..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

tirsdag den 10. august 2010

Flugt

Det lykkedes.. næsten. Jeg tog mine ting, lagde et brev og skred. Det virkede så forbandet befriende at sidde i et tog uden at nogen vidste det. At rejse væk fra alt det onde og dårlige. Og så endte jeg hos Mads, heldigvis. I hans nye, lækre lejlighed. Endte et sted hvor jeg ikke havde ondt i kroppen og et sted hvor jeg ikke var en zombie. Desværre gik der ikke lang tid før at jeg blev presset hjem til Nordsjælland igen - hvis man overhovedet kan kalde det mit hjem..? Jeg var hos Mads klokken 10, hvor vi gik hjem til ham. Jeg var fast besluttet på at få mig en lur, men det kunne jeg ikke. Vi hyggede bare. Dagen gik så stærkt og alligevel var vi sammen i så lang tid. Jeg har ikke lyst til at komme ind på hvordan jeg endte med at komme hjem, det hele var så kaos. Men altså.. Jeg har jo fantastiske mennesker omkring mig som bekymrer sig. Ea, Sanne, Pierre, Lisa.. Og jo, min mor vel også.. somehow. Det ville nok kun have blevet værre, hvis jeg var blevet hos Mads og boet lidt, som var planen.

Jeg fulgtes med Ea hjem og var hjemme hos hende klokken 22. Jeg havde kun været væk hjemmefra i 14 timer.. Og nu er jeg her. Min mor ville snakke, men jeg giver altid op på forhånd. Det er som om.. når hun snakker ryger det ind af det ene øre og ud af det andet. Og jeg sidder igen og er tilbage i mit zombie-stadie og siger "ja", "nej", "okay" og "jeg ved det". Nogle gange får hun sagt noget om efterskolen, så jeg kortvarrigt kommer til live igen og får energien til at blive sur. "Hvad hvis du ikke klikker med nogle derovre?". Jeg svarede:"Jeg har altid været god socialt.. Mon ikke der er én jeg klikker med ud af de 150 stykker?".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages