Christianshavn St. hvor vi skulle til 18 års. Fri bar og hele lortet og ikke mange timer efter sejlede jeg rundt. Pigerne fra min klasse badede Jonas i opmærksomhed, så jeg prøvede diskret efter shots, øl og drinks at snige mig ud på toilettet. Held i uheld var Jonas dog med mig, da jeg første gang stod med hovedet ned i toilettet. Jeg havde det skidt med at rive ham ud af selskabet, men det var rart at have ham omkring mig. Jeg tror at jeg fortsatte med at brække mig i en time yderligere.

"Jeg vil gerne hjem", klynkede jeg til ham efter at jeg endelig kom ud af toilettet. Jeg efterlod det dog i en pæn stand, jeg slet ikke kan forestille mig var muligt i den tilstand. Nice work. Og så smuttede vi. Jeg husker ikke rigtig vejen ned til Metroen, men jeg er fandme glad for at jeg har Jonas. Han passer så godt på mig og jeg kan altid føle mig helt sikker, når han er med mig. Jeg mumlede til Jonas at vi skulle af på Flintholm St. og prøvede at lukke den bølgende Verden ude. Men på Fasanvej sagde jeg at vi skulle ud. "Nej, først på Flintholm". Alligevel fulgte han trofast med mig, da jeg væltede ud som den første af Metroen og direkte hen til skraldespanden på perronen, hvor jeg igen fortsatte med at kaste op.

Vi gik op på toilettet sammen, og jeg kan egentlig ikke huske om jeg brækkede mig fortsat eller hvad helved jeg lavede. I den næste Metro mødte vi Johanne fra min klasse. Hun guidede os til Grøndal St., selv om jeg svor på at vi skulle med 10'eren hjem, som højst sandsynligt ikke har kørt på det tidspunkt af natten alligevel. Vi mødte en rar mand, som hed Mohammed som spurgte om jeg var okay. Jonas krammede ham, fordi at han var et fantastisk menneske. Jeg elskede Jonas, fordi at han var det perfekte.

Bussen ankom i den bedste timing og vi tog den. Jeg ved ikke hvordan Jonas har båret sig ad med sin billet, eller hvordan jeg selv har. Jesus fuck jeg var fuld. Fra torvet gik jeg hjem med to jakker på, mens Jonas kun havde sin skjorte. Jeg frøs alligevel. Tænk at have sig en kæreste, som ikke brokker sig over klynk men ofrer alt for en. Jeg er så forbandet heldig. Og jeg skylder endnu engang Jonas alt. Han bør virkelig forkæles.

Nå, men vi har haft en fantastisk weekend, udover fredagen. Selv om jeg nu egentlig havde det meget sjovt alligevel, hvilket jeg også tror at Jonas havde. Lørdag stod vi op klokken 14 og så tog vi til Rødovre, hvor jeg første gang spiste på KFC. Det var ganske OK og hyggeligt at komme lidt ud. Jeg er stadig på antibiotika, hvilket har gjort livet nemt (i så fald hvis alkohol ikke indblandes). I går var vi ude hos min mormor, hvor manden for første gang mødte hele familien. Han opførte sig idylisk, som altid og jeg var stolt over at han kom så godt ud af det med dem. Jeg kunne til gengæld ikke holde fokus med andre samtaler. Følte mig nyforelsket og åndssvag. Jeg er forelsket.

I morgen skal jeg lige i skole i ét sølle modul og så er det fucking juleferie. Fuck! Ja tak til:
Skyrim
Misha og Camilla
Juleaften
Familien
Gaver
Aalborg
Nytår

Wowe u <3

fredag den 16. december 2011

Rødt blod

Mor har lige ringet efter lægevagten og nu er hun kørt derud for at hente medicin. Jeg har åbenbart blærebetændelse, i en sådan grad at jeg bløder, virkelig.. Når jeg tisser. Det er fantastisk. Og smertefuldt. Jeg hader det.

I morgen kommer Jonas, og jeg glæder mig til at se ham. Vi skal til en 18-års, hvor der er fri bar. Jeg nægter at starte på noget medicin, som gør at jeg ikke kan drikke i morgen. Seriøst, jeg nægter.

Hele aftenen har egentlig været ret god. Hele dagen har egentlig været god. I nat fik jeg dog et mindre sammenbrud. Jeg savnede min far, og det hele ramlede for mig. Så i morges stod jeg op klokken lidt over 11, gik i skole og julehyggede hele dagen. Derefter tog jeg hjem og spillede Skyrim, sov og så har jeg ellers hængt ud med Holme, indtil for en lille halv time siden.

Nu ligger jeg og smerter. Fuck it all.

torsdag den 15. december 2011

Gå nu i seng

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bestemt ikke i mit bedste humør lige nu.

Måske er det fordi at det er sent.
Måske er det fordi at jeg har set fashion videoer på Youtube, og nu hader mit klædeskab.
Måske er det fordi at det er ved at være jul og mit værelse ikke er pyntet, men bare ligner lort.
Måske er det fordi at jeg tror at jeg har blærebetændelse.

Jeg orker slet ikke noget. Jeg orker ikke at gå i seng. For helvede, hvor er jeg i elendigt humør.

onsdag den 14. december 2011

Komplimenter

Bortset fra at jeg har det som om at min krop er gået i stykker og faldet fra hinanden, så har jeg haft en lækker dag. Matematik var aflyst, så jeg havde fri 11:30. Blev kørt hjem af Holmes mor og valgte efterfølgende at bruge over to timer på at spille Skyrim, hvorefter jeg gik i bad. Jeg skulle mødes med Mia inde på Rådhuspladsen og så skulle vi shoppe amok i julegaver. Min mor skulle alligevel ind til byen, så jeg blev smidt af på Vesterport St. og var pavestolt da jeg havde fundet hen til Rådhuspladsen. No shit. Er på ingen måde ærkekøbenhavner. Øv.

Mia og jeg væltede rundt fra butik til butik og på under tre sølle timer, havde jeg allerede brugt for 800 kroner. På julegaver. Men jeg glæder mig som et lille barn til at give dem! Er mere end tilfreds med de gaver jeg har købt til mine kæreste medmennesker, så det bliver lækkert!

Da klokken var sent og Mia havde overtalt mig til at købe noget til mig selv på Barasso, tog jeg med bussen hjem. Der var propfyldt, så jeg tilbød en gammel dame mit sæde. Til min forbløffelse var hun abnormt taknemmelig. Efter hendes sidekammerat havde trykket stop, forsikrede hun mig at jeg fik pladsen. Da jeg satte mig sagde hun: "Ja, det man giver får man jo igen". Så vi endte med en helveds lang samtale. Jeg ved ikke hvordan jeg altid formår at rode mig ud i dybe samtaler med fremmede mennesker. Nå, men det fik jeg da. Hun sagde fantastiske ting til mig, og jeg følte mig som jordens bedste menneske. Hun roste min evne til at være opmærksom, sagde at jeg virkede som en fantastisk pige og beordrede mig til at hilse min mor fra hende og sige at hun havde en vidunderlig datter. Det reddede min ellers dejlige dag.

Og nu savner jeg bare. Ham. Jonas. Øv.

tirsdag den 13. december 2011

Fuck dig, Verden. Fuck ud og væk. Nu.

mandag den 12. december 2011

Indtryk

Bill Cosby kontrolløren snakkede til mig, da jeg endelig var steget ud af toget på Hovedbanen. Jeg havde tændt en smøg.

"Hvor skal du hen?", sagde han
Jeg svarede
"Med natbussen?"
"Ja, jeg regner med bare at tage 5A, hvis den da stadig kører"
"Hyg dig", svarede han så imens han gik væk

Jeg forstod intet, men synes nu at det var meget hyggeligt. Frygtede at han ville spørge om han skulle køre mig hjem. Heldigvis ikke. Så gik jeg op for at vente på bussen. Det hele så mærkeligt ud. Ikke som det plejer. Ingen mennesker, udover to mænd, som snakkede engelsk til hinanden. Så kom der en pige, som nok har været et par år ældre end mig hen. Jeg grinte opgivende, da jeg kiggede på køreplanen. Den sidste bus var kørt. Hun grinte også.

"Hvor skal du hen?"
"Jeg skal med 5A", svarede jeg
Hun skulle til Nørrebro, så vi valgte at lede febrilsk efter en bus sammen.

Så gik vi til Rådhuspladsen og snakkede om kærester, køreplaner, København og andet hejs. På Rådhuspladsen gik der ingen busser.

"Fuck, hvor har jeg ikke overskud til det her", sagde jeg sukkende.
Vi gik til H.C. Andersens Boulevard, hvor fanden det end ligger.
Og så stod vi.
Vi ventede.
Hun snakkede med en forvirret kvinde, som tydeligvis ikke var dansker. Hun nægtede informationen om at den næste bus kom om fem minutter. Jeg tændte endnu en smøg, men var nødt til at skodde den før jeg fik mit andet hvæs. Så kom bussen.

Buschaufføren kom med en åndssvag flirtende bemærkning til mig. Jeg satte mig derefter ned ved siden af pigen. Vi snakkede og holdte pauser, og lige pludseligt skulle hun af, midt i samtalen om de stive grønlændere, som sad ved siden af os.

Jeg havde lyst til at sige til dem at de skulle tage sig sammen.
At de ikke skulle være stive en søndag nat.
At de skulle få et normalt liv og ikke skrige op i bussen.
At de skulle snakke uden at spytte overalt.
At de ikke skulle spilde øl udover det hele.

Men de virkede så glade. And who the fuck am I to judge anyway? Alligevel gjorde det mig nedtrykt at indse at jeg nok skulle sidde i bus med dem hele vejen hjem. Jeg var henrykt da jeg steg ud af bussen og indåndede frisk natteluft. Jeg hævede hånden til buschaufføren, som tak for hjælpen, men som et "Stop med de bemærkninger" også. Han så bare på mig. Vredt. Jeg ved ikke hvad fanden jeg har gjort ham.

En eller anden psykopat, som kom kørende forbi kastede sig halvt ud af bilen og råbte til mig. Jeg var ved at kaste op af forskrækkelse, eftersom jeg bare gik i mine egne tanker og sang Skyrim themet. Fedt. Og nu er jeg endelig hjemme. Min mor og Henrik sad i stuen og spillede Mariocar, selv om klokken var 01:30. Det gør de stadig. Jeg er ved at sætte min PS3 op, så jeg kan spille Skyrim, men åbenbart skal jeg igennem 5 opdateringer eller lignende. Rend mig. Så ved jeg da hvad jeg skal bruge min nat på.

Med Cosby-kopi som kontrollør

Fire timer og fyrre minutter er faktisk ikke så slemt endda, når man har internet i toget. Desuden er det her tog også fuldstændigt dødt. Fra hvor jeg sidder lige nu, kan jeg se ét andet menneske. En eller anden stewart, som lige har drukket en af de der minimalske Cola'er man normalt kun kan få på fly. Ak ja. Jeg tog hjem til Jonas i onsdags efter skole. Han var jo blevet slået ned i weekenden, fordi at manden prøvede at stoppe et slagsmål inde på en bar.

Da jeg hørte det, var det ligesom at få at vide at ens barn var kommet til skade, eller lignende. Eller, sådan som jeg forestiller mig at det føles. Så jeg gjorde mit bedste for at få styr på skole, kæresten og min mor på samme tid. Heldigvis samarbejde det alt sammen, så det var lækkert. Togturen derned var heller ikke just en bitch, da jeg også havde internet dér og tilbragte resten af turen på at sove.

Men det har været lækkert at have Jonas i mere end en weekend. Vi har været på adventsdate, hvor vi var på Sunset og spise og derefter så vi Breaking Dawn (what the fuck..). Det var møghyggeligt. Fredag aften brugte vi på at drikke alkohol med hinanden og snakke højt og helligt om hvor fantastisk et kærestepar vi var. Ja. Bare ja. Kærlighed i lår tykke stråler, og jeg elsker det.

Min hjerne er seriøst ved at koge over. Jeg har siddet i toget siden klokken 20, og selv om tiden er gået stærkt og jeg heldigvis er der om en halv times tid, er jeg mega rastløs.

Har lyst til en smøg.
Har lyst til sukker.
Har lyst til at spille Skyrim.
Har lyst til at blive hentet på Hovedbanegården.
Har lyst til at drikke fersken iste.
Har lyst til at snakke med min mor og Henrik.

Hvor er jeg evigt glad for at togturene snart stopper!

mandag den 5. december 2011

Helvedsuge

I søndags fik jeg den bedste start, på den værste uge.

Jeg var hos Ea i weekenden, og det var egentlig fint nok. Ville gerne have været i byen, men Ea skulle skrive eksamensopgave og hun var ikke i humøret. I stedet kom Nichlas ud til os. Den mand er fantastisk. Selv om klokken var lort, gik han en krig igennem med busserne, og endte så i Gurre. Jeg gik ud og tog imod ham, da Ea var lettere irriteret over at han skulle komme.

Vi røg smøger og fik en øl på et gennemblødt busstoppested. Da regnen tog til skreg vi som små børn og søgte ly hjemme hos Ea, som endelig valgte at lukke os ind. Og så stod vi i hendes overbelyste bryggers i evigheder og snakkede om dengang vi alle tre gik i folkeskole sammen og lavede ballade. Nichlas gør det stadig. Selvfølgelig.

Jeg savner dengang jeg så ham dagligt. Jeg savner dengang ham og de andre Kvistgård-drenge kom op til mig klokken lort på hverdage, kastede sten på min rude og stod og råbte op til mig. "Kommer du ud? Vil du så ikke bare ud og have en smøg med os?". Jeg endte altid med at sige ja. Uanset tidspunktet.

Og så endte vi altid med at løbe fra beboere i Kvistgård og vælte rundt. Jeg var altid sekundet fra at kollapse af grin, når vi løb rundt dér på sene hverdagsaftener og havde lavet lort i den. Igen, igen. Da klokken blev mange måtte Nichlas på en helvedstur hjem. Ea og jeg valgte at se den der nye Alice in Wonderland, og den var egentlig fin nok.

Klokken lort søndag morgen, stod jeg op og gjorde mig klar. Jeg tog derefter afsted fra Nordsjælland og til det mørke Nordvest for at arbejde. Det var den værste dag nogensinde. Værste siger jeg dig. Kasserne i butikken virkede ikke. Køen var et helvede, Rajab, som jeg arbejdede sammen med, ville ikke samarbejde på nogen måde. Jonas skrev en besked til mig. Om at jeg skulle ringe. Om at han var blevet overfaldet.

Nogle forbandede ludere havde tæsket ham, efter han havde prøvet at stoppe et slagsmål. Jeg ved ikke hvad der foregår for verdenen. Forbandede idioter alle sammen. Så nu tager jeg op til ham på onsdag og trøster ham med guf og kærlighed.

søndag den 4. december 2011

Afspejlninger af sorg

Jeg ved ikke hvorfor, men da jeg var inde hos Bedste i går kiggede jeg billeder igennem, som lå på min computer. Der var en helveds masse. Fra dengang jeg var lille og var lige ved at komme i puberteten, fra Kvistgård-tiden, fra folkeskolen og fra efterskolen. Jeg indså hvordan jeg så ud på nogle af billederne. Hvad enten det var mig selv, som havde taget dem, eller om det var andre. Jeg havde det i mine øjne. Nogle stedet lyste det ud af mig. På kant til ulykke. Glimt af tårer.

 Taget på efterskolen af Maja
 Juleaften ano 2010
 Med spor af tårer i vinterkulden
 At være omringet af glædessmil og føle sig så lille
 Tilflugt
Med "Under Byen" i øregangen

fredag den 2. december 2011

Ubestemt tankegang

Toget er lige kørt fra Københavns Hovedbanegård. Kings of Leon kører i mit headset og jeg er nedtrykt as fuck. Jeg skal hjem til Bedste i dag og sove hos hende. Og selv om jeg glæder mig, så fortryder jeg allerede nu at jeg er tager afsted. Jeg kunne have vendt om da jeg sad i S-toget. Jeg kunne have taget 5A hjem, da jeg stod på Hovedbanen. Alligevel fortsatte jeg. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Om jeg var et dårligt menneske. Ikke at jeg har gjort noget dumt eller noget. Men jeg er aldrig helt med. Med i fællesskabet. Når de andre tager i biografen eller i byen osv.

I aften er der kæmpe fest på gymnasiet. Jeg har alligevel valgt at tilbringe min weekend i Nordsjælland. Jeg ved egentlig ikke hvorfor eller hvorfor jeg ikke bare tog hjem igen, da jeg havde muligheden for det. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare tog til Aalborg i stedet. Men jeg ringede til Nichlas og spurgte om han gad at mødes. Det gad han godt. Og det trækker da lidt på mit smilebånd. Min mor ringede inden det og jeg fyrede en smøre om at jeg var ked af det og frustreret over pengemangel. Jeg ved at det er unfair, for hvad fanden kan hun gøre ved det?

Jeg burde være taget hjem. Haft tid, haft lyst, været fuld, været med. I stedet sidder jeg her. I toget mod Helsingør..

torsdag den 1. december 2011

Nissepige med PMS

I går var jeg helt smadret og udkørt. Hvorfor ved jeg ikke. Jonas havde en vagt på studenterhuset, så han var ikke hjemme før sent. Så da min mor kom ind og sagde godnat ved 21-tiden, valgte jeg at gå ud og børste tænder og skrive en besked til Jonas om at jeg lagde mig til at sove. Der var intet godt i fjernsynet, mine lektier var lavet og jeg var dødtræt.

Normalt plejer jeg at falde i søvn ved en 01:30-02:00 tiden, så jeg vidste ikke helt hvad der foregik. Holme ringede kort efter. Hun spurgte om jeg ikke kom ned til hende og ville ryge nogle smøger og se tv og jeg ved ikke hvad. Jeg forklarede pænt at jeg var på dødens rand og var på vej i seng. Efter en lang diskussion, hvor hun prøvede at overtale mig med smøger og guf og det ene og det andet, sagde jeg igen nej og at vi kunne gøre det en anden dag, for det lød rigtig hyggeligt. "Fuck, du er en lorteveninde", kom den så. Hun grinte. Jeg orkede ikke. Jeg sagde at hun skulle til at stoppe med at sige sådan noget, for det var anden gang inden for en uge, hun havde kastet den i hovedet på mig. Nu og da jeg ikke gad at fylde hendes vandflaske op i matematiktimen. Vi lagde på efterfølgende, og jeg var irriteret. På ingen måde syntes jeg at det var sjovt.

Nok om det. Jeg blev vækket kort tid efter af noget, som syntes som en million sms'er. Fra Jonas. Jeg ringede ham op for at sige godnat, men det blev til tre små kvarter, som gik på at snakke. Det var rart. Og så faldt jeg i søvn. Sov i næsten 12 timer, det var vanvittigt. Alligevel var jeg død da jeg stod op. Vågnede ved et sæt ved 7 tiden, på grund af en forfærdelig drøm. Gik i bad, selv om jeg ikke havde tid til det. Mit hår lignede lort. Jeg tog nissehue på. Nu var det jo også 1. december. Havde matematik i første modul, og grundet PMS snerrede jeg af den drengegruppe jeg var endt i.

Derefter var jeg til elevrådsmøde. Jeg gav ikke en skid for det der blev sagt. Måske er det fordi at jeg ved at jeg ikke er her næste år. Måske er det fordi at jeg synes at det er så langt fra efterskolens elevråd. Måske orker jeg bare ikke at folk går så meget op i det. En eller anden fyr rev vores demokratiske grundlov over og holdte en eller anden mindre tale om at vi ligeså godt kunne gøre sådan, når det ikke blev overholdt og jeg ved ikke hvad. Jesus christ.

Nu beder min mor mig om at rydde op, selv om der kun ligger et par papirer hist og her på bordene. Chill.

Forresten ser jeg sådan her ud i dag:

onsdag den 30. november 2011

Brok og galskab

Jeg har fransk aflevering for. Derfor har jeg valgt at kæderyge og skide på det hele. Overvejer at tage billeder af mig selv. Overvejer at lade vær, fordi at jeg altid synes at de ender ud enten for iscenesatte eller i elendige vinkler. Ellers er jeg bare ufotogen. Børnehavebørnene skriger i dag. Igen i dag. Altid. Godt at mine ruder nærmest er lavet af pap, eftersom alt lyd kommer ind. Overboen har også haft en fest de sidste par dage. Hun har åbenbart haft herreselskab, for hun sidder og fniser og hviner til langt ud på natten. Jeg formoder at det var fyren, som valgte at jamme i går. Det lød elendigt og gik ud over min forsømte nattesøvn. Fedt liv.

Jeg overvejer hvornår jeg skal ud og købe gaver. Med Mia. Jeg ved hvad jeg skal købe til dem alle sammen, det er bare lige om at få gjort det. Jeg skulle også have ringet til Ahrens. Og set hende i den her uge, men mine afleveringer flyder i stride strømme, det er fantastisk. Ea har sagt at jeg kun kan sove hos hende fra lørdag-søndag. Overvejer at spørge Simone om hun har lyst til at have mig ovre om fredagen, men er bange for at hun har planer. Jeg skal også ses med Jesse i næste uge. Og Jose vidst nok. Og derefter Jonas. Jeg bør virkelig få lavet mine afleveringer. Især den franske stil, som ligger og brænder i et åbent Worddokument.

December, here I come..

Ikke så tosset

Jeg har haft en forrygende morgen. Jeg ved ikke om det var det faktum at min papsøster for engang skyld ikke skulle møde sent, og derfor var oppe før mig eller hvad det var, men 07:15 var jeg allerede påklædt, igang med at sætte hår og make-up og kort tid efter smurte jeg madpakke og lavede morgenmad til mig selv. Aldrig har jeg haft så god tid. Minutterne syntes som flere timer og mit overskud lå højere end nogensinde før, på en onsdag morgen. I dag er også en god dag. Jeg har fået løn. Den er rimelig, så jeg regner med at mine julegaveidéer holder. Det er også Jonas' og jegs 7 månedersdag, hvilket er ret lækkert.

Og for at det ikke skal være løgn har vi også fri om ét sølle modul - og det er endda gymnastik. Ja, denne onsdag er nu ikke så tosset endda. Overhovedet.

Ps. gad godt at se en god film senere. Any suggestions?

mandag den 28. november 2011

Kæresteglæde

Jeg har haft en dejlig weekend. Skøn weekend. Jeg tog ind og hentede Jonas på Hovedbanen i fredags og vi har egentlig ikke bestilt andet i weekenden end at se film og være kærester. Det var rigtig hyggeligt. Og nu er det back to reality igen. Desværre. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Nogle gange hader jeg virkelig kunderne. De kunder, som flueknepper deres kvitteringer, og man forstår alligevel ikke halvdelen af hvad de siger, men de to kroner, som de mener at de har betalt for meget af, vil de gerne have igen og jeg ved ikke hvad. Og så er der alkoholikeren, som har taget sin søn med i Fakta, og så skal man jo hilse og grine af hans jokes, for at hans arme søn ikke skal tro at faderen er en komplet taber. For er man ikke det, når man køber øl og rugbrød og vælger brødet fra, hvis man ikke har penge nok? Ellers er det måske bare mig, som er en snæversynet kælling.

Havde det ikke været for mine kollegaer, havde jeg ikke holdt det ud. Jeg elsker dem. Jeg griner hver gang jeg er på arbejde - uden undtagelser. For helvede, hvor jeg elsker dem. Åh, jeg vil så gerne at det bliver december. Nu. At det står på julefrokoster, pynt, gaver, glæde, lys, julesange. Og nytår. Jeg glæder mig så meget. Og lige pludseligt bliver det 2012 og jeg bliver 18 og flytter til Aalborg. Hallelujah.

Forresten har Jonas og jeg voldtaget mit webcam:





fredag den 25. november 2011

Ude af sind

I dag har ikke rigtig været noget specielt. Jeg har været sammen med Holme hele dagen, og det har nu egentlig været ganske fint. Roligt, afslappet og bare som det altid plejer. Hun skulle have lavet sit hår og jeg fik lavet mine negle, det er nu egentlig meget sødt.

Men jeg har også været ude af sind. Ude af stand. Til tanker. Til den der blussende, lykkelige fornemmelse. Den eneste gang jeg virkelig fik et kick var da jeg stod af bussen klokken 16. Brønshøj er nu egentlig meget smuk når der sådan er mørkeblå himmel og alt egentlig er mørkt, udover livet og lysende. Jonas kommer også i morgen, men det er vidst ikke rigtigt gået op for mig endnu.

I dag føler jeg mig bare tom. Jovist jeg har grint, men dagen har ikke været noget specielt. Og nu er jeg endelig kommet hjem og sidder og hører Under Byen, hvilket jeg udemærket godt ved gør mig endnu mere ilde til mode. Jeg elsker dem så højt, men den sindstilstand de får mig i, når jeg fremprovokerer det selv, den er modbydelig. Men i morgen ved jeg at jeg bliver glad igen. Med min bedste ven ved min side. I næste uge skal jeg også ses med Ea, Jesus og muligvis også min gamle lærer Anette. Fuck that shit, det bliver fantastisk.

Du er ikke andet end en stodder
Så kravlende et kryb
Så grådig en løgner
Jo jo det var mægtigt
Det var fint fint
Forsvind og kom aldrig igen
Usling

Jeg kender din slags
Skygger der lokker og vil ha
Uhøflige uhøflige skygger
Aner ikke hvad der er puttet i maden
Hvem venter i mørke trappegange
Det er ligemeget nu
Alle ved jeg er syg af længsel

torsdag den 24. november 2011

Jeg vil ha' børn

..som ligner mig selv:

onsdag den 23. november 2011

Blandede bolsjer - igen

Jeg sov over mig. For fanden. Vågnede 08:50, på slaget vi skulle være i skole. Dejligt ironisk. Blev hurtigt enig med mig selv om at jeg ikke ville kunne nå det alligevel, da vi havde frikvarter 09:35, da vores lærer af uforklarlige årsager havde sagt at vi skulle møde 50 minutter senere. Jeg indså også hurtigt at vi havde mellemmodul, så jeg kunne sove til klokken 11. Fantastisk. Så nu skal jeg bare nasse mig ud af døren inden klokken 12, og over og have gymnastik. Mon ikke jeg lige overlever..

Jonas skrev til mig i går, den fantastiske mand. Om ikke han skulle komme i weekenden. Ingen af os har nogen penge. Jeg har 18 sølle kroner på min konto og ryger hjemmerullede smøger konstant. Han ville åbenbart låne penge fra hans budget konto, hvad end det betyder. Men sagen er at han kommer i weekenden. Fuck yeah.

I går i skolen snakkede vi om studierejse. De skal til London. Jeg havde frygtet dagen, vi ville få det at vide, for jeg ved jo godt at jeg ikke kommer til at være i København i 2.g. Men det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. 6 dage til London. Det er altså ikke nær så fedt, som interrail med Jonas, som vi har planlagt vi skal på i sommerferien.

Og så var jeg inde på Katedralskolens hjemmeside i går. Jeg gik igen ind på studieretninger og så retningen:
Engelsk A, Mediefag B, Samfundsfag B og Drama C.
Jeg blev straks forelsket. Men der står at den er ny og jeg ved ikke hvad fanden det betyder. Om den først starter næste år, eller om den er startet i år. Fuck sake. Jeg prøvede at ringe derop, selv om klokken var 16. Måske skulle jeg ringe nu. Ja, det gør jeg sgu. Og spørger.

tirsdag den 22. november 2011

Tilbagefald

Father into your hands, I commend my spirit
Father into your hands, why have you forsaken me?
In your eyes, forsaken me
In your thoughts, forsaken me
In your heart, forsaken me

Hvad fanden foregik der..?

mandag den 21. november 2011

Et eventyr

"Jeg gir' et lift til Aalborg i morgen, hvis du har lyst"

Ordene gav genlyd i mit hoved igen og igen og igen. Josefine grinte efterfølgende: "Så fik du bare julelys i øjnene!" I starten kunne jeg ikke finde ud af om hun mente det, eller om det bare var en måske-mulighed. Hun skrev til hendes søsters kæreste, som skulle køre bilen om der var ekstra plads, og det var der. Jeg var målløs. Vi var til pigehygge hos Maria fra min klasse og Josefine og jeg havde længe snakket om depression, fremtidsdrømme og vores fortid. Aftenen havde egentlig været okay, og næsten alle pigerne, inklusivt mig selv, skulle sove der. Men planerne blev ændret. Drastisk.

Først ringede jeg til Jonas, som var lettere fuld. Han ville rigtig gerne have mig på besøg, hvilket jo var dejligt. Så ringede jeg til min mor, som også synes at det var en fin plan, på trods af at klokken for længst havde passeret midnat og det var spontant og vanvittigt. Jeg ombesluttede mig mindst 20 gange, før jeg traf mit endelige valg. Selv om jeg var nødt til at køre til Vejle tidlig søndag morgen, ville jeg alligevel få et døgn sammen med Jonas. Jose ville gerne låne mig 100 kroner og Jonas ville gerne låne mig resten.

Så Jose og jeg tog afsted. Klokken var lidt over 1 og vi skulle køre klokken 6. Så på cykel med bagage og to personer, kørte vi fra Søborg til Brønshøj, hvor jeg hentede mine ting og derefter til Vanløse. Jesus christ for en tur. Da vi kom hjem til Jose var klokken lidt i 3. Vi snakkede i i hvert fald halvanden time, før vi endeligt besluttede os for at gå i seng. Og pludseligt sad jeg i en bil med 5 fremmede mennesker og var på vej til Aalborg. Det var vanvid. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og drømte om ubehagelige ting, og da jeg blev vækket igen var vi i Aalborg. Klokken var kun 10:30, hvilket var halvanden time tidligere, end jeg havde forventet. Jeg tør ikke tænke på hvor hurtigt vi mon havde kørt, men det hele var så surrealistisk. Jeg sagde farvel til den søde familie og travede mod et busstoppested, hvorefter jeg kom hjem til Jonas.

Det var fantastisk at se ham. Spontant og uventet. Vi brugte hele dagen på at fjolle og være forelskede til klokken 3 om natten. Jeg skulle med bussen lidt over 6 om morgenen, så vi prøvede at få det meste ud af dagen sammen. Alt for tidligt søndag morgen, ringede vækkeuret. Jeg sprang op af sengen og vækkede Jonas, som havde indviget i at følge mig ned til bussen, selv om klokken var kvart i næsebor. Da vi nåede ned til stoppestedet stod vi og ventede. Og ventede. Og ventede lidt mere. Jeg gik hen og tjekkede busplanen. "Bussen går ikke, Jonas", sagde jeg. Så begyndte jeg at græde. Jeg skulle være i Vejle, så de kunne hente mig. Jeg skulle på arbejde klokken 12. Jeg gik i panik. Efter jeg havde stået og grædt lidt og Jonas havde forsøgt at finde en plan, sagde han endeligt at han ville betale min tur til København. Så vi tog bussen 07:28 ned til stationen. Stemningen mellem os var dårlig. Jeg var frustreret over at planen var gået i vasken og Jonas var en træt mand, da jeg havde hevet ham op klokken 6. Jeg fik købt min billet, som Jonas måtte punge alt for meget ud til, men så fik jeg en besked, fra søde Selvije. Min bedste medarbejder. Hun er fantastisk. "Skal du møde klokken 8?", spurgte hun. Det endte med at vi ringede sammen og jeg forklarede hende hele konteksten om min lorteplan. "Ej, jeg finder da bare en som kan tage din vagt, skat. Bare slap af". Den kvinde. For helvede den kvinde.

Pludseligt faldt brikkerne på plads. Vi fik lavet billetten om, selv om soen bag disken i 7-Eleven krævede 40 kroner for det. Det var også hende der nægtede at sælge smøger til os, på trods af at Jonas ville købe dem. "Ikke hvis de er til hende", sagde hun dengang. Den so. Da vi gik ud af butikken sagde Jonas "Hav en god dag" til hende, og jeg skældte ham ud for det. Han fortrød det også efterfølgende. Haha. Nå! Og så tog vi glædeligt hjem til ham igen. 3 timer efter vi stod op. Vi valgte at tage os en lur og da Selvije endnu engang ringede sprang jeg (igen) op af sengen og stressede totalt. Jonas forstod hat og briller. Det var vidst ikke gået op for mig at jeg ikke skulle på arbejde.

Anyway. Jeg blev i Aalborg og sov en ekstra nat. Vi var igen vågne til klokken lort og var fantastisk kærestesøde og fik snakket om lejlighed, planer, fremtid, os og kærlighed. Jeg er så glad for at jeg har ham. Jeg tror at det er alle pigers drøm. At finde en fyr, som virkelig elsker en og aldrig vil nogen andre. Jeg elsker ham. Ak og ve, selv om weekenden havde været rodet, blev den ikke bedre af at jeg skulle tage en bus 05:20 mod stationen. Så i morges stod jeg op klokken fucking 04:30. Jeg døde inden i og hadede at jeg skulle tage afsked fra Jonas. På vej mod busstopstedet var jeg bange for at blive overfaldet, voldtaget eller ligende. Morgenen var mørk og dyster, på trods af at fuglene var stået op af uforklarelige årsager. Jeg mødte 3 sølle mennesker, før jeg satte mig ind i bussen. Heldigvis fik jeg sovet det meste af togturen. På sæder, på gulv og op ad væggen. Fantastisk.

Og nu sidder jeg her. Jeg har været på arbejde til klokken 21 og min døgnrytme er absolut blevet røvrendt og vendt på hovedet gang på gang. Jeg går i seng snart, min biologirapport er færdig og jeg har haft en forrygende og spontan weekend. Et vaskeægte eventyr.

fredag den 18. november 2011

Endelig lykkelig

Jeg har lige været i bad. Et langt og varmt bad. Jeg har indsmurt mig i cremer og redt mit hår. Jeg føler mig helt fri. Blød og fri og fuldendt. Jeg ved hvorfor jeg ikke kan blogge mere. Hvorfor mit læsertal er faldet. Hvorfor jeg ingen henvendelser på formspring får mere. Jeg er blevet lykkelig. Igennem de 18 måneder jeg har haft min blog, har jeg haft evige nedture. Jo, bevares. Jeg har da også været glad og haft nogle fantastiske øjeblikke, men der har altid været.. Noget. Da jeg første gang bloggede, var det fordi at min far var død, jeg havde en depression og jeg var uvenner med det halve af min vennekreds. Så skulle jeg på efterskole mig og min mors forhold var forfærdeligt. Jeg stak af hjemmefra, havde selvmordstanker og jeg ved ikke hvad. På efterskolen havde jeg det bedre end nogensinde før. Men jeg havde også nogle hårde måneder, hvor jeg var uvenner med Misha og Camilla. Derefter skulle jeg komme mig over mit brud med Rasmus.

Der var hele tiden noget. Noget som brændte mig i sjælen, noget som gjorde mig rastløs og uperfekt. Jeg skulle have det ned på ord. Følelserne, tankerne, det evige hul i maven, som brændte mig op langsomt. Men så en forårsdag i april skrev jeg på Facebook med en, som jeg ikke havde skrevet med i mange måneder. Vi skrev faktisk første gang sammen da jeg var på skiferie. Mit humør var elendigt og jeg havde flere gange på turen grædt over Rasmus og hans evige humørskifte. Men vi skrev, vi cammede og jeg var glad. Hvad jeg ikke skulle vide var, at jeg ugen efter ville møde ham og forelske mig dybt. At jeg skulle finde ham jeg ville tilbringe min tid med.

Og nu, snart 7 måneder efter sidder jeg her. Jeg har ikke noget på hjerte. Jeg har ikke dybe og grumme hemmeligheder, som jeg ikke kan dele med nogen. Jeg har fundet mit hvilested. Jeg har fundet en fyr, som elsker mig for den Johanne jeg i bund og grund er. Med fejl og mangler og en grim fortid.

Derfor har jeg intet at skrive. Alt jeg tænker på er Jonas. Og hvad jeg igennem tiderne har erfaret er folk ikke så vilde med at høre lyserøde historier hver dag. Folk er sultne. Folk vil have drama. Jeg havde mit hidtil største læsertal i de måneder jeg var bankende uvenner med Camilla. Der er grund til at titler som indikerer ulykke er bedre set, end indlæg om guld og grønne skove. Det ærger mig. Og det hæmmer min lyst til at skrive. Jeg har altid blogget for min egen skyld; og jeg gør det stadig. Delvist offentligt og delvist privat. Men min passion og min lyst steg da, da jeg fandt ud af at små 53000+ sidevisninger havde fundet sted på min sølle blog.

Jeg ved ikke om jeg er vokset fra det. Om jeg er blevet mere privat. Jeg deler ikke noget mega personligt på bloggen mere. I hvert fald ikke noget som omhandler mine medmennesker. Enkelte blogindlæg bliver faktisk skrevet offentligt på BM, men ikke på min egen blog. Fordi at mine tidligere læsere har været nogle svin. Svinet mig til på formspring og jeg ved ikke hvad. Og selvfølgelig har det såret mig. Utallige beskyldninger, om at jeg var det mest egoistiske menneske sat på jorden og jeg ved ikke hvad. Ak ja.

Men jeg har det godt. Jeg har det fantastisk. Jeg har alt hvad jeg har ønsket mig. Jeg får gode karakterer i skolen, jeg har venner og veninder, som elsker mig og omvendt. Jeg har fundet mit livs kærlighed i en alder af 17, og jeg giver ikke en fuck for dem som mener at det er for tidligt at springe ud i at flytte til Aalborg. Jeg flytter til Aalborg den 1. juli og starter mit liv der. Jeg starter en hverdag med Jonas, og det er egentlig det eneste jeg drømmer om hver dag. Jeg skal få gode karakterer på gymnasiet, så Katedralskolen i Aalborg vil have mig ind.

Jeg er lykkelig.



tirsdag den 15. november 2011

Alt kringler sig

I dag er en af de der dage, hvor intet kan ødelægge mit humør. Hvor jeg står på toppen af Verden og skriger "Fuck dig" til alt det onde. I dag har været en så enestående dag. Jeg var oppe tidligt af helveds til, og havde brugt hele min nat på at snakke med Mathias, hans storebror og Holme på Skype. Vi havde lavet matematik sammen, og på trods af at jeg overhovedet ikke blev færdig, sendte jeg opgaven afsted og ryddede mine tanker for bekymring.

Da jeg blev vækket i morges var jeg på dødens rand. Jeg overvejede, som jeg gør hver morgen, om det nu var dagen man skulle tage et frimodul. Men da jeg fandt ud af at vi midt på dagen ville få 3 timers pause, gjorde det mig okay motiveret til at tage i skole alligevel. Så jeg havde et sølle franskmodul og en ligegyldig matematikprøve og derefter tog jeg hjem og sov. Det var fantastisk, selv om mine drømme var forvirrende og truende. Jeg befandt mig til et selskab. Fint et af slagsen. Men det var som et computerspil, som startede om og om igen. Jeg skal ud på badeværelset og sætte min make-up og på vej ind af indgangen støder en kvinde ind i mig. Jeg undskylder. "Undskyld?", siger hun overlegent, som havde jeg voldtaget hendes børn eller noget lignende. Hvad ved jeg. I første "omgang" af det forsøger jeg at gå væk. Hende og to yngre tøser angriber mig. Jeg kender tøserne. Den ene ved jeg hedder Camille. Da jeg vågnede havde jeg skyldfølelse, for hende Camille jeg kender fortjener ikke den behandling drømme-Camille fik sig. I første omgang blev jeg tævet af kvinderne, men i den næste omgang gik jeg helt amok. Jeg bitchede som aldrig før, og blev faktisk lidt stolt af mig selv.

Nå anyways.. I morgen har jeg ét modul klokken 12, hvilket er lige til at overskue. På torsdag skal jeg ses med søde efterskole folk og fredag skal jeg til tøsehygge med klassen.  Det bliver en dejlig overskuelig uge..

Med døden tæt på

Jeg har hovedpine. Min velkendte tinnitus er på sit højeste, og jeg har lige afklædt mig i håb om at det får min krop i balance. Jeg har været vågen siden klokken 6 i morges. Jeg stod op efter sølle 5 timers søvn og nu har jeg været vågen i noget, der føles som to år og en sommer. Klokken 07:15 i morges stod jeg på mit første tog fra Kolding til Fredericia. Derefter med toget til Københavns Hovedbanegård, så til Husum St. og så med bussen. Efter skole tog jeg på arbejde. Fra 16-21. Jeg er udkørt. Har nu siddet og lavet både engelsk og matematik fra klokken 22.

Jeg kan ikke mere. En eller anden typisk Hollywood-film kører på TV3, og på trods af mit behov og håb for at få lidt velfortjent søvn, kan jeg ikke lade vær med at følge med. Jeg er også igang med et eller andet fælt sodavands lignende pladder. Jeg havde ellers håbet på at det var Tonic af en eller anden art, men det her er det rene gøgl.

I fredags fik jeg et sammenbrud. Ikke et af mine typiske "Jeg-har-brug-for-at græde-for-jeg-er-en-kvinde-og-har-PMS". Ikke noget som har ramt mig i flere måneder. Jeg græd. Jeg græd fordi at jeg savnede min far. Fordi at han ikke var der. Fordi at der er så meget han er gået glip af. Jeg græd inderligt og smertefuldt, fordi at ord som "hjerneblødning" og "kræft" hele tiden dukkede op i mine forskurede tanker. Jeg har virkelig ingen idé om hvor længe det efterhånden var siden jeg græd over det. For jeg er stærk. Og derfor skal det ligge i et stor, sort hul i min mave. Jeg ved godt at det ikke er sundt, men sådan bearbejder jeg det. Jeg kan ikke andet.

onsdag den 9. november 2011

Blokade

Jeg tog på arbejde tidligt i morges og var egentligt godt frisk, selv om det var fristende når alle andre i huset sov. Jeg mødte tidligt ind på arbejdet, og opdagede at det var mine to yndlingsmedarbejdere, som arbejdede. Silvije, som er nøglebærer og 21 eller lignende, var så fandens sød og hun havde tegnet hjerter overalt på ugeplanen, hvor mit navn stod. Nedenunder var der et stort hjerte, hvori der stod "Amanda og Johanne, I Love You!". Det var fandens sødt og lidt kikset, og jeg elskede hende for det.

Til gengæld har jeg fundet ud af at jeg også bliver forfremmet når jeg bliver atten. Hallelujah. Det bliver godt. Især fordi at jeg kan blive ved med at arbejde der, tjene flere penge og derefter overflyttes som lukkeansvarlig til en Fakta i Aalborg. Det bliver sgu godt. Jeg ringede til Camilla da jeg havde fået fri, men kvinden var nærmest lige gået i seng, så vi valgte at afskyde aftalen.

I stedet tog jeg hjem og var der i lidt tid. Jeg følte at jeg spildte tiden, så i alt for god tid cyklede jeg ud til København N, hvor jeg fik en kop kaffe hos Rane. Det var meget hyggeligt og på vejen hjem faldt jeg i snak med en afrikanskdame om liv og død og familieforhold. Ved ikke hvordan jeg bærer mig ad med at fortælle min livshistorie til fremmede mennesker konstant, men sjovt er det da.

Og endnu engang en blog uden følelser, tanker eller bekymringer. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Hvor mit følelsesregister bliver af for tiden. Jeg tænker praktisk. Udelukkende. Jeg savner at kunne skrive mine ord ned med passion og følelse. Lige for tiden er det bare en unødvendig dagbog. Måske man skulle holde en pause, indtil der sker noget mindblowing i mit liv.

At flytte hjemmefra

Må åbenbart være utrolig attraktiv i dag, da alle stoddere i Københavns-området har skullet stalke mig, snakke til mig og sende mig klamme blikke. Nice, nice.

Nå! Jeg har haft to sølle moduler i dag, og det har været fantastisk. Jeg fik fri 11:30, tog hjem, spiste lidt mad og så tog jeg ellers afsted mod Roskilde. Jeg mødte en sød Mathilde Ahrens og vi tog derefter bussen til Ro's Torv hvor vi endte med at tilbringe vores timer sammen. Det var fantastisk at se hende igen. Vi fik snakket om alt og intet og store forandringer i vores liv. For helvede, hvor har jeg savnet hende. Hendes måde at tale på, hendes attitude, hele hendes væremåde. Vi aftalte at vi skulle catche up en af de følgende uger igen. Mads ringede også midt i det hele og spurgte om jeg havde lyst til at hænge ud med ham og Misha på torsdag. Jeg takkede pænt ja. Så selv om jeg egentlig har lortedage i skolen, så er jeg en ganske travl kvinde i fritiden, hvilket glæder mig meget. Jeg overvejer også at spørge Tenna om hun har lyst til at få mig på visit igen i den nærmeste fremtid.

Jeg tog toget mod København igen da klokken var lidt over fem, og måtte vente udenfor Hovedbanen på at min mor og de andre skulle hente mig. Intet skete i den halve time jeg stod der, bortset fra at der var et eller andet CREEP som fucking fulgte mig i hoved og røv. Til sidst måtte jeg nærmest gemme mig op ad en væg, indtil vores søde Renault Clio trillede ind på parkeringspladsen. Og så skulle vi over til Hilda, min "papfarmor" og spise. Familiehygge og alt det der gejl. Det var ganske fornuftigt. Fik endda smagt kalvetunge, jesus christ. Jeg nød det, mens jeg var på randen til at knække mig. Meget mærkelig blanding. Og mens de andre sad ved bordet og snakkede bakterier i postevand og lignende taleemner, sad min mor og jeg og hyggede. For første gang i rigtig lang tid, føler jeg at min mor blev min veninde igen og ikke bare min mor. Vi snakkede om julegaver, BH-størrelser, flytning til Aalborg, parfume og jeg ved ikke hvad.

Jeg elsker hende. Helt ind i hjertet. Og det bliver forfærdeligt at undvære hende når jeg flytter. Men jeg er så forelsket i tanken. Jeg glæder mig helt ind til hjertet.

mandag den 7. november 2011

PMS i stride strømme

Har virkelig været hårdt, hårdt ramt. Men lad os tage det fra en ende.

Fredag opdagede jeg tidligt om morgenen at vi havde et aflyst mellemmodul. Og da jeg ikke orkede at være i skole til 15:35 gik operationen igang. Jeg snakkede med mine sidekammerater om at vi skulle sende en besked til vores dansklærer, som havde lagt et sølle modul i fjerde time. Så vi skrev en besked og bad om at få det rykket. Så spurgte jeg nogle andre om de ville gøre det samme, og pludseligt havde vores dansklærer mindst 25 tiggende beskeder i hendes indbakke. Desperat? Ja. Da klokken blev 11:30 og vi alle ventede spændt på svar, kom det ikke. Vi var nogle stykker som farede rundt efter hende, men hun dukkede først op i sidste sekund, og blev tydeligvis irriteret over masserne som overfaldt hende og bad om nåde. 30 minutter efter fik vi en kædebesked på Lectio med ordende "Danskmodulet er IKKE aflyst".

Af ren skuffelse og vrede tog jeg med den første bus hjem, sammen med fire andre vrede klassekammerater. Jeg ringede til Emma, som ved en tilfældigvis lige var landet på Københavns Hovedbanegård, og hun kom derefter ud til mig. Det var fantastisk at se hende igen. Min gamle efterskoleveninde. Som desværre er bosat i forbandede Silkeborg. Og hun er også blevet ikke-ryger, på trods af at det nok er hende jeg har røget flest smøger med i smug.

Anyways, vi tog en kop kaffe på noget, som nok må være den hyggeligste café i hele København. Og så ligger den endda fem minutter fra mig. Jeg satte hende på en bus og fik derefter en besked fra Jonas om hvornår jeg havde fri. Jeg ringede og sagde at jeg altså var hjemme og om jeg skulle vente på busstoppestedet. Jeg havde ellers overvejet at tage mod Hovedbanen, men manden havde åbenbart planlagt at surprise mig på min skole, så han var taget tidligere afsted. Det havde ellers været en fantastisk overraskelse, så i et split-sekund ærgede jeg mig over at jeg havde pjækket.

Om aftenen var jeg vred as fuck og Jonas, den arme mand, måtte gøre sit bedste for at se bort fra mine udbrud. Jeg prøvede en million tøjsæt og var lige utilfreds med dem alle sammen. Jeg var ved at knibe til tårer, for hvem fanden vælger også at holde en gymnasiefest med en dresscode som hedder "Hvidt tøj". De kunne rende mig. Hele mit skab er fyldt til randen med sorte og mørke nuancer, så det passede mig forfærdeligt. Jonas hoppede i en hvid skjorte, og så var den ellers hjemme. Jeg stressede rundt og lagde make-up og ynkede lidt og efter en helveds krig tog vi afsted mod Brønshøj Bodega, hvor vi skulle mødes med drengene fra min klasse.

Det var et ganske kort visit, før vi tog til gymnasiet, men vi fik da drukket billig øl og hilst på de andre. Fantastisk. Jeg stressede efterfølgende over at 5A gik af helveds til, som altid. Alligevel nåede vi det til tiden og vi kom ind. Til gymnasiefesten. Folk rendte rundt i en brandert, selv om klokken lige havde ramt 20 og jeg orkede det egentligt ikke. Jonas og jeg drak et par øl, før vi valgte at mengle os med de andre. Og da jeg endelig blev fuld og Jonas også, så havde vi en fest. For helvede hvor vi festede. Jeg dansede som en sindssyg med Jonas, med tøserne og jeg ved ikke hvad. Andrew, kantinemanden, valgte at fyre et kompliment af til Jonas med at hvis han var på min alder, havde han taget mig på stedet, så han skulle passe godt på mig. Jeg var fuld og grinte, men komplimentet førte til øl, da vi ikke havde flere penge, så det var ganske OK.

Jeg valgte dog også at bruge mindst to timer af aftenen, både før og efter vi kom hjem, på at tude. Fantastisk. Lørdagen gik snildt, selv om vi så en fucking nasty film. "The Human Centipede II". Føj for helvede. Men det har været en rar weekend, selv om jeg har været PMS-ramt og jeg endda faldt i søvn søndag aften, efter jeg havde været på arbejde fra klokken 8-15. Jeg fortrød det, da jeg føler at jeg spilder min tid med Jonas, når sådanne ting sker. Heldigvis valgte vi at bruge resten af aftenen på at hygge og have det godt.

I dag har været en ganske fin dag. Jeg har fået snakket med Johanne fra min klasse, og hun er da en fantastisk pige. Vitterligt. I morgen skal jeg se Ahrens, og jeg glæder mig forbandet meget. Vi skal snakke, bitche og grine som aldrig før. Jeg savner hende sådan. På onsdag har jeg fri, da det er OD-dag og jeg ikke har præsteret at være ude i god tid med at finde job. Det er også fantastisk at man intet information får om det. Nice.

torsdag den 3. november 2011

Pendler for en dag

Jeg tog afsted klokken lort i morges. Ea havde sagt farvel og var taget afsted, og på trods af at jeg skulle møde klokken 09:55 tog jeg den første bus fra Gurres røvhul klokken kvart over otte. Det var en velkendt tur, og for en gangs skyld følte jeg mig på hjemmebane. Da jeg stod på Espergærde St. og ventede på toget så jeg min gamle fransklærer stå på den anden side af perronen. Jeg ved ikke om vi fik øjenkontakt, og om hun overhovedet ville genkende mig hvis hun gjorde. Hun har altid syntes at jeg var lidt af et skarn, men alligevel så dygtig i skolen, at hun ikke kunne tillade sig at sige noget til det. Det har altid været min fordel. Engang sagde min fysiklærer "Hvis det ikke var fordi at du var så charmerende, så ville jeg hade dig". Ak ja. Min fransklærer stod med hele hendes nye franskhold. De går sikkert i 8. eller 9. nu, da de dengang var et par klasser under mig. De virker bare alt for små til at være de 'store' niendeklassere, som vi på daværende tidspunkt havde titlen som.

Det var ikke en vanvittig lang rejse, på trods af at jeg var ved at falde i søvn et utal af gange. Det første modul gik også som smurt, da jeg var til elevrådsmøde. Til biologi ownede jeg med mine gamle noter fra 9. klasse. Gud vide at de skulle komme til brug i 1.g. Jeg har besluttet mig for ikke at tage til Bon Iver koncert. Nope. Nul. Det er vel ikke sidste gang han holder koncert. Desuden ville jeg være nødt til at byde over de andre, som også var interesserede. Lige pludseligt kunne det blive rigtig dyrt. Jonas og jeg er blevet inviteret til opvarmning diverse steder inden festen i morgen. Det skal nok blive godt. Jeg glæder mig til at se ham.

onsdag den 2. november 2011

Et godt tilbud

For helvede da også. For helvede. Weekenden var på plads. Har fået byttet min vagt i weekenden, Jonas og jeg skal til fest på mit gymnasie, jeg skal mødes med Emma. Der er styr på det hele. Indtil Anton fra min klasse skriver: "Er du interesseret i at købe en billet til på lørdag?". Bon Iver. Fucking Bon Iver. Den koncert jeg græd over at jeg ikke nåede at få billet til dengang de blev sat til salg. Den koncert hvor mange fra min efterskole kommer. Den koncert jeg har villet med til SÅ længe! Problemet er bare: 300,-. Med min sølle løn, som åbenbart stemte med mine timer (aha), så får jeg ikke råd til meget mere i den her måned. Og Jonas skal jo komme i weekenden. Alt er på plads. Bortset fra at jeg så FUCKING gerne vil med til den koncert. Jeg synes bare ikke at det er fair at aflyse med Jonas. Jeg ved ikke hvad helved jeg skal gøre. Det er en drømmekoncert og jeg vil så gerne med. Stressfaktor: 200

Men ellers har dagen været god. Har dyrket sport og det var rart. Så tog jeg med det første tog til Hovedbanen og efterfølgende mod Helsingør. Inden længe havde jeg fandme set det halve af min gamle folkeskoleklasse og mennesker jeg helst ikke ville støde ind i. Men Kati og Ea var der. Mads var der også. Det var ret nice at se dem igen. Kati, Ea og jeg satte os på Miss Coffee i hundrede år. Jeg slugte min hurtigere end tilladt, og brugte så resten af tiden på at ryge smøger og snakke som i de gamle dage.

Min evige savn og nostalgi for Nordsjælland er ved at døse lidt hen. Det er nu meget rart. Jeg er glad for ikke at støde ind i mennesker som ser skævt på mig, med tanker som "Hey, var hende der ikke dulle for nogle år siden?" og hvad de ellers kan finde på at tænke. Det er da pisse dejligt at se diverse folk igen, men 80% af dem jeg støder ind i, er ikke folk jeg har noget specielt forhold til eller måske kun kender navn på og rygter om.

Men nu sidder jeg hos Ea. Det er rart at være her igen. På trods af at jeg havde glemt hvor mørkt og ødet der er herude på landet. Jeg har savnet hende og hendes familie. Min familie. Mit hjem. Det er lækkert. Hold nu kæft hvor er det fantastisk at den billet skal dukke op på magisk vis midt i det hele. Jeg elsker det. Desuden snakkede jeg med min mor og Henrik om at Jonas og jeg var skrevet op til diverse boliger i Aalborg. De reagerede godt. De rådgav mig. De støttede mig. Fred og ro i sjælen, jo tak.

tirsdag den 1. november 2011

Drømmehjem

Venter nu spændt på amerikanske pandekager, mens jeg skriver med Kati og Simone. Just like the old days. Har nu også aftalt med dem at vi måske skal mødes i morgen, inden jeg drager hjem til Ea. Det bliver fantastisk. Håber at det er OK med Ea.

Jeg har hele tiden lyst til at vende tilbage på den hjemmeside med boliger i Aalborg. Jeg er absolut skudt i en bestemt lejlighed, og jeg håber at Jonas og jeg får den. Virkelig..

Henrettelse i den milde forstand

Jeg vågnede klokken 04:39 med opspilede øjne, som automatisk blev rettet mod den tændte TV-skærm. Fumlede i mørket efter en fjernbetjening for at gøre mit værelse mørklagt og tog mig selv til hovedet for at have faldet i søvn. Midt i min eksamensforberedelse.

Jeg burde have stået op.
Jeg burde have røget en smøg.
Jeg burde have sat mig til at læse.

I stedet faldt jeg i søvn, lige så hurtigt som jeg var vågnet og sov helt til klokken 07:30. Der var stadig lang tid til at jeg skulle stå op. Og endnu længere tid var der til at jeg skulle til eksamenen. Alligevel valgte jeg at forblive vågen, selv om jeg lå og vendte og drejede mig, da min fornuft fortalte mig at det nu og engang var bedst at være veludhvilet. Men hvornår har jeg alligevel sidst været det? Min mor ringede 10 minutter over 8, hvor jeg forsikrede hende at jeg havde været oppe i en halv time i hvert fald. Og så satte jeg mig til at læse. Min stressfaktor lå på noget usundt og jeg skrev noter uden at gennemlæse det. Mirakuløst nok nåede jeg bussen og nåede at være på skolen i god tid.

Forinden havde jeg ringet til Holme, som fortalte hvordan det var gået. Hun var dumpet. Anton var dumpet. Anna var lige bestået med et 02. Fuck og død. I bussen læste jeg og så snart jeg nåede den naturvidenskabelige gang satte jeg mig ned og læste videre. To 12-taller kom gående og var jublende glade, mens jeg selv var ved at få et nervøst sammenbrud. Og så var det lige pludseligt mig. Trak en forfærdelig grøn seddel med teksten "Kromatografi" på. Fantastisk. Jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke om DNA, men det skulle der ikke være noget af. Næ nej.

Overraskende nok var eksamenen pludseligt slut og få minutter efter blev jeg hevet ind igen med ordende: "Du har fået 7!". Så jeg tog glad hjem og ringede til min mor, Henrik og Jonas for at fortælle de gode nyheder. Så tog jeg mig et bad til noget forfærdeligt dubstep, fundet på Grooveshark. Min fantasi var ikke på det højeste. Og så plejede og pussede jeg om mig selv. Det var virkelig rart og da jeg endelig var kommet i tøjet igen smed jeg mig i sengen. Jeg havde sat "Toy Story 3" på, som var ved at gå i gang.

Min mobil vibrerede.
Et billede af Ea kom frem på skærmen.

Efter mindst 20 minutters snak frem og tilbage lagde jeg på med en ny aftale i minde: Vi skal så mødes i morgen og jeg skal sove hos hende. I Nordsjælland. Hjemme. Det bliver ganske lækkert. Få minutter efter jeg endnu engang havde sat filmen på "Play" igen ringede min mor. "Har du ryddet op? Tjek om vi har pasta. Jeg er så stolt. Vi ses, jeg elsker dig. Møs møs". Øjeblikket efter kunne jeg ikke rigtig overskue flere mennesker, da jeg også har ringet til min chef i dag og brokket mig over at min løn lå på de sølle 1200. Det viser sig så at passe. Fordi at jeg har byttet to dage væk. Tænk at to dage i sidste måned gav mig 2300,- ekstra. Det lyder da troværdigt nok. OR NOT. Jeg gider ikke at ringe ham op igen, og lyde som en idiot. Med hans sarkasme i røret, som spørger mig om jeg nu har husket at tælle alle de vagter jeg har byttet fra.

Men det har været en forrygende dag. Jeg fik tidligt fri og har ikke bestilt noget som helst, ud over at være til krydsforhør i 10 minutter. Og vi får endda tomatsuppe og amerikanske pandekager til aftensmad. Det har været den bedste dag længe - jeg mangler bare lige ham den søde, så er den i hus.

mandag den 31. oktober 2011

Den første

Ak ja. Jeg er lige kommet hjem fra en rigtig lang og ubehagelige dag. Eller knap så ubehagelig, men den har fandme været lang. Jeg tog i skole klokken 09:30 og sagde farvel til en sød Jonas, som steg på en bus mod Hovedbanegården.

Vi har haft en fantastisk weekend sammen, med fjol og ballade. Fredag aften var vi helt kogte og blev hjemme og hyggede. Lørdag tog vi ind på Strøget og mødtes med min søde roomie Maja, fra efterskolen. Hun var sprælsk og fantastisk som altid og vi vandrede rundt i butik efter butik for at finde et par sko, som var lidt pæne og lidt hippie-agtige. Maja fandt nogle som hun kunne lide og vi drog videre til Burger King hvor jeg var proletar som altid, og måtte nasse mig til mad. Sørgeligt. Senere tog Jonas og jeg til Halloween-fest. Det var et hit og vi var klædt ud og kærestede rundt hele aftenen. Jeg er helt pjattet med ham. Vi har i det store hele bare nydt weekenden fuldt ud og det har været fantastisk at have ham her i København. Nu sidder vi og Skyper. Vi har tilmeldt os en fælles bruger på Aalborgs lejlighedssøgnings halløj. Så nu sidder vi og kigger på lejligheder sammen og jeg har allerede forelsket mig i en. Dybt forelsket er jeg. Og vi står som nummer 21 på ventelisten, hvilket er fantastisk!

Anyways, dagen har været lang fordi at jeg lige er kommet hjem fra arbejde. Klokken fucking 21. Fordi at Fakta syntes at vi skulle have en time længere åbent, fordi at vi skal betjene de 3 ekstra kunder som kommer fra 20-21. Nice. I morgen skal jeg til mundtlig NV-eksamen og jeg er på ingen måde forberedt. Men jeg vil meget hellere drømme om en lejlighed i Aalborg med Jonas. Ak ja og suk.

Og så har jeg forresten fået min løn. 1200 sølle kroner. Det var dét jeg tjente på mine første tre arbejdsdage, da jeg fik løn første gang. Jeg er blevet taget for hårdt i røven, det er fantastisk. Har tænkt mig at ringe og brokke mig af helveds til, til min chef i morgen tidlig. Jeg kan slet ikke overskue at jeg skal til eksamen. Og at jeg ikke har nogen penge. Og at jeg ikke bor i Aalborg. Men ellers ser fremtiden lys ud. Det gør mig glad og giver mig håb. Hver eneste dag.

Jonas og jeg. Søde og udklædte <3

torsdag den 27. oktober 2011

Fejl og mangler

Jeg har flossede læber og arret hud. And there's not a single thing wrong.



Et lys i tågen

I morges stod jeg op til en underlig udsigt. Mine ruder var duggede og udenfor var der gråt. Gråt og kedeligt og tåget, som bar fanden. Da jeg stod og ventede på bussen kunne jeg se cykelister forsvinde i en tyk tåge få meter efter de havde passeret mig. Ham fyren, som sagde "Rød blok" til mig mindst halvtreds gange, da jeg skulle hjem med mit Enhedslisten-skilt sad igen i bussen. Det er mærkeligt at vi er begyndt at hilse på hinanden, eftersom vores eneste sætning til hinanden har været "Rød blok". Ak ja, tilfældigt er det også at jeg altid møder ham i bussen, eftersom 5A går hvert 4-6 minut.

Jeg havde set frem til endnu en dag hvor jeg bare skulle hjem og sove. Se tv, sove og vente på morgendagen kom så jeg var lidt tættere på at se Jonas. Men. Men. Men. Så fik jeg en sød besked på BlackMarket, som jeg tilfældigt tjekkede i timen. Søde Tenna havde skrevet at jeg kunne komme over til kaffe og the. Siden hun bor et smut forbi min skole, tog jeg derhen da jeg havde fået fri efter en lang fransktime i 4. modul med en ny fransklærer, som tydeligvis er tosset, men ganske god. Nå. Så jeg tog hjem til søde Tenna og hyggede mig i flere timer, drak en masse kaffe og fik en lang og dejlig snak om alt fra KZ-lejre, lækre fyre og vores fremtidige kropsformer som bedstemødre.

Det var virkelig hvad jeg havde brug for. En pause for de ting jeg har i hovedet her for dagene. Og det var fantastisk sødt af hende at tænke på mig. Desuden blev jeg også mødt på Facebook af en sød og lang besked fra Jose, som jeg før i tiden hang sammen med hele tiden. Hun er en fantastisk pige. Jonas skrev også om jeg havde fået det bedre i dag. Det har jeg. Jeg har haft en lækker dag og jeg ser ham i morgen. Folk er fantastiske og jeg hader at føle mig alene. Det virker så egoistisk, når jeg har så mange gode og smukke mennesker omkring mig, som tænker på mig og mine følelser.

Ensomhed

Nostalgien som overtumlede mig til aften, har nu ført til tårer. Søde Jonas ringede for at sige godnat, og lige pludseligt kom jeg til at tale om at jeg egentlig havde haft en lidt skidt dag. Sagen er jo den at jeg lige er flyttet til København. Først fra Nordsjælland til Efterskole i Nyborg og så til København. Og selv om jeg nødigt vil indse det, og jeg efterhånden har lagt det lidt fra mig, så føler jeg mig ensom. For den eneste jeg har at snakke med i min hverdag af veninder, det er Holme. Og jeg tror, efterhånden som jeg har snakket om Aalborg i nogle måneder nu, at hun er igang med at trække sig væk fra mig. Og forberede sig selv på at vi ikke skulle gå i klasse sammen i tre år, som ellers var planlagt. Jeg har altid haft mennesker omkring mig. I folkeskolen havde jeg en hel tøsekreds og drengevenner, som altid var klar hvis jeg ringede klokken lort. De var fantastiske og støttede mig igennem alt, var med til min fars begravelse and so on. De har bare virkelig været der for mig. De har kendt mig og har elsket mig for den jeg var. Bum, så flytter man. På efterskole. Får nye vennekredse, og de gamle venner starter på gymnasier hver for sig. Når man kommer derhjem skal man se familien og får til tider endelig plads til at klemme dem ind i de travle weekender. Men man har ændret sig. Hverdagen har ændret sig. De har ændret sig. Midt i efterskoleåret flytter vi så til København, hvorefter jeg tilbringer de fleste weekender alene, eller i selskab med Holme og alle hendes Brønshøj-venner. Da vi stoppede svor vi alle sammen at holde kontakten, især V7 tøserne. Men det er svært. Især når den ene bor i Roskilde og den anden i Odense. Og de to fantastiske tøser, min roomie Maja og min ærkefjende Emma er begge bosat i Jylland.

"Jeg ville bare ønske at jeg havde venner omkring mig, som du har", sagde jeg til Jonas. Han er ellers flyttet fra Kolding til Aalborg. Men mange af hans venner er flyttet med derop. Han har mennesker i hverdagen, som han kan snakke med. Den eneste jeg ser omkring mig, som jeg faktisk kan dele mine inderste følelser og tanker med er Holme. Og eftersom det langsomt er gået op for hende at jeg har rykket mig og at jeg vil noget andet, så er det klart at hun prøver at trække sig væk. Men for helvede, hvor er det svært. Det er svært at se og svært at opleve. Jeg føler mig utrolig alene. Jeg vil bare hjem. Hjem til Jonas og få veninder og venner i Aalborg uden at bekymre mig om at jeg ikke kan i weekenderne, fordi at jeg skal rejse frem og tilbage som en maniac.

onsdag den 26. oktober 2011

Halloweenfest og efterskolesavn

I dag har jeg røget tolvhundrede smøger. Det er dejligt og jeg har været lige glad, da min hals endnu ikke har brokket sig endnu. Lækkert. Jeg har også været forfærdelig nostalgisk. Selvfølgelig har jeg godt vidst at jeg ville savne efterskolen og at jeg på daværende tidspunkt skulle sige farvel til hele min hverdag, mit liv og min omgangskreds. Men alt i livet, som nu engang bliver skiftet ud, plejer også at blive erstattet af noget nyt, som man må gå på kompromis med. Men nej. Jo, selvfølgelig har jeg fået en omgangskreds, et nyt skoleliv og en ny by. Men det er bare ikke det samme. Her lugter ikke af efterskole og jeg var langt bedre venner med mit hus på efterskolen efter den første aften, end jeg er nu efter et par måneder på gymnasiet. Jeg savner sådan at ligge inde på V5 med Maja i vores overdekorerede værelse og snakke om dagens hændelser og kærlighed og frygter. Jeg savner at vælte rundt med Camilla om natten og flygte ud af bagdøren i hus 4. Jeg savner at sidde i badet til klokken rend mig i røven om morgenen og få klager til husmødet om at der ENDNU engang var nogen som valgte at gå i bad klokken lort. (Griner af mig selv). Jeg savner dét at have alle mine bedste veninder og venner, ja nærmest min familie, samlet på et sted. Hele tiden. Hele døgnet rundt. At kunne sætte sig ind til Lass-Emil og Monne og brokke mig selv om klokken var langt over midnat og Lass lå med trætte øjne, men var for ydmyg til at smide mig ud. Og V7. Hold kæft jeg savner V7. Svane, Ahrens, Holme og jeg. Som altid stormede ind på Værelse 7 for at fortælle det nyeste nye til hinanden eller for at skændes. Det var fantastisk. Hold nu kæft hvor var det fantastisk..

Hvis bare dette år ville gå bare halvt så hurtigt, som mit efterskole år. Suk. Nå. Men dagen har ellers været fin. Vi fik tidligt fri og jeg fik Skypet lidt med Jonas igen i dag og fik webcam-kys. Desuden har søde Mia fra 2.g sagt at det nu er 100% sikkert at Jonas og jeg kan komme med til halloween-festen. Jeg var jo inviteret, men det var ikke helt sikkert at Jonas kunne komme med på grund af plads og deres overdrevet invite af gæster. Det går ned! Så efter skole tog jeg et smut forbi Holme og prøvede hendes tyrolerkjole, så det bliver mit outfit. Indsmurt i make-up og blod og med høje hæle på. Og selvfølgelig en sød kæreste ved min side. Nå ja, og så skulle der have været café aften i aften, som vores søde rektor valgte at aflyse på dags dato. Tak for det, rektor. Den er så flyttet til på fredag, men jeg ved ikke om jeg har lyst til at tage afsted. To dages druk er altså ikke sundt. Især ikke når Jonas og jeg lider af hæslige tømmermænd og sikkert ender med at sove vores weekend væk. Nu vil jeg spilde mit liv på at se Fristet og måske for en gangs skyld gå tidligere i seng. Som om at det nogensinde kommer til at ske.

Tyrolersæt og vanvidsbarm i dårlig kvali. Yesh

tirsdag den 25. oktober 2011

Flytteplaner

Jeg har fået en dårlig vane med først at skrive blog her når klokken er kvart i næsebor. Ak vel. Det har været en forrygende dag. Min søde studievejleder fra Aalborg skrev en lang mail til mig og sendte mig en SMS med at hun havde skrevet til mig. Der stod en masse dejlige ting og jeg fik en masse god information, så jeg gik straks ind på alle de links hun havde sendt. Og så fandt jeg ud af: fandme så! Jeg fandt ud af at Katedralskolen i Aalborg (hvor jeg rigtig gerne vil ind) havde en studieretning som passede til mig, hvor jeg dog skal have mediefag som valgfag. Så efter skole ringede jeg til dem og ham gutten jeg fik fat i, sagde at jeg med stor sandsynlighed kan komme ind, hvis mine karakterer er fine og hvis der selvfølgelig er plads. Ak ja, så det er min plan. Vi aftalte at snakke nærmere omkring det når vi kom til marts måned, hvor han ville arrangere et eller andet møde. Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har ingen bekymringer mere. Ingen "Åh nej, jeg flytter væk fra alt det her" Jeg vil bare væk. Jeg vil hjem. Og mit hjem er hos Jonas. Så i bussen ringede jeg som et barn før juleaften og kimede ham ned om alle de gode ting. Manden var selvfølgelig glad og spændt lige som mig, hvilket var fantastisk.

Da jeg kom hjem tog jeg mig en velfortjent middagslur og derefter snakkede jeg med Jonas på Skype i lidt tid. Det var rart at snakke med ham igen. Jeg savner ham forfærdeligt meget og der er kun gået et par dage. Suk og atter suk. Desuden har jeg fået ny oplader til min computer, eftersom den anden var knækket og død. Det er luksus. Livet behandler mig godt!

mandag den 24. oktober 2011

"Er du okay?"

..blev der spurgt om mindst 3 gange i det første telefonopkald, som vækkede mig i morges. Vækkede mig for sent vel at mærke. Der var ikke meget mere end 40 små minutter til jeg skulle tage bussen. Jeg skulle ikke i skole dog. Jeg skulle til Lyngby. I dag er det nemlig den mest belortede dato på hele året. Den 24. oktober.

Alligevel svarede jeg "ja" et utal af gangene, selv om min mors stemme lød bekymret. Jeg hader at snakke om sådan noget. Hader når min mor spørger ind til det især. Jeg føler at det er et emne som ikke skal omhandle hende. På nogen måde. Hun er ikke en del af det, hun skal ikke være det. Jeg vil med glæde dele hele min Verden med min mor. Men lige denne del. Nej. Da jeg havde nasset mig sammen og fået kastet noget make-up i hovedet, sat håret, påklædt mig selv og børstet tænder så jeg mig selv i spejlet. Jeg havde rander under øjnene og så virkelig ulykkelig ud. Suk, suk og atter suk. Jeg gik ud af døren og ned i blomsterhandleren hvor jeg forsøgte at købe en rød rose, men næ nej, de tog ikke kort. Pludseligt sad jeg i busen mod Lyngby St. og hørte Simon & Garfunkel. Jeg hader denne forbandede følelse jeg har i kroppen. Denne dag. På slaget 11:00 var jeg endelig ankommet og en bil holdte ind til siden og dyttede af mig. Jeg steg ind, selv om jeg ville have røget en smøg inden mine nerver slog mig ud. Og der sad så en mand, som jeg mindes at jeg havde set før. Jeg ved at jeg har set ham før, jeg har bare ingen minder eller noget, hvori jeg genkender ham. Min fars fætter. En af dem i hvert fald. Så tog vi ud og købte blomster og lige pludseligt stod vi på kirkegården, som havde jeg befundet mig i en zombie-lignende tilstand indtil da. Nogle havde lagt blomster på graven allerede, og jeg ville ikke tænke på om det havde været min fars daværende flirt/kæreste/ekskæreste/whatever. Som stadig den dag i dag er skyldig i mit hoved, for at have taget min fars elskede armbånd, som jeg ellers gad at han havde på i graven. Men næ nej, pist forsvundet var det.

I dag er det to år siden min far døde. Og jeg fatter det stadig ikke. Min fars fætter, Feyedun, gav mig et øjeblik alene med min far. Det var i hvert fald det han sagde. "Hvis du har lyst til at være lidt alene med din far" Det lød mærkeligt i mine ører. Det at høre ordet "far", som slet ikke var det jeg kaldte ham. Nogensinde. Og så det at jeg fik alene tid med ham. Jeg kan ikke forstå det. Jeg vil ikke. Seriøst. Min far skal ikke ligge i en grav, han skal være her omkring mig og levende og være der når jeg ringer og har problemer og være den far han var for mig inden.. Det hele skete. På et eller andet tidspunkt i mit liv, ender jeg med at få et sindssygt melt-down, når det endelig går op for mig. For helvede og fanden også. Nå. Efter vi havde tilbragt en masse tid ved graven og læst Baha'í bønner op på persisk tog vi ind til Lyngby Storcenter for at spise frokost. Feyedun, som er en hæderlig mand, gav det hele og vi fik snakket om alt mellem himmel og jord og Jonas. Det var ikke så akavet som jeg havde frygtet, for alt i alt er han jo iraner og Baha'i, og de er som regel fandens nemme og snakke med og meget åbne og kærlige mennesker. Også i det her tilfælde. Han mindede skræmmende meget om min far, hvilket sved endnu mere.

Da klokken var lidt i 14 tog han hjem og jeg satte mig til at vente på besked fra Grenen, som jeg efter aftale skulle mødes med. Jeg ringede i mellemtiden til studiecenteret i Aalborg, som videresendte mig til en UU-vejleder, som videresendte mig til en anden. Hun var fantastisk sød, hende jeg fik fat i og jeg snakkede om min situation med at skulle flytte. Jeg kan ikke lade vær med at vende mundvigerne opad, når jeg siger sætningen "Ja, jeg står og skal flytte til Aalborg her til sommer" Det er bare rart. En rigtig rar fornemmelse i maven og det hele vender sig og flyver rundt med sommerfugle og varme følelser. Nå, damen ville i hvert fald finde ud af noget og derefter ringe tilbage til mig. Så nu venter jeg bare spændt på et opkald. Jeg tog hjem kort tid efter, da Gren havde sendt en besked med at han desværre ikke kunne, fordi at Gud ved hvem, som han kendte skulle til Barcelona og han skulle til lufthavnen og sige farvel. Ak ja, man kender jo Grenen. Fik ikke fat i om det var Misha, som han ellers havde slået op med, om det var hans mor eller hvem det var. Jeg ved det ikke. Gad ikke at fokusere på det, så skrev bare tilbage at det vel var OK, selv om jeg havde set frem til at mødes med ham. Især på dagen i dag. Og så kom jeg hjem. Og lagde mig til at sove for at sætte tankerne på pause. Vågnede med et chok 20 minutter før jeg skulle på arbejde og sprang op. Jeg nåede det heldigvis og havde en af de sjoveste arbejdsdage nogensinde. Hvilket var forbløffende. Vi fjollede og vi var mange. Det var fantastisk.

Og folk har været så evigt søde mod mig i dag. Skrevet hjerter til mig på min væg og Simone har sendt en sød besked med at hun elskede mig og håbede at jeg var OK. Camilla har spurgt ind til min dag og Jonas har skrevet søde ord. Jeg elsker mine venner. Og nu har mine gamle Kvistgård-gutter Marc og Nichlas ringet mig op med video-opkald og jeg ved ikke hvad. Det er fantastisk.

Forresten har Jonas og jeg taget søde billeder sammen. Her er et af dem:

søndag den 23. oktober 2011

Forresten:

Jonas og jeg er blevet facebook-official og jeg ved ikke hvad. Det er fantastisk!

Røde blade og svævende kærlighed

Jeg havde egentlig tænkt at skrive et langt indlæg om alt det jeg har oplevet her i efterårsferien, men jeg er lige kommet hjem fra en lang togtur og mine tømmermænd er endeligt forsvundet og jeg har fred i sjæl og krop. Fantastisk. Nå, jamen fredag tog jeg i skole og blev mødt af drama. Så snart timen var startet, faldt en af mine klassekammerater om med et epileptisk anfald, så han måtte på hospitalet. Vi var alle sammen rystede. Det var en virkelig ubehagelig oplevelse, og jeg var så fjollet (og fornuftig) at reagere ud fra mit instinkt, så med det samme sad jeg på gulvet og prøvede at hjælpe. Til sidst fik jeg det så dårligt og var lige ved at græde, at jeg gik ud af lokalet. Vi var vidst alle lidt lamslåede. Nå, så skulle jeg op til eksamen i AP i sidste modul og det gik fantastisk dårligt, fordi jeg ikke nåede det hele. Men sådan er det. Og så tog jeg til Aalborg. Glad og spændt med sommerfugle i maven. Holmes mor havde været så rar at køre mig til Hovedbanegården, så jeg nåede mit tog og købte lidt mad på McD. Søren fra min klasse havde lånt mig hans headset, fordi at jeg havde glemt mine egne derhjemme, så små fem timer efter stod jeg endelig på Aalborg station med en sød Jonas. Vi gik direkte fra stationen og over til Studenterhuset hvor Red Warszawa spillede. Heldigvis var de ikke begyndt da vi kom og vi fik hurtigt drukket nogle øl og var i fantastisk humør. Og der blev crowdsurfet og kysset på scenen. Det var den vilde fest og jeg følte at Jonas og jeg var dets midtpunkt, hvilket vi selvfølgelig ikke var, men anyways.

Men vi har haft nogle fantastiske dage. Mange dage sammen. Vi har nydt film i regnvejr og været nede i Brugsen et halvt snes gange, i mine nye Dr. Martens sko, som er lækre og har ætset mine hæle op. Nice. Så om torsdagen hoppede vi i toget mod Kolding og jeg mødte for første gang hans mor. Jeg var nervøs som en i helved, hvilket jeg slet ikke havde behøvet. Hun er virkelig den mest fantastiske kvinde jeg længe har mødt. Vi spiste hjemme hos hende og jeg snakkede som havde jeg kendt hende i al evigheder. Så gav hun øl og lidt sprutrester og kørte os ind til byen hvor vi tog hjem til nogle af Jonas' venner. Og så var der druk. Er du gal. Jeg blev plørefuld og Jonas blev endnu fuldere. Vi morede os og kærestede rundt og det var skide hyggeligt. En af hans gamle venner fortalte at Jonas var gladere end han nogensinde har set ham og mange andre søde ting. Da klokken blev sent tog vi hen og købte en falaffel og så blaffede vi og blev kørt hjem af en random østeuropæisk dude i en slidt bil. Men det var dejligt at blive kørt hjem i frostgrader. Om fredagen vågnede vi op og var på dødens rand og dopede os med Thailansk medicin. Og så tog vi i svømmehallen. Det var mega hyggeligt! Jonas havde et klippekort til svømmehallen, og da manden næsten aldrig er i Kolding længere, så kunne vi lige så godt gøre det. Vi fik prøvet vandrutsjebanen sammen og var i boblebad. Det var den bedste tømmermændskur jeg længe har oplevet.

Om aftenen skulle vi til familiekomsammen. Vi havde småt besluttet os for at ikke at skulle drikke, men endte op med at drikke flere flasker vin, shots, øl, Dooley og jeg ved ikke hvad. Og så tog hele familien på værtshus efter vi havde siddet på en fantastisk kinesisk restaurant og fuldet os i flere timer. Jeg ved ikke hvad der foregik. Så i dag har vi haft endnu værre tømmermænd end nogensinde. Vi har været kærestekedelige og prøvet at sunde os. Vi valgte også at tage i biografen for at se Paranormal Activity 3, som nok er verdens klammeste film. Nogensinde. Men hyggeligt har det været og nu sidder jeg endnu engang i København. Jeg savner Jonas og jeg vil allerhelst tilbage til Kolding og hygge med ham. Suk.

På busturen hjem ringede jeg til Holme og spurgte om hun ville ryge en smøg med mig inden jeg gik op. Hun var åbenbart til fest hos vores nabo og inviterede mig op og jeg ved ikke hvad, så det endte med at jeg hang ud der i alt for lang tid. Min mor og Henrik har gæster og danser på bordene og jeg ved ikke hvad. Det er fantastisk at have tømmermænd i dag. Og så ovenikøbet at skulle på arbejde i morgen. Yes.

Pages