..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 26. december 2010

Darkest Birds

Jeg var til julefrokost i går med "hele" familien, selv om nogle ikke dukkede op. Vi var kun 50 mennesker. Jeg havde tvunget Ea med, da hun hellere ville finde en fest at tage til. Det kom vi så også senere på aftenen. Hendes ven Joachim skulle hente os i Roskilde (BELIEVE!), men han kom ikke til tiden så Charlotte og Michael kørte os til Holte hvor vi havde en lejlighed for os selv. Det var faktisk hyggeligt nok, selv om jeg var tæskestiv. Altså sådan virkelig.. Tæskestiv. Havde drukket min første øl ved 14-tiden, men blev først beruset inden vi skulle derhen ved en 20-tiden. Efter en helveds masse mere alkohol endte det med at jeg var så fuld at jeg brækkede mig ud over det hele. Pinligt? Nej da. Jeg lugter stadig fælt og mit tøj skal nærmere brændes end vaskes. Der var en klæbrig fyr som gjorde mig utilpas. Da jeg var fuld var han nu egentlig meget flink, men han begyndte at blive alt for nærgående, selv om jeg havde sagt at jeg har Rasmus. Jeg ved godt inderst inde at han intet ondt mente med det for han er slet ikke den type. Overhovedet. Men det gjorde mig irriteret. Natten var forfærdelig. Jeg var ikke særlig fuld da vi gik i seng den tidlige morgen og jeg måtte sove på en hems som jeg vil sværge på var mindst 3 meter oppe. Jeg lå yderst med Ea ved siden af mig og den lortehems havde ikke engang noget til at sørge for at man ikke kunne falde ud. Lortenat.

Mit gode nassergen samt høflighed fik mig dog skaffet tre stykker pizza, som blev min morgenmad. Ea ringede til Mono og slog op. Det var underligt. De skulle ha' været sammen i dag. Det er nok det bedste sådan og jeg havde sgu også set den komme, men fuck. Jeg føler med Mono. Jeg har prøvet det samme: rastløshed, hullet i brystet og den ligegyldige følelse. Joachim skulle gøre rent i lejligheden sammen med de andre, så den klæbrige kørte mig hjem. Han ville have et farvelkys, som jeg gav et klart nej til. Han smilte og sagde at jeg skulle komme godt hjem. Arme fyr. Jeg smækkede bare døren og smuttede.

Jeg kan slet ikke få fat på Rasmus. Hverken over Facebook eller på mobilen. Jeg savner ham og jeg gad godt at fortælle ham om alt der skete i går. Sidst jeg hørte fra ham var juledag, tidligt om morgenen. Jeg kom til at tænke på det hele i går. Hans berøringer, hans stemme, hans helhed. Jeg savner ham virkelig.

Forresten: Jeg vil skide på om jeg ikke ligner en iraner, bum basta!

Here come the darkest birds
They've got their reasons
All their pretty colours are gone
Washed out of season

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages