..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 12. juli 2010

Tårer

Jeg kan ikke sove, igen. Det er ikke så slemt som det har været, men det er nytteløst. Jeg hører ting om natten, ting jeg ikke er sikre på er virkelige. Er jeg blevet sindssyg? Jeg vågner og vågner igen, fra et mareridt jeg endnu ikke har haft. Vågner fra mit eget mareridt; søvnen, ensomheden, sorgen. Og så giver jeg op. Jeg græder og holder armene tæt om min krop, af frygt for smerte. At hullet derinde ligepludselig vokser sig større og bliver endnu mere dybt og sort. hvornår er jeg endt her? Jeg bryder sammen som et lille barn. Forskellen er at børn ikke græder af sorg; de forstår den ikke. Voksne græder ikke. Hvis de burde græde, gør de det ikke, fordi at de er vandt til det mareridt deres liv er endt ud med. Alligevel græd du. Af frygt, af forvirring, af smerte. Hver dag forbander jeg mig selv til helved, fordi at jeg ikke gjorde nok. Fordi at jeg smilede, selv om jeg burde få dig til at smile. Fordi at jeg lod dig være alene, selv om du havde brug for mig. Jeg lod dig ikke fortælle, jeg prøvede blot at glemme. Og alligevel husker jeg. Jeg husker alt for tydeligt..

Din hånd, som stadig var varm til det sidste, maskinerne, som larmede hver gang du havde brug for et enkelt sekund mere. Jeg burde have lukket verdenen ud, ligget for mig selv, og holdt om min rystende krop, mens jeg græd alle følelserne ud af mig, indtil jeg var som sten. Jeg tænker på dig hver dag, bliver mindet om at du ikke længere er her. Jeg kan ikke rydde op på mit værelse, som ligner mit indre: kaos. Avisen som den annonce stod i, billeder af dig, ting du har givet mig. Du har givet mig alt. Jeg.. savner dig så meget.

Jeg har ingen at ringe til. Ingen følelse af at det ville hjælpe, hvis jeg ringede til nogen. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Pages