..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

søndag den 5. september 2010

Drømmerige

Dagene flyder ud i farver. Blå himmel, græs og et shitload af farverige personer. Weekenden har været lang, lang og lang, men hyggelig though. Jeg har angst over musikhusets drama. Der er fandme altid kaos, drama og ulykkelige mennesker som ærger sig over de lykkelige i det hus. Jeg er glad for at vores hus er så chill. Jeg binder mig mere og mere til personerne. Opdager deres fejl, deres perfektion og deres magi. Jeg elsker at komme helt ind under en persons hud, og virkelig opdage det specielle ved dem. Lidt a lá det samme jeg følte med Benjamin. Jeg følte at han var det dybeste menneske nogensinde, fordi at han indholdt så meget. Så mange nye ting, jeg fandt ud af undervejs. Dengang.. Jeg vandrer rundt i en søvndysse nu og mit hoved er opkogt. Dagen er gået som smurt, selv om tankerne i mit forskruede hoved løber rundt i labyrinter jeg ikke kan finde hoved og hale i.


Jeg begraver mig i hans blikke når vi ser
Jeg ærger mig og elsker det på samme tid, 
men prøver lidt at lægge det til side alligevel
Forbandede følelser, hvorfor går det så stærkt?
Han modstår fristelserne, han forgaber sig ikke.
Mon mine håb dør ud igen? Mon jeg begynder at
pjatte og være ligegyldig med en anden? Kender
jeg mig selv, er svaret ja. Men måske er dette helt
nyt? Det er for tidligt at fortælle. Så tidligt at jeg
skriver det i højre side i kusiv og lader det være mystik



Tilføjelse: Amalie og jeg er begyndt at snakke igen. Det får lidt mit hjerte til at briste af glæde. Jeg vil så gerne beskytte hende og trække hende væk fra al ondskaben i verdenen. Forbandede verden.. Jeg elsker hende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages