..Never allow someone to be your priority while allowing yourself to be their option.

mandag den 16. november 2015

Dengang

Jeg ligger hovedet på skrå, og tænker for mig selv
"Stopper det da aldrig, stopper det ikke snart?"
Denne uvirkelige, vilddrevne spiral af overfølsomhed
Af uforsonlighed, som jeg spinner, spejler, rykker og drejer
Mig selv i, og uforglemmeligt glemmer jeg de dage
Tingene var perfekte, livet var levende.
Jeg var glad.
Jeg var lykkelig.
Jeg var mig selv.
Og ingen andre kunne overgå
Min latter
Mine smil
Min stemmes sang
Jeg var Johanne

Eller var jeg Joyce?

Eller var det nu
Hende den anden
den tredje
den fjerde forsvandte
I ly med natten
I forbedringernes antagen
Det var dengang
Jeg var hende
Der selv skrev sin sang.

tirsdag den 13. januar 2015

Lys

Jeg tror at jeg har fundet ud af hvorfor jeg ikke skriver her længere, men foretrækker at skrive i en notesbog for mig selv og til mig selv.

 Igennem det sidste år, har jeg været meget fokuseret på begrebet 'lykke', og hvad der skal til for at gøre det til en del af mit liv. Jeg skrev i min notesbog for et år siden i morgen:

"Januar er ikke så lang som den plejer. 
Måske er depressionen for alvor væk.
Det er lidt som at komme ud af et langt, 
men velkendt forhold. 
Som om at tågen er forsvundet.
Nu er der ingen undskyldning mere"

Og igennem det sidste år, har jeg fundet færre og færre undskyldninger for min ulykke. 
Men denne blog var også med til at holde den i live. Min indstilling til den i det mindste. For igennem årene, hvor jeg bloggede ærlige ord, fik jeg også ærlige svar, kommentarer, ord og følelser. Fra folk som kendte mig, og folk som ikke kendte mig. Og i lang tid lod jeg det gå mig på, selv om jeg altid har haft tanken, som burde have båret mig: "Det betyder ikke noget". 

Men min ærlighed og til tider uærlighed, kostede skår på min facade, og skår på min sjæl. I sandhed kan jeg også føle at det var en god ting, for på en eller anden måde gav det et klarsyn, som jeg ikke selv kunne have indset. På den anden side, forstår jeg ikke at jeg udleverede min sårbarhed til fri skue. 

Da tågen havde forsvundet i løbet af nogle måneder, har et svar også stået klart for mig. Jeg har alt jeg behøver. Lige her. Lige nu. Jeg har været uendelig heldig at have de mennesker med mig, som jeg deler min hverdag med, mit liv med og mine minder med. Jeg bor i hippiehybel med tre fantastiske mennesker, jeg skal ud og rejse med Emma, Karen og Marie, og jeg har fundet ting, som gør mig glad. Verden kan tit gøre mig ked af det, og det sidste år, har jeg brugt på at fokusere på min verden, frem for vores. 

Der er så mange ting jeg ikke forstår, Verden. 
Og til tider kan det gøre mig så inderligt ulykkelig. 
Jeg forstår ikke hvorfor folk bærer så meget ondt. 
Og jeg forstår endnu mindre, hvorfor de lader den gå ud over så mange andre. 
Jeg forstår ikke denne egoisme, som fylder så mange mennesker.
Ej heller hadet, som udtrykkes over for tilfældigheder. 

Så derfor lukker jeg mig inde
I hjerterum, som har plads

mandag den 17. november 2014

Retrospektiv

Jeg har trådt et trin op af min uendelige spiraltrappe
Ikke at det er ubehageligt, det glæder mig. Og jeg er spændt
På at se hvad der gemmer sig, ikke for enden,
for hvem siger at den har en, men på det næste trin
for hvis dette blot var et, så tør jeg ikke drømme om det næste

torsdag den 9. oktober 2014

Grønt

Min verden er blevet grøn, og det har den efterhånden været i noget tid.
Og jeg får svedige håndflader og mit hjerte slår knuder om sig selv.

Jeg er ramt.

mandag den 29. september 2014

Tak

Hej

Verden
Mig
Eller hvem der nu engang kigger med

Jeg er kommet på plads i min nye lejlighed, med mine nye roomies. Med Marco, fra efterskolen, Emilie fra gymnasiet og Steen. Og vi har det godt. Mit værelse er stort set fuldendt, og her er plads og ro. Vigtigst af alt har jeg selv ro, og jeg har det godt.

Livet behandler mig godt og stabilt, og jeg er møg hamrende glad for at have fået et fuldtidsjob på en lille, hyggelig restaurant.
Jeg er glad for min nye lejlighed
Og jeg er glad for alle mine relationer, som jeg efterhånden er ved at vænne mig til også er stabilt i mit liv.

Og jeg skal have set verdenen - i første omgang noget af den med Karen og Marie.

Jeg er taknemmelig, Verden, for den måde du behandler mig på for tiden.


onsdag den 4. juni 2014

At holde fast

Vi er ved at være der.

Det er ved at være slut.
Det var de gymnasie år.

Jeg har stadig ikke nogen idé om hvor jeg kommer til at bo, eller hvor jeg skal arbejde. Forleden var jeg nede med en ansøgning i Monki, men jeg tvivler på at det bliver til noget, på trods af at de søgte en til fuldtidsarbejde. Jeg har ikke lige frem den vilde viden om tøj, eller erfaring inde for området.

Men jeg er fortrøstningsfuld.

..og jeg har hundreder af ord i mig, som ikke kan komme ud.

tirsdag den 15. april 2014

(Gid klokken var) 5 om morgenen

Jeg kan ikke lide når klokken er 17.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig brudt mig om det. Det er en irriterende mellemting mellem eftermiddag og aften, og man gider aldrig at være ude klokken 17, for så skal man alligevel snart hjem og spise - det er måske dér hele irritationen omkring klokkeslættet er opstået.

Det hele er blevet så kontinuerligt, at det på en måde er gået i stykker. Jeg kan mærke spændingen i at vi snart er færdige med 3.g, med gymnasiet. Den kontinuitet, som ellers har præget min hverdag, mit skoleliv og min fritid er nu blevet så sammensmeltet at jeg ikke kan skille det ad.  

Jeg gider ikke at lave afleveringer mere.
Jeg gider ikke timerne mere.
Jeg gider ikke at forårsvejret byder så meget blæst.

Så derfor sover jeg,
drikker jeg,
ter mig,
hygger mig -

og venter.

For der er altid noget, som er værd at vente på og hele denne process, som jeg gennemgår nu, som jeg sidder fast i, er egentlig blot en ventetid - men har hele livet ikke været det indtil videre?


onsdag den 26. marts 2014

Sidste uge

Det her er sidste uge

Den sidste uge før jeg bliver 20.
Den sidste uge som teenager.

Ikke at det skræmmer mig synderligt meget, dog er det lidt underligt at skulle sige at jeg er 20. Det er som om, at jeg slet ikke har opdaget at jeg har været 19. 18 år var en gylden tid. Hjemmeboende med SU og 1.g - no worries.

Og nu skal jeg til at være 20. Om et år skal jeg til at være 21 og før jeg ved af det, er jeg i "tyverne". De skræmmende tyvere.

Desuden er det min sidste uge uden nogen tatoveringer. Jeg skal tatoveres om præcis en uge - dagen før min 20 års fødselsdag. Jeg skal ligge i 5-6 timer og få tusset mit højre lår. Det bliver vanvittigt og jeg glæder mig som et lille barn, men alligevel er det ikke gået op for mig endnu.

Den idé, som fandt sted i mit hoved sidste sommer bliver nu en realitet. Jeg har i flere måneder vidst hvordan den skulle se ud, udvalgt en tattovør og fået en skitse. Og nu kommer det til at ske.

Denne uge tegner godt.
Dette år tegner godt.

og solen titter frem

onsdag den 26. februar 2014

$$

Jeg åbner køleskabet i håb om at der er dukket noget op siden sidst.
Det er der ikke.
Der ligger noget pålæg, lidt ost, men vi har intet brød.
Jeg kigger i skabet.
Musli, cornflakes, men jeg ved at vi ikke har noget mælk, så det kan være det samme.
26 kroner på kontoen - i det mindste er der SU på fredag.
Jeg er selv i minus - endnu engang. Det er ikke noget nyt.

Så jeg ryger en smøg i stedet. Det har jeg heldigvis sørget for at nasse sammen til.
Det skulle også være sultstillende, skulle det ikke?

Ps. Tak til SKAT
Tak for at trække 2500,- fra min SU

hjerte hjerte hjerte

onsdag den 5. februar 2014

Køb min kærlighed

Eftersom SKAT trak små 2500 kroner fra min SU i den her måned, er jeg ret på røven. Oveni underskuddet fra kvartalsregningerne i sidste måned, mit overdrevne tobakmisbrug og lidt for meget alkohol lidt for tit, fordi at vinteren viste sig at være lang alligevel, så har jeg absolut ingen penge.

Men hvis jeg havde, så havde jeg købt..

Disse Astoria-leggins fra quintess
150,-

Denne latterligt smukke ring fra Jacaranda Designs på etsy.com
85,-

Ledringe i tusindvis - Designed by Lei på etsy.com
68,-

Formiga Flower Sweater fra WEEKDAY
180,-

Lighter ring, som jeg ikke aner hvor man kan skaffe

Ekstremt højt og utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer
180,-









Pages